Asger Røjle Christensen i RÆSON SØNDAG: Der er blevet 800.000 færre japanere siden sidste år
03.02.2024
Politikerne svor, at man aldrig ville nå under 100 mio. Nu siger forskerne, at det er uundgåeligt.
Af Asger Røjle Christensen, Tokyo
Mens Japan af udefra kommende geopolitiske årsager står på tærsklen til at spille en større rolle og lade sin økonomiske magt komme mere til udtryk i regionens sikkerhedspolitik, så udhules denne potentielle magtposition af et problem, som kommer indefra. Der er tale om en kæmpe udfordring for det japanske samfund, som man har kunnet se komme i årevis, men som man først for nylig for alvor har forsøgt at stille noget op overfor.
I mange år Japan haft en skævere og skævere befolkningspyramide med færre og færre i den arbejdsdygtige alder til at forsørge flere og flere ældre. I de sidste fire årtier er meget få børn blevet født. Befolkningstallet er for længst faldet drastisk ude på landet – og nu sker det samme inde i byerne.
Og det bliver ikke nemt at opretholde verdens tredjestørste økonomi (4,23 trillioner US$ i 2022, foran Tyskland (4,07) og Indien (3,38)), når hundredtusinder af producenter såvel som forbrugere hvert år forsvinder ud af billedet. Men det handler ikke kun om økonomi. Udviklingen gør det heller ikke nemmere at forsvare landets grænser, som der i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation lægges megen vægt på. De små årgange, der kommer ud af universiteterne i disse år, har mange valgmuligheder i livet, og det kniber for eksempel for Japan at rekruttere nok nye soldater til landets selvforsvarsstyrker til at leve op til dets nye forsvarsambitioner.
Dilemmaet bliver: Hvor man skal bruge de ressourcer, man faktisk har?
Mod 100 mio. – og færre endnu
Tallet på 800.000 dækker ifølge den officielle japanske statistik faldet i den samlede befolkning i 2022. Et fald på 0,65 procent på et enkelt år –1,57 millioner japanere afgik ved døden, og kun 771.801 blev født, det laveste antal i den tid, Japan har ført nationale statistikker. Et fald for fjortende år i træk, siden befolkningen toppede med cirka 128 millioner i 2008. Siden dengang er der blevet fem millioner færre japanere. I januar 2024 er der i alt kun 122,953,883 japanske statsborgere.
Faldet bliver, ifølge alle fremskrivninger, større og større år for år. Den japanske fødselsrate er støt faldet siden midt i 1970’erne. Lige efter årtusindskiftet var den nede på 1,3 barn pr. kvinde og allerlavest med 1,26 i år 2005. Siden 2010’erne har den ligget støt på cirka 1,4. Regeringen har mange gange erklæret, at man aldrig vil nå under 100 millioner. Men statistikere siger, at man når dét punkt i løbet af få år – det er uundgåeligt.
Noriko Tsuya, der er æresprofessor ved Keio-universitetet, spår, at befolkningen vil falde hvert år indtil midt i dette århundrede, og at de japanske øer i 2065, om godt fyrre år vil være befolket af 88 millioner japanere. Et fald på mere end 30 procent. Andelen af borgere i aldersgruppen mellem nul og fjorten år udgør nu 11,82 procent af det totale antal, sammenlignet med 29,15 procent for aldersgruppen på 65 år eller mere.
Tendensen har længe været brutalt synlig mange steder ude på landet. 8580 offentlige skoler er nedlagt i forbindelse med sammenlægninger i løbet af de sidste to årtier, de fleste ude i landsbyer i bjergene (ifølge en undersøgelse fra undervisningsministeriet fra 2021). Men nu er befolkningstallet inde i de store byer også begyndt at falde. Også det samlede antal af ældre falder – selv om de udgør en større del af den stadig mindre befolkning.
Noriko Tsuya, der er æresprofessor ved Keio-universitetet, spår, at befolkningen vil falde hvert år indtil midt i dette århundrede, og at de japanske øer i 2065, om godt fyrre år vil være befolket af 88 millioner japaner
_______
Mere end én forklaring
Udviklingen har mange forskellige årsager. Ofte ser man lange baggrundshistorier om unge og midaldrende japanere, der ikke gider gifte sig og få børn. De vil hellere spille games, have det sjovt eller gøre karriere. Det med parforhold og børn og svigerfamilier og alle de sociale krav, som der i en japansk sammenhæng følger med, det er alt for indviklet, alt for krævende. Mange af begge køn tager tidligt en beslutning om, at dét orker de ikke – og kun et mindretal af dem kommer på andre tanker i løbet af trediverne.
Disse historier afspejler klart reelle tendenser i de japanske samfund, og de er en del af forklaringen på det faldende fødselstal gennem mange årtier. Professor Tsuya påpeger, at andelen af kvinder mellem 25 og 29, som var single, steg fra 21 pct. i 1975 til 66 pct. i 2020. Hvis man ser på aldersgruppen fra 30 til 34 er der en endnu mere dramatisk stigning fra 8 til 39 procent. Men selv om det er en voldsom ændring, så er det ikke hele forklaringen, sådan som det ofte fremstilles både i vestlige og i nogle japanske medier.
En mindst lige så tungtvejende forklaring er gammeldags socioøkonomiske årsager.
Mangel på institutionspladser gør hverdagens logistik i mange børnefamilier helt umulig, især hvis begge parter gerne vil arbejde – sådan som regeringen ønsker, fordi der også er brug for at få flere kvinder ud på det trængte arbejdsmarked. Bedsteforældrene bor ofte langt væk ude på landet. Tregenerationsfamilier var ellers den dominerende familieform for blot to generationer siden, og der er stadig mange, der ser dét som den ideelle boform. Men det er for mange familier ikke muligt i praksis.
Samtidig forventes forældrene stadig at betale for hele deres børns uddannelse. Mange af dem, der er forældre i dag, kom ud fra universiteterne i kriseårene i 1990’erne og 00’erne og har aldrig fået fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har derfor ikke kunnet spare op – hverken til børnenes uddannelse eller deres egen alderdom. En bekymring, som godt kan få mange par, der ellers ville have lyst til det, til at lade være med at få børn eller i hvert fald at få barn nummer to eller tre.
Ifølge OECD er Japan primært på grund af udgifterne til uddannelse det tredjedyreste land i verden at have børn i, kun bag Kina og Sydkorea, hvor fødselsraterne netop er endnu lavere.
Samfundsøkonomisk skaber denne udvikling logisk en mere og mere akut mangel på arbejdskraft i mange sektorer. De årgange, der i disse år kommer ud på arbejdsmarkedet, er meget små, og de bliver mindre og mindre i de næste to årtier – eller i endnu længere tid fremover. Først viste der sig arbejdskraftmangel i servicesektorerne og på byggepladserne i byerne, men der er også i stigende grad mangel ude på landet, hvor gennemsnitsalderen blandt aktive landmænd er langt højere end i de fleste byerhverv.
Hvad kan man så gøre ved det, hvis man er en regering, der omsider officielt har erklæret, at den skæve befolkningspyramide er et af Japans hovedproblemer?
Den meget langsigtede løsning er logisk at stimulere folk til at stimulere folk til at få flere børn. Der har i mange år været store skattefradrag for hvert barn i familien, og nu giver mange kommuner, især ude på landet, kontante præmier – i form af pengekuverter – til hver familie, der får et lille nyt barn. Også på mange andre hverdagsforhold, stort og småt, sker der en målrettet indsats for at gøre livet lidt nemmere og lidt mindre presset for børnefamilierne.
Premierminister Fumio Kishida har gjort det til et af sine højst prioriterede politiske mål at finde finansiering af en ”barnepleje-pakke”. Den vil rumme tiltag for 175 milliarder kroner over tre år, som ud over kontante subsidier til børnefamilierne skal indeholde forskellige former for uddannelsesstøtte til de opvoksede unge, når de skal hjemmefra.
Noriko Tsuya vurderer, at den politik, som Japan allerede har ført i flere år, faktisk efter hendes opfattelse har forhindret et endnu værre fald i fødselsraten i Japan. I sammenlignelige økonomier som Sydkorea og Taiwan er fødselsraten aktuelt nede på 0,81 og 1,07, påpeger hun.
Der sker altså en del på området. Men det er et politisk vilkår i Japan, at behovene for øgede velfærdsinvesteringer for de ældre stiger mindst lige så meget, og de ældre vejer langt tungere end de unge politisk, fordi de faktisk stemmer ved valgene, især ude i landdistrikterne. Det er de færreste under fyrre år inde i byerne, der synes, at politiske valg kommer dem ved. Det interesserer dem bare ikke.
Det umulige paradoks
På én gang forsøger regeringen altså at få de samme unge kvinder til at føde flere børn OG blive på arbejdsmarkedet – i stedet for at trække sig helt ud, så snart de får det første barn, sådan som det ofte har været mønsteret i efterkrigstiden. Det er ikke sært, at mange kvinder i denne aldersgruppe føler et stort dilemma, og at der bliver trukket i dem fra to modsatte sider på samme tid.
Statistikkerne viser, at det faktisk ER lykkedes at få flere kvinder på arbejdsmarkedet, og nogle af dem ligefrem i karrierestillinger og med udsigt til lederpositioner. Men det er jo ikke mindst dem, der netop har besluttet sig for slet ikke at få børn. Antallet af udearbejdende kvinder i Japan slog rekord i 2022 – med 30,4 millioner. Det svarer til 53,2 pct. og det afspejler ifølge nyhedsbureauet Kyodo, at det til en vis grad er lykkedes centrale og lokale regeringer at gøre det muligt for flere kvinder end før at fortsætte i deres job efter at have født børn.
Chika Hashimoto på 23 år har netop fået sin eksamen fra Temple-universitetet i Tokyo. Hun har ikke noget imod tanken om at få en familie i fremtiden, men ikke lige nu. ”Det er ikke mit førstevalg lige nu”, siger hun til Al-Jazeeraas website. ”At forfølge min karriere og nyde min frihed er langt vigtigere end at blive gift og få børn”. Det handler ikke mindst om økonomi:
“At opdrage et barn koster mange penge. Det er ikke nemt at balancere mellem at have en karriere og have en familie. Ofte vil man være nødt til at foretage et valg mellem de to ting”.
Ifølge det japanske Sundheds- og Velfærdsministerium var gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende i 2021 oppe på næsten 31 år, det højeste siden den slags statistikker blev påbegyndt i 1950.
Yuko Kawanishi, professor i sociologi ved Lakeland-universitetet i Tokyo, kalder Japans ansættelsessystem en nøglefaktor i at forklare den demografiske nedgang. Enten er man “seiki” (fuldtidsansat) eller “hiseiki” (kontraktansat). Og kun 30 procent af de mange kvinder, der er kommet ud på arbejdsmarkedet i de sidste tyve år, er ”seiki”:
”Dette er et meget alvorligt makro-økonomisk problem, fordi mange af de unge kvinder er bange for at havne i løse ansættelser gennem hele arbejdslivet. Der er usikkerhed omkring fremtiden”, siger hun til Al-Jazeera. Det er åbenlyst ikke den bedste situation for nogen, der skal påtage sig forpligtelsen ved at få børn.
En gruppe forskere fra forskellige tænketanke i Tokyo vurderede sidste år, at antallet af udenlandske arbejdere i Japan må fordobles inden 2040, hvis regeringens økonomiske vækstmål skal have en chance for at gå i opfyldelse
_______
Robotterne er ikke nok
En tredje mulig løsning på arbejdskraftmanglen er helt oplagt at få flere af Japans ældre til at blive på arbejdsmarkedet noget længere. Det gør mange i forvejen, sjældent i deres gamle faste job, men i alle mulige andre ansættelsesforhold – som kontraktansatte eller private leverandører – ofte i relation til deres hidtidige arbejdsgiver.
Der er mange private firmaer, som fjerner deres hidtidige grænser for, hvor længe man må arbejde efter pensionen og på andre måder gør den slags arrangementer lettere. Næsten 40 pct. af alle japanske private firmaer, store og små, har inden for de senere år ansat folk, der er ældre end 70. Det bliver der selvfølgelig ikke flere fødsler af, men arbejdskraftmanglen bliver på kort sigt afhjulpet en smule. Yutaka Tajima, der er direktør i elektronikgiganter Nojima, har udtalt til den japanske erhvervsavis Nikkei, at ”vores manglende evne til at udnytte de ældres arbejdskraft er sådan et spild”.
Men det er samtidig en statistisk kendsgerning, at den øgede brug af ældre arbejdere på mange arbejdspladser har resulteret i et øget antal arbejdsulykker. Antallet af registrerede arbejdsulykker, der involverer ansatte på 60 år eller ældre, er på fem år frem til 2022 steget med 26 pct. til i alt 38.000 tilfælde. En langt større stigning end den generelle stigning i arbejdsulykker.
Dén kendsgerning har fået mange eksperter og erhvervsfolk til at påpege, at denne udvikling kun er positiv, hvis man formår at skabe en sikrere arbejdsmiljø for de ældre og skabe nogle mindre belastende jobfunktioner til dem. Ellers vil man faktisk kunne ende i en situation, hvor produktiviteten på arbejdspladserne svækkes.
Af samme årsag bruges der i mange sektorer enorme summer til at forske og udvikle i robotteknologi som erstatning for menneskelig arbejdskraft, der ikke er der længere. Det lykkes langt bedre inden for nogle sektorer end i andre –og der er tale om et virkeligt ryk i de senere år, som enhver, der bevæger sig rundt i det japanske samfund, hurtigt kan konstatere. Men de færreste opfatter det som en tilstrækkelig løsning på de temmelig fundamentale udfordringer, Japan står overfor.
En historisk beslutning
Derfor er der endelig også – ganske uundgåeligt – kommet mange flere udlændinge på det japanske arbejdsmarked. Før corona-pandemien var antallet næsten oppe på tre millioner, hvis man forsøger at tælle de ulovlige og ikke helt officielle udenlandske arbejdere med. De har holdt lav profil under corona, men de fleste er der stadig. Og nu stiger antallet markant igen. Det officielle antal udlændinge med adresse i Japan steg i 2022 med 289.000 til 2,99 millioner, en stigning på et enkelt år på mere end ti procent – og der er ingen, der drømmer om, at tre millioner ikke vil blive passeret i 2023. Langt de fleste af disse indvandrere kommer fra andre asiatiske lande, og det er ikke altid så tydeligt for et vestligt øje – men lyt til, hvilke sprog de taler med hinanden bag disken i den lokale døgnbutik.
Traditionelt har der ellers været stærk modstand mod øget indvandring i den politiske top, hvor man åbenlyst har set det som en af Japans styrker, at landet var så etnisk og sprogligt ”homogent”. Dén opfattelse har altid været lidt af en myte – japanere er historisk en køn blanding af indvandrere nordfra og sydfra – og i dag er denne modstand hos den konservative regeringstop på klart tilbagetog. Behovet for udlændinge som arbejdskraft er ganske enkelt enormt ude omkring i landet. Ikke kun til lavtlønnede job, som vor tids japanere ikke gider, men også til højt kvalificerede funktioner inden for fx IT. Lokale ledere lægger stort pres på regeringen for at få den til at åbne grænserne.
I april 2019 – lige inden pandemien – indførte det japanske parlament efter stor debat nye kategorier for faglærte arbejdere fra udlandet, der kan få langvarige arbejdsvisa. Der er stort behov for alle disse udlændinge, og i forhold til i mange andre lande er det store indryk sket uden de helt store sociale konflikter – indtil videre. ”Vi er nødt til at overveje et samfund, hvor vi lever i sameksistens med udlændinge”, siger premierministeren.
Tidligere blev der kun givet visa til faglærte arbejdere inden for skibsbygning og byggeri, men nu er denne liste blevet udvidet til 11 sektorer, inklusive flere serviceerhverv. Og en meget kritiseret ”praktikantordning” for unge fra asiatiske lande som Vietnam og Filippinerne, der arbejder i Japans rismarker, er afskaffet og erstattet med en ordning, der giver de pågældende rigtige arbejdsvisa.
Den store debat i parlamentet om denne lovgivning handlede tankevækkende nok ikke om, hvorvidt man skulle lukke op eller ej, men om, hvorvidt disse tidligere ”praktikanter” med de nye regler fik forbedret deres vilkår tilstrækkeligt eller ej.
En gruppe forskere fra forskellige tænketanke i Tokyo vurderede sidste år, at antallet af udenlandske arbejdere i Japan må fordobles inden 2040, hvis regeringens økonomiske vækstmål skal have en chance for at gå i opfyldelse. Og et statsligt forskningsinstitut spår ligefrem, at udenlandske medborgere i år 2070 vil udgøre over 10 pct. af en samlet befolkning på kun 87 millioner.
Toshihiro Menju, der er direktør og ledende programmedarbejder ved Japan Center for International Exchange, og i mange år har været en markant stemme for at lukke flere udlændinge ind i landet, udtaler til avisen Mainichi Shimbun: ”Japans befolkning vil falde hurtigt i fremtiden, og antallet af arbejdere vil falde. Hvis man vil opretholde samfundet og økonomien, er Japan nødt til at acceptere, at udenlandske arbejdere slår sig ned i landet, og tilskynde dem til at spille en aktiv rolle”.
Set fra naturens side er det ikke nogen katastrofe, at der bliver færre japanere, for hverken når det gælder klima eller miljø er de japanske øer skabt til at huse langt over 100 millioner mennesker. De naturlige ressourcer er begrænsede, vejret er det meste af året barsk i store dele af landet, og store koncentrationer af mennesker som i de største japanske storbyer ser mere og mere sårbare ud i fremtidige naturkatastrofer.
Men for det japanske samfund bliver overgangen utroligt hård. Både for landet som helhed og for de enkelte familier. Premierminister Kishida havde fornylig de helt store ord fremme i en tale for nylig til parlamentet. “Japan er lige på grænsen til det punkt, hvor vi ikke længere kan fungere som samfund”, sagde han. ■
Premierminister Kishida havde fornylig de helt store ord fremme i en tale for nylig til parlamentet. “Japan er lige på grænsen til det punkt, hvor vi ikke længere kan fungere som samfund”, sagde han
_______
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i næsten fyrre år for en række skandinaviske nyhedsmedier. I årene 1989-1995 og igen 2013-2021 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Orientering på P1, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Han har i mellemtiden haft redaktørjobs hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Han er forfatter til flere bøger om Japan og Østasien.
ILLUSTRATION: Tokyo, 5. januar 2024: Børn deltager i en kalligrafi-konkurrence i Nippon Budokan-hallen ifm. det japanske nytår [FOTO: Issei Kato/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
