David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

18.04.2024

Klimakrisen kan ikke løses ved et technofix – der er ingen smart eller omkostningsfri vej ud af den misere, vi befinder os i. Men der er heller ingen vej ud, som ikke er afhængig af teknologisk udvikling og innovation.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, der udkom i begyndelsen af april. Læs mere her.

Af David Rischel

Lydafspiller

Et populært refræn i den offentlige debat, både her til lands og internationalt, er, at klimakrisen ikke kan løses ved et såkaldt technofix. Vi skal ikke bilde os ind, at vidunderteknologier kan løse krisen for os i morgen – eller om fem år. Problemet er ikke teknologisk, problemet er politisk. Som Eskil Halberg skrev i Information i 2022: ”Klimakrisen skal løses ved social, politisk og økonomisk forandring. Den kan ikke løses gennem teknologi, netop fordi klimakrisen ikke er et teknologisk anliggende, men et samfundsmæssigt”. Den analyse står han ikke alene med. Et utal af artikler og bøger har det sidste årti argumenteret for samme konklusion.

Og lad det være sagt i starten af denne artikel: Klimakrisen kan ikke løses uden politisk vilje, handling og mobilisering. Det bliver ekstremt dyrt, og omkostningerne må i sidste ende fordeles politisk og demokratisk – og retfærdigt. Men der er også noget, analysen misser: For klimakrisen er også en teknologisk krise, og vi fejldiagnosticerer generelt både det historiske øjeblik, som klimakrisen udgør, og de løsninger, der skal til for at få os ud af det hul, vi befinder os i.

Teknologiens løfte

Lad mig starte med at skitsere den teknologiskeptiske position. Skeptikerens primære argument (der kan selvfølgelig være andre) er, at det er alt for risikabelt at forlade os på teknologiske løsninger. I stedet for at investere i Power-to-X-teknologier, energi-øer eller CO₂-fangst og lagringsteknologier bør vi bruge pengene i dag på ting, vi ved virker: sol og vindenergi, afgifter på privatbilisme, kød og flyveturen til Mallorca. Det, der er behov for, er adfærdsændringer, ikke ny teknologi.

Denne kritik kan bestemt have noget på sig, særligt som et korrektiv til politikere, der lader som om, at klimakrisen kan løses helt omkostningsfrit, hvis bare vi får investeret i det næste grønne væksteventyr. Fra tid til anden præsenteres den grønne omstilling som en mulighed for os som samfund. Og selvom den grønne omstilling vil få positive afledte effekter, så bliver den også ekstremt dyr. Det må politikerne begynde at være ærlige om.

En mere radikal udgave af kritikken kommer fra fortalere for modvækst. Klimakrisens oprindelse er et økonomisk system, som er afhængigt af en ukontrollérbar form for vækst, som driver rovdrift på jordens økosystem. Et fokus på, hvilke teknologier der skal til for at oppebære fortsat økonomisk vækst, er dermed at sammenligne med misbrugerens jagt på det næste fix.

Uanset hvor man står i den diskussion – jeg har her i RÆSON tidligere argumenteret for, at modvækst er en dårlig ide – så er problemet, at vi ikke har noget valg: Der er simpelthen ingen vej igennem den grønne omstilling uden teknologisk innovation.

De tre tidsakser

Lad mig kort opridse det empiriske billede. De globale udledninger ligger på over 50 milliarder tons drivhusgasser årligt, og vi skal have elimineret samtlige udledninger – vi kan ikke efterlade så meget som 10 pct. Det vil i så fald tage længere tid at varme planeten op, men hvis vi ikke går i nul, så er operationen ikke lykkedes. Indtil videre har vi primært høstet de lavthængende frugter: Der er stadigvæk enorme reduktioner at hente i elnettet, men industrien, fly- samt skibstransport er langt sværere at omstille.

Lad os tage et par eksempler. Cementproduktion er stadigvæk fuldkommen afgørende for større infrastrukturprojekter og er stadigvæk meget forurenende. Der er ved at blive udviklet visse alternativer, og ifølge IPCC kan vi med mere omhyggeligt og bæredygtigt forbrug frem mod 2050 reducere cementforbruget med 24-50 pct. Men der vil stadig skulle bygges broer, dæmninger samt grøn infrastruktur som fx vindmøller. For at opstille en havvindmølle kræves der fx i dag 30-40 lastbillæs med cement, og der eksisterer endnu ingen teknologier, der kan gøre cementproduktion kulstofneutral. Det er bl.a. derfor, at IPCC konkluderer i en af deres delrapporter fra 2022, at CO₂-fangst og lagringsteknologier er essentielle for at eliminere udledningerne fra cementindustrien på den mellemlange bane. Disse teknologier kræver stadig udvikling og modning for at kunne implementeres.

Stålproduktionen er nemmere at omstille end cementindustrien, men er i hvert fald til dels afhængig af teknologier, som stadig er under udvikling. Sluttelig kan man nævne plastik-industrien samt landbruget som to industrier, der står for signifikante dele af de globale udledninger, og for hvilke der endnu ikke eksisterer teknologier, som helt kan eliminere udledningerne. For landbrugets vedkommende er dinitrogenoxid (også kendt som lattergas) en potent drivhusgas, som stammer fra gødning og pesticider (som efter alt at dømme er afgørende for, at vi kan brødføde de ni-ti milliarder mennesker, vi kommer til at være i sidste del af dette århundrede).

 

Hvor de nødvendige politiske og økonomiske beslutninger ligger fuldkommen inden for vores egen handlefrihed, så er det ikke tilfældet for risikoen for, at vi ikke får udviklet de nødvendige teknologier i tide
_______

 

Måske kan vi reducere vores forbrug fra disse industrier endnu mere, end IPCC antager, men givet at de alle er nødvendige i et eller omfang – om ikke andet for ny grøn infrastruktur – så kan vi ikke eliminere vores forbrug fra dem fuldkommen. Vi kan ikke opsætte vindmøller eller udbygge offentlig transport uden stål, cement og plastik. Og der er stadig meget af verden, som har et absolut behov for at industrialisere. Den endnu ikke-industrialiserede del af verden vil dermed begynde at fylde en større og større del af de globale udledninger, særligt i takt med at vi i Vesten reducerer vores udledninger. Og en stor del af de udledninger bliver fra sektorer af økonomien, som vi endnu ikke ved, hvordan vi omstiller.

Det er bl.a. derfor, IPCC regner med, at kulstofneutralitet i 2050 kun kan opnås ved hjælp af negative CO₂-udledninger, altså indfangning af CO₂ – en mulighed, som forudsætter teknologi, der endnu ikke er udviklet.

Med andre ord: Vi står ikke i et valg imellem politisk handling nu eller udvikling af ny teknologi i fremtiden. En væsentlig del af vores politiske handlingskraft samt ressourcer bliver nødt til at gå til netop forskning i samt udvikling og implementering af ny teknologi.

Klimakrisen er dermed også en teknologikrise.

En måde at anskue klimakrisen på er som et sammenløb af forskellige tidsskalaer: en klimatisk, en politisk-økonomisk og en teknologisk, hvor de skalaer er ude af sync med hinanden, og hvor de politisk-økonomiske og teknologiske tidsskalaer ikke kan løbe om kap med den klimatiske. Tidsskalaerne er selvfølgelig afhængige af hinanden: Den teknologiske og politisk-økonomiske udvikling responderer på den klimatiske, og fordi mange af os, visse mere end andre, har haft stærke interesser i at holde fast i en kulstofintensiv samfundsindretning. Det er dog ikke forkert, at udfordringen består i at få bragt de forskellige tidsskalaer i sync med hinanden, og et enøjet fokus på kun den politisk-økonomiske er ude af stand til at løse krisen.

Risici

Det kan alt sammen være rigtigt nok, vil en kritiker sige, men den afgørende forskel er, at politikken og økonomien er noget, vi har kontrol over. Vi kan, som land eller som medlemmer af EU, beslutte at indføre en CO₂-skat i morgen, at forbyde indenrigsflyrejser, at investere i offentlig transport osv. Det kommer alt sammen an på den politiske vilje. Vi kan ikke som samfund beslutte os for at udvikle CO₂-neutral cement eller opfinde nye vidunderteknologier.

Hvor de nødvendige politiske og økonomiske beslutninger ligger fuldkommen inden for vores egen handlefrihed, så er det ikke tilfældet for risikoen for, at vi ikke får udviklet de nødvendige teknologier i tide.


Luleå i det nordlige Sverige: Stål er en af de mest CO₂-forurenende industrier. Dette værk, som er ejet af SSAB, har ambitioner om at blive det første grønne stålværk i verden [FOTO: Justin Jin/Panos Pictures/Ritzau Scanpix]

Det står dog som en sandhed med modifikationer. For det første er det forkert, at vi ikke kan påvirke den teknologiske udvikling. Hvor hurtigt de relevante teknologier vil stå til rådighed, er åbenlyst afhængigt af, hvor mange ressourcer samfundet stiller til rådighed for forskning i samt implementering af grøn teknologi. Som jeg beskriver nedenfor, så har staten især en rolle at spille i forhold til at stille risikovillig kapital til rådighed for teknologiudvikling, som endnu ikke er privat rentabel – og især for teknologi, som vi ved, vi kommer til at få brug for, men som endnu helt eller delvist mangler at blive udviklet.

For det andet er det forkert, at vi har fuldkommen kontrol over den politisk-økonomiske sfære. Vi har, i Danmark eller EU, ringe mulighed for at påvirke, hvilke beslutninger Kina tager med hensyn til den grønne omstilling. Og vi har ringe mulighed for at afværge en omgang nummer to med Trump i Det Hvide Hus, hvilket efter alt at dømme vil sætte den grønne omstilling i USA på pause. Ikke dermed sagt, at vi ingen muligheder har, og dette er ikke et argument for, at det er lige meget, hvad vi gør i Danmark eller EU. Vi har pligt til at gøre vores del, uanset om Kina eller USA gør deres. Pointen er, at de politisk-økonomiske risici, vi står over for i klimakrisen, på mange måder ligner de teknologiske: Begge former for risici ligger uden for vores totale kontrol, og vores påvirkning vil for en stor dels vedkommende nødvendigvis være indirekte.

Dette faktum, mener jeg, har stor betydning for, hvordan vi bør tilgå den grønne omstilling. Man kan betragte den grønne omstilling på to måder: som en proces, der stiler efter et bestemt mål – kulstofneutralitet i 2050 – eller som en form for risikominimering. Under det første perspektiv har vi fokus på, hvilke beslutninger vi skal tage i dag for at opnå kulstofneutralitet i 2050. Her forudsætter vi, at vi i fremtiden får taget de rigtige beslutninger, samt at andre lande gør det, der skal til i dag. Og vi forudsætter, at vi faktisk får udviklet de rigtige teknologier i tide. Under det andet perspektiv antager vi, at der er betydelige risici for, at noget i den proces går galt. Når vi tager et andet perspektiv for linsen, giver det mening ikke kun at fokusere på, hvad der kan opnå kulstofneutralitet i 2050, men også hvordan vi dækker os ind for risikoen for, at vi ikke opnår det mål.

Vi bør holde os begge perspektiver for øje, og grundlaget er selvfølgelig, at vi får taget de rigtige politiske beslutninger – i forhold til en fuldkommen omstilling af elnettet, i forhold til en CO₂-skat på landbruget osv. – allerede nu. Men politisk vilje og handlekraft kommer ikke til at løse klimakrisen alene, og i tilgift til de politiske beslutninger, vi tager i dag, skal vi investere bredt betragtet i risikominimering, både af den politisk-økonomiske og af den teknologiske slags. Vi bør beskytte os mod: 1) at de nødvendige teknologier ikke udvikles i tide; og 2) at politiske aktører, som vi ikke har kontrol over, vælger at blæse på klimaet. Og man bør her tilføje: 3) risikoen for en amokløben drivhuseffekt (se ”Er modvækst løsningen på klimakrisen” i RÆSON54).

Hvordan gør vi det? Jeg vil her til slut foreslå to retninger for klimapolitikken.
1) En offentlig investeringsstrategi i udvikling og modning af grøn teknologi.

Der er i offentligheden et forståeligt stort fokus på, hvor de næste fem eller ti års CO₂-reduktioner skal komme fra. Hvordan når vi de 70 pct. reduktion i 2030? Det fokus er selvfølgelig vigtigt, men teknologierne for at opnå de reduktioner eksisterer i vidt omfang allerede. Vi burde i tilgift investere i udvikling af grøn teknologi, som bliver nødvendig på den længere bane, især fordi de investeringer mangler fra privat side:

 

Vi bør investere i forskning i muligheden for at implementere teknologier, som kan gribe direkte ind i jordens økosystem for at mindske påvirkningen af klimaændringerne, såkaldt geoengineering
_______

 

Ifølge en rapport fra Economist Impact gik blot 6 pct. af private investeringer i grøn teknologi i 2021 til teknologi, der endnu var under modning eller udvikling. Resten blev investeret i allerede modnet eller implementeret grøn teknologi, fx elektriske biler eller solpaneler. Det er et stort problem, fx fordi vi i omstillingen af industrien bliver afhængige af CO₂-lagrings- og opbevaringsteknologier, hvis virkeliggørelse stadig ligger et stykke ude i fremtiden (og dermed uden for private aktørers investeringshorisont).

Stater – eller overstatslige institutioner som EU – kan spille to centrale roller i den sammenhæng. For det første selvfølgelig i forhold til finansiering af forskning. Men de kan også være med til at ’de-riske’ investeringer i sådanne teknologier – enten ved at skabe tidlig efterspørgsel efter dem (vha. subsidier, CO₂-skatter, phase-outs eller forbud mod eksisterende teknologier), ved direkte investeringer i virksomheder (gennem grants og legater) eller ved at påtage sig produktionen af dem.

Det vil kræve en ret stor omstilling af vores attitude til offentlige investeringer, fordi staten vil påtage sig en større del af risikoen for, at investeringen slår fejl, og skattekroner ’spildes’ på investeringer, som ikke bliver til noget. Det bliver en svær øvelse for politikerne, som skal forklare vælgerne, at der desværre ikke er råd til den næste skattelettelse eller velfærdsforbedring. Men det er en af de ting, der skal til, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.

2) Forskning og investering i geoengineering. Mit andet forslag er mere kontroversielt. Vi bør nemlig investere i forskning i muligheden for at implementere teknologier, som kan gribe direkte ind i jordens økosystem for at mindske påvirkningen af klimaændringerne, såkaldt geoengineering. Geoengineering kommer i to former: SRM eller Solar Radiation Management-teknologier, som fokuserer på at øge refleksionen af solstråling væk fra jordens overflade, samt GGR eller Greenhouse Gas Removal, altså fjernelse af drivhusgasser fra atmosfæren. I stedet for at reducere vores udledninger handler geoengineering altså om at gribe direkte ind i eller ændre på jordens økosystem for at afbøde virkningen af vores udledninger.

Det er værd at bemærke i denne sammenhæng, at IPCC i alle deres udledningsscenarier planlægger efter, at vi vil få brug for GGR-teknologier i den sidste halvdel af dette århundrede, og disse er da også mindre kontroversielle. De handler fx om at øge forvitringen af mineraler, som binder CO₂ fra atmosfæren.

SRM-teknologier er forståeligt nok mere kontroversielle, og nogle af forslagene er ren science fiction, fx at opsende store spejle i rummet, som vil reflektere solens indstråling. Men de kan også være meget effektive. Ifølge professor Govindasamy Bala vil en 2-pct.-reduktion af solstrålingen mod jordens overflade være tilstrækkelig til at afbøde den opvarmning, som ville følge af en fordobling af CO₂-indholdet af atmosfæren.

Vi bør afsætte midler til at udforske disse teknologier som en form for afdækningsstrategi, det vil sige en investeringsstrategi, som beskytter en, i tilfælde af at ens investering slår fejl.

Problemet er jo, at vi ikke kan være sikre på, (1) at vi får udviklet de rigtige klimateknologier i tide; (2) at resten af verden følger med; (3) at klimaet ikke opfører sig uvornt. Hvis Indien, Kina, USA eller et fjerde stort land beslutter sig for, at de ikke vil være med til den grønne omstilling, så er der meget lidt, vi kan gøre ved det. Og der udestår stadig en risiko for, at klimasensitiviteten – et mål for atmosfærens respons på en fordobling af CO₂-indholdet i atmosfæren – er højere end de 4,5 grader celsius, som IPCC angiver som et sandsynligt maksimum. Det kan i det tilfælde blive nødvendigt at gribe direkte ind i jordens klimasystem. Det er altså risikominimeringsperspektivet, vi her taler om.

Det er kontroversielt, og man bør forholde sig skeptisk til ideen. Et ofte hørt modargument er, at geoengineering skaber en form for moral hazard: Det skaber et incitament for lande eller politikere til at unddrage sig deres klimaforpligtelser. Det er rigtigt, og det kan være et argument for helt at hemmeligholde forskningen i geoengineering eller for forskere til at være meget påpasselige med at promovere det som en løsning på klimakrisen samt at være meget tydelige i forhold til at understrege risiciene ved at forsøge at gribe direkte ind i jordens økosystem. Risikoen ved helt at afholde sig fra at forske i disse kontroversielle teknologier forekommer mig dog større – særligt set i forhold til at der allerede eksisterer store incitamenter for politikere og stater til at unddrage sig deres forpligtelser (den grønne omstilling er dyr, og de kan vinde stemmer på at lade være). Forskning i geoengineering gør det muligvis marginalt mere attraktivt for politikere at indtage klimakritiske positioner, men vi løber også en stor risiko ved ikke at have disse teknologier til rådighed i vores klimarsenal.

Klimakrisen kan ikke løses ved et technofix – der er ingen smart eller omkostningsfri vej ud af den misere, vi befinder os i. Men der er heller ingen vej ud, som ikke er afhængig af teknologisk udvikling og innovation. ■

 

Det bliver en svær øvelse for politikerne, som skal forklare vælgerne, at der desværre ikke er råd til den næste skattelettelse eller velfærdsforbedring. Men det er en af de ting, der skal til, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling
_______

 

David Rischel (f. 1994) er ph.d.-studerende i politisk teori ved Warwick University i Storbritannien.

ILLUSTRATION: Velsen i Holland, 9. juni 2023: Højovn nummer 6 i Tata Steel – et kuldrevet stålværk, der blev bygget i 1967 og i dag er den største Co2-udleder. Over de kommende år vil selskabet omstille til brint [FOTO: Hollandse Hoogte/Shutterstock/Ritzau Scanpix]