Cheføkonom Palle Sørensen: Danmark bør overhale EU indenom med et selvstændigt 2040-klimamål
29.02.2024
EU vil reducere udledningen af klimagasser med 90 pct. i 2040. Så har vi overhovedet brug for et selvstændigt dansk 2040-klimamål?
OPINION af Palle Sørensen
Danmark var frontløber, da vi vedtog klimaloven i 2020 og målet om en reduktion af drivhusgasserne på 70 pct. i 2030 (i forhold til 1990). Ikke mindst i lyset af at Danmark har nogle ret dårlige forudsætninger for at reducere udledningerne dramatisk, blandt andet fordi vi dyrker størstedelen af vores areal, herunder lavbundsjorderne, og samtidig har vi få skovarealer, der bidrager til lagring af CO2 i skovbunden. Først senere kom EU med sin nye målsætning om en reduktion på 55 pct. i 2030. Nu er rollerne byttet rundt. Tirsdag den 6. februar præsenterede Europa-Kommissionen sit forslag om en reduktion på 90 pct. i 2040. Det er et ambitiøst mål, så er der overhovedet brug for en selvstændig dansk målsætning? Og hvad er egentlig konsekvensen af et selvstændigt dansk reduktionsmål i 2040?
Selvom der er en række udfordringer forbundet med at have et selvstændigt mål, så overgår fordelene ulemperne
Herhjemme har klimadebatten måttet vige en smule de senere år for både pandemien, krige og inflationskrisen. Samtidig er reformtempoet skruet kraftigt ned. Hvor vi tilbage i 2020-2021 nærmest på månedlig basis fik en ny klimareform, er der efterhånden langt imellem dem. Det skyldes naturligvis også, at vi er tættere på at nå vores mål. For 2030-målsætningens vedkommende kan en CO2-afgift på landbruget potentielt få os helt over målstregen. En reform, der dog gang på gang er blevet udskudt pga. manglende anbefalinger fra regeringens ekspertgruppe. Ekspertgruppen fremlagde dog deres anbefalinger i februar, hvor tre modeller kom på bordet. Uagtet hvilken model, politikkerne vælger, er der en god chance for, at dansk landbrug vil ændre sig markant det kommende årti.
Derudover er der 2025-målet, der indtil for ganske nylig så mere problematisk ud. Det var uklart, om vi overhovedet ville nå det. Det betød bl.a., at de udskældte biobrændsler blev bragt i spil i forhandlingerne, hvilket flere partier var skeptiske over for. Det var formentlig også derfor, at klimaminister Lars Aagaard havde et stort smil på læben, da han annoncerede, at nye beregninger viste, at Danmark formentlig vil nå 2025-målsætningen med den nuværende politik. Det var en god nyhed. Flere forskere kløede sig dog lidt i skægget, for baggrunden var alt andet en positiv. Det skyldes nemlig, at en større andel af den CO2, der er bundet i de danske lavbundsjorder, allerede er dampet op i atmosfæren. Det hjælper til at nå målsætningen, men er selvfølgelig skidt for klimaet.
2040 er ikke længere væk, end at vi lige så godt kan begynde at optegne rammevilkårene, så reformerne ikke skal indfases unødigt hurtigt
_______
Skal klimadebatten længere op på dagsordenen, vil det være hensigtsmæssigt, at vi gør op med os selv, hvad det næste mål er, og om det er europæisk eller dansk. Det er nemlig særligt målene på den mellemlange bane, der er drivende for de beslutninger, der træffes for rent faktisk at gøre målsætningen til virkelighed. 2040 er ikke længere væk, end at vi lige så godt kan begynde at optegne rammevilkårene, så reformerne ikke skal indfases unødigt hurtigt
Optimal klimapolitik er mere kompleks end som så
For nylig proklamerede Elon Musk på det sociale medie X, at klimakrisen kunne løses i morgen, hvis bare man indførte en CO2-afgift. Og han har helt ret; sværere behøver det faktisk ikke at være. Problemet er bare, at afgiften skal være global – alle skal betale for alt det, der skader klimaet. Selv den fattige bonde i Afrika skal lave et klimaregnskab og betale afgiften. Det lyder måske ladsiggørligt, men i virkeligheden er det håbløst. Ikke mange tror på, at de fattigste lande er villige til at opgive noget af deres i forvejen begrænsede velstand for at begrænse en klimakrise, der hovedsageligt er forårsaget af de rige lande i Vesten og i nyere tid Sydøstasien. I hvert fald ikke på den korte bane. Det kan måske ændre sig på den lidt længere bane, særligt hvis man er villig til at kompensere de fattigste lande for deres forbigåede velstand. Hvem ved?
De fleste økonomistuderende på første år kan forklare, hvorfor det er en god idé med en afgift. Når vi producerer noget, så har det omkostninger. Der skal betales løn og regninger fra leverandørerne. Og forsimplet er det de omkostninger, der bestemmer, hvor meget vi vil producere til en given pris. Jo højere pris, producenterne kan få, jo mere vil de producere. Det kalder økonomer for udbuddet. På den anden side står kunden. Her er sammenhængen omvendt. Jo højere pris, jo mindre efterspørger vi. Prisen, og hvor meget der bliver produceret, er der, hvor udbud og efterspørgsel møder hinanden. Men problemet kan være, at de omkostninger, som producenten betaler, ikke står mål med de omkostninger, der er for samfundet. Udledningen af klimagasser, navnlig CO2, er en omkostning for os alle sammen, men ikke for producenten. Konsekvensen er, at prisen bliver for lav, og vi forbruger for meget. Løsningen ligger heldigvis lige for. Læg en skat på udledningen af klimagasser. Dermed bliver prisen højere, og vi forbruger mindre. Samtidig skaber vi et incitament for producenterne til at begrænse udledningerne og dermed et marked for grønne løsninger.
Dette simple resultat er i øvrigt det samme som princippet om, at forureneren betaler. Et budskab, som statsminister Mette Frederiksen sendte i forbindelse med sit besøg hos Nordic Waste syd for Randers. Kvikke hoveder var da heller ikke sene til at påpege, at det ikke altid synes at være regeringens princip. Ikke mindst da vi fik en CO2-afgift i industrien, hvor nogle fik en klækkelig rabat. Andre vil måske også mene, at princippet handler om moral og ikke økonomi, men førstnævnte vil jeg ikke gøre mig til ekspert i.
Den grønne omstilling bliver med andre ord svær at få øje på fra et velstandsperspektiv
_______
Der kan være gode økonomiske argumenter for at fravige princippet om, at forureneren betaler. For Danmark er hverken hele verden eller en ø. Så når vi går foran i klimakampen og bl.a. indfører afgifter på klimagasser, er konsekvenserne langt mere komplekse. Det skyldes, at når vi strammer garnet om de mest udledende producenter med en dansk CO2-afgift, så kan nogle af udledningerne opstå i udlandet. Der er såkaldt CO2-lækage. Dermed bliver den optimale klimapolitik langt mere kompleks – hvis vi kerer os mest om klimaet og mindre om vores egen velstand vel at mærke. Det er i øvrigt også en del af årsagen til den klækkelige CO2-afgiftsrabat i dele af industrien. Specifikt de mineralogiske processer, fx cement, mineraluld og teglværker. Det er et veldokumenteret fænomen, som kræver ekstra omtanke i vores klimaindsats, men som også gør regningen større for samfundet. Jeg synes dog, at det er vigtigt at huske proportionerne. Vi skal ikke tilbage til stenalderen. Vi kommer kun til at opgive en meget lille del af vores vækst frem mod 2030, næsten lige meget om vi gør det effektivt eller det modsatte. Fx har De Økonomiske Råd tidligere vurderet, at den samfundsøkonomiske omkostning ved at nå 70-procent målsætningen er 4 mia. kr. ved en ensartet CO2-afgift. Altså stort set ingenting over en længere årrække. Gøres det i stedet optimalt via statslige subsier, så stiger regningen til 18 mia. kr., men altså stadigvæk betydeligt under én procent af dansk BNP. Og bare for at sætte det i perspektiv, så voksede dansk økonomi med 2 pct. alene i 4. kvartal sidste år. Den grønne omstilling bliver med andre ord svær at få øje på fra et velstandsperspektiv.
På papiret har et ambitiøst dansk 2040-mål lille effekt på klimaet
Et ambitiøst dansk klimamål – lad os sige et mål om klimaneutralitet i 2040 – gør ikke nødvendigvis særlig meget for klimaet. Det viser en ny rapport fra De Økonomiske Råd (DØR). Forsimplet skyldes det, at vi i Europa har det såkaldte kvotesystem, som i dag bl.a. omfatter forsyningssektoren og de mest udledende industrivirksomheder. Det er samtidig et system, som vil blive udvidet til at omfatte en endnu større del af økonomien, herunder vejtransport, bygningsopvarmning og småindustri, men dog ikke landbrug og affald. Tilmed tyder noget på, at man får indført en klimatold (Cross Border Adjustment Mechanism eller CBAM) ved EU’s ydre grænser, og dermed kan man slippe af med de udskældte gratiskvoter, som gives til lækageudsatte erhverv i Europa. Systemet er, efter en svær fødsel med for mange kvoter, efterhånden blevet et meget effektivt våben til at bekæmpe de fossile brændsler i vores økonomi. Politikerne kan således begrænse antallet af kvoter, så antallet står mål med vores målsætninger.
Det er stort set kun reduktioner i landbruget, som DØR mener, vil have en reel klimaeffekt
_______
Men hvis Danmark gør en ekstra indsats, så er der flere kvoter til andre lande i EU. Det betyder ifølge DØR, at en dansk reduktion formentlig vil give tæt på 100 pct. lækage. Det, vi reducerer med herhjemme, bliver bare tilsvarende til flere udledninger i udlandet. Det er stort set kun reduktioner i landbruget, som DØR mener, vil have en reel klimaeffekt.
Samtidig er det også bøvlet at have både et europæisk og et dansk klimamål. For der kan opstå situationer, hvor man tror, at det ene mål er det bindende, og at man er på rette kurs, men så viser det sig, at man ikke opfylder det andet mål. Og hvad gør man så? Det kan kræve en feberredning i sidste øjeblik, som har uforholdsmæssigt store omkostninger for samfundet. Lidt karikeret så kunne man blive nødsaget til at forbyde dieselbiler fra den ene dag til den anden, og det havde formentlig været rart at vide for de bilejere, der har erhvervet sig en dieselbil lige inden et sådant forbud. Det er en vigtig rettesnor i klimapolitikken, at den skal være forudsigelig, og at beslutningerne skal træffes i god tid, inden de implementeres. Så kan erhvervsliv og forbrugere tilpasse sig løbende og dermed minimere omkostningen. Det bliver også nemmere at bevare opbakningen til den førte politik, hvis man undgår unødigt omkostningstunge tiltag.
Danmark bør alligevel gå forrest
For det første kan udfordringerne med både et europæisk og et dansk klimamål undgås. Det danske klimamål i 2040 skal bare være så ambitiøst, at det til enhver tid bliver det bindende. Den slags er ikke gratis, hvilket er fair nok, men der står ikke noget i vejen for, at et rigt land som Danmark går forrest. Læren fra 70-procent målsætningen synes at være, at det koster en meget lille andel af vores samlede velstand og de fordelingsmæssige konsekvenser er overskuelige. Det vil gøre mere ondt i specifikke erhverv, herunder navnlig landbruget. Det kommer vi ikke uden om. Intet er gratis i denne verden.
Og så er det også sådan med langsigtede mål, at de er relativt lette at vedtage, men sværere at nå i virkeligheden. Ikke mindst i demokratiske lande, hvor politikerne vælges for en relativt kort periode. Der skal træffes et hav af ubehagelige beslutninger, før så ambitiøse mål kan nås. Og skulle man være i tvivl om, at det er svært at træffe de hårde beslutninger, selvom man har et ambitiøst mål, så kan man bare se på debatten om 2025-målsætningen herhjemme. Læg dertil, at det kun bliver sværere herfra. Jo tættere vi kommer på klimaneutralitet, jo sværere bliver det formentlig at fortrænge de sidste udledninger.
Jeg vil derfor – desværre – ikke blive overrasket, hvis støtten til kraftige reduktioner af udledningerne vakler, når vi nærmer os 2040. Prioriteterne i fx dele af Østeuropa synes at være anderledes i øjeblikket. Og se bare, hvordan traktordemonstrationer i Bruxelles med stor sandsynlighed var medvirkende til, at Ursula von der Leyen skrottede den såkaldte pesticidreduktionslov efter fire års arbejde. Tilmed på dagen, hvor EU-Kommissionen annoncerede sin 2040-målsætning om en reduktion på 90 pct. Og hvis klimamålene ikke er bindende, når det kommer til stykket, så vil danske reduktioner ikke nødvendigvis give 100 pct. lækage. Fx hvis beslutningen om antallet af kvoter bliver løsrevet fra klimamålsætningen, og antallet i stedet fastsættes efter den maksimale samfundsomkostning, som landene kan acceptere.
De danske målsætninger har vist sig ret modstandsdygtige over for modstanden mod de svære beslutninger. Ikke mange danske partier ser stor fidus i at droppe 2030-målsætningen, selvom det begynder at gøre ondt. Politikerne har på den måde fået bundet sig selv til masten, så vil man ikke træffe upopulære beslutninger det ene sted, må man træffe dem andre steder. Kritikere vil formentlig påpege, at denne tilgang gør det dyrere end nødvendigt, men at vi endnu ikke har fundet den optimale løsning bør ikke stå i vejen for en løsning, der rent faktisk fungerer i praksis i et demokratisk samfund.
Sidst, men ikke mindst, skal vi også huske, at vores bidrag til den grønne omstilling kan gå ud over, hvilke reduktioner vi skaber. De danske udledninger er trods alt en meget lille andel af de samlede globale udledninger. Skal vi blive klimaneutrale som nogle af de første, så skal vi udvikle et hav af grønne løsninger. De løsninger kan de mere fodslæbende lande så lære af eller kopiere – det er som regel også billigere. Læg dertil, at ikke mange vælgere rundt omkring i verden vil sige: ”Hvis de kan i Danmark, så kan vi også her”. Det har naturligvis en pris for det danske samfund og nogle specifikke erhverv i særdeleshed, men prisen er formentlig ikke uoverkommelig for samfundet som helhed, og vi kan heller ikke afvise, at der vil være sidegevinster i form grønne eksporteventyr. Derfor bør vi have et selvstændigt klimamål i 2040, selvom der både er udfordringer og argumenter imod. ■
Skal vi blive klimaneutrale som nogle af de første, så skal vi udvikle et hav af grønne løsninger. De løsninger kan de mere fodslæbende lande så lære af eller kopiere
_______
Palle Sørensen (født 1986) er cheføkonom i Nykredit, hvor han analyserer de store linjer i dansk økonomi og er en aktiv stemme i samfundsdebatten.
ILLUSTRATION: Bruxelles, 21. oktober 2022: EU-kommissæren Ursula von der Leyen taler med statsminister Mette Frederiksen [FOTO: Geert Vanden Wijngaert/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
