12.11.2024

I den offentlige samtale i Danmark fylder forslag til alt andet end militærsejr i Ukraine næsten ingenting. Og når vi ikke har visioner om forhandlede løsninger, skaber vi dem heller ikke, og så er der kun én vej: fortsat og udsigtsløs krig.

Kronik af Bjørn Nygaard

DRs dokumentar ”Velkommen til frontlinjen” viser, hvordan tre årtiers aktivistisk udenrigspolitik har fejlet. Spørgsmålet er: Er Danmark og Vesten ved at gentage fejlen i Ukrainekrigen ved tilsyneladende så entydigt at satse på en militær løsning? Resultaterne af den aktivistiske udenrigspolitik (læs: krig) viser med al tydelighed, at krig ikke skaber de resultater, vi ønsker. Afghanistan er igen i hænderne på Taliban, Irak og Libyen er i krig med sig selv, hundrede tusinder er døde inkl. 48 danske soldater. Samtidig er Vestens omdømme i store dele af verden er forringet, og dermed er den (vestlige) liberale verdensorden ikke nødvendigvis et forbillede længere.

Men er situationen ikke anderledes i Ukraine, som jo er blevet uretmæssigt overfaldet af en skræmmende stormagt? Jo, men i den offentlige samtale fylder forslag til Ukraine-konflikten til alt andet end militærsejr næsten ingenting. Og når vi ikke har visioner om forhandlede løsninger, skaber vi dem heller ikke, og så er der kun én vej: fortsat og udsigtsløs krig.

Vesten oplever Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine og andre steder som stærkt uretfærdig og ulykkelig. Vi ønsker for dem, at de får samme selvbestemmelse, som vi nyder godt af. Men skal den retfærdige harme styre den danske og resten af Vestens udenrigspolitik? En mere nøgtern realpolitisk tilgang har sine fordele, og her spiller forhandling og dermed kreative løsninger en vigtig rolle. Vi har brug for en plan B og ikke satse alt på plan A; den militære sejr.

En fortsat krig har forfærdelige konsekvenser. Tusinder af døde på begge sider, traumer hos endnu flere, og et økonomisk og fysisk ødelagt Ukraine. Dertil skal lægges de enorme ressourcer, som også Vesten bruger på krigen. Milliarder, der kunne bruge på velfærd til de mest udsatte, til børne- og ældreområderne, til bekæmpelse af illegal indvandring og menneskesmugling, udviklingsbistand, et bedre miljø og til at klare os bedre i konkurrencen med særligt Kina.

Et andet vægtigt argument for en mere realpolitisk tilgang til konflikten er, at en ren militær sejr ser umulig ud for begge parter. Efter 2 ½ års krig er parterne fastlåst i en slags skyttegravskrig, hvor små landvindinger koster tusinder af døde. I lang tid har de små landvindinger ovenikøbet kun gået én vej – nemlig i russisk favør. Rusland trækker på sine enorme menneskelige og naturmæssige ressourcer samt på sit netværk af lande, der enten sympatiserer med dem såsom Kina, Iran og Nordkorea eller lande, der blot har glæde af billig russisk energi som fx Indien. Den ukrainske hær er på sin side presset af manglende militære leverancer og et langt mindre rekrutteringsgrundlag. Og skulle den tilsyneladende meget hypotetiske situation opstå, hvor Vesten og Ukraine trænger de russiske styrker tilbage fra hele Donbas og Krim, betyder det ikke nødvendigvis, at krigen er ovre. Det er et sandsynligt scenarie, at russisksindede ukrainere vil fortsætte kampen i en slags guerillakrig støttet af den russiske regering og russiske tropper. Parterne – Rusland, Vesten og Ukraine – må indse, at de ikke kan vinde en fuldstændig militær sejr. En vurdering, jeg ikke står alene med: Lederen af Letlands Center for sikkerhed og strategiforskning Toms Rostocks blev i Politiken d. 10.10.24 citeret for at udtale ”Jeg tror ikke for alvor, at Rusland kan vinde. Jeg tror ikke, Ukraine kan generobre de territorier, Rusland har besat. Nu må begge sider acceptere begrænsningerne i, hvad de kan opnå.” Vi er med andre ord i et gensidigt ødelæggende dødvande. En ulidelig tilstand af gensidig ødelæggelse, frygt og svækkelse af alle parter, der risikerer at blive en mangeårig krig, eller i værste fald bliver en krig med taktiske atomvåben og en fælles rejse ned i afgrunden.

Samtidig må vi se i øjnene, at NATO og USA er meget dårlig til at vinde krige – og især vinde freden. Vestens militære overmagt har vundet mange slag i lande som Afghanistan, Irak og Vietnam. Men krigene blev samlet set tabt, hvilket er tydeligst i Afghanistan og Vietnam. Men selv i Irak, hvor krigen blev erklæret vundet, fortsatte borgerkrigen og krigen mod ISIS, og Irak er på mange måder en fejlslagen stat i dag. DRs aktuelle serie ”Velkommen til frontlinjen” viser dette på overbevisende vis.

 

Vi må se i øjnene, at NATO og USA er meget dårlig til at vinde krige – og især vinde freden
_______

 

Så hvad gør vi? Som den udenrigspolitiske tænker Henry Kissinger allerede udtalte i 1970erne, så er dødvande det mest favorable tidspunkt for forhandling. Og dødvande er der nu. Vi må derfor have en offentlig debat om et forhandlingsalternativ til den sandsynligvis umulige totale militære sejr. Altså forberede de vestlige befolkninger på, at fuldstændig retfærdighed og total sejr ikke er mulig. Som en del af den offentlige debat må vi (befolkningen, politikere og eksperter) skabe alternative løsninger til den rene militære tilgang. Et alternativ kan bestå i en blanding af at stå stærkt militært OG starte reelle forhandlinger, hvor Rusland såvel som Ukraine og Vesten er klar til at indgå kompromisser, sluge kameler og finde kreative løsninger, der i et vist omfang varetager alle parters interesser. Hvis én af parterne fremstår som ydmyget, vil krigen sandsynligvis fortsætte. Vi har brug for en forhandlet løsning, hvor begge parters ledere – også den russiske – kan fortælle sin befolkning, at man i overvejende grad fik, hvad man ønskede.

Det kræver, at man i en vis grad finder såkaldte transcenderende løsninger inspireret af den norske fredsforsker og -praktiker Johan Galtung. At transcendere er at overskride den eksisterende tænkning og finde en ny samlet løsning, der kan accepteres af alle parter. Udover transcendens er der fire tilgange til håndtering af konflikter, og de kan være nyttige at analysere, før man beslutter, hvilken vej man vælger af gå i Ukraine-Rusland konflikten: Vind/tab, tab/vind, hverken/eller, kompromis og transcendens. Lad os se på de fem tilgange og de mulige konsekvenser af dem.

Den første tilgang er ”tab-vind”. Her taber Ukraine og Vesten krigen eller en kommende Trump-administration giver det hele væk. Der går således i disse dage rygter (kilde: Wall Street Journal 6.11.24 og DR d. 11.11.24 ) om, at Trump foreslår det følgende: Ukraine skal indvillige i at give afkald på at blive medlem af NATO mindst 20 år frem. Til gengæld vil USA blive ved med at sende våben til Ukraine for at afskrække Rusland fra at angribe igen. En afmilitariseret zone skal garanteres af en international styrke fra Europa. I andre sammenhænge (Washington Post, april 2024) har han udtalt at Ukraine må afgive bl.a. Krim. Denne ”tab-vind” tilgang kan også betyde at Rusland beholder alle de pt. erobrede områder samt alle de mennesker, der lever i dem. Ukraine bliver hverken medlem af NATO eller EU, men bliver i et eller andet omfang en Russisk lydstat eller sågar reintegreret i Rusland. Det er naturligvis helt uacceptabelt for Ukraine og Vesten, hvorfor det er sandsynligt, at konfrontationerne mellem Vesten og Rusland vil fortsætte fx i form af sanktioner og ukrainsk guerillakrig. Hævn, frygt, mange døde civile og oprustning vil blive del af denne ”lunken” krig, som svækker alle parter.

Den anden tilgang er ”vind-tab”. Her er det Ukraine og Vesten, som vinder en militær sejr. Alle erobrede områder kommer igen under ukrainsk kontrol inkl. Krim. Ukraine bliver medlem af NATO og EU, og ukrainsk kultur og sprog bliver altdominerende – også i russisk dominerede områder. Russernes frygt for at have NATO på sit dørtrin og for marginalisering af det russisk sindede mindretal er en realitet. Konsekvenserne af denne (urealistiske) tilgang er sandsynligvis, at grupper af russisk sindede borgere – og dem er der en ikke ubetydelig del af på Krim og i Donbas – vil være meget utilfredse og derfor måske fortsætter en guerillakrig med støtte fra Rusland. Den lunkne krig fortsætter også i dette tilfælde.

Den tredje tilgang til håndtering af konflikten er ”hverken – eller”. Her udsættes en endelig løsning, og man vælger fx at gøre som i Nord- og Sydkorea-konflikten: Man trækker en midlertidig streg i sandet, ca. der hvor tropperne står på forhandlingstidspunktet. Kamphandlingerne stoppes, men en koldkrig med oprustning, sanktioner mm. fortsætter. Ukraine forbliver i et dødvande. En anden ”hverken-eller” tilgang kunne være at FN som i Kosovo 1999 til 2008 administrerer Donbas og Krim, indtil en mere permanent løsning kan findes.

Den fjerde tilgang er kompromisset. Det kan fx se ud som en FN-organiseret afstemning a la den dansk-tyske løsning i Slesvig-Holsten, hvor majoriteten i en zone bestemmer, hvilket landzone fremover skal tilhøre. Det vil sandsynligvis være svært at gennemføre, da der vil blive manipuleret med befolkningsgrupper og valget, og da mange af de oprindelige borgere er flygtet ud af områderne. En anden konsekvens kunne være, at mange russisk sindede vil flytte til de russiskdominerede zoner og omvendt i en eller anden form for frivillig eller ufrivillig etnisk udrensning. Der vil sandsynligvis være stor utilfredshed med denne løsning blandt nationalister på begge sider af krigen, og de vil muligvis blive ved med at presse på for militære løsninger. Der vil også i Vesten være en frygt for, at det vil se ud som om, det russiske styre kan få, hvad det ønsker med militær magt. At magtanvendelse betaler sig, hvorfor det russiske styre vil fortsætte med aggression i andre tidligere sovjetstater. Imperiet genopbygges.

 

Så hvad gør vi? Som den udenrigspolitiske tænker Henry Kissinger allerede udtalte i 1970erne, så er dødvande det mest favorable tidspunkt for forhandling. Og dødvande er der nu
_______

 

Endelig er vi så kommet til transcendens – den femte tilgang. Den vil ikke skabe en spændingsløs tilstand, men den kan reducere eller fjerne de værste skadevirkninger af krigen og skabe et fundament for en bedre fremtid. Denne både-og tilgange indebærer, at alle parter oplever sine interesser varetaget i tilstrækkelig grad. At man ikke oplever sig ydmyget og ønsker hævn og fortsat konflikt. At lederne kan fremstå som en relativ succes i befolkningernes øjne, og at befolkningerne kan se de samlede fordele ved de forhandlede aftaler, hvorfor de støtter dem.

De følgende foreslåede idéer er netop kun idéer til transcendens. Parterne skal selv identificere og forhandle sig frem til de endelige løsninger. Men vi må i Danmark og Vesten have en offentlig og realistisk debat om håndteringen af Ukraine-Rusland konflikten, som bygger på mere og andet end et håb om den totale militære sejr (vind/tab). Håb er som bekendt ikke en strategi.

Eksempler på en transcenderende tilgang kunne fx være, at Ukraine bliver en føderal stat og inddeles i kantoner som i Schweitz. Kantonerne har udpræget selvbestemmelse med mulighed for hyppige folkeafstemninger. Det skrives samtidig ind i grundloven, at de forskellige befolkningsgruppers interesser varetages via brug af begge sprog i skolerne, på vejskilte osv. Via et sikret mindste antal pladser i det nationale og de lokale parlamenter for minoriteterne. Via adgang til egne kirker eller endnu bedre via adgang til fælles økumeniske menigheder.

Landet forbliver neutralt og altså ikke medlem af NATO, da det skaber frygt i Rusland, ligesom opstilling af raketter i nabolandet Cuba i 1962 skabte frygt i USA. Hæren består ikke af professionelle soldater, der altid adlyder den til enhver tid siddende militære ledelse, men af rekrutter fra en almindelig værnepligt. Derved består hæren af officerer og menige fra begge de to store befolkningsgrupper og gerne også fra de andre mindretal i landet. Det vil i sig selv mindske risikoen for militære forfølgelser af mindretal. I starten vil FN-soldater overvåger den indgåede fred og beskyttelsen af mindretallenes interesser.

Landet bliver medlem af EU (med et militært forbehold), som sammen med Rusland giver en moderne udgave af Marshall-hjælpen til genopbygning af landet. Der etableres en klar fordelingsnøgle, således at ingen kantoner efterlades uden proportionel assistance. Rusland kan fx give størstedelen af støtten til de østlige regioner.

Samtidig ophører de økonomiske sanktioner af Rusland og handel genoptages. På sigt reintegreres Rusland i den vestligt dominerede del af verdensøkonomien under forudsætning af, at Ruslands hybrid krig mod Vesten ophører, og der igangsættes nedrustningsforhandlinger. Denne tilgang minder i et vist omfang om de allieredes tilgang til Vesttyskland efter Anden Verdenskrig. Efter Første Verdenskrig straffede de allierede Tyskland hårdt, hvilket medvirkede til nazisternes senere opstigen og anden verdenskrig. Efter anden verdenskrig anvendte de allierede en meget mere integrativ tilgang med Marshall-hjælp og Vesttysklands inklusion i kul- og stålunionen, som senere udviklede sig til EU.

Endelig følger en lang forsoningsproces, der sandsynligvis til tage én eller flere generationer. Den kan bl.a. bestå i dialogprocesser mellem befolkningsgrupperne på græsrods- og eliteplan (som mellem den franske og tyske elite efter Anden Verdenskrig), etablering af fælles skoler, psykosociale aktiviteter for traumatiserede, økumenisk og andet fredsarbejde byggende på ikkevoldelige tilgange.

Den forslåede transcenderende tilgang betyder altså overordnet set at begge parters interesser varetages i et vist omfang, og at man arbejder samtidig på tre niveauer for at skabe en bæredygtig løsningsproces. På mikroniveau fx i form af freds- og dialogarbejde på skoleskemaet. På mesoniveau fx vha. etablering af kantoner med stor selvbestemmelse og beskyttelse af mindretallene. På makroniveau fx i form af en reintegration af Rusland i den vestligt dominerede del af verdensøkonomien og stop af hybridkrigen.

Der findes sandsynligvis mange flere og endnu mere brugbare idéer derude. Lad os komme i gang med debatten om de mulige løsninger, og lad os gøre det i en ordentlig tone, hvor andre meninger og idéer end vores egne ikke fordømmes eller latterliggøres. Det er vanskeligt at skabe kreative løsninger i et hadfyldt og fordømmende klima.

Det er nu, danske politikere fra alle partier har chancen for at vise, at de har lært af de sidste tre årtiers fejlslagne aktivistiske og militært baserede udenrigspolitik, ved at gå aktivt, ærligt og kreativt ind i dialogen om ikkevoldelige løsninger på konflikten mellem Rusland og Ukraine. Eller skal Trump være den vestlige politikker, der mest seriøst taler om fred med fredelige midler? ■

 

Det er nu, danske politikere fra alle partier har chancen for at vise, at de har lært af de sidste tre årtiers fejlslagne aktivistiske og militært baserede udenrigspolitik
_______

 

Bjørn Nygaard (1964) er konfliktløser mm. ved Center for Konfliktløsning. Bjørn arbejder med konflikt -analyse, -mægling og -undervisning i danske organisationer, med mægling hos Københavns Politi (Konfliktråd), samt med konflikthåndtering i bl.a. Ukraine, Østafrika, Mellemøsten og Sydøstasien.

ILLUSTRATION: Lviv, 23. februar 2024: Statsminister Mette Frederiksen, hendes mand Bo Tengberg og Ukraines præsident Zelenskyj besøger en kirkegård [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland