Carsten Bach (LA): Størstedelen af Forsvarets ikke-militære opgaver skal udføres af private aktører i fremtiden

Carsten Bach (LA): Størstedelen af Forsvarets ikke-militære opgaver skal udføres af private aktører i fremtiden

02.05.2024

.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Tiden er ikke til, at Forsvaret fokuserer sine dyrebare mandetimer på drift og ikke-militære aktiviteter. Forsvaret skal ikke bruge ressourcer på uddannelse af soldater, som efterfølgende skal løse opgaver inden for fx lager, transport og logistik. Tiden er til at fokusere på kerneopgaven.

Kommentar af Carsten Bach, Liberal Alliance

Det danske forsvar skal slå til, når vi virkelig har brug for det. Det betyder, at soldaterne skal slå til, når vi virkelig har brug for det. På den helt store klinge skal vi kunne forsvare os selv og alt det, vi i Vesten har at kæmpe for: Friheden, demokratiet og den ubetingede tro på de fælles globale spilleregler. Et forsvar slår selvsagt bedst til, når soldaterne slår til.

Af den grund skal Forsvaret heller ikke bruge sine kræfter på alt muligt, der ikke kræver en militærfaglig uddannelse. Det er i min optik afgørende for Forsvarets ydeevne, at der kommer flere soldater i det danske forsvar, mens antallet af civilt ansatte minimeres, og deres opgaver i stedet udføres af eksterne på kontrakt med forsvaret.

Med andre ord skal Forsvaret som organisation primært bestå af operative soldater, der kan indsættes i NATO’s kollektive opgaveløsning, hvor man helt konkret bruger sin uddannelse fra forsvaret.

Derfor er det også glædeligt, at der i den netop indgåede delaftale 2 om disponering af næsten 95 mia kr. på forsvarsområdet er enighed om, at der fremadrettet i større grad kan anvendes offentlig-privat partnerskaber til blandt andet drift og vedligehold af bygningsmassen.

SPORENE SKRÆMMER RETFÆRDIGVIS i Forsvaret, når man ser tilbage på den samarbejdsaftale, man for nogle år tilbage indgik med en privat virksomhed om ydelser inden for facilitetsmanagement, rengøring, kantinedrift mm. Intet gik som forventet, og parterne måtte skilles og opsige samarbejdet før tid. Men det må ikke resultere i en generel angst for offentlig-private partnerskaber. For der er masser af gode muligheder for at optimere Forsvaret.

I dag er det fx sådan, at en privat logistikvirksomhed står for opbevaring og distribution af idrætstøj og sko til Forsvarets personel, så soldaterne ikke behøver at håndtere det. Men hvorfor stoppe ved idrætstøjet? Hvorfor ikke gøre som det hollandske forsvar, hvor man i et offentlig-privat partnerskab er ved at skabe et stort logistikcenter til en meget større del af logistikopgaverne i forsvaret?

Man bør fx overveje et offentlig-privat partnerskab til den kæmpemæssige opgave, Forsvarets Dag er. Det er en meget stor opgave at afprøve og sortere en hel årgang for at finde de bedst egnede og mest motiverede unge til trøjen. For både at få noget nytænkning og moderne teknologi bragt i spil – og for ikke at trække unødigt på Forsvarets militært uddannede – kunne den opgave meget vel varetages af en privat aktør i tæt samarbejde med Forsvaret.

Personligt forventer jeg mig meget af det storstilede fyrtårnsprojekt inden for offentlig-privat partnerskab, som opførelsen og driften af det nye domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste er. Projektet har en anlægssum på over 2 mia. kr. og skal styres af en pensionskasse som bygherre, opføres af en erfaren totalentreprenør og efterfølgende driftes af en privat operatør.

Hele sundhedsområdet under Forsvarsministeriet kunne på samme vis udliciteres. Forsvaret har mange ansatte i kittel, og mon ikke de som privatpraktiserende med en vis tilknytning til Forsvaret kunne være med til at skabe en synergieffekt ift. efterspørgslen på privatpraktiserende læger i de dele af landet, hvor Forsvarets etablissementer er placeret? Der er meget at gøre.

DET ER DER DESVÆRRE også, når det kommer til Forsvarets generelle tilstand. Det er formentlig ikke gået manges næse forbi, at Forsvaret ikke er i topform for tiden. Det gigantiske efterslæb i økonomien piner organisationen hele vejen rundt, så man – uanset om man er forsvarschef eller værnepligtig på første uge – kan mærke det. Kasernerne er ved at gå til, Ivar Huitfeldt kan ikke skyde fra sig, og personelmanglen er enorm. 

Hvis ikke den slags burde få en organisation og dens politiske såvel som organisatoriske ledelse til at fokusere organisationens kræfter i retningen af de kerneopgaver, den er sat i verden for at løse, hvad burde så?

Tiden er ikke til, at Forsvaret fokuserer sine dyrebare mandetimer på drift og ikke-militære aktiviteter. Forsvaret skal ikke bruge ressourcer på uddannelse af soldater, som efterfølgende skal løse opgaver inden for fx lager, transport og logistik. Tiden er til at fokusere på kerneopgaven.

LAD OS DERFOR få skabt en bro mellem Forsvaret og det private erhvervsliv, som kan rekruttere stabile og ansvarsbevidste nye medarbejdere blandt soldater med en årrække som soldat på CV’et.

Gennem erfaringer fra deres samarbejde med det danske forsvar vil danske virksomheder have en fordel, når der i fremtiden også skal bydes på lignende kontrakter med andre landes forsvar, og dermed kan danske virksomheder komme til at spille en vigtig rolle i opbygningen af de kommende militære etablissementer og logistikkæder rundt om i Europa til fordel for Danmark og for europæisk sikkerhed.

Hvis vi sikrer os selv og hinanden med det stærkest mulige og mest koncentrerede forsvar, kan vi også i fremtiden få en forsvarschef med ansvaret for en militær organisation, der løser militære opgaver. Helt som det burde være. Sådan en chef er forsvarschefen desværre ikke i dag, hvor håndteringen af drift- og administration fylder alt for meget.

Lad mig sige det en gang for alle: Lad Forsvaret koncentrere sig om krigen.

 

Lad mig sige det en gang for alle: Lad Forsvaret koncentrere sig om krigen
_______

 

Carsten Bach (1975) geolog, cand.scient. Forsvarsordfører for Liberal Alliance, tidl. reserveofficer og udsendt til FN mission i Georgien, 2007.

ILLUSTRATION: Flyvestation Karup, 11. marts 2022: Danske soldater på vej til Estland, hvor de skal udstationeres [FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]