Asger Røjle om Japans nye premierminister i RÆSON SØNDAG: Der lød et lettelsens suk i Seoul og Beijing. Nu er Abe-æraen slut

06.10.2024

Shigeru Ishiba, den evige rival til Japans mangeårige og kontroversielle eks-premierminister, Shinzo Abe, der blev skudt og dræbt i 2022, er nu kommet helt til tops og valgt som ny premierminister. Det indvarsler en ny tid i japansk politik.



Af Asger Røjle Christensen

Der lød et lettelsens suk i de østasiatiske udenrigsministerier – ikke kun i Seoul og Beijing, men bestemt også i Japans eget udenrigsministerium – da det midt på eftermiddagen den 27. september blev annonceret, at Shigeru Ishiba havde vundet partiledervalget i Japans regeringsparti og dermed skulle være landets nye premierminister. Han havde med en snæver margin slået Sanae Takaishi, der tidligere samme eftermiddag havde vundet første valgrunde og faktisk så ud til at være godt på vej til at blive Japans første kvindelige premierminister.

Arven fra Abe

I et par timer havde det set ud til, at hun nok ville vinde anden valgrunde og blive premierminister, hvilket næppe ville være opfattet som nogen stor sejr for kvindesagen i Japan. For Takaishi er uhyre konservativ og alt andet end en kvindesagskvinde. Hun er imod at give ægtepar lov til officielt at have forskellige efternavne – det er den dag i dag ikke muligt efter japansk lov – og hun er bittert imod at tillade ægteskab mellem mennesker af samme køn.

Derfor ville en sejr til Sanae Takaishi tværtimod være opfattet som en overrumplende sejr for den nationalistiske og ultrakonservative fløj af det liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, der i mange år samlede sig omkring den tidligere premierminister Shinzo Abe. Han sad på posten fra 2012 til 2020 og var stadig en stærk magtfaktor i partiet, indtil han blev skuddræbt ved et attentat i 2022, og i virkeligheden også efter det tidspunkt. Abes fraktion i partiet, der var kendetegnet ved en økonomisk politik, der fremmede storindustrien, en socialpolitik med vægt på traditionelle familieværdier og en udenrigs- og sikkerhedspolitik med tætte bånd til USA – og indimellem hårde og stridbare ord over for Japans nabolande, levede videre under hans navn. Og Sanae Takaishi var på alle disse områder en af de mest trofaste disciple af Shinzo Abe.

Hun er en stædig forkæmper for Abes politik, både i forhold til nabolande, krigshistorie og i øvrigt også hans økonomiske politik. Hun bekendtgjorde allerede under valgkampen, at hun helt sikkert ville besøge Yasukuni-helligdommen, Japans omstridte ”mindelund”, hvor man viser respekt for sjælene af alle dem, der døde i krig for Japan, inklusive 14 dømte krigsbrydere. Formentlig allerede ved helligdommens efterårsfestival i oktober måned.

Havde hun gjort det, ville østasiatisk diplomati igen blive ramt af en lammende krise, som da Shinzo Abe besøgte Yasukuni i 2013, og som det skete, når tidligere premierministre har gjort det samme. I de senere år har der hersket en uskreven regel om, at premierministre i diplomatiets navn lod være med at besøge Yasukuni, uanset hvordan de selv havde det med det sted.

 

Hvad der kunne være blevet Abe-fløjens store comeback ved magten, blev i stedet et foreløbigt dødsstød for fløjens afgørende politiske indflydelse
_______

 

Den netop afgåede premierminister, Fumio Kishida, en langt mere diplomatisk type, havde før sine tre år som regeringschef været udenrigsminister under Abe i ikke mindre end fem år. Han så de resultater, som han faktisk har opnået på den udenrigspolitiske front, styrte i grus foran sig. I hans tid som regeringschef er forholdet til Sydkorea radikalt forbedret, ikke mindst fordi Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, har rakt ud efter Japan og søgt at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Sydkorea, Japan og USA. Japans løbende dialog med Kina er samtidig blevet mere regelmæssig og resultatorienteret, mens Kishida har stået i spidsen for regeringen.

Derfor ringede Kishida ifølge flere anonyme rapporter fra partihovedkvarteret, der er citeret i flere japanske medier, i pausen mellem første og anden valgrunde til den 67-årige politiske veteran Shigeru Ishiba – en tidligere forsvarsminister, som havde fået næstflest stemmer blandt de ni kandidater i første valgrunde og skulle ud i anden valgrunde mod Takaishi. Og Kishida fik et løfte fra Ishiba om, at han ikke ville besøge Yasukuni og i øvrigt fortsætte Kishidas udenrigspolitik på et par andre følsomme punkter, bl.a. i forbindelse med forhandlingerne om fornyelse af baseaftalen mellem Japan og USA. Derpå opfordrede Kishida skyndsomt alle sine støtter til at stemme på Ishiba i anden runde, og Ishiba skrabede en spinkel sejr hjem med 215 stemmer mod 194.

Hvad der kunne være blevet Abe-fløjens store comeback ved magten, blev i stedet et foreløbigt dødsstød for fløjens afgørende politiske indflydelse. I alle årene fra 2012 til 2020, hvor Abe var urørlig som partileder og premierminister, var der en stemme i partiet, som konsekvent stod ved en åben kritik af Abe og hans måde at topstyre alting på, og det var Ishiba.

Abe-fløjens tilbageværende medlemmer har kun fået få ministerposter i regeringen og poster i partiets top, og de er især bestyrtede over Ishibas valg af sin gamle allierede Seiichiro Murakami som ny indenrigsminister. Murakami har altid haft et dårligt forhold til Abe, og han begik i manges øjne helligbrøde, da han i sin tid efter drabet på Abe i 2022 vendte sig åbent imod den kostbare statsbegravelse, man dengang besluttede at holde for den afdøde tidligere premierminister.

Det var i år fjerde gang, Ishiba forsøgte at stille op som partileder og premierminister. ”Det bliver sidste gang”, havde han lovet forud for valget. I 2012 vandt han faktisk over Abe i første valgrunde på basis af sin stærke støtte blandt menige partimedlemmer, men han tabte til ham i anden valgrunde på basis af Abes langt større støtte blandt partiets parlamentarikere. I år var det den anden vej rundt, og Ishiba fik nu omsider sin revanche.

 

I alle årene fra 2012 til 2020, hvor Abe var urørlig som partileder og premierminister, var der en stemme i partiet, som konsekvent stod ved en åben kritik af Abe og hans måde at topstyre alting på, og det var Ishiba
_______

 

Østasiatiske alliancer

Ishiba er bestemt også konservativ i vestlige øjne, men ikke så konservativ som Takaishi og Abe-fløjen. Han står som tidligere forsvarsminister for en høgeagtig forsvarspolitik og udenrigspolitik, især over for Kina, men i et tættere samspil med Sydkorea og andre alliancepartnere i Asien – og dermed ikke kun USA.

”I en tid, hvor USA’s magt formindskes, er spørgsmålet, hvordan vi skaber et kollektivt sikkerhedssystem her i regionen. Vi bør tænke på at kombinere de mange alliancer, som vi har, på en organisk måde. Vi står over for mange sikkerhedspolitiske udfordringer, og vi må være sikre på at kunne forsvare Japan”, udtalte Ishiba til japanske medier efter at være valgt. Han har ved tidligere lejligheder talt om nødvendigheden af ”et asiatisk NATO” og kaldt den nuværende aftale med USA for en ”asymmetrisk bilateral traktat”.

I den kinesiske regering er man næppe glade og lykkelige over valget af Shigeru Ishiba. Man bryder sig bestemt ikke om hans bånd til indflydelsesrige kredse i Taiwan. Ishiba har ligesom flere andre af sin generation af LDP-politikere gamle og stærke relationer til Taiwan, og han besøgte Taiwan så sent som august, lige før valgkampen. Dengang mødtes han blandt andet med Lai Ching-te, Taiwans relativt nyvalgte præsident. Alligevel er der næppe tvivl om, at Ishiba i kinesiske øjne er langt mindre slemt et valg, end Takaishi ville have været. Så man gør sig umage for at holde den diplomatiske maske.

I en officiel udtalelse udtrykker Kinas udenrigsministerium håb om, at Ishiba vil medvirke til at ”fostre en sund og stabil relation begge veje mellem de to lande”.

“Selv om Ishiba opfattes som konservativ i LDP, så er hans politik mere afbalanceret og moderat”, skriver avisen Global Times, der udgives af det regerende kommunistparti i Kina.

På det sociale og fordelingspolitiske område står Ishiba ligeledes for en langt mere liberal og mindre konservativ politik end den hidtidige LDP-politik, og det samme gælder på det kulturelle område. Han er erklæret åben over for, at ægtefæller skal kunne have forskellige efternavne – et spørgsmål, der pludselig blev en vigtig skillelinje mellem kandidaterne under valgkampen – og han er ligefrem positiv over for kvindelig arvefølge i kejserfamilien, hvilket for alvor provokerer de konservative.

Endelig er han som person en betydeligt mere populær figur i offentligheden end samtlige hans modkandidater, især blandt ældre vælgere. Han har gennem årene undgået alvorlige pengeskandaler og opfattes som en ren og ærlig politiker. Han er rolig og eftertænksom, uanset hvad der sker, men samtidig fremstår den rødmossede Ishiba som en gæv og åbenmundet – ligefrem hyggelig – fætter, som mange godt kunne forestille sig at dele en flaske sake med.

 

Ishiba har ved tidligere lejligheder talt om nødvendigheden af ”et asiatisk NATO” og kaldt den nuværende aftale med USA for en ”asymmetrisk bilateral traktat”
_______

 

Nye magtakser i Tokyo

Partiledervalget afslørede på dramatisk vis en ny magtakse i LDP til erstatning for de gamle fraktionsledere på de overvejende konservative Abe- og Aso-fløje – den 84-årige tidligere premierminister Taro Aso var rasende over resultatet og nægtede i fuld offentlighed at stille op til fællesfoto med den nye partiledelse. Den nye magtakse, som kan få stor betydning fremover, består af en anden tidligere premierminister Yoshihide Suga, der nu er blevet partiets vicepræsident, samt Kishida, der ikke tidligere har haft den store magtbase i selve partiet, men mest har bygget sin position på dygtigt diplomati i omverdenen. Noget tyder på, at Kishida, selv efter at være trådt tilbage som regeringschef, fortsat har tænkt sig at spille en politisk rolle i LDP.

Den nyvalgte Shigeru Ishiba fik i en meningsmåling i avisen Mainichi Shimbun, foretaget efter partiledervalget, en personlig opbakning blandt vælgerne på 52 pct., og LDP gik som parti fire pct. frem til en opbakning på 33 pct. Så Ishiba, der formelt blev valgt som premierminister tirsdag, udskrev som sin første handling underhusvalg til 27. oktober i år. Det hurtigste valg nogensinde efter valg af ny regeringsleder – kun 26 dage efter hans tiltræden. LDP har i lang tid stået til et dårligt valg næste gang, pga. pinlige pengeskandaler, og den popularitet, som en ny mand på toppen altid mødes med, har skullet udnyttes til det fulde.

Ishiba vil som LDP-leder ved det snarlige valg stå over for en ligeledes nyvalgt partileder i det største oppositionsparti, CDPJ, Det Forfatningstro Demokratiske Parti, nemlig den tidligere premierminister Yoshihiko Noda. Han står for en midtsøgende politik og et forsøg på uden om kommunistpartiet at skabe en samlet opposition over for LDP. De færreste tror, at LDP og partiets regeringskoalition med det buddhistiske Parti Komeito vil miste flertallet, men oppositionen kan med Noda i spidsen godt tænkes at gøre et indhug i koalitionens eksisterende store flertal. Med den populære Ishiba ved roret bliver dette nok sværere, end de fleste troede for få uger siden. Ikke mindst fordi Ishiba med sin meget korte frist inden valget gør det næsten umuligt for oppositionspartierne at nå at koordinere, hvilke kandidater hvert parti stiller op hvor, i de områder, hvor de ikke allerede har gjort det.

Paradoksalt nok er de jævnaldrende Ishiba og Noda gamle partikammerater fra det liberale og reformorienterede storbyparti, Shinseito, der midt i halvfemserne efter en række splittelser og sammenslutninger blev skabt som et bud på et alternativ til LDP. Efter det hele var brudt sammen i nye splittelser, søgte Ishiba senere i samme årti tilbage i folden hos LDP, hvor han nu er kommet helt til tops.

I lang tid har japansk politik generelt bevæget sig fra et konservativt udgangspunkt i en social, inkluderende, nogle gange ligefrem halv-socialdemokratisk, retning inden for velfærdspolitikken, mens den omvendt har bevæget sig i endnu mere konservativ og nationalistisk retning inden for sikkerhedspolitikken. Med valget af en omstridt personlighed som Shigeru Ishiba cementeres udviklingen indenfor begge disse tendenser. ■

 

I lang tid har japansk politik generelt bevæget sig fra et konservativt udgangspunkt i en social, inkluderende, nogle gange ligefrem halv-socialdemokratisk, retning inden for velfærdspolitikken, mens den omvendt har bevæget sig i endnu mere konservativ og nationalistisk retning inden for sikkerhedspolitikken
_______

 

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i næsten fyrre år for en række skandinaviske nyhedsmedier. I årene 1989-1995 og igen 2013-2021 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Orientering på P1, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Han har i mellemtiden haft redaktørjobs hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Han er forfatter til flere bøger om Japan og Østasien.

ILLUSTRATION: Tokyo, 27. september 2024: Japans nye premierminister, Shigeru Ishiba, indtager sit kontor efter valgets afgørelse [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne