Dahlberg og Volquartzen: Ansvaret for vores sikkerhed ligger ikke alene på skuldrene af dem i uniform
07.03.2024
Danmarks tilgang til kriser og krig skal ændres fundamentalt, så også det danske civilsamfund og private virksomheder er forberedte på dem. Det vil ikke skræmme eller alarmere befolkningen unødigt. Tværtimod.
Af Mette Volquartzen, analysechef i Beredskabsforbundet og Rasmus Dahlberg, lektor ved Forsvarsakademiet
Ikke siden Den Kolde Krigs afslutning er der blevet diskuteret så meget totalforsvar, beredskab og samfundssikkerhed herhjemme som i de seneste måneder. I januar gik vores nabolandes forsvarschefer og regeringer ud med advarsler om mulighed for krig og behov for at forberede sig både kollektivt og individuelt på det værst tænkelige. Fra et dansk perspektiv kunne det forekomme voldsomt og ligefrem overilet, hvilket forsvarsminister Troels Lund Poulsen talrige gange har påpeget med henvisning til Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af, at der ikke findes en direkte militær trussel mod Danmark. Men at male fanden på væggen og tale om worst case scenarios er faktisk en effektiv måde at motionere samfundsmusklen på med henblik på at opbygge resiliens.
Et resilient samfund
Resiliens betegner samfundets modstandsdygtighed og evne til at håndtere akutte chok, belastninger eller kritiske situationer – ikke kun med fokus på overlevelse, men også evnen til at tilpasse sig og vokse under svære betingelser. Civilt beredskab dækker som begreb over myndighedernes ansvar for at ruste sig til at kunne levere samfundsvigtige funktioner inden for deres respektive sektorer i ekstraordinære situationer, altså et væsentlig bidrag til samfundets samlede modstandsdygtighed.
National og kollektiv resiliens er samtidig et væsentligt grundlag for troværdig afskrækkelse og forsvarsevne. NATO har derfor opereret med ideen om ”resiliens som afskrækkelse” i et bredt civilt beredskab-perspektiv siden topmødet i Warszawa i juli 2016. Den nuværende sikkerhedssituation er tilspidset – med krig i Ukraine, et Rusland under omstilling til krigsøkonomi og mørke toner i trusselsvurderingerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der har kastet lys på hybridangreb i form af cyberangreb, sabotage mod infrastruktur, påvirkningsoperationer m.v.
I de andre nordiske lande taler myndighederne direkte til befolkningen og beder dem fx om at have et hjemmeberedskab og melde sig som frivillig i beredskabet. De danske myndigheder insisterer nærmest på det modsatte
_______
Hvis man sammenligner Danmark med vores nordiske brødre Norge, Sverige og Finland, er danske ledere imidlertid stærkt tilbageholdende med at inddrage civilsamfundet, den private sektor og befolkningen i forebyggelsen af, forberedelsen på og informationerne om truslerne mod Danmark. I de andre nordiske lande taler myndighederne direkte til befolkningen og beder dem fx om at have et hjemmeberedskab og melde sig som frivillig i beredskabet. De danske myndigheder insisterer nærmest på det modsatte.
Statsministeren erkendte på et pressemøde forleden, at vi lever i en ny verden, og at Rusland kan forårsage stor skade på et NATO-land, hvis ikke forsvarsalliancen formår at opruste og afskrække Moskva i tide. Men hun vil ikke fortælle danskerne, at de skal forberede sig på krig, og hun står fast på, at hun ikke selv køber ind til kælderen. Det er ellers et vigtigt mantra for NATO, at de mest modstandsdygtige lande – det vil sige dem, hvor hele regeringen såvel som den offentlige og private sektor og befolkningen er involveret i civil beredskabsplanlægning – har færre sårbarheder, der ellers kan bruges som løftestang eller være målrettet af modstandere.
Civilbeskyttelse er en samfundsmæssig opgave
Regeringen udviser i stedet en statscentreret og monopolistisk tilgang til civilbeskyttelse som en lukket opgave for regeringen og de to traditionelle myndigheder for rigets sikkerhed: militær og politi. Dette er imidlertid en forældet tilgang, der negligerer, at national sikkerhed i en moderne stat leveres og udvikles af mange andre og flere aktører end de to førnævnte. Staten har ikke længere monopol på at definere og distribuere sikkerhed; særligt fordi store områder af den kritiske infrastruktur i dag ejes og håndteres af private aktører. Det skyldes dels, at den danske stat siden midten af 1980’erne i stor grad har udliciteret på områder som fx energi, transport, lufthavne, post, bankvirksomhed, kommunikation og dataregistre; dels pga. af den teknologiske udvikling. Derfor skal det private erhvervsliv også tænkes ind i en strategi for civilbeskyttelse.
En tilgang med fokus på militær og politi negligerer desuden befolkningen og de kommunale beredskaber, som ellers spiller en afgørende rolle i civilbeskyttelse. Der har flere parter da også kritiseret regeringen for. Blandt andre har flere beredskabsdirektører og formanden for Danske Beredskaber Jarl Vagn Hansen ved flere lejligheder tydeliggjort, at dem, der står til rådighed for befolkningen ved katastrofer og krigshandlinger, ikke har musklerne til at håndtere en hybridkrig. Derudover mener beredskabsdirektør i Hovedstadens Beredskab Jakob Vedsted Andersen, at hele civilforsvarsidéen skal gentænkes, hvis vi skal kunne håndtere langvarige strømsvigt, nedbrud i betalingssystemer eller krigslignende tilstande i Danmark.
Regeringen udviser i stedet en statscentreret og monopolistisk tilgang til civilbeskyttelse som en lukket opgave for regeringen og de to traditionelle myndigheder for rigets sikkerhed: militær og politi
_______
Direktøren for Beredskabsforbundet, Carsten Iversen, har påpeget, at hvis befolkningen ikke involveres og forberedes på arbejdet med truslerne, bliver befolkningen en del af problemet i stedet for at være en del af løsningen i en kaotisk situation. Det kunne være alt fra at sprede misinformation eller være uforberedt i mangel på fornødenheder som vand og mad – og på den måde lægge myndighederne til last på et tidspunkt, hvor de i stedet har brug for at skabe overblik samt yde hjælp til samfundets svageste. Iversens vurdering bakkes op af Kristoffer Albris, kriseforsker ved Københavns Universitet, der mener, at befolkningens kriseforståelse bør tænkes ind som et dannelses- og oplysningsprojekt.
Som én af de største bidragydere til Ukraine har Danmark placeret en vis legemsdel i klaskehøjde, og derfor skal vi ikke være det svageste led i kæden, hvis en fremmed magt skulle finde på at statuere et eksempel fx gennem cyberangreb eller sabotage mod kritisk infrastruktur. I maj 2023 blev 22 danske forsyningsvirksomheder udsat for det hidtil mest alvorlige cyberangreb herhjemme, og senest er en række ministerier og transportvirksomheder, herunder Københavns Lufthavn, blevet lagt ned af overbelastningsangreb. Ganske vist ødelægger angrebene ikke kritisk infrastruktur, men alligevel er de over tid med til at undergrave tilliden til, at danske myndigheder og private aktører er i stand til at beskytte sig mod cybertrusler.
Vi skræmmer ikke befolkningen unødigt
Nogle få er dog kommet regeringen til undsætning og har manet til besindighed. Fx skrev Alexander Tetzlaff, major og militæranalytiker ved Center for Militære Studier, allerede i maj 2023, at den enkelte borger er en mindre vigtig aktør i fremtidens krisehåndtering pga. truslernes hybride og højteknologiske karakter. Det var en reaktion på mediernes daværende dækning af befolkningens deltagelse i krisekurser og debatten om prepping – altså det at forberede sig på katastrofer og nødsituationer typisk ved at oplagre mad, ammunition og andre forsyninger. Tetzlaff mente, at de svenske myndigheders anbefalinger til et personligt kriseberedskab kunne medføre alarmisme i samfundet: ”Og så risikerer man, at vi som samfund netop går Putins ærinde ved at skabe unødig frygt i samfundet.”
Tetzlaff fremførte det samme argument igen i januar 2024 sammen med Tobias Liebetrau, forsker ved Center for Militære Studier: ”Det er værd at tage med i ligningen, at vi risikerer at gå Putins ærinde ved at tale krigsfrygten op, gøre borgerne i Vesten angstfulde og dermed svække støtten til Ukraine.” Udsagnet efterlader desværre flere spørgsmål end svar. Er borgerne i Vesten blevet angstfulde? Hvem er det ”vi”, der taler krigsfrygten op? Hvorfor skulle krigsfrygt svække støtten til Ukraine? Er det ikke snarere omvendt? Hvordan går man Putins ærinde ved at forberede borgerne på alvorlige kriser?
Data underbygger altså ikke postulaterne om, at krigsfrygt i den danske befolkning skaber panik og svækker støtten til Ukraine
_______
Senest har lektor Peter Viggo Jakobsen sagt til BT, at ”snakken om blandt andet prepping og krig i Danmark skræmmer befolkningen unødigt” i en sådan grad, at ”man har skabt panik i Danmark” med det, lektoren kalder en ”skræmmekampagne”.
Dog viste en måling foretaget af Tv2 og Megafon få dage forinden, at andelen af danskere, som mener, at Danmark bør ligge i front blandt donorlande til Ukraine, er steget fra 25 til 51 procent fra 2023 til 2024. I samme periode er andelen af danskere, som udtrykker nervøsitet for egen sikkerhed som følge af krigen i Ukraine, kun steget fra 43 til 50 procent. Data underbygger altså ikke postulaterne om, at krigsfrygt i den danske befolkning skaber panik og svækker støtten til Ukraine.
Usikkerhed fører til uro – klar tale gør ikke
Ingen observationer eller forskning kan bekræfte den udbredte forestilling om en befolkning i panik – hverken i dansk kontekst eller internationalt. Tværtimod viser forskning, at befolkninger som regel står sammen og hjælper hinanden under katastrofer. Alt tyder på, at både danskere, svenskere og nordmænd tager det hele stille og roligt. Som katastrofeforsker ved Københavns Universitet Kristoffer Albris har sagt: ”Der er jo ingen, der tror på, at fordi vi øger krisekommunikationen, får vi en nation af preppere.”
Når det kommer til kommunikation, er der nemlig væsentlig forskel på skabe bekymring og anerkende bekymring, som professor Michael Bang Petersen, der analyserede danskernes adfærd gennem Covid-19, har påpeget. Det er vigtigt, at de ansvarlige myndigheder anerkender borgeres bekymring. Særligt i den medievirkelighed, vi lever i, hvor der hurtigt kan florere bekymringer og antagelser hos befolkningen. Bekymring skaber en handleimpuls, siger han – og kommunikationsopgaven er derfor at få styret den handling i en hensigtsmæssig retning. Med andre ord: Myndighederne bør kommunikere transparent til befolkningen, for den kan sagtens klare det.
Det er derimod uvidenhed og usikkerhed, som fører til uro. Og befolkningens eventuelle bekymring og usikkerhed er heller ikke grebet ud af den blå luft. Dels fordi det langt fra altid er tydeligt, hvem der har ansvaret for samfundssikkerheden her i landet, hvad der forventes af borgeren, eller fordi en krig mellem Rusland og NATO ikke er utænkelig. Og hvad samfundssikkerhed angår, har vi nemlig i Danmark spredt ansvaret ud på så mange myndighedsområder, som forventes at koordinere med hinanden, at sektorgrænser risikere at blive sårbarheder – overlap og uklarheder om ansvarsfordeling skaber forvirring, som i værste fald kan udnyttes af fremmede magter, som med hybridangreb netop ønsker at drive kiler ind i vores samfunds sprækker.
Myndighederne bør kommunikere transparent til befolkningen, for den kan sagtens klare det
_______
Den 3. februar i år lod forsvarschef Flemming Lentfer sig interviewe af Politiken, hvor han sagde, at hybridkrig ikke bare er et forsvarsanliggende, men et samfundsanliggende, og at vi bør lære af fortiden: ”Jeg peger bare i al stilfærdighed på, at tilbage i 1980’erne var der en relativt detaljeret totalforsvarsplan for det danske samfund. Den lå klar på hylderne”.
Kort tid efter dét interview viste forsvarsminister Troels Lund Poulsen også mere åbenhed og handlekraft, da han erkendte i Jyllandsposten, at Rusland faktisk udgør en trussel – og at det da godt kunne være, at man skulle sende en folder med gode råd ud i e-Boks. Selv Beredskabsstyrelsen har helt ubemærket opdateret sin hjemmeside med gode råd om, hvordan man som borger kan gøre sige klar til kriser.
Civil resiliens er militær afskrækkelse
Styrelsens råd er dog begrænsede i forhold til de svenske og de norske pendanter – det samme gælder den generelle danske officielle indsats for civilbeskyttelse. Forsvarsministeren erkendte også Danmarks behov for et mere samfundsrobust beredskab, at befolkningen kan risikere at stå uden vand og el, og at Danmark i NATO-regi har forpligtet sig til at kunne modstå angreb på kritisk infrastruktur.[1] Alligevel holder myndighederne fortsat tilbage i forhold til kommunikation med civilbefolkningen samt NATOs kriterier for civilt beredskab og resiliens.
Bob Bauer, formanden for NATOs militærkomité, har udtrykt vores pointe meget klart: ”Ansvaret for frihed ligger (…) ikke alene på skuldrene af dem i uniform.” Med det mener han, at det kollektive forsvar bestemt skal styrkes markant militært, men der skal samtidig ske en civil og privat oprustning.
Det betyder, at befolkning, civilsamfund og den private sektor bør oplyses, uddannes og forpligtes til at bidrage til den samlede danske samfundssikkerhed. Dem i uniform skal have de rette betingelser, hvorunder de kan analysere og planlægge kapacitet og effekt. Det er ikke enten eller – det er både og. Og vi bliver aldrig færdige – det er hele tiden en cirkulær bevægelse mellem krisens forskellige stadier: forebyggelse, forberedelse, respons og genopretning.
Helt afgørende bør et NATO-medlemsland være i stand til at sikre stabilitet og kontinuitet i kritisk infrastruktur og hos væsentlige myndigheder, selv under kriser og ultimativt i en krigssituation. Det kræver alle mand på dæk. Svenske myndigheders budskab til sin befolkning lever op til Bauers whole-of-society tankegang ved meget klart at have formuleret forventningerne til forskellige dele af samfundet ift. beredskab, herunder private virksomheder, medarbejdere og borgerne bredt. Også nordmændene er kommet hurtigere ud af startboksen i forhold til reetablering af Totalforsvaret. For finnerne sluttede Den Kolde Krig aldrig rigtigt, så de har længe haft styr på samfundssikkerheden. Så hvad venter Danmark på? ■
Dem i uniform skal have de rette betingelser, hvorunder de kan analysere og planlægge kapacitet og effekt. Det er ikke enten eller – det er både og
_______
Mette Volquartzen (f. 1978) er historiker og ph.d. i jura og arbejder som analysechef Beredskabsforbundet. Hun har tidligere arbejdet som forsker ved Københavns Universitet med fokus på politiarbejde og national sikkerhed.
Rasmus Dahlberg (f. 1977) er historiker og ph.d. i katastrofevidenskab. Lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og (siden 1. marts 2023) faglig leder af Center for Samfundssikkerhed.
ILLUSTRATION: Spejlsalen i Statsministeriet, 19. december, 2023: Statsminister Mette Frederiksen (S) og vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) annoncerer en ny aftale mellem Danmark og USA der betyder, at amerikanske soldater vil blive udstationeret på dansk jord [FOTO: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
