Camilla Mehlsen i Bogaktuel: Techgiganternes opmærksomhedstyveri bliver stadigt større. Men det 21. århundredes tobaksøjeblik kan være på vej
24.01.2024
”At give tre gode, individuelle råd om TikTok er lidt som at sætte plaster på en trafikulykke. De her skadelige algoritmer kan på ingen tid få en 13-årig piges feed til at svømme over med selvskadeindhold og spiseforstyrrelsesmateriale. Hvordan skal gode råd til forældrene om at tale med deres børn om TikTok afhjælpe et systemisk problem?”
Interview af Gustav Thyrri Rostgaard
Medieanalytiker Camilla Mehlsen udlægger i sin nye bog Opmærksomhedstyveriet (Informations Forlag) historien om de digitale mediers indtog i børn og unges hverdag. RÆSON har mødt hende til en snak om, hvad digitale medier, opmærksomhedsøkonomi og kasinokapitalisme i børnehøjde betyder for både individuel trivsel og de overordnede strukturer i samfundet. Og ikke mindst det forestående opgør med techgiganternes greb om os alle sammen, som ifølge Mehlsen er mere påkrævet end nogensinde før.
RÆSON: Din bog hedder ”Opmærksomhedstyveriet – Hvordan vores børn blev forsøgskaniner i techeksperimentet, og hvad vi gør nu”. Det ligger altså i titlen, at der finder en uretmæssig fratagelse af opmærksomhed sted, og at der er tale om et ”eksperiment”, vi ikke er helt klar over konsekvenserne af. Hvorfor er de her stærke ord den bedste måde at beskrive problemet og dit projekt på?
MEHLSEN: Jeg kalder bogen ’Opmærksomhedstyveriet’, fordi børn og unges opmærksomhed i stigende grad forsvinder ind i skærme og en lille sort boks, vi ikke forstår tilstrækkeligt, på et niveau og i et omfang, vi aldrig har set før.
Jeg kalder det et tyveri, fordi både børn og voksne bliver fanget og fastholdt på digitale platforme, som har en interesse i, at vi bruger så meget tid og giver så meget af vores opmærksomhed som overhovedet muligt til de her platforme. Det foregår i stigende grad på skjulte måder – altså måder, hvor vi ikke helt er klar over, hvordan vi bliver fanget. I virkeligheden er det problematisk for os alle sammen, men i særdeleshed for mindreårige brugere.
Børn er nogle af de allerflittigste brugere, og der bliver gjort meget lidt for at beskytte dem. Det er derfor, undertitlen også siger, at vi har sat gang i verdens største levende, sociale eksperiment, og at det er vores børn, der er de største forsøgskaniner i det. Jeg er selv mor til de første generationer født ind i smartphonesamfundet og iPad-revolutionen.
Titlen er også inspireret af børnebogen Momo og Tidstyvene. Den beskriver, hvordan de grå herrer kommer ind og effektiviserer menneskets liv, men i virkeligheden ender med at stjæle noget af det, der er allermest værdifuldt. Jeg synes, det er en meget god analogi – ikke bare på det effektive præstationssamfund, men også på de enkelte tech-feudalherrer, altså tech-industriens ypperste, magtfulde herrer. Det er en analogi på, hvordan de lover os guld og grønne skove, men faktisk ender med at fratage os noget af det, der er allermest værdifuldt: vores opmærksomhed.
I virkeligheden er det den gradvise ændring af os, der er produktet. Reklamerne påvirker os og vores fremtidige adfærd, og det er det egentlige produkt
_______
”Opmærksomhedsøkonomien” er jo nærmest blevet et dagligdagsord, men kan du kort prøve at forklare, hvad det betyder?
Med den digitale opmærksomhedsøkonomi henviser jeg til den buldrende industri, der er vokset frem, med flere og flere digitale tjenester, sociale medier og gratis digitale spil, som benytter sig af en forretningsmodel, der baserer sig på brugernes opmærksomhed og data.
Vi har det med at sige, at ”brugeren er produktet” på de sociale medier. I min bog henviser jeg til teknofilosoffen Jaron Lanier, som siger, at det ikke bare er os, der er produktet, men at det i virkeligheden er den gradvise ændring af os, der er produktet. Reklamerne påvirker os og vores fremtidige adfærd, og det er det egentlige produkt. Den skelnen synes jeg er rigtig fin at have med, for det er jo sådan set det, der er det foruroligende. Altså hvad er det egentlig for en skjult, lille, gradvis ændring af vores fremtidige jeg, der er produktet?
Det, jeg forsøger med min bog, er at se på, hvordan børn og unge spiller en rigtig stor rolle på det her voksende marked. I virkeligheden er især de mindre børn også en skjult målgruppe. Og det har vi som samfund slet ikke haft nok fokus på. Så det er debatten om opmærksomhedsøkonomiens påvirkning af barndom og ungdom, som jeg rejser.
Du beskriver også de digitale platformes fastholdelsesmekanismer og forretningsmodel som en form for ”kasinokapitalisme”. Hvad ligger der i det?
Både sociale medier og rigtig mange gratis digitale spil benytter sig af metoder, som man kender fra kasinoer og enarmede tyveknægte. Uanset om du er på en fysisk enarmet tyveknægt eller en ”digital tyveknægt”, så gælder det, at jo mere tid, du bruger på maskinen, des bedre er det for platformen eller for kasinoet. Derfor er der en interesse i at få en til at blive ved og ved og ved.
Sociale medier og digitale spil benytter sig af adfærdsdesign, som vi kender fra kasioner: Der er uforudsigelige belønninger, man ved ikke, hvornår der venter én en lille godbid, der kan udløse dopamin i vores hjerner, og man ved, det er sådan noget, der trigger og påvirker os alle sammen, og selvfølgelig er et barn eller en teenagehjerne endnu mere påvirkelig. Og vi har masser af lovgivning om kasinoer for at beskytte mindreårige, men hele det digitale spilområde er stadig virkelig ureguleret. Jeg tror, det handler om, at vi som voksne ikke spiller de samme spil og ikke ser, hvordan børns opmærksomhed er en valuta.
Skatteministeriet har for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at ludomani er i voldsom vækst. Rigtig mange af de nye ludomaner er mindreårige drenge. Og præcist hvad sammenhængen er mellem at tilbringe meget tid på de her kasinokapitalistiske tjenester og så ludomani, det ved vi ikke endnu. Men man kan i hvert fald sige, at hvis vi har en økonomi, hvor man ikke bare gambler med sine penge, men sådan set også med sin tid og opmærksomhed, så er der formentlig en sammenhæng.
Det er virkelig underbelyst, også i psykiatrien, hvor stor betydning mængden af slanketips, fitnessinfluencere og depressivt indhold har
_______
FOMO, algoritmer og kaninhuller
Så lad os prøve at dykke ned i det: Hvad er det for potentielt farlige og uhensigtsmæssige dynamikker, som foregår på de her platforme?
Når jeg ser på, hvordan det her techeksperiment har sneget sig ind i vores liv og forandret barndom og ungdom, så ser jeg en række faktorer, der spiller sammen.
Vi ser en voksende trivselskrise i dag blandt unge. Det ser vi både i Danmark, USA og en række sammenlignelige lande. Det er stadig åbent, præcist hvordan sociale medier hænger sammen med den voksende trivselskrise. Det er jo så gigantisk et eksperiment, vi har sat gang i nu, så hvordan skulle man i virkeligheden også kunne måle det? Vi har ingen kontrolgruppe, der er ikke nogen, der ikke lever i det her eksperiment, så det er svært at etablere en kausalitet mellem digital mediebrug og mistrivslen.
Det, jeg så zoomer ind på, er, at der er en række faktorer, der tilsammen accelererer en udvikling i barndom og ungdom.
Dels har vi fået meget mere FOMO (Fear Of Missing Out), efter vi fik smartphones og sociale medier. Og i virkeligheden også spil. Vi bliver forstyrrede af, at der hele tiden foregår noget et andet sted. Der er hele tiden potentialitet, der kan hele tiden ske noget, vi kan gå glip af og være udenfor. Det er virkelig en stressfaktor, særligt i ungdomslivet.
Dels har vi fået en stærk sammenlignings- og perfekthedskultur. Mennesket har altid sammenlignet sig med andre, men med de sociale mediers kvantificerbare systemer kan vi i meget højere grad rangere og måle – både popularitet, hvor meget opmærksomhed man får, og hvem ens bedste venner er. Fællesskaber og popularitet måles konstant, hvilket har en slagside. Det kan ramme os alle sammen, men er særligt gældende, når man er i sine formative år og er mere sårbar.
Og så er der de skadelige algoritmer. De sociale medier og alle mulige andre tjenester benytter sig i stigende grad af personaliserede algoritmer. Det er jo supersmart for at få mere indhold, der lige er tilpasset til mig og min smag. Men slagsiden er, at der nemt kan opstå en slags kaninhuller, hvor man får mere og mere indhold, der præger én i en særlig retning.
Kaninhuller handler ikke kun om konspirationsteorier og misinformation, men er i virkeligheden noget meget almindeligt. En 12-13-årig, der gerne vil træne sin krop eller se ud på en særlig måde, kan meget, meget nemt havne i et kaninhul med overdrevet meget indhold og såkaldt ”gode råd” om træning, og om hvordan man kommer til at se ud på en bestemt måde. Og vi kan se allerede i dag, at kropsutilfredsheden vokser, at der er flere spiseforstyrrelser, og at selvskade vokser. Så algoritmer kan være skadelige på flere planer.
Den store forskel på sociale medier og etablerede medier er netop mængden af indhold, man målretter den enkelte bruger for at fastholde opmærksomheden og trigge noget i brugeren. Det er rejsen fra, at du starter med at se lidt om træning, angst eller depression, og så får du gradvist mere og mere af den slags indhold. Så det er mængden af indhold, der kan være skadeligt. Det er virkelig underbelyst, også i psykiatrien, hvor stor betydning mængden af slanketips, fitnessinfluencere og depressivt indhold har.
Sociale medier definerer skadeligheden relativt snævert – som et specifikt stykke indhold, man så kan fjerne eller begrænse dets viralitet, fx anoreksitips eller selvskadeindhold. Men i virkeligheden er det jo rejsen, altså den radikaliserende rejse, mod konspirationsteorier, spiseforstyrrelser eller selvskade, der er afgørende. Det er den kumulative effekt, altså mængden af det indhold, der skader, som kan forandre vores hjerner og i virkeligheden gradvis ændre vores syn på os selv og verden.
Børn og unge fra udsatte familier bruger mere tid på sociale medier. Opmærksomhedstyveriet er endnu større. (…) Den ulighed vil vokse, hvis vi fortsætter som i dag
_______
Den nye digitale ulighed
Udover de her trivselsmæssige konsekvenser for den enkelte nævner du også, at der opstår en ”ny digital ulighed” i opmærksomhedsøkonomien. Hvad er det for nye former for ulighed, vi ser?
Med sociale medier og opmærksomhedsøkonomien ser vi, at der opstår nye former for udsathed. Børne- og ungegruppen er alle i en ny risikogruppe og bliver udsat for nye udfordringer. Men når det er sagt, er der alligevel nogle, der er særligt udsatte. Og vi kan se, at de sociale medier forstærker allerede eksisterende ulighedsformer.
Børn og unge fra udsatte familier bruger mere tid på sociale medier. Opmærksomhedstyveriet er endnu større. Og jo flere timer du bruger hver eneste dag på sociale medier, des større risiko er der for, at du oplever den negative påvirkning. Den ulighed vil vokse, hvis vi fortsætter som i dag. Hvis vi skal sikre, at der ikke kommer en endnu større ulighed, hvor ressourcestærke børn har meget bedre muligheder, så bliver vi nødt til at sætte ind.
I USA ser vi, hvordan skoler for den kreative klasse brander sig på at være mere skærmfri, hvorimod offentlige skoler får gratis Chromebooks – hvor prisen så er datahøst. Allertydeligst er det i udviklingslandene, hvor du kan få gratis adgang til internettet, hvis bare Facebook er dit vindue til verden.
Lad os vende os mod løsningerne: Hvilke muligheder har vi – politisk som individuelt – for at handle på det her?
Vincent Hendricks og jeg beskrev i Sandhedsministeriet fra 2021 de tre såkaldte I’er – individuel, institutionel og ideologisk mobilisering – hvor vi især betonede den politiske del. Nu videreudvikler jeg de tre I’er fra et familie- og forældreperspektiv: Hvad kan hjælpe børn og unge fremadrettet?
Som jeg ser det, har vi længe lagt for meget ansvar på forældrene og i virkeligheden også skældt forældre ud for at være for slappe og give børn og unge for tidlig adgang til sociale medier og smartphones. Jeg er sådan set enig i, at vi også skal stramme op individuelt. Men det kommer ikke til at batte det store, hvis ikke vi også sætter ind med den institutionelle mobilisering og den ideologiske, dvs. den politiske, mobilisering.
Forældrene står i en ulige kamp lige nu. Som forælder giver man jo også adgang til sociale medier, fordi det er der, fællesskabet er. Hvis du vælger at sige nej, min teenager må ikke være på Snapchat, står barnet faktisk uden for nogle fællesskaber, og det har også en negativ trivselspåvirkning.
Vi kan ændre normerne, men det kan vi kun gøre sammen. Derfor må vi have en institutionel mobilisering og kigge på brug af digitale medier i skoler, institutioner og uddannelsessystemet i det hele taget. Derudover skal vi have den ideologiske mobilisering endnu mere på banen. Den er allerede i gang, og man begynder nu både i USA, Danmark og EU at regulere techgiganterne. Men det er først lige begyndt, og der er meget mere at komme efter.
På samme måde ser vi nu, i det 21. århundredes tobaksøjeblik, at der er skadevirkninger forbundet med brug af sociale medier og spil (…) Ligesom tobaksindustrien har techindustrien tilbageholdt viden om de skadevirkninger
_______
I bogen beskriver du, hvordan individuelle løsningsforslag stadig dominerer og nævner eksempler på ”tre gode råd”-tendensen, hvor forældre og enkeltpersoner får metoder og råd til at begrænse skærmbrug for sig selv og deres børn. Hvad er problemet ved, at det næsten altid er individet, der pålægges ansvaret for at navigere i den digitale opmærksomhedsøkonomi?
Jeg sammenligner tendensen lige nu med sundhedskampagner: ”Her er tre gode råd til at leve et sundere liv”, men så i stedet: ”Sådan kan du være en god forælder i en digital tid”. I virkeligheden forslår det lidt som en skrædder i helvede. Altså, at give tre gode råd om TikTok er lidt som at sætte plaster på en trafikulykke. De her skadelige algoritmer kan på ingen tid få en 13-årig piges feed til at svømme over med selvskadeindhold og spiseforstyrrelsesmateriale. Hvordan skal tre gode råd til forældre om at tale med deres børn om TikTok kunne afhjælpe et systemisk problem?
”Tobaksøjeblikket”
Der er så ved at ske noget nu, nævner du – det 21. århundredes ”tobaksøjeblik” er på vej. Hvilke indikationer er der på det?
Med tobaksøjeblikket henviser jeg til det, der skete i det 20. århundrede med tobaksindustrien, som ellers havde skabt helt nye normer. I 1950’erne var normen så voldsom, at fire ud af fem mænd røg. Men så kom der gradvist mere og mere viden og forskning, der viste, at der er skadevirkninger. Og det kom tydeligere frem, hvor aggressive markedsføringsmetoderne var og faktisk også, at de her reklamer fangede børn og unge. Det førte så til i slutningen af det 20. århundrede, at der var flere sagsanlæg mod tobaksindustrien, og man indførte forbud mod tobaksreklamer i børnehøjde.
På samme måde ser vi nu, i det 21. århundredes tobaksøjeblik, at der er skadevirkninger forbundet med brug af sociale medier og spil. Jeg siger ikke, at sociale medier er ligesom cigaretter. Der er også rigtig mange positive sider. Sammenligningen går mere på reguleringen af en industri.
Ligesom tobaksindustrien har techindustrien tilbageholdt viden om skadevirkninger. Frances Haugen lækkede de såkaldte Facebook Files i 2021, som viste, at Instagram kan forværre kropsutilfredsheden. Eller ikke ”kan”: Instagram forværrer kropsutilfredshed hos piger, der er utilfredse med deres krop. Pointen er, at de forstærker dårlige mønstre. Så man kan få det dårligere af at være på Instagram, hvis man er sårbar og ung.
Det var undersøgelser, som Facebook (nu Meta) selv havde lavet, men som de ikke havde fortalt offentligheden om. Man eksperimenterede også med at fjerne like-knappen og skønhedsfiltre. Man ved internt, at like-knappen kan forværre unges selvværd – men man vælger ikke at gøre noget. Det er faktisk Mark Zuckerberg selv, der har blokeret for, at nogle af de her tiltag for at beskytte børn og unge online blev til noget. Valgte han at indføre dem, ville det jo være dårligt for opmærksomhedsøkonomien.
Men der er en tydeligt voksende bekymring for børn og unges trivsel i en digital tid. Den ser jeg ikke bare hos forældre, lærere og pædagoger, men også hos politikere. I Danmark så vi det blandt andet sidste år med Mette Frederiksen, der til en spørgetime i Folketinget snakkede om, at mobiltelefonen er farligere end trafikken. Så også regeringen fanger den offentlige kritik. Man kan så diskutere, hvor meget der reelt bliver gjort, men ikke desto mindre er det tegn på, at tobaksøjeblikket er på vej.
Hvis vi kun satser på forældreansvar og digital dannelse, så hjælper vi simpelthen ikke vores børn godt nok. Og det er hele generationer, vi skal tænke på, og ikke bare de ressourcestærkes børn
_______
Du udgav din første bog om digitale medier og børn i 2016, og nu siger du, at tobaksøjeblikket er på vej. Hvad er der sket med forståelsen af digitale medier, siden du skrev bogen dengang?
Min bog fra 2016 hedder Teknologiens Testpiloter, og med den indfanger jeg selve eksperimentet: Altså jeg forstod godt, det var et eksperiment at lade nye generationer vokse op med digitale medier, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af. Jeg havde især fokus på digital dannelse, og det er en dagsorden, jeg stadig arbejder med. Jeg plæderer stadig for, at vi skal blive dygtige digitale mediebrugere. Men jeg er mere og mere kommet til den erkendelse, at den digitale dannelse absolut ikke er alt. Ligesom jeg siger, at forældreansvaret kan noget, men ikke alt.
Hele det politiske spor er simpelthen så vigtigt, fordi vi snakker om en ny økonomi. Det er forståelsen for økonomien, der er blevet større for mig, og som også får mig til at erkende, at det er en ulige kamp. Hvis vi kun satser på forældreansvar og digital dannelse, så hjælper vi simpelthen ikke vores børn godt nok. Og det er hele generationer, vi skal tænke på, og ikke bare de ressourcestærkes børn.
Tænker du, det er en generel opvågnen i forhold til at indse, at det er et strukturelt problem? Er der sket en udvikling der?
Ja, der er sket en kæmpe udvikling. Jeg prøver også at beskrive i bogen, hvordan jeg i starten ligesom havde færten af noget her: Der var en ny målgruppe for markedet i form af børn og unge, og jeg prøvede at forstå de kapitalistiske kræfter, men jeg forstod dem ikke godt nok. Politikerne forstod det først meget sent. Vi skal nærmest hen til slut-10’erne, før det gik op for dem.
Der er sådan et ikonisk øjeblik fra 2018, hvor Mark Zuckerberg bliver spurgt af en amerikansk senator om, hvordan Facebook egentlig tjener penge, og han siger: ”Senator, we run ads”, og det var sådan helt, ”nå, er det sådan, det kan være gratis!”. Det er kun fem-seks år siden, at det kunne komme bag på folk på den måde. Og det har vi altså forstået nu, det forstår danske politikere og EU-politikere godt nu.
Men nu tager vi så fat på et helt nyt kapitel med AI, og det er også derfor, vi må mobilisere nu. Vi ser allerede ChatGPT og de her AI-agenter komme ind i sociale medier, søgemaskiner og alle mulige andre steder. Nu har vores børn været forsøgskaniner i det første store kapitel, og der er tegn på, at de også bliver det i det næste. Vi kan bare se MyAI på Snapchat. Der siger jeg til politikerne: Nu kan vi ikke bare asfaltere, mens vi kører. Nu må de simpelthen tage ved lære af de erfaringer, vi har fået.
Og selvfølgelig skal vi også have innovation i Danmark. Techinnovation kan vi bruge til meget. Men det er simpelthen både på det individuelle plan og samfundsplan for stor en pris at kaste vores børn under bussen på den måde.
Tror du, at big tech og de digitale medier kommer til at have større magt over os og børnene i samfundet om ti år?
Jeg håber, at vi kan få nogle bedre sociale medier, og at børnene ikke fortsætter med at være forsøgskaniner. Men jeg frygter, at monopoliseringen bare bliver endnu større, og at dem, der ejer systemerne, bliver endnu mere magtfulde. Og så er vi jo ovre i Huxleys ”Fagre nye verden”, hvor det er ti herrer, der leder hele verden.
Det er digitaliseringens feudalherrer igen?
Ja, det er den store dystopi, som vi kan være på vej ind i. Og det er den, vi skal gøre op med. Så Mark Zuckerberg, Elon Musk og så videre ikke bare ender som de ti mægtige herrer, der sidder på al data og alle systemer. Så har vi ikke bare ’the one percent’; så er vi allesammen deres slaver.
Men jeg håber på modstandskampen nu. For der er meget, vi kan gøre. Vi har skabt et generationssvigt på utrolig kort tid – og vi kan heldigvis gøre rigtig meget for at rette op på det igen.
Vi skal selvfølgelig arbejde for ”tobaksøjeblikket”. Jeg tror og håber, at det kommer. Første skridt er at forstå techgiganterne og opmærksomhedstyveriet. Bogen er et forsøg på at sætte gang i en debat og at give mit lille bidrag til en større modstandskamp. ■
Vi kan ændre normerne, men det kan vi kun gøre sammen. Derfor må vi have en institutionel mobilisering og kigge på brug af digitale medier i skoler, institutioner og uddannelsessystemet i det hele taget
_______
Opmærksomhedstyveriet. Informations Forlag, 216 sider, 249,95 kr., udkom den 23. januar 2024.
Camilla Mehlsen (f. 1976) er cand.mag., digital medieanalytiker i Mehlsen Media, forfatter og foredragsholder, medlem af Medienævnet og klummeskribent for Kommunikationsforum. Har tidligere bl.a. udgivet Sandhedsministeriet (med Vincent F. Hendricks), Homo Futura og Teknologiens testpiloter.
ILLUSTRATION: Pressefoto af Camilla Mehlsen [FOTO: Sigrid Nygaard]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
