Carsten Rasmussen: Vores krav om at de donerede våben ikke må anvendes mod mål i Rusland har været en stor hjælp for Putins krigsmaskine

01.06.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vi må befri David for de snærende bånd, så han har en chance for at vinde kampen over Goliat. Det indebærer en risiko for en endnu hårdere konfrontation mellem Rusland og Vesten, men den risiko er vi nødt til at løbe for at støtte ukrainernes frihedskamp og sikre, at europæerne engang igen kan leve på et fredeligt kontinent.

Kommentar af Carsten Rasmussen, pensioneret brigadegeneral

Siden Rusland iværksatte sin uprovokerede og folkeretsstridige invasion af Ukraine, har det været lille tapre Davids desperate kamp mod den store brutale Goliat. Rusland har i mere end to år skånselsløst angrebet den ukrainske civilbefolkning og landets civile infrastruktur. Davids venner frygter også Goliat, så de har hyppigt mindet ham om, at han nok må gøre modstand, men han må hverken vinde eller provokere Goliat. Vennerne har nemlig været meget bange for at konfrontere Goliat. Indtil nu – måske.

Vesten har for ikke at provokere Rusland løbende opfundet røde linjer til formålet. Før man traf beslutninger om at donere langtrækkende artilleri, langtrækkende luftværnsystemer, kampvogne og snart F-16 kampfly, har der været svære overvejelser om, hvorvidt det ville få Rusland til at angribe andre frie europæiske lande end Ukraine. Det russiske regimes propaganda og disinformationsapparat, det apparat nogen i Vesten fejlagtigt refererer til som den russiske presse, har modtaget disse vestlige bekymringer med kyshånd. Fra russisk side har man hver gang bekræftet de bekymringer, og på denne måde forstærket frygten for Rusland hos europæerne.

Når man så efter alt for lange overvejelser og med megen forsinkelse har doneret de våben, Ukraine har haft brug for, er ukrainerne blevet pålagt den helt urimelige restriktion, at våbnene ikke måtte bruges til at angribe mål på russiske territorium.

 

Hvorfor denne tilbageholdenhed? Er det i strid med international lov, hvis Ukraine angriber mål i Rusland? Svaret er et klart nej
_______

 

Vestlige landes krav om at de donerede våben ikke blev anvendt mod mål i Rusland har været en stor hjælp for den russiske krigsmaskine. Det gælder ikke mindst nu, hvor mere end en million civile i Ukraines næststørste by Kharkiv er under angreb. Millionbyen ligger kun 30 kilometer fra den russiske grænse. Det er så nær, at russiske kampfly i ro og mag fra russisk luftrum kan anvende glidebomber mod Kharkiv uden de behøver frygte de langtrækkende vestligt fremstillet luftværnsystemer, som vestlige lande har doneret til Ukraine. Russisk artilleri og landstyrker kan også relativt frit bevæge sig rundt i området nær grænsen. De behøvede indtil fornyelig ikke frygte granater fra det amerikansk donerede HIMARS-raketkastersystem eller de dansk donerede Caesar-haubitsere.

Nu er der dog lidt godt nyt til ukrainerne. Flere europæiske lande med Storbritannien, Frankrig og Danmark i spidsen har tilkendegivet, at det er i orden at anvende donerede våben til at angribe mål i Rusland. Selv den fodslæbende amerikanske præsident har lempet lidt på restriktionerne, men den tyske kansler Scholz holder stadig fast i, at tysk donerede våben ikke må bruges til at angribe mål i Rusland. Den tyske position er et problem for Ukraine, da Tyskland er den største europæiske donor. Amerikansk donerede våben må nu bruges mod mål på russisk territorium nær den ukrainske Kharkiv-region. Men den amerikanske lempelse af restriktionerne medfører næppe, at de dansk donerede amerikansk producerede F-16 fly, og de amerikanske våben de bevæbnes med, må anvendes mod mål i Rusland.

Hvorfor denne tilbageholdenhed? Er det i strid med international lov, hvis Ukraine angriber mål i Rusland? Svaret er et klart nej. Ruslands krig mod Ukraine er, uanset russerne fortsat nødig kalder det en krig, en international væbnet konflikt. Ukraine er derfor i sin fulde ret til at angribe mål overalt på russisk territorium.

Statsminister Mette Frederiksens melding om at dansk donerede våben må anvendes mod mål i Rusland har ganske som forventet fået både Putin og den russiske ambassadør i København, Vladimir Barbin, op i det røde felt. De truer med helt uoverskuelige konsekvenser og en ukontrolleret udvikling af konflikten. Fra russisk side søger man på denne måde at tale ind i danskernes, europæernes og amerikanernes frygt for at konfrontere Rusland. Vi må forstå, at hvis Rusland blot får lov at erobre territorium og tilintetgøre den ukrainske nation, får europæerne fred, og alt bliver godt igen.

Hvis vi lader frygten styre vores beslutninger, tror jeg, at vi ser ind i en fremtid med mere krig og masser af ufrihed. I den nærkrigssituation, vi befinder os i, står vi ikke med valget mellem en god og en dårlig option. Vi står med at valg mellem flere dårlige optioner. Det er ofte det valg, soldater i kamp står i, hvor den rigtige beslutning er den mindst dårlige beslutning. Det gælder også i denne situation. Vi må derfor befri David for de snærende bånd, så han har en chance for at vinde kampen over Goliat. Det indebærer en risiko for en endnu hårdere konfrontation mellem Rusland og Vesten, men den risiko er vi nødt til at løbe for at støtte ukrainernes frihedskamp og sikre, at europæerne engang igen kan leve på et fredeligt kontinent.

Rusland har valgt krigen. Vi må vælge friheden, og den er desværre heller ikke gratis i det 21. århundrede. ■

 

Rusland har valgt krigen. Vi må vælge friheden, og den er desværre heller ikke gratis i det 21. århundrede
_______

 

Carsten Rasmussen (f. 1960) er pensioneret brigadegeneral, landsformand for Danmarks Veteraner, senioranalytiker ved Institut for Militær Analyse, forfatter, foredragsholder og debattør. Forhenværende forsvarsattaché i Polen, Kina, Sydkorea og Rusland.

ILLUSTRATION: Kharkiv, 23. maj 2023: Brandfolk forsøger at slukke en brand forårsaget af et russisk missil [FOTO: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Signe Vedersø Keldorff (DFU): SVM fastholder myten om, at Danmark har en hård asylpolitik. Men ude i Europa er oprøret begyndt – og det er på vej hertil

Ole Aabenhus: Macron er kendt for at tage chancer. Så hvad gør han nu?

Niels Byrjalsen i RÆSONs nye trykte nummer: Norden rykker sammen i NATO, men hvor langt vil Danmark gå?

Mickey Gjerris: Den grønne trepart er greenwashing, der blot skal skjule sandheden: Politikerne redder hverken klima eller biodiversitet

Hans Henrik Fafner: Eskalationen, der udebliver. Israels militærledelse ønsker ikke en krig mod Hizbollah nu

Johansen & Rynning i RÆSONs nye trykte nummer: Ukraines fejlslagne neutralitet har en høj pris