Asger Røjle Christensen: Nye vinde blæser i Nordkorea – nu er målet ikke længere koreansk genforening
16.01.2024
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har tilpasset sit regime til det nye geopolitiske landskab. Og i sin nytårstale parkerede han sin gamle farfars ideologi og retfærdiggør samtidig nutidens bombastiske oprustning: Nu er målet ikke længere koreansk genforening, og den nordkoreanske leder viger ikke tilbage for konfrontation med naboen i syd.
Af Asger Røjle Christensen
Koreansk genforening er ikke længere en mulighed, og det er udelukkende sydkoreanernes skyld. Sydkoreanerne er nemlig ikke mere nordkoreanernes ”landsmænd”. I alt for mange årtier er de blevet indoktrineret med vestlig tankegang, så der er ikke længere nogen vej tilbage. Homogeniteten i befolkningen er væk, og sydkoreanerne er blevet et andet folk, fjender af Nordkorea, ligesom USA og Japan er det. Sådan lyder analysen hos Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
“Det er på tide for os at erkende virkeligheden og gøre os vores forhold til Sydkorea klart”, sagde han lige før nytår i en stor tale til et fem-dages-plenum for landets forsamlede ledelse. ”Vi kan ikke længere lave aftaler med folk, som erklærer os for deres hovedfjende og søger efter enhver anledning til at få vores regime til at kollapse”.
Kim kaldte i sin analyse Sydkorea for en ”lammende misdannelse og kolonialistisk underordnet stat”, hvis hele samfund er ”forurenet med yankee-kultur”. Derfor havde han ikke længere andet valg end at beordre sit militær til at være parat til om nødvendigt at bruge alle midler, inklusive ”det skattede sværd”, et kodeord for atomvåben, til at ”undertrykke hele Sydkoreas territorium”.
Lige siden opsplitningen af Korea i to stater for trekvart århundrede siden har det ellers været det helligste mål for begge dele af det delte land at opnå genforening. Ikke efter samme model, men genforening har officielt været et fælles endemål. Kim Il-sung, den første leder af Nordkorea og den nuværende leders farfar, fremlagde kort før sin død i 1993 et ”ti-punkts-program for en genforening af Korea” som en slags forbundsstat mellem nord og syd med i første omgang hvert sit politiske system – men vel at mærke uden amerikanske eller andre udenlandske tropper til stede på halvøen. Dette program har siden haft dogme-status i Nordkorea.
Homogeniteten i befolkningen er væk, og sydkoreanerne er blevet et andet folk, fjender af Nordkorea, ligesom USA og Japan er det. Sådan lyder analysen hos Nordkoreas leder, Kim Jong-un
_______
Isolation
Derfor var Kim Jong-uns nye erkendelse i sin nytårstale en stor overraskelse for alle, der ikke havde set den komme – og det var der næppe ret mange uden for familien Kim og Nordkoreas snævreste regerende cirkler, der havde. Nordkorea har nemlig brugt de seneste fire-fem år under de globale corona-nedlukninger til bevidst at søge tilbage til tidligere tiders isolation.
Der er ikke tale om isolation i den forstand, at man er totalt selvforsynende og lever helt uden kontakter og handel med omverdenen. Efter genåbningen af den øvrige verden har man valgt at satse på at nøjes med det genetablerede partnerskab med de anti-vestlige regimer i Kina og Rusland, som ved at åbne sine grænser hjælper Nordkorea med at omgå de internationale handelssanktioner mod landet, men uden at der i den forbindelse sker ret meget mellemfolkelig kontakt hen over grænserne.
Mellemfolkelig kontakt med andre folkeslag bryder man sig generelt ikke længere ret meget om i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Det har vist sig at være for alt for kompliceret og risikabelt for regimet. I november måned lukkede Nordkorea ni ambassader rundt om i verden. De var for kostbare i drift og opfattes åbenbart ikke som nødvendige inden for den nye strategi.
Paradoksalt nok deler Kim Jong-un sin nye analyse af det inter-koreanske forhold med mange i det sydkoreanske civilsamfund. Vel at mærke ikke i sydkoreanske regeringskredse, hvor begge de store partier indtil videre sværger til genforening, men med mange yngre sydkoreanere, som opfatter de i deres øjne undertrykte og forkuede nordkoreanere som borgere i et helt andet land end dem selv. Borgere i et middelalderligt samfund, som de ikke har meget ud over sproget til fælles med.
Mange iagttagere udefra har sagt det samme i årevis: Nordkorea og Sydkorea ser ud til at vokse fra hinanden.
Ikke desto mindre er Kim Jong-uns udmelding et klart brud med hans farfars dogmatik. Kim-familien har siddet brutalt på magten lige siden Nordkoreas dannelse, nu er Kim Jong-uns meget unge datter ved at blive ført frem som den næste arvtager og dens legitimitet bunder ikke mindst i historisk kontinuitet. Der er en nærmest hellig opgave, genforening, som endnu ikke er realiseret.
Kim Jong-uns overraskende specifikke formuleringer i forhold til genforening er derfor ”ikke kun en retorisk ændring. Det er et reelt brud med tidligere generationers legitimering af Kim-familiens regime”, lød analysen fra Kim Jeong-min, der er ledende korrespondent for websiden NK News, i en podcast, der er optaget kort efter talens afholdelse.
Billedet af de to Koreaer som ”separate krigsførende nationer” og opfordringen til nordkoreanerne om at ”forberede sig på krig” skal ifølge hende ”retfærdiggøre de militære planer om angreb på Sydkorea, som de allerede har lagt.”
Præsidenten er dum
Få dage efter nytår offentliggjorde det nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, en erklæring fra Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong, som ofte formulerer nordkoreanske meldinger til omverdenen, hvor hun ligefrem takker Sydkoreas præsident Yoon Suk-yeol for i sin nytårstale at have erklæret Nordkorea for ”en fjende, der bør ødelægges”, fordi det vil kunne medvirke til at forhindre folk i nord i at ”falde for illusioner om national forsoning, enhed og fredelig genforening”.
Hun kaldte ligefrem den sydkoreanske præsident for slet og ret ”dum” i kontrast til forgængeren, Moon Jae-in, som havde været ”klog og listig”.
”Det er meget nemmere for Nordkorea at have med en dum, men ærlig mand at gøre, som klart viser sin fjendtlige indstilling, end det var at have at gøre med en ond mand (Moon, red.) med honning i munden og et sværd i hjertet”.
Nordkorea har ”spildt en masse tid” med at spille med på tidligere præsident Moons fredsbestræbelser og gentagne topmødeinitiativer. Tid, som ifølge Kim Yo-jong burde være brugt på at ”øge vores kampberedskab”. Moon og hans rådgivere holdt imidlertid heroisk fast i deres fredspolitik gennem hele hans embedsperiode, der sluttede i 2022, ikke på grund af illusioner om Nordkoreas regime, men netop for at undgå, at begge parter ville lukke af for dialog, som det sker i øjeblikket.
Kim Yo-jongs sammenligninger mellem de to sydkoreanske præsidenter og deres politik kunne tydes som en erkendelse af, at der trods alt er forskel på sydkoreanere. Men iagttagere opfatter mest hendes erklæring som et udspekuleret forsøg på at skabe endnu større splittelse i syd.
Nordkorea har ”spildt en masse tid” med at spille med på tidligere præsident Moons fredsbestræbelser og gentagne topmødeinitiativer. Tid, som ifølge Kim Yo-jong burde være brugt på at ”øge vores kampberedskab”
_______
Militært kapløb
På den militære front ventes der et veritabelt kapløb om satellit-affyringer mellem nord og syd i de kommende måneder. Begge har varslet tre af slagsen i forårets løb, mens der næppe skal ventes nye atomvåben-test fra Nordkoreas side i samme periode.
Den erfarne Nordkorea-ekspert, professor Rüdiger Frank fra Wiens Universitet, vurderer i en nylig artikel på websiden 38North, at Kim Jong-un måske har konkluderet, ”at det nuværende udviklingsniveau af hans WMD-program (masseødelæggelsesvåben, red.) er tilstrækkeligt som afskrækkelse, kombineret med en øget sandsynlighed for militær støtte fra Rusland og Kina. Fraværet af atomvåbentest siden 2017 peger i den retning”.
Det aktuelle kapløb markerer de seneste måneders definitive nedrivning af de sidste rester af, hvad der blev aftalt i de optimistiske måneder i 2018, hvor Kim Jong-un vovede sig ud i topmøder med Kina, Rusland, Sydkorea og til sidst USA’s præsident, Donald Trump.
De fleste aftaler blev dengang indgået med Moon Jae-ins Sydkorea. Fælles økonomiske projekter og et stort fælles turisme-kompleks er siden opgivet. Sidste år opsagde Nordkorea dele af den såkaldte ”Comprehensive Military Agreement” om at undgå spændinger ved grænsen, som blev indgået ved et nord-syd-topmøde i 2018. Sydkoreas regering under præsident Yoon reagerede ved demonstrativt at rive den resterende aftale helt i stykker. Mistilliden mellem nord og syd er siden Yoons tiltræden i 2022 blevet så massiv, at aftalen ikke længere var holdbar.
Nu må hvert land igen sikre sig, som det nu kan. Man forventer fornyet spænding med øget propagandakrig, flere vagtposter, flere droner og mere patruljering ved den pigtråds-sikrede grænse – og man frygter det, der er værre.
Allerede i den første uge af 2024 gennemførte Nordkorea således et missilangreb på den befæstede ø Yeonpyeong, der ligger i Det Gule Hav tæt ved Nordkorea, og det fik Sydkorea til straks at evakuere alle beboerne på øen. Iagttagere opfatter det som uundgåeligt, at der venter flere af den slags militære provokationer fra Nordkoreas side, omhyggeligt afmålt så de ikke sætter gang i en storkrig – men immervæk noget, man ikke har set i de sidste mange år. På den måde har præsident Moons aftaler med Kim Jong-un i høj grad haft en virkning, så længe de var i kraft.
”Militære aktioner bliver igen opfattet som en realistisk mulighed”, som Sheryas Reddy, der er journalistisk medarbejder ved NK News, siger i den allerede citerede NK News-podcast. I den udtalte Reddy, at det i hans forståelse var blevet vigtigere end før for Nordkoreas regime over for folk i nord at rubricere folk syd for den 38. breddegrad som deciderede fjender – frem for tragisk afsondrede landsmænd.
Man forventer fornyet spænding med øget propagandakrig, flere vagtposter, flere droner og mere patruljering ved den pigtråds-sikrede grænse – og man frygter det, der er værre
_______
Ikke flere risici
Kim Jong-uns nye udmeldinger opfattes som en logisk følge af den politik tilbage i retning af isolationisme, han reelt har ført siden skibbruddet af topmødet i Hanoi med Trump i februar 2019 og corona-udbruddet året efter.
Rüdiger Frank påpeger i sin artikel, skrevet før det nordkoreanske nytårsplenum, at regimet i de foregående årtier reelt havde tilladt en vis liberalisering af økonomien og en vis åbning af grænserne.
”Den nordkoreanske ledelse har taget den ene risiko efter den anden i mange årtier”, skriver han. Selv om den har gjort det ”halvhjertet og tøvende”, så har den siden midt i 1990’erne ”tilladt en markedsgørelse af den indenlandske økonomi, en forøgelse af udenrigshandelen samt mere aktive udenlandske relationer”.
Alt sammen har medført klare risici for regimet, fordi det skabte autonome grupper i det nordkoreanske samfund og samtidig eksponerede dele af befolkningen for fremmede tanker. Men man har gjort det med åbne øjne, fordi man ønskede de økonomiske og politiske fordele, det kunne have givet. Det gav bare ikke de ønskede resultater.
Nu er tonen skiftet. Nu handler det frem for alt udadtil om militær sikring af sig selv og indadtil om en stabilisering af den relative forbedring af økonomien, som faktisk er sket inden for det seneste år, hvor der ikke har været ødelæggende naturkatastrofer, der har ødelagt høsten, hvor Kina har hjulpet Nordkorea med at åbne sine grænser for flere typer varer og derved omgå flere og flere af omverdenens sanktioner, og hvor Nordkorea oven i købet har kunnet tjene lidt ekstra ved at sælge våben til Ruslands krigsførelse i Ukraine. Måske er de foregående års sultproblemer i dele af landet ikke helt væk, men situationen er på det område bedre end før. Ikke kun ifølge officielle nordkoreanske statistikere, men også ifølge sydkoreanske efterretninger.
Så nu synes man med Rüdiger Franks ord ”at have tilpasset sin ’risk-benefit’-analyse til de nye geopolitiske omgivelser”.
”Man har skiftet til en langsigtet strategi, der ikke længere går ud på at kontrollere risici ved kontakter med omverdenen, men i stedet går ud på helt at undgå sådanne kontakter”, skriver han.
Og her har covid-pandemien, der begyndte i begyndelsen af 2020, været en ”enestående lavpraktisk mulighed” for uden for omverdenens søgelys ”at omgøre mange af de foregående årtiers forandringer”.
Så ganske vist lyder Kim Jong-uns nye toner i det inter-koreanske spørgsmål som et brud med hans farfars politik. På andre områder sikrer han sig netop arbejdsro til at søge tilbage i retning af den tids strategi. En strategi, som byggede på en konservativ planlægningsøkonomi med staten i centrum, parret med international isolationisme. Der er tale om et brud med de skibbrudne eksperimenter med mere åbenhed, som både hans far, Kim Jong-il, og han selv i mellemtiden har forsøgt sig med inden for økonomien og diplomatiet.
”En effekt af den drastiske reduktion af ’øjne på stedet’ er, at Nordkorea igen er blevet mere gådefuld for omverdenen, hvilket i høj grad er i regimets interesse”, skriver Rüdiger Frank. ■
Nu er tonen skiftet. Nu handler det frem for alt udadtil om militær sikring af sig selv og indadtil om en stabilisering af den relative forbedring af økonomien, som faktisk er sket inden for det seneste år
_______
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i næsten fyrre år for en række skandinaviske nyhedsmedier. I årene 1989-1995 og igen 2013-2021 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Orientering på P1, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Han har i mellemtiden haft redaktørjobs hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Han er forfatter til flere bøger om Japan og Østasien.
ILLUSTRATION: Pyongyang, 23. november 2023: Nordkoreas leder, Kim Jong Un, i midten flankeret af sine generaler og sin datter (til venstre for ham) ved National Aerospace Technology Directorate [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
