Bertel Heurlin: Kan Kina og USA lære at leve fredeligt side om side?
26.07.2024
Både i USA og Kina taler man om, at verden står ved et vendepunkt. Og de to parter ser hinanden an. Skal modsætningerne skærpes – eller skal man satse på afspænding og samarbejde?
Af Bertel Heurlin
Den generelle globale situation er lige nu følgende: Der er et hårdt internationalt pres på USA – militært, strategisk og politisk-diplomatisk. For amerikanerne er konfronteret med noget der liger en tre-fronts militær konflikt. Dels i Europa, når det gælder Ukraine. Dels i Mellemøsten, både ift. Israel og Hamas og ift. Iran. Samtidig er USA presset indenrigspolitisk med udsigten til det mest afgørende præsidentvalg i mange årtier.
Alligevel lægger USA et voldsomt strategisk pres på Kina ved at skabe nye militæralliancer under amerikansk ledelse. Kina har derimod et mulighedernes vindue for at forøge sin globale indflydelse – ved at stille sig i spidsen for Det Globale Syd og appellere til de fremstormende stormagter i en mulig multipolær verden. Men Kina er også stillet over for heftige interne problemer, der stiller store krav til etpartisystemets evner både til at lede landet og sikre sin egen overlevelse.
USA opbygger sine alliancer
I begyndelsen af juli blev udenrigsminister Blinken under et besøg på tænketanken Brookings bedt om at redegøre for amerikansk politik med udgangspunkt i det nye globale strategiske landskab
Han understregede den fortsatte vigtighed af at USA spiller en central global rolle – i stadig kamp for demokrati, menneskerettigheder, et regelstyret internationalt system og til et frit liberalt samarbejdende globalt samfund. Hans argumentation: Dér hvor USA vælge IKKE at involvere sig, vil der være to muligheder – begge negative: Enten opstår der et tomrum, eller også vil magter med mindre gode hensigter – in casu: Kina – træde ind. Men USA’s ledelse kræver tæt støtte fra allierede, partnere og ligesindede – en opbakning, der vokser: ”Vi er ikke alene, men sammen med 50-60 pct. af verdens samlede GDP”.
Afgørende for amerikansk politik er at kunne handle og forhandle ud fra styrke, ikke fra svaghed. Ikke mindst via amerikansk investering i udlandet – hvor ledestjernen er ny teknologi. Dét har USA prioriteret under Biden. Da Blinken bliver spurgt til Bidens alderssvkelse, henviser han til Bidens politik – og hvordan den er blevet modtaget verden over.
Overfor Kina har USA tre strategiske tilgange, der dog er indbyrdes sammenhængende: Modsætning, konkurrence og samarbejde. Kina vil nemlig både konkurrere og dominere. Hvis dominansen var i overensstemmelse med amerikanske visioner, er det fint. Men det ser jo ikke sådan ud – tværtimod: Kina satser på at ændre verdensordenen, mens Blinken insisterer på at det skal være USA, der ’former fremtiden’. Men Blinken lægger også vægt på samarbejde. I en lang passage skildrer han Fentanylepidemien, der blev et vigtigt emne under Xi-Biden-topmødet i San Francisco i november 2023. Her skal det amerikansk-kinesiske samarbejde forhindre problemet i at sprede sig til resten af verden.
Samtidig fremhæver Blinken styrkelsen af USA’s alliancer som demonstreres ved, at Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand deltager i NATO-topmødet. Med andre ord: der sker en NATO-isering af det Indiske Ocean-Stillehavet (”The Indo-Pacific”). For Ukraine giver genlyd også i Asien –Blinken citerer den japanske premierminister Kishidas konstatering: ”What is happening in Europa today can happen in Asia tomorrow”.
Det tidsmæssige perspektiv er langt, hvor USA’s er kort. Kina har klare mål for alle faser i fremtiden
_______
Kina’s lange vej mod en ny verdensorden
I sin dialog med Rusland har Xi beskrevet vores tid som præget af ”hidtil usete forandringer” og en mulighed for at skabe ”et globalt fællesskab med en fælles fremtid”. Og ved et stort anlagt arrangement har Xi netop ført an i fejringen af 70-året for Kinas fem berømte udenrigspolitiske principper – om fredelig sameksistens, respekt for suverænitet og territoriel integritet, ikke-indblanding, gensidighed og win-win. Så var der topmødet i det stærkt udvidede BRICS, hvor målene bar et tydeligt præg af Kinas indflydelse. Også Shanghai-samarbejdskonferencen i juni prøvede – med stærk kinesisk dominans – at sætte en global dagsorden. Det gælder også the World Peace Forum i Beijing i juli, der som sit første mål hyldede sikkerhed, som er ”fælles, omfattende, samarbejdende og bæredygtig”. Af-globaliseringen – drevet af isolationisme – skal bremses, verden skal være åben og inkluderende. Krige skal standses, alliancer opløses, NATOiseringen af Asien ophøre og man skal fjerne spændingerne i det sydkinesiske hav og mellem Kina og Filippinerne. Der skal – helt overordnet – gøres plads til Det globale Syd og til alle udviklingslande. Midt i alle disse aktuelle tiltag står selvsagt Kina’s Silkevejsprojekt – Belt And Road Initiative (BRI) – der blev søsat i 2013 og derfor sidste år fejrede 10-års jubilæum med et brag af en verdenskonference, hvor der deltog 150 lande og 30 internationale organisationer. Formålet med BRI – der nu også dækker Latinamerika og Arktis – er at bringe Kina i verdens fokus som en ledende magt. Og på sigt er målet er en Kinacentreret verdensorden, der gennemtrænger vilkårene for alle lande, alle civilisationer, alle sociale systemer og alle udviklingspositioner. Det er, som det formelt hedder, ”menneskehedens samlede opnåelse af udvikling for alle”.
Det tidsmæssige perspektiv er langt, hvor USA’s er kort. Kina har klare mål for alle faser i fremtiden. I 2049 skal Kina – i hundredåret for udråbelsen af folkerepublikken – være et stærkt socialistisk land, velstående, avanceret, demokratisk og smukt. Men allerede 1. oktober i år fejres 75-året. Derfor har kommunistpartiet travlt med at forberede endnu en gigantisk fremhævelse af landes superhurtige og supereffektive vækst og udvikling. Man satser på den langsigtede, ideologisk betingede udvikling og modernisering – det giver stabilitet i modsætning til et system, hvor magten går på omgang.
Når det gælder alliancer, er Kina klar i mælet: Man betragter dem – altså: militært orienterede sammenslutninger – er ødelæggende for international fred og sikkerhed. Derimod er vejen frem brolagt med bilaterale og multilaterale strategiske økonomiske og politiske aftaler baseret på global sikkerhed, udvikling og respekt for forskelligartede civilisationer. Specifikt peges der på at skabe og bevare fred –herunder direkte aktiv fredsmægling, hvor Kina fremhæver egen neutralitet. Dertil kommer ikke mindst konkret infrastrukturhjælp til udviklingslande. Og i de altomfattende, fuldt integrerende globale visioner, er det det store altomfattende fællesskab, der markedsføres. Kina kan levere både brede altomfattende udviklingsvisioner, en udviklings- og fredsskabende samfundsmodel, baseret på landets egen erfaring. En model, som vel at mærke undsiger koldkrigsretorik, globalt hegemoni og nul-sums løsninger.
USA har ikke med samme kraft som Kina formuleret en generel, global strategi, der med fokus på fred og udvikling er umiddelbart attraktiv for store dele af verden
_______
Kina har en global vision – men hvor er USA’s?
For at forklare, hvorfor USA og Kina står over for hinanden som de gør i dag, kan man tage udgangspunkt netop i det, Blinken fremhæver som kernen i USA’s nye udenrigspolitiske strategi: ”forhandling gennem styrke”. Det var det udtryk, som USA’s præsident brugte for at få indenrigspolitisk støtte til de omfattende forhandlinger med Sovjetunionen i 1972-73 om markante reduktioner i nukleare offensive våbensystemer og missilforsvarssystemer. Da Gerald Ford (som afløste Nixon efter Watergateskandalen) i 1976 var på valg, blev han angrebet for at være for blød over for USSR ved at støtte det, man dengang kaldte ”détente”, dvs. afspændingen mellem supermagterne. Ford besluttende netop, at détentebegrebet ikke måtte benyttes – der skulle kun tales om ”forhandling gennem styrke”.
Da Bidenregeringen første gang skulle mødes med Kina – det skete i Anchorage i 2021 – mødte de amerikanske forhandlere op med skrappe krav til kineserne. De blev mødt med en tilsvarende aggressiv tone – hvis hovedbudskab var, at det var fornærmende at USA fastholdt strategien om ”negotiation from strength”. Hvorfor provokerer Blinken sine modparter ved stadig at tale om dette princip? Forklaringen ligger ikke mindst i tidshorisonten: Det amerikanske præsidentvalg er tæt på. Det skal vindes. Det kan ikke vindes gennem en afspændingspolitik over for Kina. Tværtimod. Kina skal have at vide, at landet fundamentalt skal ændre sin økonomiske og militære politik over for USA. Kina skal presses – ikke mindst via styrkelselsen af alliancerne i Asien.
Det ligger også i de politisk-økonomiske, teknologiske og militære midler, som USA benytter sig af – i øvrigt ikke alene over for Kina men også over for sine egne allierede m.fl. Og det ligger tilmed i visionerne om verdens fremtid: USA har ikke med samme kraft som Kina formuleret en generel, global strategi, der med fokus på fred og udvikling er umiddelbart attraktiv for store dele af verden. Tværtimod fremhæver USA stadig sin styrke, sin overlegenhed og sin placering som ’den uundværlige magt’, der skal fastholde verdensordenen og dermed international fred og sikkerhed.
Hvad vil Kina svare? Tidshorisonten afspejler en overlegen tro på landets verdenspolitiske rolle. Man rider på forestillingen om et fortsat ekspanderende Kina – politisk, økonomisk, militært, teknologisk og kulturelt. Og anti-alliancepolitikken synes at have tag i dele af den verden, Kina taler til: Det globale Syd. I stedet for at tvinge landene til vælge mellem USA og Kina kan kineserne tilbyde økonomisk og infrastrukturel hjælp uden at der stilles ideologiske krav, fx om menneskerettigheder. Og de globale udviklingsvisioner, dervnetop henvender sig til de mindre privilegerede lande, synes at have effekt.
Men hvis Kina skal gøre sig gældende som den ultimative globale model for udvikling og modernisering må landet fremstå som et overbevisende forbillede. Er Kinas globale situation imponerende nok? Og ønsker verden virkelig at følge Kinas eksempel? Her findes i mange lande en klar bekymring for en mere eller mindre tvungen og uønsket kinesisk påvirkning – og en direkte frygt for en strategisk, militær Kinatrussel. Dertil kommer Kinas interne udfordringer. Selv Xi taler om stormvejret – og anerkender at der i samfundet findes modsætninger, som ikke er tilfredsstillende. Økonomisk er Kina nemlig fortsat ramt af et mangelfuldt udviklet forbrugermarked. Den private opsparing er for stor – for ikke at tale om dybe problemer i ejendomsmarkedet, overinvesteringer i infrastruktur og provinsernes gigantiske låntagninger. Samtidig arbejder Xi for store reformer i regeringsudøvelsen – og han vil styrke partiets ultimative greb om magten. Omfattende korruption skal bekæmpes. Manglende ideologisk forståelse skal afhjælpes.
For at vinde befolkningens tillid markedsfører partiet konstant Kinas store indflydelse i verden, ikke mindst respekten for kineserne og for deres leder.
Det tidsmæssige perspektiv er langt, hvor USA’s er kort. Kina har klare mål for alle faser i fremtiden
_______
I Beijing har man ikke travlt
Kina er fuldt bevidst om at landets vigtigste internationale problem er USA. Men Kina ser ikke rivaliseringen som en nødvendighed – det overordnede mål er samarbejde. Kina fastholder i realiteten en form for liberal globalisering, karakteriseret af gensidig økonomisk afhængighed. Afkobling er ødelæggende for Kina. Protektionistiske og merkantilistiske tendenser, som nu udgår fra USA i forsøget på at beskytte sig mod kinesisk udnyttelse af det amerikanske samfunds åbenhed, ser kineserne slet og ret som inddæmningspolitik, der er ødelæggende for Kinas videre udvikling.
USA ser tilsvarende Kina som sin største globale udfordring. Og Kina vurderer, at USA fortsat er så militært overlegen, at man for alt i verden vil søge at undgå en direkte militær konfrontation. USA, som stort set konstant har ført konstant krig i vidt forskellige dele af verden siden Anden Verdenskrig, har heller ingen ønsker om væbnet konflikt mod Kina. USA har fortsat en verdensomspændende krigsberedt og afskrækkelsestung militærorganisation – inklusiv 600 aktive militære baser uden for sine egne grænser med over 200.000 mand stationeret. Mens Kina udenfor sine egne grænser har én base og ingen soldater udstationeret.
I sin nye bog om modernisering erklærer Xi åbent, at Kina stadig ser sig som et udviklingsland, der har lang vej igen før man opnår den endelige modernisering. Og selvom Kina har styrket sit militær og sigter på er militær af verdensklasse i 2049, er udviklingsperspektivet fortsat prioriteret højere end sikkerhedsperspektivet. Doktrinen om fredelig sameksistens vil netop muliggøre Kinas accelererende udvikling.
Men samtidig vil Kina altså udnytte sin specifikke situation til at være en rollemodel for Det globale syd og vise andre alternative veje mod en bedre verden baseret på fred og udvikling. Og det kinesiske tilbud er fristende for mange lande – selvom de også frygter for omkostningerne ved at blive inddraget i en kinesisk styret interessesfære, der i Asien står overfor USA’s tilstedeværelse.
Rivaliseringen finder netop sted i verdens vigtigste region Asien og resten af området omkring det Indiske Ocean og Stillehavet, Det er det som USA og allierede kalder Indo-Pacfic. Afgørende bliver det hvorvidt det lykkes for USA at gøre partnere–- ikke mindst Indien og Indonesien, som begge ser sig som kommende stormagter – til egentlige allierede. Det bliver ikke let. Begge lande hævder, at de ikke er anti-vestlige, men heller ikke provestlige. Markant antivestlig kan man imidlertid kalde det nye strategisk-natursstridige men taktisk effektive samarbejdskompleks Nordkorea-Rusland-Kina.
Tyngden og omfanget af den stigende amerikansk-vestlige tilstedeværelse – ikke mindst takket være den offensive amerikanske Indo-Pacific strategi – har en stadig og kontant effekt. En effekt, der gør det tydeligt at at Kina – skønt magtfuldt – har meget at indhente i forhold til USA. Man er stadig klart på andenpladsen. Det betyder, at USA’s fortsatte overlegenhed kan bruges til at føre forhandling-gennem-styrke – og at tilbøjeligheden til at indgå en form for afspænding i rivaliseringen er størst på kinesisk side.
Netop det vidtstrakte kinesiske strategiske tidsperspektiv vil kunne betyde, at Taiwan-problemet ikke umiddelbart vil udarte til en verdenskrig – højst en hybrid militær-lignende konflikt. Kina mener at have tiden på sin side. ■
Netop det vidtstrakte kinesiske strategiske tidsperspektiv vil kunne betyde, at Taiwan-problemet ikke umiddelbart vil udarte til en verdenskrig – højst en hybrid militær-lignende konflikt
_______
Bertel Heurlin (f. 1935) er Jean Monnet Professor i Europæisk sikkerhed og integration, ansat ved institut for Statskundskab på KU som leder af China Security Studies, Center for Militære Studier, Co-chair UCPH’s Kinatænketank, ThinkChina.dk. Han har skrevet og redigeret 60 bøger om international politik, strategi og amerikansk, europæisk og kinesisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Han har været medlem af de tre seneste forsvarskommissioner og har fungeret som ekspert for den danske regering og NATO. ILLUSTRATION: Hangarskibet USS Theodore Roosevelt (CVN 71) i det Sydkinesiske Hav, 8. april 2018 [foto: U.S. Navy/Michael Hogan]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
