Dennis Kristensen: At være statsminister i Lars Løkkes regering skaffer ikke Mette Frederiksen arbejderstemmer
17.05.2024
Bag de stadig dårligere meningsmålinger optræder billedet af statsministeren som blålakeret blandt mange ufaglærte og faglærte lønmodtagere.
RÆSON Opinion af Dennis Kristensen
FOR TIDEN ser det skidt ud for det gamle arbejderparti. Rigtig skidt.
I Megafons seneste meningsmåling står partiet til kun 17,6 procent af stemmerne mod 27,5 procent ved valget for halvandet år siden. For blot få år siden blev 20 procent anset for partiets katastrofegrænse.
Set gennem briller, der har aftjent deres værnepligt i fagbevægelsen, ligner det et godt stykke ad vejen selvskabte problemer.
I mine øjne leverede Mette Frederiksen trods nogle arrogante kiks generelt en flot indsats i kriseledelsen under coronapandemien. Det samme gjorde statsministeren, da hun mod alle odds og alle forudsigelser fra kommentatorer skabte et flertal bag sit valgløfte fra 2019 om at give de, der er startet tidligst på arbejdsmarkedet, en mulighed for at tjekke ud af arbejdsmarkedet, mens de endnu har udsigt til nogle gode år uden helbredsproblemer eller funktionsnedsættelser.
Og Mette Frederiksen skabte på samme måde et flertal bag løftet ved det seneste valg om at afsætte ekstra lønkroner i den offentlige sektor. Et valgløfte, som også blev mødt med protester og hovedrysten.
Dummebøde venter forude
MED OVERGANGEN fra en socialdemokratisk mindretalsregering til en flertalsregering med Venstre og Moderaterne gik det imidlertid efter min vurdering helt galt.
Med Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen i hånden gik Mette Frederiksen til angreb på Den danske model og fik sløjfet overenskomstaftalt frihed på store bededag.
De Radikale og Socialdemokratiet havde i et par årtier haft et godt øje på helligdage som middel til at skaffe et større udbud af arbejdskraft, fordi modellen passer som fod i hose til Finansministeriets skrivebordsøvelser, hvor det teoretiske udbud af arbejdskraft, og ikke den konkrete efterspørgsel, øger beskæftigelsen og velstanden i samfundet.
Det mislykkedes dog i 2012 for Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal – ikke mindst fordi FOA tog slagsmålet i offentligheden. Dengang indgik et par helligdage og de offentligt ansattes frokostpauser og den femte ferieuge i partiledernes overvejelser og hemmelige drøftelser med dele af fagbevægelsen.
Det var dengang et tosset forsøg, der kostede på lønmodtageropbakningen. At gentage forsøget et årti senere var med et portørudtryk otte meters dummere end tagpap. Derfor er det lange af det korte, at regeringen indtil videre står til en solid dummebøde blandt ufaglærte og faglærte lønmodtagere.
Partierne smurte indgrebet grundigt ind i den klassiske Christiansborg-retorik om at have mod til at træffe upopulære beslutninger og se vælgerne i øjnene. Når en analyse i A4 nu viser, at mere end hver fjerde ufaglærte, der satte kryds ud for liste A ved sidste valg, ville stemme anderledes i dag, så handler Store Bededags-indgrebet nok snarere om mod til at træffe dumme beslutninger og se ryggen af flygtende kernevælgere.
Siden dannelsen af SVM-regeringen har Politikens tegner Roald Als konsekvent givet Socialdemokratiets formand og statsminister en blå overhaling i sine tegninger. Det syn på Mette Frederiksens arbejdsfællesskab med de to liberale varianter står tegneren ikke alene med
_______
Mettes arbejdstids-pisk
SIDEN DANNELSEN af SVM-regeringen har Politikens tegner Roald Als konsekvent givet Socialdemokratiets formand og statsminister en blå overhaling i sine tegninger. Det syn på Mette Frederiksens arbejdsfællesskab med de to liberale varianter står tegneren ikke alene med.
Blålakeringen af Mette Frederiksen rammer også indenfor skiven, når det handler om statsministerens og Socialdemokratiets besynderlige forkærlighed for at piske lønmodtagerne med krav om og opfordringer til at arbejde mere og længere og udvise en bedre arbejdsmoral.
Selvom forkortelse af arbejdstiden historisk har gået hånd i hånd med øget produktivitet, så har Socialdemokratiet efterhånden i årevis sunget med på melodien om, at vi alle skal arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet.
Ved den såkaldte Velfærdsaftale i 2006 var det den helt forudsigelige stigning i antallet af ældre, som blev argumentet for, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Siden har argumenterne skiftet mellem arbejdskraftmangel, finansiering af både krig og velfærd og sågar truslen fra russiske samlebånd, der angiveligt er bemandet i længere tid end danske. Her brændte statsministeren dog for alvor fingrene og måtte blæse retræte og benægte sine udtalelser om behovet for, at danskerne ligesom russerne bliver længere ved samlebåndet.
I mine øjne er det gulerødder og ikke pisk, der virker. Det er det gode arbejde med anerkendelse, godt arbejdsmiljø og en ordentlig løn, der gør det attraktivt at arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet. Det er, når vi kan holde til jobbet og kravene justeres i forhold til alderen, og når dét vi laver, giver mening, at vi mærker lysten til at blive ud over folkepensionsalderen.
Brændende platforme
Regeringen har på en lang række områder forsøgt at skabe den brændende platform, som Mette Frederiksen behersker så godt. Anledningerne har været mange: Historisk få penge til velfærd, krig i Europa, inflationsbekæmpelse i krigens kølvand, mere militært isenkram.
Forsøgene har ikke vendt modvind til medvind på regeringens cykelstier. Anledningerne har ikke kunnet overrule danskernes manglende lyst til gennem tvang at arbejde mere. Det har heller ikke hjulpet, at statskassen har gjort alle forudsigelser til skamme og år for år bugner mere og mere. Det såkaldte økonomiske råderum står nærmest og råber på investeringer i klimakampen og genopbygning af velfærden.
På det seneste virker forsøgene på at skabe den brændende platform stadig mere desperate – ikke mindst Socialdemokratiet – anført af Frederik Vads – forsøg på at gentage den tidligere delvise succes med at hente stemmer hjem fra Dansk Folkeparti med stramninger i udlændingepolitikken
_______
Og Mette Frederiksen har selv skubbet til den hældende vogn ved ikke fra starten af krigen i Gaza at anlægge en nuanceret vurdering, som rummede både fordømmelse af Hamas og organisationens ligestilledes ekstremt voldelige overfald på israelere og Israels ligeledes ekstremt voldelige krigsførelse mod Hamas og palæstinenserne.
På det seneste virker forsøgene på at skabe den brændende platform stadig mere desperate – ikke mindst Socialdemokratiet – anført af Frederik Vads – forsøg på at gentage den tidligere delvise succes med at hente stemmer hjem fra Dansk Folkeparti med stramninger i udlændingepolitikken. Nu er Frederik Vad som budbringer på jagt efter stemmer fra Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne i en ny kulturkamp mod manglende accept og tilegnelse af danske værdier og mod parallelsamfund, som lever i det skjulte blandt højtuddannede: “Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland.”
Vi skal som samfund gøre op med parallelsamfund, hvor andre regler gælder end i resten af samfundet, og det danske samfund skal ikke importere og bøje sig for kulturer og værdier, som knægter grundlæggende menneskerettigheder som eksempelvis et middelalderligt kvindesyn eller overruler demokratiske rettigheder med eksempelvis religiøse regler.
Men midlet til at bekæmpe den slags ligger ikke i kollektiv mistænkeliggørelse og Big Brother-overvågning af statslige kantiner og nordsjællandske apoteker, som må være næste skridt i Frederik Vads kamp mod de højtuddannedes parallelsamfund.
Samtidig har statsministerens ageren på den internationale scene i al for høj grad skabt grobund for rygter om en snarlig exit fra dansk politik. Jeg syntes i lang tid, at kommentatorers og journalisters kredsen om Mette Frederiksens på jagt efter et internationalt topjob var både søgt og pjattet, men jeg må i dag erkende, at statsministeren efterhånden er begyndt at ligne en jobansøger, der har større fokus på sine internationale muligheder end på danskernes hjemlige problemer.
For sent for Mette Frederiksen at vende skuden
Tilsvarende tror jeg efterhånden, at jeg tog fejl, da jeg ved SVM-regeringens dannelse, vurderede, at den ville sidde valgperioden ud, fordi den som en flertalsregering henover midten med et ret detaljeret grundlag satte begge fløje i Folketinget skakmat.
Det billede er efterhånden falmet. Den socialdemokratiske partiledelse kan formentlig holde ro, men det virker ikke sandsynligt, at Venstres Troels Lund Poulsen kan eller vil møde vælgerne med meningsmålinger, som blot blive værre og værre.
I forvejen bliver det stadig sværere at se, hvordan de tre regeringspartier kan gå til valg med klare politiske holdninger, efterhånden som Mette Frederiksen er kommet i V- og M beskyttet flyverskjul mod politiske konsekvenser af minksagen, og regeringen under tæppebombardement fra Inger Støjberg får vedtaget CO2-afgifter i landbruget.
Det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at komme ud af de for fagbevægelsen så katastrofale regeringsår uden de helt store vælgermæssige katastrofer. Det virker i mine øjne ikke længere sandsynligt, at Mette Frederiksen på samme måde kan forvente, at valgdagen i den sidste ende vil vise et betydeligt løft i forhold til de nuværende katastrofale meningsmålinger. ■
Det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at komme ud af de for fagbevægelsen så katastrofale regeringsår uden de hel store vælgermæssige katastrofer. Det virker i mine øjne ikke længere sandsynligt for Mette Frederiksen
_______
Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.
ILLUSTRATION: Kløften i Haderslev, 1. maj 2024: Statsminister Mette Frederiksen (S), flankeret af Arne Juhl (anvendt i kampagnen bag Arne-pensionen) samt Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, til 1. maj i Sønderjylland [FOTO: Claus Fisker/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
