19.06.2024

I en verden præget af tiltagende global rivalisering, krise og konflikt er det afgørende, at Danmark bliver bedre rustet til at håndtere sine maritime sikkerhedsinteresser. Alligevel mangler Danmark både de nødvendige politiske visioner og strategiske pejlemærker, der kan sikre, at landet arbejder langsigtet og integreret mod at styrke landets maritime sikkerhed og engagement i global maritim politik.

Analyse af Christian Bueger, Tobias Liebetrau og Jan Stockbrügger

Folketingets beslutning om at sende fregatten Iver Huitfeldt til Det Røde Hav for at deltage i den USA-ledede mission Operation Prosperity Guardian har kastet meget diskussion af sig. Diskussion har imidlertid handlet mere om mangelfuld udrustning, forsvarets sagshåndtering og forsvarschefens afgang end om dansk maritim sikkerhed. Med indsættelsen af Ivar Huitfeldt blev den danske flåde nok en gang bedt om at beskytte international skibsfart og retten til fri sejlads langt fra de danske kyster. Danske flådefartøjer har de senere år bekæmpet pirater i Guineabugten, ud for Somalia og patruljeret farvandet i Hormuzstrædet for at forhindre Iran i at blande sig i søtransporten.

Houthi-bevægelsens angreb i Rødehavet og Danmarks militære tilstedeværelse sætter ikke blot en tyk streg under, at maritime trusler er afgørende for landets sikkerhedspolitiske orientering, men viser også, at opretholdelsen af international maritim orden, sikkerhed og handel er en afgørende del af vores selvbillede som søfartsnation. Den danske maritime sikkerhedstænkning har de seneste årtier primært koncentreret sig om pirateri i Guineabugten og ved Afrikas Horn, men med missioner i Hormuzstrædet og Det Røde Hav har Danmark også engageret sig i at imødegå statsstøttede aktører, der operer under grænsen for krig.

De maritime trusler og usikkerheder, Danmark står over for, rækker imidlertid ud over både pirateri og engagement i Hormuzstrædet og Det Røde Hav. I en verden præget af tiltagende global rivalisering, krise og konflikt er det afgørende, at Danmark bliver bedre rustet til at håndtere sine maritime sikkerhedsinteresser, hvad end det gælder statslige aktørers strategiske brug af hybride midler i gråzonen mellem fred og krig, kriminalitet til søs eller politiske og juridiske kampe om adgang til og brug af verdenshavene. Samtidig rummer verdenshavene og maritim politik rige muligheder for Danmark for at præge debatten om og retning for global havpolitik, der rækker videre end det sikkerhedspolitiske område.  

Skal Danmark håndtere sine maritime sikkerhedsudfordringer og præge den globale havpolitik, så kræver det imidlertid politiske visioner og en strategisk ramme, som vi ikke har i øjeblikket. Danmark har som minimum brug for en sikkerhedsstrategi, der anviser, hvordan vi på langsigtet og integreret vis kan styrke landets sikkerhed og engagement i global maritim politik.

 

De maritime trusler og usikkerheder, Danmark står over for, rækker imidlertid ud over både pirateri og engagement i Hormuzstrædet og Det Røde Hav
_______

 

Danmark mangler en strategi for maritim sikkerhed

Danmark havde fra 2015-2018 en strategi for indsatsen mod pirateri og væbnet røveri til søs. Den blev erstattet af et ”Prioritetspapir for Danmarks indsats mod pirateri og anden maritim kriminalitet 2019-2022”. Breder vi perspektivet ud, præsenterede erhvervsministeriet i 2019 en strategi for Det Blå Danmark, der sigter mod yderligere at styrke den maritime erhvervssektors rolle som værdiskaber og vækstlokomotiv i dansk økonomi. Samme år lancerede det daværende Miljø- og Fødevareministerie første del af Danmarks Havstrategi II, hvis primære mål var at skabe et sundere og bedre havmiljø i de danske farvande. Desuden spiller det maritime område en rolle i Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri (2021) og i regeringens Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi (2023). I sidstnævnte er det særligt Østersøregionen, Nordatlanten og Arktis, der bliver fremhævet i lyset af den stigende trussel fra Rusland, samt NATO’s udvidelse i Norden.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Danmark, i modsætning til andre europæiske lande med stolte maritime traditioner som Frankrig, Spanien og Storbritannien, i årevis har været uden en integreret og bredspektret maritim sikkerhedsstrategi. Som vi har oplevet de senere år, skal Danmark være rustet til sikkerhedshændelser som sabotage mod kritisk maritime infrastruktur, pirateri, smugleraktivitet og skyggeflåder. Eksplosionerne på Nord Stream 1 og 2 rørledningerne udstillede flere af dilemmaerne i forhold til placeringen af ansvaret for maritime sikkerhed i en stadig mere forbundet verden. En verden, hvor ansvaret for maritim sikkerhed spænder over både militære og civile offentlige myndigheder og private virksomheder. Ansvaret er ikke blot delt mellem det myndigheder indbyrdes og på tværs of det offentlige og det private, men også på tværs af landegrænser. Andre landes politikere, efterretningstjenester og multinationale selskaber har stor indflydelse på Danmarks maritime sikkerhed. Der er derfor et voksende behov for dansk politisk stillingtagen til, hvordan vi tager hånd om de sikkerhedspolitiske udfordringer og muligheder, som vores afhængighed og brug af havet skaber. Efter sigende har Udenrigsministeriet samlet handsken op. Der er behov for, at ministeriet formår at præsentere en bredtfavnende strategi, der sætter retning for dansk maritim sikkerhedspolitik med klare visioner, målsætninger og handlingsanvisende initiativer.  

 

Sprængningen af Nord Stream-rørledningerne i september 2022 og beskadigelsen af Balticconnector-gasrørledningen i Den Finske Bugt i oktober 2023 har med tydelighed vist, at ødelæggelse af undervandsforsyningsledninger til olie, gas og kommunikation er et realistisk scenarie
_______

 

Det maritime trusselsbillede

Som nævnt har pirateri de seneste årtier været en tilbagevendende plage for dansk og international skibstrafik. Danmark har derfor bidraget aktivt til at bekæmpe pirateri ved Afrikas Horn og i Guineabugten i Vestafrika siden 2008. Vi har regelmæssigt støttet antipirateri-missioner med danske krigsskibe og bidraget til kapacitetsopbygning af sikkerhedssektorerne i de berørte kyststater. Det nuværende maritime trusselsbillede rækker imidlertid ud over pirateribekæmpelse.

Regeringens udenrigspolitiske strategi og efterretningstjenesterne vurdering af trusselsbilledet mod Danmark understreger med tydelighed, at hybride trusler – særligt med udspring i Rusland og Kina – udgør en væsentlig del af det trusselsbillede, som Danmark står overfor. Zoomer vi ind på det maritime område, er det presserende, at Danmark forholder sig til hybride trusler, der spænder frasanktionsomgåelse over indhentning af efterretninger til sabotage, og som  udspiller sig på tværs af danske farvande, der består af kongerigets territorialfarvande og eksklusive økonomiske zoner, herunder Færøernes og Grønlands.

Rusland kortlægger systematisk kritisk infrastruktur i Nord- og Østersøen, herunder i Danmark eksklusive økonomiske zone. De russiske aktiviteter tjener flere formål; de er med til at skabe usikkerhed og furore i Danmark og blandt vores NATO-allierede, gøder jorden for mulig sabotage og er en del af Rusland afskrækkelsesstrategi i forhold til NATO. Sprængningen af Nord Stream-rørledningerne i september 2022 og beskadigelsen af Balticconnector-gasrørledningen i Den Finske Bugt i oktober 2023 har med tydelighed vist, at ødelæggelse af undervandsforsyningsledninger til olie, gas og kommunikation er et realistisk scenarie. Angreb kan udføres fra civile skibe, som fisketrawlere, yachter eller endda containerskibe, der gemmer sig i den almindelige skibstrafik, og uden brug af meget avanceret militært eller teknologisk udstyr. Vi må indse, at beslutninger om, hvem der ejer og driver kritisk maritim infrastruktur, hvordan de gør og i hvilken relation der er til offentlige myndigheder, ikke kun er økonomiske, men også udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, der kræver en langsigtet og helhedsorienteret indsats.

 

Det beløber sig samlet til, at Rusland har sejlet olie for 770 milliarder kroner gennem Storebælt siden 2023
_______

 

I 2022 blev Esbjerg-aftalen underskrevet. Den indvarsler, at der på sigt skal leveres 150 GW fra vindenergi placeret i Nordsøen. Det svarer til halvdelen af EU’s behov for havvind i 2050 og en tidobling af den havvind, der blev produceret i Nordsøen ved aftalens indgåelse. Samtidig forventes både det danske og det europæiske forbrug af datakommunikation at stige som følge af den tiltagende brug af digitale teknologier. Danmarks stigende afhængig af offshore-infrastruktur, der omfatter rørledninger, elkabler, vindmølleparker og datakabler, medfører nye sårbarheder og angrebsflader. En strategi for maritim sikkerhed bør udgøre et første spadestik mod et tværstatsligt program for beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur for at imødegå truslerne.

Derudover har Rusland udviklet en skyggeflåde af tankskibe for at undgå sanktioner mod den russiske olie- og gashandel. Som Danwatch og Information har afdækket, har 898 russiske tankskibe sejlet sanktionsbelagt olie under Storebæltsbroen mere end 2400 gange. Det beløber sig samlet til, at Rusland har sejlet olie for 770 milliarder kroner gennem Storebælt siden 2023. Mange af skibene, der er gamle og nedslidte, lever ikke op til de gængse sikkerhedsstandarder, der skal minimere risikoen for ulykke og afledte skader, skulle uheldet være ude. Derudover er deres forsikringsforhold ofte mangelfulde. Begge faktorer udgør markante miljø- og sikkerhedsudfordringer for Danmark. I sommeren 2023 var det 274 meter lange skib Yannis P på vej fra Rusland til Indian. Skibet, der var lastet med knap 100.000 russisk råolie, havarerede imidlertid i Østersøen og måtte efter to ugers nødankring slæbes til Kaliningrad. Olieudslippet udeblev, men hændelsen understreger, at risikoen for en miljøkatastrofe er reel.

Vender vi blikket mod blå kriminalitet, skal vi i Danmark blive bedre til at imødegå smugleraktiviteter. I marts 2024 skyllede et lille ton narkotika pakket i sportstasker og plastikposer ind på kysten i Sejerøbugten, Sjællands Odde og på Sejerø. Det fik flere eksperter, herunder Jørn Rise, der er forbundsformand i Told og Skatteforbundet, til at påpege at, det er stort set risikofrit at smugle narko i dansk farvand. Toldstyrelsen ejer ikke et skib, der kan kontrollere til søs. De må i stedet låne Marinehjemmeværnets eller Søværnets skibe, hvilket kræver planlægning dage, uger og måneder i forvejen. I 2023 var det historier om, hvordan manglende kontrol i havne som Hanstholm og Thyborøn gør det muligt for narkokarteller at smugle kokain, der trak overskrifter. Med et stadigt stigende dansk kokainforbrug, er der behov for en styrket dansk indsat for at bekæmpe maritime narkotikasmugling. Samtidig er den maritime industri, herunder skibsfart, havne og offshore energiindustrien, i stigende grad mål for cyberkriminelle, der fx bruger ransomware til at kryptere computere og netværk og forlanger en løsesum for at låse systemerne op igen. Danmark har tilsluttet sig et maritimt cybersikkerhedspartnerskab initieret af Storbritannien, men yderligere indsatser er nødvendige, hvis Danmark skal imødegå cyberkriminalitet rettet mod det maritime område.

På vej mod sikring det blå Danmark

Mens de fleste er enige om havets betydning for Danmark som nation, herunder for vores økonomi historie, kultur og identitet, så fylder havet mindre i den politiske og offentlige bevidsthed. Det er således sigende, at der skulle chokerende og gruopvækkende billeder af et liglagen trukket over havbunden pga. iltsvind til at skabe overskrifter og politisk debat om maritime forhold. Som vi har peget på i denne artikel, så mangler Danmark både visioner og politikker, når det kommer maritim sikkerhed. Men det samme gælder, når det kommer til, hvordan vi udvikler vores blå økonomi, bevarer, genoprettet og beskytter havmiljøet og bliver en global havpolitisk spiller.

Det er uklart, hvilken strategi regeringen følger i flere internationale fora med fokus på havpolitik. Danmark har for eksempel ikke en klar holdning til dybhavsminedrift, til plastikforurening eller formuleret ambitioner for at implementere FN’s nye traktat om beskyttelse af biodiversiteten på åbent hav. En søfartsnation har brug for en blå udenrigspolitisk strategi og en systematisk tænkning om, hvor og hvordan man kan påvirke og tage lederskab i globale politiske fora for at beskytte havene, sikre vores aktiviteter i og på dem og den politiske orden, der organiserer disse. Vi har behov for politiske visioner, strategier og prioriteringer, der med udgangspunkt i store spørgsmål om global og national havpolitiks verdens- og samfundsforandrende potentialer fokuserer på, hvad Danmarks bredspektrede maritime politiske interesser og mål er, og hvordan de kan indfries.

Zoomer vi ind på den maritime sikkerhed, så bør en dansk strategi først og fremmest indeholde grundige og bredspektrede vurderinger af sårbarheder, risici og trusler mod Danmark og danske interesser. Og den skal identificere handlingsanvisende initiativer og prioritere midler til, hvordan de skal håndteres. Dette arbejde bør indebære en gennemgang af, hvordan international regulering på det maritime område bliver implementeret i Danmark, og om der er plads til forbedring af, hvordan denne regulering kan bruges til at sikre det blå Danmark. Der er behov for en klar strategi for, hvornår og hvordan Danmark ønsker at arbejde inden for rammerne af fx EU og NATO eller regionale partnerskaber i Nord- og Østersøen. Endelig skal det overvejes, hvordan håndtering af maritim sikkerhed kan organiseres mest effektivt offentlige myndigheder i mellem og på tværs af myndigheder og private virksomheder. Dette omfatter bl.a. afklaring af kompetence- og ansvarsskel. Spørgsmålene om organisering, autoritet og ansvarsplacering er ikke ligetil, da fordelingen af autoritet og ansvar vil variere på tværs af indsatser som pirateribekæmpelse, beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur og bekæmpelse af narkosmugling.   I lyset af de ændrede geopolitiske forhold og maritime sikkerhedstrusler vil udvikling af et tværgående organ – med bred offentligt og privat deltagelse – for maritim sikkerhed både kunne sikre langsigtet strategisk planlægning og koordineret og hurtig reaktion på maritime sikkerhedshændelser.

Vi imødeser udkommet af Udenrigsministeriets igangværende arbejde med spænding. En maritim dansk sikkerhedsstrategi skal ikke blot udfylde de markante huller, vi har peget på, men gøre det med involvering af række offentlige og private partnere og med en vis fart. Lykkes det, så har strategien potentiale til at blive et afgørende skridt mod etablering af en vidtfavnende og konsolideret dansk maritim sikkerhedspolitik, der opstiller klare visioner, målsætninger og handlingsanvisende initiativer for Danmarks navigation på området. ■

 

Vi har behov for politiske visioner, strategier og prioriteringer, der fokuserer på, hvad Danmarks bredspektrede maritime politiske interesser og mål er, og hvordan de kan indfries
_______

 

Christian Bueger er professor på Institut for Statskundskab på København Universitet, hvor han leder Ocean Infrastructures Research Group og Copenhagen Ocean Hub.

Tobias Liebetrau er forsker på Center for Militære Studier på Institut for Statskundskab på København Universitet. Han er tilknyttet Ocean Infrastructures Research Group.

Jan Stockbrügger er postdoc på Institut for Statskundskab på København Universitet. Han er tilknyttet Ocean Infrastructures Research Group.

ILLUSTRATION: Den danske fregat HDMS Triton sejler i vandene omkring Grønland. Fregatten er en en del af den fælles arktiske kommando, som opererer i Grønland og Færøerne, 28. februar 2023 [FOTO: NATO]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland