Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?
18.04.2024
Hele verden opruster, og det gælder også Kina, der vil forsøge at matche USA’s kapacitet – men formentlig kun på overfladen. Kineserne vil for alt i verden undgå en gammeldags destruktionskrig. For den har de tabt på forhånd.
Af Bertel Heurlin
Kina opruster. Det gør stort set alle lande i verden. Der er en gennemsnitlig årlig vækst i militærudgifterne i 2023 verden på 9 pct.
Kina hævder imidlertid, at man ikke deltager i et våbenkapløb. Tværtimod. Man forsøger at tegne et billede af landet, som satser på en fredelig verden, ”et globalt samfund med fælles fremtid” som det hedder i det sprog, som bruges i den nuværende kinesiske ideologi baseret på Xi Jinping-tænkningen.
Men samtidig har Kina opfattelsen af, at skønt verden er ”udsat for ændringer, uset i et århundrede” – skønt modvind og storme, som skaber usikkerhed og ustabilitet – så åbnes der også for muligheder for Kinas udvikling. Og udvikling har hidtil haft første prioritet. Men sikkerhed og udvikling er nu ligestillede, og derfor skal militæret styrkes. Kina ser et Japan, som viser aggressive tendenser og som sammen med Sydkorea udvider bindingerne til USA. Samtidig opruster Taiwan, støttet af USA, og Kina ser et USA, der provokerer i Det Sydkinesiske Hav og som styrker sine alliancer markant i Asien. Derfor må PLA, det kinesiske militær, være klar til krig. Det betyder øget beredskab og dermed udvidede evner til at føre krig. Der skal etableres tættere civilt-militære relationer. Kinas mål er, at man i 2027 – 100 året for oprettelsen af PLA – skal have et fuldt moderniseret militær. Og ifølge Xi Jinping skal Kina i 2049 være et stærkt land med et militær i verdensklasse.
Så budskabet her i begyndelsen af 2024 er klart: Kina vil skabe verdensfred. De vil forene verden og føre an i en politik, som bekæmper hegemoni, og som modbeviser påstanden om, at Kina udgør en regional og global trussel. Budskabet er fredelig sameksistens, men det betyder også, at Kina respekteres og skal have øget indflydelse. Og at Kinas suverænitet er uomgængelig: Taiwan er og bliver kinesisk. Taiwansk uafhængighed betyder krig. Og det er den konkrete krig, som PLA forbereder.
Kina har lige afsluttet sin årlige store lovgivningsproces: 3000 delegerede og 2000 udvalgte rådgivere har besluttet at sigte mod en økonomisk vækst i 2024 på omkring 5 pct. Forsvarsbudgettet er fastlagt til at være 236 milliarder dollar. Til sammenligning bruger USA 886 milliarder, dvs. næsten fire gange så meget som Kina. Men det kinesiske budget er steget med 7,2 pct. i forhold til sidste år. Der har været en jævn stigning i mange år, som har været en smule lavere end stigningen i Kinas øvrige statslige udgifter. Det gælder også i år. Ser vi på militærbudgettet i forhold til bruttonationalproduktet, BNP, ligger det i den lave ende i forhold til andre lande: Kina bruger 1,3 pct. af BNP på forsvar, og det har stort set været uforandret de seneste mange år. USA bruger 3,5 pct. på forsvar, og NATO-landene er nu alle ved at nå op på de 2 pct., som alliancen har sat som mindstemål. Hvis man ser på militærudgifterne i forhold til indbyggerantal, ligger Kina med sine 1,4 mia. borgere også i den lavere ende af skalaen.
Men et er at se på militærudgifter. Noget andet er at se på kapaciteterne, den relative størrelse af værnene, forholdet mellem kvalitet og kvantitet. Og på realismen i militærøvelserne og i træningen samt strategien og dens anvendelse på det taktiske plan.
En militær transformation
Kina har i de seneste 10 år gennemgået en revolutionerende transformation: De vestlige lande, primært USA’s basale organisatoriske struktur, er stort set blevet imiteret og overført til PLA. Det gælder ikke mindst informationsrelateret krig, anvendelsen af avancerede våbentyper, den nødvendige integration af våbenarterne og etableringen af enhedskommandoer, som er krigstidsbaserede. Den militære revolution er gennemført med ”kinesiske kendetegn”, dvs. med en traditionel, kulturel og geografisk betinget overordnet strategi. Hvor USA næsten konstant opererer med militære interventioner globalt, har Kina strategisk siden 1979 søgt at undgå krig ud fra en ”aktiv forsvarsdoktrin”.
Kina har i højere grad end USA udnyttet hybrid krigsførelse, gråzonekonlikt, herunder cyberkrigsførelse og det, der kaldes ”militære operationer andre end krig”. Det dækker over militære aktiviteter, som ikke er reel krig, fx udstationering af FN-tropper. Kina anvender økonomisk magt strategisk og udøver således direkte indflydelse på andre staters politik. Kina gennemfører det, som de officielle forsvarspolitiske erklæringer selv kalder en ”militær-civil fusionspolitik”: at bruge civile midler til at fremme langsigtede militære strategiske mål.
Hvor USA næsten konstant opererer med militære interventioner globalt, har Kina strategisk siden 1979 søgt at undgå krig ud fra en ”aktiv forsvarsdoktrin”
_______
Det har betydet, at USA er begyndt at imitere rivalen Kina. Det er den omvendte verden. Pentagon har nylig etableret et ”fælles koncept for konkurrence”. Målet er, at Kina skal udkonkurreres. Hvor USA normalt fremhæver sin generelle militære globale overlegenhed, reagerer man nu på, at Kina fremhæver en meget omfattende tolkning af det område, hvor de to lande har strategisk konkurrence; nemlig ved at inddrage og integrere den civile del af samfundet. USA har derfor indset, at hvis man ikke gør som Kina – nemlig integrerer hele det civile samfund i en eventuel krigslignende situation – vil man tabe uden at føre krig.
Flådens magt
Dette forhold vil få afgørende betydning, hvis man ser nærmere på den globale del af den traditionelle krigsforberedelse; nemlig flåden. Der er opstået den situation, at den kinesiske flåde nu er større end den amerikanske. Den kinesiske flådekrigsstyrke er på 370 skibe og ubåde, hvoraf 140 er større skibe som destroyere, fregatter og hangarskibe. Amerikanerne råder til sammenligning over i alt 292 krigsskibe. Og den årlige amerikanske redegørelse om Kinas militære styrke hævder derfor, at Kina kan gennemføre langtrækkende præcisionsangreb mod mål på land fra ubåde eller overfladeskibe ved at bruge land-angrebskrydsermissiler. Kina har hermed øget sine forsøg på at have ”power -projektion” ud over Kinas nærområde, fx i Stillehavet, hvilket hidtil har været et amerikansk monopol. Dertil kommer, at Kina hele tiden søger at udfordre andre asiatiske landes eksklusive økonomiske zoner med sine flådefartøjer, som det fremgår af amerikanske erklæringer. Aktiviteter, som man må forvente på sigt vil kunne ramme det kontinentale USA.
Kina har også større flystyrker tilknyttet flåden. Dertil kommer en omfattende og stærkt voksende kystvagt. Størst betydning har det imidlertid, at Kina står for langt den største del af skibsproduktionen i verden. USA’s kapacitet til at bygge skibe er kun en tiendedel af den kinesiske. Samtidig har Kina indført regler for bygning af kinesiske skibe, som betyder, at de vil kunne anvendes til krigsførelse. Med skibsbygningskapaciteten for både store og små skibe vil Kina i en eventuel kommende krig i Asien have bemærkelsesværdige fordele.
Det store spørgsmål er imidlertid: Er den kinesiske flåde virkelig overlegen? Og hvad betyder svaret i relation til det samlede billede af Kina og USA’s magtforhold i en eventuel krig? To store officielle amerikanske vurderinger af det kinesiske militær fra 2023 fremhæver, at den store kinesiske flåde er en heftig udfordring. Men ses der på de konkrete tal, er USA’s overlegenhed indlysende. Ikke i antal skibe. Men flåders styrke måles også i tonnage. Og her er tallene 4,5 millioner tons over for Kinas 2,4. USA har 11 hangarskibe, Kina 2. USA har ligeledes klart overtal af de største flådeskibe, destroyere og fregatter. På ubådsområdet er USA også førende. Hvad angår atomdrevne ubåde er tallene i klart amerikansk favør 68 til 12.
Dertil kommer, at Kina mangler krigserfaring. Den seneste krig var landkrigen mod Vietnam i 1979. USA har derimod stort set været i krig med militære interventioner siden Anden Verdenskrig, hvor flåden har spillet en afgørende rolle. USA har 750 baser spredt over hele verden, mens Kina kun har én flådebase: Djibouti, hvor også USA og andre vestlige stater er militært til stede.
Kinas fordel er de tætte økonomiske relationer til havne på alle kontinenter og deres globale handelsinfrastruktur. Man vil forsøge at etablere sikkerhed gennem økonomisk samarbejde. Kina vil undgå krig, og derfor ønsker man fortsat at samarbejde med USA. Kina ved, at kommer det til egentlig krig med militære våben, vil man tabe. Alle kinesiske skibe og havnefaciliteter uden for Kina vil øjeblikkeligt blive krigsmål. Derfor er kinesisk vægt på alle andre former for krig. Destruktionskrigen skal undgås.
Den kinesiske flådekrigsstyrke er på 370 skibe og ubåde, hvoraf 140 er større skibe som destroyere, fregatter og hangarskibe. Amerikanerne råder til sammenligning over i alt 292 krigsskib
_______
Kina: størrelse og stabilitet
Kinas fundamentale styrke er størrelse og stabilitet. Befolkningsstørrelse, produktionsstørrelse, handelsstørrelse, økonomisk global indflydelsesstørrelse, størrelsen på militære kapaciteter – navnlig til opretholdelse af intern sikkerhed – er alle verdens største. Man kan hævde, at kvantitet overtrumfer kvalitet. Kina satser selvklart i rivaliseringen med USA på at indhente den amerikanske kvalitative teknologiske overlegenhed, men er også fuldt bevidst om, at ”size matters”. Kina udnytter at være størrelsesmæssigt i front.
Når USA i sine officielle analyser af kinesisk militær fremhæver Kinas numeriske overlegenhed som særligt iøjefaldende på flådeområdet, er det for at pege på at flåden som USA’s fremmeste og mest globale våbenart er udfordret af Kina. Ikke mindst i forbindelse med at netop på det maritime område er omfanget af den kinesiske militært-civile integration markant. Kystforsvarsinstitutioner og maritime forsvarsforanstaltninger af forskellig art er omfattende og i vækst, antallet af militært egnede maritime enheder er i den grad til stede. Kina kan hurtigt mobilisere en militsflåde af fiskerbåde og andre fartøjer til brug i taktiske operationer. Skibsbygningskapacitet er globalt set uovertruffen. PLA’s regulære flådekapacitet har som nævnt vokset sig stor, ikke mindst i forhold til evnen til at indtage Taiwan, men styrken og evnen til en generel maritim total mobilisering er formidabel og af afgørende politisk og strategisk betydning for et ekspanderende Kina.
Når stabilitet hævdes at være en central del af Kinas styrke, er forklaringen, at etpartisystemet i et land i rivende økonomisk og teknologisk udvikling baseret på en historisk-civilisatorisk enhedskultur ubetinget er støttet af en stor og i overvældende grad etnisk ens sammensat befolkning. De afgørende regimetrusler ses officielt og reelt primært som separatisme, terrorisme og ekstremisme. På dette grundlag er det muligt i højere grad end i andre lande at fastholde det afgørende; nemlig en stabilitet i form af en sammenhængende ideologisk bestemt politisk-økonomisk udvikling. Det betyder, at der er det bedste grundlag i det omfang, landet er udsat for alvorlige udviklingshindringer- –som fx amerikansk politisk og militær inddæmning og handelskrig – at etablere en totalmobilisering ikke blot af maritime kapaciteter, men af samfundet som et sammenhængende hele. Herved vil en destruktionskrig kunne undgås og Kinas forskellige hybridkrigsmetoder – fx cyberkrig og indblandings- og indflydelseskampagner – vil kunne spille en central rolle i rivaliseringen. Denne fastholdelse af stabiliteten vil også kunne afskrække eventuelle fjender fra at bruge destruktiv krig. Samtidig vil en opfyldelse af Kinas ubrydelige suverænitetskrav vedrørende Taiwan også være mulig gennem en hybridkrig.
Når Kina staser på hybrid krig – hvad man allerede, efter alt at dømme, ikke alene forbereder sig på men også allerede nu er i færd med at realisere i form af fx hackerangreb – er det for kunne sikre sig fortsat udvikling. Stabiliteten i udvikling er alfa og omega. Det er derfor nødvendigt at ”gennemføre aktivt forsvar”, som udtrykkes i kinesiske militær terminologi. Hybridkrig er en oplagt mulighed. Man har også her efterlignet USA’s teknologibaserede informationsindhentninger – Kina har fx i mange år klaget over amerikanske maritime aflytninings- og spionageaktiviteter.
En omfattende kinesisk hybridkrig, som også bygger på ”folkekrigsagtige” aktiviteter, vil være dybt problematisk for USA og dets mange allierede. Danmark som en af USA’s nærmeste allierede og en stor maritim handelsnation, som satser på fri maritim sejlads, vil ikke gå forbi og er allerede ramt. USA er som teknologisk førende parat til modforholdsregler. Her er Danmark mindre velforberedt.
USA: Leaner, but meaner
Det er på grundlag af størrelse og stabilitet, at Kina har fordele frem for USA. Men hvilke fordele har USA? Størrelse og omfang er vigtigt, men vigtigere er generel overlegenhed på det økonomiske, politiske, militære og teknologiske område, som for USA spiller en fundamental rolle. Her er det kvaliteten, der overtrumfer kvantiteten. Det generelle indhold af det militære koncept ”leaner but meaner armed forces”– færre, men mere ødelæggende, væbnede styrker – kunne være et billede på alle amerikanske tiltag til styrkelse af nationen. Men dette amerikanske billede bliver også den globale model for storhed, som andre lande vil kunne efterligne og udnytte. USA har ikke på samme måde Kinas specifikke kvantitative storhed at støtte sig til.
Hvad med USA og stabilitet? Her dukker forestillingen om ”The Divided United States” umiddelbart op med landets nuværende skrøbelige interne politiske situation. De forenede staters konstitutionelle og institutionelle statslige organisering med en klar magtdeling har en markant langtidsrelateret styrke. Men når den amerikanske ledelse er stillet over for nødvendigheden af at kunne etablere en total mobilisering af hele samfundet i et politisk miljø hvor, med præsident Reagans ord, ”regering ikke er løsningen men problemet”, kommer USA til kort. Pentagon har forsøgt med at lancere en ny totalt integreret helhedsstrategi for det samlede amerikanske samfund. Umiddelbart vil det have lange udsigter til at kunne fungere effektivt. Derfor er nytænkning nødvendigt.
Da hverken USA eller Kina sigter på krig, vil situationen være at stå over for muligheden for at Kina vinder rivaliseringen uden reel krig – men gennem en virtuel, gråzonekrig eller hybrid krig. En anden mulighed kunne være, at Kinas stabilitet på sigt vakler pga. uigennemsigtighed, politisk lukkethed, korruption og mangel på nødvendig intern modmagt, hvor USA ville kunne vinde uden krig. Omfanget af vinder- og taberpositionen vil afhænge af det konkrete omfang af interdependensen landene imellem. ■
En omfattende kinesisk hybridkrig, som også bygger på ”folkekrigsagtige” aktiviteter, vil være dybt problematisk for USA og dets mange allierede
_______
Bertel Heurlin (f. 1935) er Jean Monnet Professor i Europæisk sikkerhed og integration, ansat ved institut for Statskundskab på KU som leder af China Security Studies, Center for Militære Studier, Co-chair UCPH’s Kinatænketank, ThinkChina.dk. Han har skrevet og redigeret 60 bøger om international politik, strategi og amerikansk, europæisk og kinesisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Han har været medlem af de tre seneste forsvarskommissioner og har fungeret som ekspert for den danske regering og NATO.
ILLUSTRATION: Ganzhou, 16. marts 2023: Nye rekrutter i PLA deltager i en ceremoni [FOTO: China Daily/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
