Bessermann & Sydendal: Forstår man de tre nye akser i klimapolitik, er man allerede tre skridt foran
13.05.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
De fleste politikere har forstået bredden af de økologiske kriser. Men de færreste har forstået dybden. Den manglende substans har givet anledning til tre nye akser i dansk klimapolitik: Sikkerhed, ansvar og en samfundsvision for det gode liv efter den grønne omstilling.
Kommentar af Caroline Bessermann & Elise Sydendal
DEN GRØNNE OMSTILLING ER kompleks. Fra hver sten, vi vender, hænger rødder, der trækker dybere ned i samfundslagene end først antaget. Kriserne, der først blev kategoriseret som fysiske og biologiske kriser, har vist sig at være sociale og relationelle kriser. De økologiske kriser er ikke isolerede: De er indfiltret og forbundet med de eksisterende uligheder og udnyttelser i vores samfund, vores opfattelse af os selv, hinanden og naturen samt alt det, vi i årtier har taget for givet. Det strækker sig fra vores forståelse af naturen og omsorgsarbejde som gratis ressourcer til det økonomiske system bundet op på den vækst, vi længe har tænkt, kunne fortsætte for evigt.
Vi tror, de fleste politikere har forstået bredden af de økologiske kriser. Men de færreste har forstået dybden. Der er brug for langt mere substans i klimapolitikken. Vi har brug for en helhedsorienteret tilgang, der rækker videre end blot nye reduktionsmål og CO2-afgifter. Og den erkendelse er svær at finde på både højre og venstre side af det politiske spektrum. Politikerne står lammede tilbage, når deres overfladiske klimapolitik møder modstand. Men kritikken har blotlagt grundlæggende fejl i den gængse klimapolitik. Det giver anledning til at tegne tre nye akser op i dansk klimapolitik: Sikkerhed, ansvar og en samfundsvision om det gode liv efter omstillingen.
Første akse: Sikkerhed
Sikkerheds-aksen handler om samfundets indlejrede usikkerheder, som de økologiske kriser og den tilhørende grønne omstilling bringer frem. Flere vejrekstremer, forøget fødevareusikkerhed og ødelagt infrastruktur rammer skævt. Både fordi samfundets mest udsatte har færrest ressourcer til at tilpasse sig de konsekvenser, klimakrisen fører med sig, men også fordi det ofte er dem, der har job eller er bosat de steder, der rammes først af klimakrisens konsekvenser.
Samtidig vil den grønne omstilling skabe forskydninger i vores samfund. Jobs, indtægter, vaner og muligheder vil ændre sig. Tænker man sig ikke om, vil det igen være samfundets mest udsatte grupper, der rammes hårdest. Vi ser det allerede nu med en omstilling, der er båret af store og dyre satsninger på ’teknofix’ og ikke har øje for social kompensation, ejerskab eller sikkerhedsnet. Det er alt fra CCS til biokul til fodertilsætningsstoffet bovaer.
Vi tror, de fleste politikere har forstået bredden af de økologiske kriser. Men de færreste har forstået dybden. Der er brug for langt mere substans i klimapolitikken
_______
Sammenlagt betyder det, at de mest udsatte i vores samfund står til at tabe, både i henhold til klimakrisens konsekvenser og den nuværende strategi for den grønne omstilling. Fremtidens grønne politik skal skabe den fornødne forandring for at imødegå konsekvenserne af de økologiske kriser med de sikreste og mest effektive virkemidler. Samtidig kræver det en villighed til at poste penge og etablere sikkerhedsnet de steder, hvor omstillingen medfører social usikkerhed i en periode.
Grønne jobgarantier skal sikre arbejderes indkomst i en overgangsperiode. Omskoling skal give nye kompetencer, som skaber sikkerhed, så man trygt kan forlade et job i en fossil branche og træde ind i et bæredygtigt erhverv. Energidemokrati skal give et decentralt ejerskab over energiproduktionen i grønne lokalt fællesejede elforsyningsnet, som sikrer, at beslutningerne om og gevinsterne fra omstillingen forbliver i lokalsamfundet. Ingen må føle, at den grønne omstilling er for usikker for dem at træde ind i. Det er afgørende, at alle har en fremtidsdestination at at navigere hen imod.
Anden akse: Ansvar
Ansvars-aksen handler om at placere ansvaret for den situation, som vi står i, retmæssigt. For vi er ikke alle i samme båd; nogles forbrug og adfærd har forvoldt langt mere skade end andres. De rigeste individer udleder ti gange så meget som den gennemsnitlige dansker. Virksomheder som Mærsk, DSV og Arla, der omsætter for milliarder, trækker en lang forurening efter sig, der aldrig er blevet betalt for. Og staten bærer et tungt ansvar, da den offentlige sektors udledninger, fra eksempelvis social- og sundhedsvæsenet, politiet og militæret, udgør, hvad der svarer til 18 pct. af hver enkelt danskers samlede udledninger.
Progressiv klimapolitik skal basere sig på en retfærdig ansvarsfordeling ved at følge det princip, at forureneren betaler, og at samfundet drager fordel af det. De individer, der forurener mest og tærer på flest ressourcer (de rigeste), skal betale en højere skat, og det samme skal de virksomheder, der forurener mest. Som samfund er det mindste, vi kan kræve, at man betaler for den skade, som ens udledninger og ressourceforbrug skaber. Skadespengene skal direkte kanaliseres til at genoprette vores økosystemer og til at støtte de mest udsatte grupper, så de kan gennemgå en omstilling fri for økonomisk og social overlast.
En ansvarlig klimapolitik indebærer også et klart forbud mod de mest åbenlyst skadelige aktiviteter, såsom investeringer i fossile energiselskaber og privatfly. At de mest udledende virksomheder omlægger deres praksis fra at dræne vores ressourcelagre til at regenerere dem. Og at staten går forrest med at reducere sit eget massive økologiske aftryk i alt fra offentlige arealer, bygninger og transport til forbrug. Det er først, når vi reelt tør pålægge retmæssigt ansvar og ikke bare skærer alle over én kam, at vi får en retfærdig omstilling.
Ved at styre økonomien efter indikatorer baseret på trivsel for mennesker, natur og klima frem for blot et voksende BNP, kan vi mindske stress, øge tid til nære relationer, forbedre vores forhold til naturen og så meget mere
_______
Tredje akse: Det gode liv
Den tredje og sidste akse handler om det gode liv. Det handler om evnen til at kunne skitsere, hvordan samfundet på den anden side af den grønne omstilling ser ud. Det handler om at skabe en fornyet debat om, hvad det gode liv egentlig indeholder – og hvordan vi inden for de planetære grænser stadig kan dyrke og styrke vores samfund og livskvalitet. Ved at styre økonomien efter indikatorer baseret på trivsel for mennesker, natur og klima frem for blot et voksende BNP, kan vi mindske stress, øge tid til nære relationer, forbedre vores forhold til naturen og så meget mere. Det kræver en reorientering fra staten om, hvordan vi måler udvikling, og eksempelvis sætte det som krav for virksomheder, der gerne vil have gunstige forhold og vinde offentlige udbud, at de opererer med planetære grænser og menneskelig trivsel som grundsøjler.
Vi har meget at vinde ved at fokusere på, hvad vi faktisk ønsker. Denne akse handler om evnen til at skabe begejstring og en tro på, at vi kan leve anderledes og få det bedre, samtidig med at verden består. Det er den kollektive motivation og begejstring, der skal drive og realisere omstillingen i virkeligheden.
Men vigtigst af alt handler denne akse om konkret at kunne optegne, hvad der må ændres politisk og i vores hverdag for at kunne leve dette liv. Arbejder vi mindre? Har vores natur fået langt mere plads og ro? Kan man krydse landet uden at skulle forværre klimakrisen samtidig? Har vi sikret en lokal produktion af mad, der kan sikre alle adgang til bæredygtig og nærende mad og mere liv på landet? Kan man fylde lungerne med ren luft, når man trækker vejret i byerne? Opfylder virksomhederne vores basale behov uden konstant at skabe nye? Fylder omsorgsarbejde mere, og værdsættes det anderledes? Vælgerne skal vide, hvilke generationskontrakter de skriver under på. Hvad de kan glæde sig til. Hvilke risici de løber. Hvilke garantier de kan regne med. Hvilke forandringer vi sammen skal skabe. Denne akse åbner op for, at ikke alle omstillinger ser ens ud. Partierne skal tegne deres egne, men nødvendigheden af stærke visioner er uomgængelig.
De partier, der kan etablere den fornødne sikkerhed, placere det retmæssige ansvar og formidle de visionære samfundsfortællinger, vil have overhånden i klimapolitikken fremover. De, der kan føre omstillingen ud af embedsværkets regnemodeller og ud til danskernes virkelighed. De, der kan optegne forandringer, man holder med – ikke af tvang eller skam, men af lyst. Forstår man de tre nye akser i klimapolitik, er man allerede tre skridt foran. ■
De partier, der kan etablere den fornødne sikkerhed, placere det retmæssige ansvar og formidle de visionære samfundsfortællinger, vil have overhånden i klimapolitikken fremover
_______
Caroline Bessermann (f. 1997) er aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Hun læser Climate Change på Københavns Universitet og har en BA i international business and politics på Copenhagen Business School.
Elise Sydendal (f. 1999) er aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Hun læser en kandidat i statskundskab på Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Frederikssund, 2023: Stormen Pia medfører forhøjet vandstand og oversvømmelser [FOTO: Nichlas Pollier/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
