Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Japans elite prøver stadig at holde fast i den verden, de kendte. Det er på lånt tid
24.10.2024
Japan føler sig nødsaget til at føre en tilsyneladende fuldkommen selvmodsigende politik over for Kina. Men samtidig står landet i en langt mere central position i det østasiatiske magtspil end tidligere.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.
Af Asger Røjle Christensen
Siden nederlaget i Anden Verdenskrig – og etableringen af den amerikansk-japanske sikkerhedsaftale i 1960 – har Japans vigtigste allierede været USA, der gennem hele Den Kolde Krig garanterede landets sikkerhed under en såkaldt ’atomparaply’. Den politiske top i Japan klynger sig stadig til håbet om, at dette også vil være tilfældet i de næste mange år.
Men uanset hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg den 5. november, er der næppe tvivl om, at USA’s rolle i Østasien bliver langt mindre, allerede på mellemlang sigt. Forskellen mellem Trump og Harris, mellem Republikanere og Demokrater, handler om hastighed, retorik og måden at gøre det på – ikke om tendensen.
I 75 år har USA haft en afgørende rolle som stabiliserende faktor i Østasien. Det er resultatet af en historisk specifik situation, ikke en naturlov. Det amerikanske engagement i regionen har i årtiernes løb kostet penge, mandskab, unge soldaters liv og til tider alvorlige prestigetab. Hvis der en dag for alvor kommer et markant politisk flertal i den amerikanske befolkning for en ”America First”-politik, kan man godt forestille sig en situation, hvor USA begynder helt eller delvist at trække sig ud af regionen, både militært og økonomisk.
Men de to store magter i regionen, Japan og Kina, går ingen steder. Med vor tids infrastruktur, teknologi og indbyrdes handel er de tæt forbundne. Og uanset USA’s grad af tilstedeværelse er de tvunget til at finde ud af at leve og fungere med hinanden som nære naboer.
Slalom
Japan har i de senere år gennemført store forandringer i sin sikkerhedspolitik og militære rolle, dels for at leve op til amerikanernes pres og forventninger, dels for bedre selv at blive i stand til at yde et aktivt bidrag til forsvaret af de japanske øer. I den samme periode har Kina udviklet sig til at blive USA’s største rival på verdensscenen. Hvor der blev sat mange handler, industrisamarbejder og udvekslinger i gang i de første 30 år efter præsident Nixons historiske Kina-rejse i 1972 og den efterfølgende ’genåbning’ af Kina, så handler det fra amerikansk side i dag mest om at inddæmme landets politiske magt og økonomiske tyngde i verden. Og inden for mange følsomme teknologiske og økonomiske sektorer sker der en aktiv ’afkobling’ mellem de to stormagter.
Denne udvikling har sat Japan i et dilemma, som har ført til et diplomatisk slalomløb, der udefra til tider godt kan se temmelig halsbrækkende ud.
Dels deltager man aktivt i amerikansk-ledede forsøg på at dæmme op for Kinas øgede militære og politiske indflydelse gennem nye og forstærkede alliancer i regionen – og Japan tager selv en række initiativer på det felt. Alt sammen med en åbenlys antikinesisk retorik.
Dels foregår der mellem Japan og Kina et aktivt diplomati med henblik på at genoplive venskabelige udvekslinger på både det politiske og det kulturelle område, samarbejde omkring miljø og klima samt sikringen af et fortsat råderum for omfattende handel og investeringer mellem de to østasiatiske riger.
Umiddelbart må man erkende, at kineserne har en åbenlys pointe. I det interessante aktuelle spil mellem Japan og Kina kan man ikke fortænke Kina i at mistænke Japan for at spille på to heste
_______
Men slalomløbet får mange kritiske kommentarer med på vejen, ikke mindst fra kinesisk side. Det officielle Kina kalder Japans Kina-politik for “modsigelsesfuld og tohovedet”, som det hed i en analyse fra det statslige kinesiske nyhedsmedie Global Times efter offentliggørelsen af Japans ’diplomatiske blå bog’ i april i år. På den ene side søger Japan, ifølge analysen, hvad man kalder et “gensidigt gavnligt forhold på basis af fælles strategiske interesser”. På den anden side viger man ikke tilbage for andre steder at beskrive Kina som en ”strategisk udfordring uden fortilfælde”.
Umiddelbart må man erkende, at kineserne har en åbenlys pointe. I det interessante aktuelle spil mellem Japan og Kina kan man ikke fortænke Kina i at mistænke Japan for at spille på to heste. Men reelt har Japan i denne verden ikke andet valg end at føre denne balancerende og ’selvmodsigende’ politik, så længe det overhovedet er muligt.
”Det er sandt, at Japan har omkalibreret sin tilgang til Kina, især siden Shinzo Abes anden periode som premierminister [2012-20, red.]”, forklarer Sebastian Maslow, en tysk japanolog, der har arbejdet i Japan og iagttaget japansk sikkerhedspolitik indefra i flere årtier, i dag som lektor ved Institut for Samfundsvidenskab ved University of Tokyo. ”Dette er selvfølgelig i store træk et resultat af Kinas mere aggressive positur i Det Østkinesiske og Det Sydkinesiske Hav. Og det mest synlige resultat af denne ændrede Kina-politik er den såkaldte FOIP’-strategi (Free and Open Indo-Pacific), som i sin essens er en indhegningsstrategi over for Kinas forstærkede rolle i området fra Det Indiske Ocean til Stillehavet”. Han tilføjer: ”Det er vigtigt at erkende, at det er Kina selv, der har spillet nøglerollen i at tvinge Japan til at skifte sikkerhedspolitik, således at Japan er blevet en langt mere proaktiv spiller i den geopolitik, der handler om at håndtere Kinas opstigning udefra”.
Japan har også opprioriteret Taiwan, ”således at situationen i Taiwan nu defineres som en central national sikkerhedsrisiko. Et skridt, som helt sikkert vil påvirke Japans relationer til Beijing på mellemlang og lang sigt”.
Men det er alt sammen kun den ene side af sagen:
”For samtidig er det jo en kendsgerning, at Kina stadig er altafgørende for at sikre økonomisk vækst i Japan”, forklarer Maslow. ”Adskillelse af politik og økonomi har været en afgørende parameter i traditionelt diplomati, og det princip er endnu ikke opgivet i Tokyo. Jeg tror på, at vi vil se Tokyo forsøge at fortsætte den risikable linegang i forhold til Kina, hvor man kombinerer en hårdere og hårdere position i sikkerhedspolitikken med en tilgang, hvor man holder døren åben for handel og andre udvekslinger”.
Nemt bliver det ikke.
”Jo mere eksplicit den hårde linje i sikkerhedspolitikken bliver, jo sværere bliver det at fastholde den åbne tilgang på andre områder”, spår Sebastian Maslow. ”Når Japan på det seneste har tilsluttet sig opfattelsen af, at ’økonomisk sikkerhed’ spiller en nøglerolle i et lands sikkerhedspolitik, antyder det, at Japan til en vis grad er villigt til at ’afkoble” sin økonomi fra det kinesiske marked. Med den øgede kinesisk-amerikanske rivalisering kan man forvente, at denne tendens vil fortsætte”.
Kantei i Tokyo, 24. maj 2022: Fra venstre til højre ses Australiens Anthony Albanese, USA’s præsident, Joe Biden, Japans premierminister, Fumio Kishida, og Indiens premierminister, Narendra Modi, ved annonceringen af det historiske sikkerhedspolitiske QUAD-samarbejde, der udgør en hjørnesten i USA’s Asien-strategi [FOTO: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix]
Et filtret økonomisk billede
Nogen gennemgribende afkobling er det imidlertid svært at forestille sig, og indflydelsesrige dele af det japanske erhvervsliv afviser en sådan udvikling som helt utænkelig. En ’de-risk’-strategi (’de-risk frem for ’de-couple’) over for Kina har man imidlertid ført i Japan i op mod 15 år, længe før det på det seneste er blevet et slagord i den europæiske Kina-debat. Når der faktisk er adskillige store japanske industrivirksomheder, der lukker fabrikker i Kina i disse år, er der i de fleste tilfælde primært tale om resultatet af rent økonomiske overvejelser – og der er andre, der åbner nye.
At der er centrale dele af produktionen af lukrative eksportprodukter inden for biler, elektronik m.m., som man af strategiske årsager har flyttet hjem til Japan (eller faktisk aldrig flyttede ud) – dét har været det generelle mønster, lige siden den japanske eksportindustri i 1980’erne og de følgende årtier blev globaliseret og flyttede mange af sine fabrikker til det øvrige Asien. Det er klart, at denne udvælgelse af, hvad man flytter og ikke flytter udenlands, efter pres fra regeringen gradvist har fået en tydeligere sikkerhedspolitisk komponent end tidligere. Men en helt ny tendens er det ikke, og der er snarere tale om ’de-risk’ end om ’de-coupling’.
Kina er udmærket klar over, at man kunne ramme Japan hårdt på økonomien, hvis man ville – også selvom en gennemgribende afkobling vil koste hundredtusinder af job i Kina. Kina har fx taget det japanske fiskerierhverv (og en masse fiskehandlere og fiskerestauranter i Kina) som gidsler ved i de sidste to år at have lukket det kinesiske marked fuldkomment for japanske fiskeriprodukter. Det sker officielt i protest mod Japans udledning af delvist renset kølevand fra det ødelagte atomkraftværk i Fukushima i Stillehavet, men reelt er det meningsløst i forhold til sundhedsrisikoen ved at spise japansk fisk.
Så når en delegation af japanske veteranpolitikere med tidligere kabinetsminister Toshihiro Nikai i spidsen i august måned besøgte Beijing for at gyde olie på vandene og bane vejen for en bedre diplomatisk atmosfære mellem de to lande, stod kravet om en åbning af Kinas marked for japanske fiskeriprodukter højt på deres dagsorden. Den dag kineserne har brug for at sende et signal om god vilje og venlighed, kan de i første omgang nøjes med at ophæve dette importforbud. Man håbede netop at kunne udvirke et sådant signal.
”Vi har som mål, at vi gerne vil fostre dybere dialog med Kina, fremme stærkere kommunikation mellem relaterede myndigheder i begge lande og derved skabe bedre betingelser for at løse forskelligheder og øge samarbejdet inden for politik, økonomi, kultur og turisme”, udtalte Toshihiro Nikai under besøget ifølge et referat udsendt af hans kinesiske værter. Til gengæld anmodede den erfarne kinesiske diplomat Liu Jianchao sine gæster om at arbejde for, at Japan på asiatisk manér begynder at se tingene i et ”mere langsigtet perspektiv” og ”håndtere forskellene mellem de to lande konstruktivt”.
Higashi Fuji nær Tokyo, 15. marts 2022: En helikopter af typen MV-22 Osprey under en fælles militærøvelse mellem USA og Japan [FOTO: Eugene Hoshiko/AP/Ritzau Scanpix]
Et accelererende dilemma
Så på den ene side står Japan i et alvorligt dilemma, hvor de er presset fra både USA og Kina. Men på den anden side er der faktisk et råderum – og Japan er havnet i en situation, hvor landet åbenlyst har fået en langt mere central placering i det østasiatiske magtspil, end man har set siden 1945.
”Det er ikke sådan, at Japan ikke har noget valg. Japan har faktisk flere valgmuligheder”, påpeger professor Karl Gustafsson, professor i international politik ved Stockholms Universitet. ”Japan kunne vælge udelukkende at beskrive Kina som ’en strategisk udfordring uden fortilfælde’. Det ville også være muligt udelukkende at beskrive relationen som ’et gensidigt gavnligt forhold på basis af fælles strategiske interesser’. Men Japan vælger alligevel at gøre begge dele på samme tid, også selvom det fremstår modsætningsfuldt”.
”Det beror på, at Japan ikke har tilstrækkelig tillid til Kina til udelukkende at kunne beskrive relationen som et ’gensidigt gavnligt forhold på basis af fælles strategiske interesser’. Samtidig vil Japan heller ikke nøjes med at beskrive Kina som en trussel eller strategisk udfordring, eftersom man fortsat har en forhåbning om, at Kina vil kunne forandres i en retning, så Japan vil kunne stole på Kina i større udstrækning end nu”.
Den modsætningsfyldte attitude skaber mulighed for hele tiden at ændre politik, lidt i den ene eller lidt i den anden retning, mener Gustafsson, som forstår både japansk og kinesisk og gennem mange år har forsket i de to landes relationer, i stor udstrækning på basis af originale kilder i begge landes arkiver.
I det scenarie, som Karl Gustafsson beskriver, bliver resultatet af det amerikanske præsidentvalg vigtigt på kort sigt. Vinder Kamala Harris, vil Japan formentlig kunne fortsætte det aktuelle slalomløb i de kommende år. Men vinder Trump og vender tilbage med en hårdere version af sin ”America First”-politik, vil Japan stå i et forstærket dilemma. På den ene side vil Tokyo føle sig presset til at øge forsvarsbevillingerne endnu mere, end det allerede er besluttet. På den anden side vil behovet for at fremtidssikre sig ved at få en diplomatisk dialog med Kina på plads være markant større. Det vil gøre situationen endnu sværere for de japanske diplomater – og samtidig give dem en nøglerolle i regionen.
Vinder Trump og vender tilbage med en hårdere version af sin ”America First”-politik, vil Japan stå i et forstærket dilemma
_______
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i næsten fyrre år for en række skandinaviske nyhedsmedier. I årene 1989-1995 og igen 2013-2021 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Orientering på P1, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Han har i mellemtiden haft redaktørjobs hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Han er forfatter til flere bøger om Japan og Østasien.
ILLUSTRATION: Tokyo, 28. august 2021: Japans flag foldes ud under medaljeoverrækkelsen ved De Paralympiske Lege 2020 (der på grund af coronapandemien var blevet udskudt et år) [FOTO: Joe Toth For Ois/EPA/Ritzau Scanpix]