Christian Egander Skov og Thomas Aastrup Rømer: Først og fremmest er der brug for en bredt funderet og grundlæggende kritik af det fundament for skole, uddannelse og forskning, som har udviklet sig siden omkring år 2000
01.09.2024
I stedet for uddannelser funderet i dannelse har vi fået maskinlogikkens omdannelse af institutioner, undervisere og studerende/elever til tandhjul i teknokratiet. Aktuelt gælder det gymnasiet, som SVM-regeringen med sine nye forslag reelt risikerer at afvikle. Hvor er diskussionen om det?
Denne artikel bringes i RÆSONs nye serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.
Af Christian Egander Skov og Thomas Aastrup Rømer
Hvorfor må og skal uddannelsespolitik stå i centrum af den politiske debat i ethvert demokratisk samfund? Fordi det af alle politikkens områder er det, som indstifter den vekselvirkning mellem fortid og fremtid, som er enhver generations og medborgers eksistensgrundlag, og som dermed holder staten på folkelig og oplyst kurs. Pædagogik og uddannelse er derfor et af demokratiets centrale forudsætninger.
Uddannelsespolitikken må kort sagt være fremtidsåben i den forstand, at den handler om at danne borgere til den svære øvelse, det er at indgå i et demokrati og tage kritisk stilling til samfundets emner og muligheder. Vi står altid – med dannelsestænkeren og teologen Hal Kochs ord – i valget mellem at tale os til rette og at slå os til rette. Der er en smuk og humanistisk åbenhed over for fremtiden implicit i al god pædagogik.
Det interessante er imidlertid, at uddannelsespolitikkens demokratiske og åbne imperativ [uomgængelig opgave, red.] kun kan forløses dér, hvor uddannelsen netop omfavner arv, tradition og en kulturel og historisk forankret bevidsthed. At være fremtidsåben er også at være fortidsåben. Ellers er der ikke længere dannelse. Og hvor der ikke tales om dannelse, tales der hellere ikke længere om uddannelse i anden end den allermest formelle forstand. Uden indsigt i og interesse for fortidens dialoger kan den næste generation ikke indgå i eksistentielle og demokratiske processer om fremtiden.
Spørgsmålet er så, hvordan det danske uddannelsessystem står i forhold til at realisere denne vekselvirkning mellem fortid og fremtid. I det følgende vil vi pege på tre store udfordringer for uddannelsessystemet, der ikke alene står i vejen for, men som også risikerer at spolere selve kernen i det at uddanne sig inden for rammerne af et demokratisk samfund. Den første udfordring handler om dannelse. Den næste om digitalisering. Og den tredje – helt aktuelle – om ungdomsuddannelsernes fremtid.
Universitets- og skolereformerne fra 2001-2013 ændrede samfundet radikalt. Skolen og det øvrige uddannelses- og forskningssystem blev genskabt i konkurrencestatens billede
_______
Da konkurrencestaten vandt
Det første og overordnede problem handler om, at vi som samfund i vidt omfang allerede har vendt ryggen til den grundlæggende dannelsesforståelse og til hele dannelsens uddannelsespolitiske, pædagogiske og filosofiske sammenhæng. Dette afspejler sig i de reformer, som i de sidste 20 år – en femtedel af et århundrede! – har omkalfatret uddannelsessystemet.
Universitets- og skolereformerne fra 2001-2013 ændrede samfundet radikalt. Skolen og det øvrige uddannelses- og forskningssystem blev genskabt i konkurrencestatens billede. Det afstedkom et opgør med den historiske funderede dannelse, som trods alt var omdrejningspunktet til og med den klassiske velfærdsstat. I konkurrencestaten blev uddannelsessektoren anskuet som en økonomisk defineret drifts- og optimeringsorganisation.
Et eksempel på denne ændring kunne man allerede i 2010 studere hos Claus Holm, en af tidens indflydelsesrige konkurrencestatsideologer: ”Den nye intellektuelles vigtigste våben er at kunne begejstre magthaverne for eksempel med sin kritik; eller snarere med sin kritisk-konstruktive tilgang til at forbedre virksomhedernes markedsposition i den globale økonomi”.
Hvad handlede alt dette om? Principielt tog man ”friheden” ud af velfærdsstaten, hvorved kun teknokratiet stod tilbage. Helt konkret blev uddannelser nøje målstyret igennem fastlæggelsen af en uhyre mænge konkrete og ukonkrete mål, som alle fra embedsmænd over uddannelsesledere til undervisere stod til ansvar for at realisere.
Det var en revolution. Og revolutionen faldt sammen dels med omfattende digitaliseringsstrategier, der smed bøgerne ud af skolen og sendte underviserne over på digitale læringsplatforme – dels med omfattende centraliseringsbestræbelser, der for læreruddannelsens vedkommende blev dødsstødet til den danske seminarietradition.
Revolutionen forandrede forholdet mellem uddannelsesinstitution og studerende samt mellem lærer og elev. Det – nu lykkeligvis udskældte – 12-tals karaktersystem underlagde alle parter en logik, der straffede fejl og belønnede pletfrihed i forhold til nøje definerede mål. Det var en videreførelse af den generelle tendens, hvor læreren blev underlagt kompetence- og målingssystemer i sin pædagogiske kommunikation.
Konsekvenserne kender vi. Læreren mistede sit kald og sin kundskabsmæssige pligt – man blev reduceret til et yderste led i en maskine, der skulle implementere centralt definerede mål for økonomiens skyld. Og med eleverne gik det efter samme skabelon. Revolutionen afviklede kort sagt det dannelsesbegreb, som siden oplysningstiden og romantikken har været fundamentet for kundskabsudvikling og for politisk og social frihed. I stedet for uddannelser funderet i dannelse har vi fået maskinlogikkens omdannelse af institutioner, undervisere og studerende/elever til tandhjul i teknokratiet.Hvad stiller vi op med den udfordring?
Først og fremmest er der brug for en bredt funderet og grundlæggende kritik af det fundament for skole, uddannelse og forskning, som har udviklet sig siden omkring år 2000
_______
Den nye strid går mellem: Dannelse eller teknik?
Først og fremmest er der brug for en bredt funderet og grundlæggende kritik af det fundament for skole, uddannelse og forskning, som har udviklet sig siden omkring år 2000. Det er en af de fokusområder, vi har i Tænketanken Prospekt. For selvom uddannelsessystemet i sin tendens har vendt ryggen til demokratiet, har demokratiet mulighed for gennem debat at omstøde udviklingen. Det er i sidste instans en kilde til optimisme. Systemet tenderer mod at lukke sig om sig selv, men det kan tvinges åbent ved ordets magt.
Et sådant projekt burde kunne tale til kulturkonservative, åndsliberale og socialt indstillede folk med historisk sans på alle politiske fløje. Til gengæld vil man også finde modstand på alle fløje. Samfundets grundlæggende strid går ikke mellem højre og venstre, men mellem dannelse og teknik. Der er her tale om at gennemføre en traditionel politisk, filosofisk og folkelig-poetisk kritik imod et efterhånden særdeles magtfuldt konkurrencestatsteknokrati. En sådan folkelig-humanistisk kritik har dybe rødder i europæisk filosofi og handlingsliv.
Hvis denne kritik skal resultere i positive effekter, kræves udover den folkelige og intellektuelle mobilisering en investering i pædagogik, filosofi, sprog og humaniora, der så kan sætte sig som frie områder i konkurrencestatens system, og som dermed kan omdanne den pædagogiske relation og dens indhold til et historisk-poetisk åndsprodukt.
Problemet er dog, at både universiteter og professionshøjskoler siden hhv. 2003 og 2008, hvor disse organisationer blev reformeret, er defineret ud fra den teknokratiske horisont. Det er derfor særligt vigtigt, at der sideløbende med de kritiske aktioner etableres en forstærkning af arbejdet med folkeoplysningen, højskolerne og alment interesserede tænketanke og lignende initiativer, som kan fastholde den historisk-poetiske oplysningstradition og uafbrudt kritisere de dominerende diskurser for dermed at tvinge det offentlige undervisnings- og forskningsorganisationer ind på dannelsens og humanismens kurs.
I en situation, hvor institutionernes filosofiske og historiske grundlag undermineres, forstærker digitaliseringen som nævnt en tendens, hvor såvel lærer som elev reduceres til maskiner
_______
Digitalisering og maskinideologi
Med denne grundlæggende analyse in mente vil vi gerne pege på to yderligere udfordringer, som følger af denne overordnede situation. For det første er der spørgsmålet om digitalisering, som rummer både principielle og konkrete problemer.
De principielle først. I en situation, hvor institutionernes filosofiske og historiske grundlag undermineres, forstærker digitaliseringen som nævnt en tendens, hvor såvel lærer som elev reduceres til maskiner. I Det Økonomiske Råds årsberetning fra 2019 tales der om, at pædagogisk ”produktivitet” fremmes af en øget maskinisering af pædagogikken. Og senest har to studerende fra AAU foreslået, at man sætter Kunstig Intelligens til at bedømme universitetsopgaver, som vel at mærke selv i stigende grad skrives af maskiner. Forholdet mellem lærer og elev erstattes af forholdet mellem maskine og maskine, mens menneskene reduceres til en slags konsulenter for maskinernes kommunikation. Konsekvenserne for tænkningens muligheder er omfattende.
Denne udfordring forstærkes af, at både børns og voksnes grundlæggende interaktion foregår på platforme som AULA, læremiddelsystemer og sociale medier. Vi mister domæner, der tidligere var mundens og samtalens til teknikken og til den logik, som teknikken bærer med sig. Hertil kommer som nævnt de stadig mere tydelige negative konsekvenser af troen på digitalisering. Elever og studerende bliver stadig mere fremmede for bøger og dybdelæsning. Det er som om, at kontinenter af dannelse styrter i havet og opsluges. Hvor der før var horisonter, skaber den nære tilknytning mellem elever og teknologi, som forstærkes gennem uddannelsessystemet, uoverstigelige mure.
Med digitaliseringen er fulgt vigende livs- og læseglæde, øget mistrivsel, ensomhed og perfektionskultur. Ingen af disse ting kan spores tilbage til uddannelsessystemet alene, men vi kan stille spørgsmålet: Har skoler og gymnasier tilvejebragt elever en historisk dannelsesballast, der kunne etablere en frihed, som i sagens natur både bliver en frihed fra og en frihed i teknikken? Eller har man tværtimod skubbet på og befordret denne udvikling?
Maskinificeringen af uddannelsessystemet falder ikke bare tidsmæssigt sammen med de store reformer. Den var en integreret del af skolereformen fra 2013, og den forstærkedes af arbejdet i det såkaldte Disruptionsråd under VKLA-regeringen i 2017. Dette udvalg var funderet i den amerikanske Singularity-filosofi, som forudser menneskets opløsning i maskinens processer. Singularity University, hvis første europæiske aflægger netop var i Danmark, er kort sagt et slags fødecenter for de mest radikale digitaliseringsideer.
Disruptionsrådets rapport i 2019 var en omfattende symbiose mellem konkurrencestat og digital ideologi, som sendte pædagogikkens og dannelsens emner ud af systemet. Rapporten var dermed en slags data-ideologisk overbygning på det såkaldte Globaliseringsråds konkurrencestats-rapport fra 2006. Også Kommunernes Landsforening har siden 2016 været dybt forbundet med disse antihumanistiske processer, ikke mindst i KLs store rapport ”Teknologispring” fra 2018, som udviste en nærmest revolutionær digitaliseringsiver. Dette ideologiske samspil mellem KL, Disruptionsråd samt en række mindre organisationer og virksomheder, fulgte i direkte forlængelse af Lars Løkke Rasmussens centraliseringspolitik fra 2000’erne. Processerne endte med at gøre livet svært for de mere dannelsesorienterede reformer, som Merete Riisager lagde op til som undervisningsminister i 2016-19.
Nu arbejdes der åbenbart igen på at gennemføre noget, der rummer faren for institutionel opløsning
_______
Her og nu: Kampen om ungdomsuddannelserne
Dermed er vi ved den sidste udfordring, som vi vil pege på i forbindelse med uddannelsesdebatten. Det handler om udviklingen inden for ungdomsuddannelserne, hvor regeringen – nok engang – lægger op til storstilet reform. Det er ikke udsigten til reform i sig selv, der skræmmer. Kunne netop spørgsmålets aktualitet og vigtighed give anledning til det forsigtige håb, at man så i det mindste reformerer i retning af dannelse?
Her er vi i udgangspunktet bekymrede. I en kronik i Politiken den 5. august 2024 har en stor gruppe kommunale direktører og ledere sammen med den nye rektor for Københavns Professionshøjskole foreslået, at man laver en fælles erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Dermed vil man reelt nedlægge ikke mindst gymnasiet, hvis særlige specificitet og rødder i dannelsens traditioner forsvinder. Og lignende tanker har været fremsat når det gælder HF.
Kronikken er en fortsættelse af et stærkt ønske hos centrale aktører i uddannelsespolitikken. Forslaget om en enhedsuddannelse var faktisk allerede på banen i 2016, hvor især Tænketanken DEA og den daværende V-regering havde lignende ideer. Målet var også dengang erhvervsretning. Dengang kæmpede folk fra især LA og Alternativet imod, og det lykkedes med den efterfølgende gymnasiereform at bevare gymnasiet som institution. Nu arbejdes der åbenbart igen på at gennemføre noget, der rummer faren for institutionel opløsning.
En reform af ungdomsuddannelserne åbner såvel muligheder som risici. Det er positivt, hvis en reform vil skærpe det almene gymnasies profil. Det almene i det almene gymnasium handler om dannelsen og ikke nødvendigvis en almenhed i optaget.
Og det er et problem, at for få unge vælger håndens dannelse. Ikke kun fordi det – som det hedder med et afslørende udtryk – betyder, at vi kommer til at mangle ”hænder” i fremtiden, men også fordi et samfund, som ikke ejer håndens dannelse, er et åndeligt fattigere samfund.
Disse risici forstærkes, fordi gymnasiet i kraft af sin reduktion til overbygning på en maskinificeret folkeskole kun i meget begrænset omfang kan opfattes som en institution helliget almen dannelse. En reform af ungdomsuddannelserne må derfor have differentiering og ikke uniformering som sit omdrejningspunkt.
Det er helt afgørende, at man ikke tilpasser gymnasiets indhold og niveau efter elevernes eller efter arbejdsmarkedets ”behov”. Man bør tværtimod fastholde institutionens egenart og praksis. Med dette udgangspunkt kan man så hjælpe den nye generation med den kulturelle og pædagogiske indvielse, hvis de da ellers kan fastholde interessen, når de udsættes for både Sokrates, Asger Jorn og Isaac Newton. Samtidig er det afgørende, at denne skærpelse af det almene gymnasies dannelsesprofil ikke åbner en ladeport for at reducere det øvrige ungdomsuddannelsessystemet til ”maskinuddannelser”, hvor alt kommer an på erhvervsretteheden. Tværtimod: Egentlig er det jo godt, at så mange medborgere som muligt ved noget om kultur og videnskab. ■
Det er helt afgørende, at man ikke tilpasser gymnasiets indhold og niveau efter elevernes eller efter arbejdsmarkedets ”behov”. Man bør tværtimod fastholde institutionens egenart og praksis
_______
Thomas Aastrup Rømer (f.1963) er ph.d. og seniorrådgiver for pædagogik og dannelse i Tænketanken Prospekt. Forfatter til en lang række bøger senest Universitetet og dets fjender (2024) og I skolereformens kølvand (2023). Christian Egander Skov (f.1985) er ph.d., programleder ved Tænketanken Prospekt. Forfatter til Borgerlig Krise (2022). ILLUSTRATION: Studenter i hestevogn [foto: Sven Türck, KB]