16.04.2024

Pagten varsler nye tider for europæisk migrationspolitik og EU-politik helt generelt. Solidaritetsmekanismen bryder med tabuer, som ellers har stået mejslet i sten. Og noget tyder på, at mere er på vej.

Med RÆSONs europapolitiske nyhedsbrev Bruxelles Briefing får du en analyse af et aktuelt emne – i denne uge dykker vi ned i EU’s storstilede migrationspagt, som d. 10. april blev stemt igennem i Europa-Parlamentet og nu kun mangler formel godkendelse i Rådet. Dernæst et nyhedsoverblik og til sidst en læseliste med gode skriv om europæiske anliggender.

ANALYSE: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?

Der var lagt i kakkelovnen til en gyser, da Europa-Parlamentet i onsdags d. 10. april stemte om EU’s nye migrationspagt, men med nød og næppe klarede pagten skærene. Vedtagelsen markerer begyndelsen på en ny epoke af EU’s migrationspolitik, der både på den ene side er et nybrud for europæisk solidaritet og på den anden samtidig tegner et langsomt opgør med de værdier, der historisk set har tegnet Unionen.

Lige siden flygtningekrisen i 2015, hvor 1,3 millioner mennesker søgte asyl i EU, og som endte med, at EU betalte Erdogan klækkeligt for at agere Unionens dørmand, har politikere i Bruxelles ledt efter en mere varig løsning. I 2023 krydsede 400.000 mennesker grænsen til EU ulovligt, og i fraværet af en fælles europæisk løsning har medlemslande tyet til stadigt voldsommere metoder for at holde migranter på afstand. Foruden Italiens beslaglæggelse af NGO-skibe, der hjælper migranter i Middelhavet, har Polen opstillet et knapt to hundrede kilometer langt hegn ved grænsen til Belarus. Tilsvarende har Finland set sig nødsaget til at lukke grænseovergange og leder nu efter måder at legalisere såkaldte pushbacks, hvor migranter sendes direkte tilbage over den grænse, de kom fra. Praksissen er ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention ulovlig. Med den nye migrationspagt håber EU at tage initiativet tilbage til Bruxelles.

Hvad indebærer aftalen?

Migrationspagten består af ti delinitiativer, der ifølge Kommissionen selv etablerer et fælles asylsystem fast forankret i europæiske værdier. Solidaritetsmekanismen er både en hjørnesten og en af de mest kontroversielle dele af pagten. En evig forhindring for fælleseuropæiske migrationsløsninger har været spørgsmålet om omfordeling af migranter medlemslandene imellem. I årene efter 2015 blev det kategorisk afvist. Alligevel lader hjørneflagene til at flyttet sig så markant, at det, som var illusorisk for knap ti år siden, nu bliver politisk virkelighed – omend i lille skala. Med pagten giver landene håndslag på enten at tage imod migranter fra de store modtagerlande mod syd eller at bidrage økonomisk til deres ophold i modtagerlandet. Minimum 30.000 migranter skal årligt genhuses. Det må siges at være en dråbe i havet holdt op mod de hundredtusinder, der sidste år søgte mod EU. Som for flere andre dele af aftalen har det ikke konsekvenser for Danmark grundet det danske retsforbehold.

I øvrigt gør pagten det nemmere at vende migranter om på hælen ved grænsen med en opstramning af det fælles asylsystem. Skulle ansøgeren komme fra et land med høj afvisningsrate, fremskyndes hjemsendelsesprocessen. De afviste asylansøgere skal huses i en række centre tæt på EU’s ydre grænse, inden de hjemsendes.

Kritikken er haglet ned over pagten både før og efter dens vedtagelse. 50 NGO’er, der bl.a. tæller Amnesty og Action Aid, har i et fælles brev udtrykt bekymring for, at pagten underminerer migranters rettigheder. Læger Uden Grænser beskriver i en separat rapport, at pagten giver medlemslandene carte blanche til ikke at hjælpe nødstedte langs EU’s ydre grænse. Migrationspagtens kritikere har særligt øje for lovgivningens fokus på eksternaliseringen af migrantstrømme. På jævnt dansk vil det sige, at man forhindrer, at migranter får chancen for at sætte fod på EU-europæisk jord.

Afstemningen i Europa-Parlamentet

Efter at have været godkendt i Rådet var den sidste afstemning i Europa-Parlamentet ventet med spænding. Parlamentets løse partidisciplin gør det generelt svært at forudse, hvordan afstemninger falder ud – særligt i tilfælde, hvor grupperne er internt splittede. Selvom medlemmer deler sig efter anskuelse snarere end nationalitet, har migrationsspørgsmål så store indenrigspolitiske implikationer, at grupperne sjældent holder geled. Så i timerne op til, at de ca. 700 medlemmer indfandt sig i den store plenarsal for at stemme, var følelserne udenpå tøjet. Eksempelvis overværede en Politico-journalist den danske socialdemokrat Niels Fuglsang i ophedet diskussion med en portugisisk partifælle.

I sidste ende blev pagten vedtaget med stemmer fra de tre største grupper; den liberale, den konservative og den socialdemokratiske gruppe. Kun tre af de i alt ti initiativer blev vedtaget med et flertal af kammerets samlede antal medlemmer. Resten blev vedtaget ved, at en anseelig del af medlemmerne enten udeblev eller stemte blankt. Det var strategien for medlemmer, der på den ene side ikke støttede lovpakken, men alligevel ikke ville stå i vejen for dens vedtagelse.

De fleste danske medlemmer bakkede fuldtonet op om pakken. DF’s Anders Vistisen stemte imod langt de fleste af pagtens ti delelementer, men støttede øget registrering af migranters biometriske data som fingeraftryk og ansigtsgenkendelse. Her stemte SF’s Margrethe Auken og Kira Peter-Hansen sammen med Enhedslistens Nikolaj Villumsen omvendt imod. Generelt havde Villumsens stemmeliste en del til fælles med Vistisens – omend de begrunder deres modstand vidt forskelligt.

 

EU har fundet historisk fodslag om noget så kontroversielt som migration. Prisen lader til at være de fælles værdier, som har måttet holde for
_______

 

For, imod og indenrigspolitik

Der var nogenlunde ligeså mange holdninger til pagten, som der var parlamentarikere. Mange MEP’ere i den grønne og den socialdemokratiske gruppe var principielt imod store dele af pagtens indhold, men så sig nødsaget til at holde sig for næsen og trykke på den grønne knap med udsigt til fortsat dødvande på migrationsområdet. Samtidig spår meningsmålinger fremgang til højrefløjen efter EU-valget d. 9. juni. Så hvis man var bange for, at den nuværende lovpakke knægtede migranters basale rettigheder, ville valget formodentlig kun gøre ondt værre for venstrefløjen. For den yderste venstrefløj i parlamentet, hvor Enhedslisten og Villumsen hører til, var kamelerne alligevel for store.

I den anden ende af kammeret mener man, at lovpakken ikke går tilstrækkeligt hårdhændet til migranter, og at migrationspolitik desuden er et nationalt anliggende. Ethvert bud på en fælleseuropæisk løsning havde derfor formentlig mødt modstand fra den fløj. Samtidig er det ikke utænkeligt, at migrationspakkens fald ville have styrket højrefløjspartierne i valgkampen. Hvis det var sket, kunne man fortsat – og med rette – have klandret EU for handlingslammelse i migrationspolitikken.

Oveni de ideologiske uenigheder tegnede de indenrigspolitiske skillelinjer også et sindrigt mønster på kryds og tværs af Unionen. I Italien var det store centrum-venstre parti Partito Democratico imod migrationspagten, fordi aftalen var støttet af den nationalkonservative Giorgia Melonis regering. I Frankrig var situationen spejlvendt. Her brød de konservative republikanere med deres europæiske partikolleger og stemte imod reformen for at lægge afstand til præsident Macron, der støtter den.

Solidariteten vandt – værdierne tabte

Det tager år at udrulle den samlede migrationspagt. Men selvom teksten er vedtaget, er modstanden ikke forstummet. Både Polen og Ungarn har erklæret, at de ikke agter at tage del i solidaritetsmekanismen. Selvom det ikke forventes, at de kan mønstre tilstrækkelig modstand til at blokere dens vedtagelse, når Rådet formelt skal godkende Parlamentets version, kan de stadig kaste grus i maskineriet. Forsøger de fx at trække pakken for EU-retten, kan implementeringen trække endnu længere ud.

Pagten varsler nye tider for europæisk migrationspolitik og EU-politik helt generelt. Solidaritetsmekanismen bryder med tabuer, som ellers har stået mejslet i sten. Og noget tyder på, at mere er på vej. Selvom den danske regerings foreslåede løsning om oprettelsen af et modtagecenter i Rwanda fik kritik fra EU-Kommissionen, har politikken alligevel sneget sig ind i den europæiske mainstream. Den store konservative gruppe, EPP, som håber på at give kommissionsformand Ursula von der Leyen endnu fem år på posten, har barslet med planer om at oprette lignende centre i tredjelande. De politiske tabuer for EU’s migrationspolitik falder på stribe, og vi er måske kun lige begyndt.

EU har fundet historisk fodslag om noget så kontroversielt som migration. Prisen lader til at være de fælles værdier, som har måttet holde for. Under heftig kritik fra menneskerettighedsorganisationer tager EU en stærkere union i bytte for de værdier, der ellers har tegnet Unionen.

Andre nyheder:

• Irans gengældelsesangreb på Israel: EU’s udenrigsministre skal i dag tirsdag d. 16. april mødes og diskutere Irans angreb, der natten til søndag sendte flere hundrede droner og missiler mod Israel. Selvom medlemslandene er splittede, holder alle vejret og håber på deeskalering af konflikten. Nogle af Ukraines naboer har siden undret sig over, at britiske fly tilsyneladende hurtigt kom på vingerne for komme israelsk luftforsvar til undsætning, når Ukraine ikke nyder samme beskyttelse.

• Parlamentet lægger pres på Rådet: Onsdag d. 10. april satte et så godt som enigt Europa-Parlament foden ned overfor EU-Rådet i en sjældent set manøvre. Parlamentet ville ikke godkende en revision af Rådets budget for 2022, indtil det finder flere Patriot-systemer at sende til Ukraine. Appellen kom efter, at Rusland er lykkedes med bl.a. at ramme Kyivs største kraftværk grundet et tyndslidt ukrainsk luftforsvar. Lørdag meldte den tyske regering, at man vil levere endnu et Patriot-system til Ukraine.

• Danmarksdemokraterne bekender kulør: Inger Støjbergs parti kunne fredag fortælle, at de vil søge optagelse i partifamilien Europæiske Konservative og Reformister (ECR), hvis partiet skulle blive valgt ind i Europa-Parlamentet ved valget d. 9. juni. Her kommer Danmarksdemokraterne til at gøre bl.a. Sverigedemokraterne og det tidligere polske regeringsparti Lov og Orden (PiS) selskab. Politisk ligger ECR mellem parlamentets store centrum-højre gruppe EPP, til hvem Konservative og Liberal Alliance har sværget troskab, og gruppen Identitet og Demokrati (ID), som bl.a. huser Dansk Folkeparti og tyske AfD.

• Har Rusland betalt EU-politikere for at sprede propaganda? En fælles indsats fra belgiske, polske og tjekkiske efterretningstjenester har afdækket et netværk, der har haft til hensigt at sprede misinformation og præge udfaldet af valg i Unionen. Det russiskstøttede ’Voice of Europe’, hvis onlinesider sidenhen er lukket ned, havde ifølge den belgiske premierminister Alexander De Croo flere MEP’ere på lønningslisten. Danske Anders Vistisen (DF) har selv givet interview til mediet, men afviser at have taget imod penge for sin medvirken.

Læseliste:

• Hvor bliver EU af? Om man er enig eller ej må være op til den enkelte at vurdere, men tidl. journalist, nu chefrådgiver hos LA, Mikkel Andersson leverer i dette længere tweet en spændende diagnostik af EU’s formåen eller mangel på samme i forhold til krigen i Ukraine. Andersson spidder EU for at svigte sit eget potentiale med sin tøven.

• Brexit har skubbet til prioriteterne på den europæiske højrefløj: Økonomi-kommentator på The Guardian, William Keegan, mener, at Brexit har sat en skræk i livet på højrepopulister kontinentet over. Snarere end at gøre briterne selskab på ydersiden, foretrækker fx nederlandske Geert Wilders at reformere EU indefra.

• Fjenden på indersiden: I det nye nummer af RÆSON, der allerede ligger på dit sofabord, lægger professor Marlene Wind ikke fingre imellem i sin diagnostik af Ungarn i EU. Orbán udgør en trussel mod både Ukraine og Unionen, mener hun.

 

Det tager år at udrulle den samlede migrationspagt. Men selvom teksten er vedtaget, er modstanden ikke forstummet
_______

 

Magnus Lund Nielsen (f. 1994) er kandidat i EU-studier fra Europa-Kollegiet i Warszawa. Han skriver speciale om EU og Ukraine på kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Han er tidligere rådgiver i Europa-Parlamentet og PA- og kommunikationskonsulent.

ILLUSTRATION: Protestdemonstration efter Europa-Parlamentet har vedtaget en længe ventet reform af dets migrationssystem med henblik på at minimere ureguleret migration, Freiburg d. 10. april, 2024 [FOTO: Antonio Pisacreta/Zuma/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt