Anne Sophie Andersen: Kan Vanopslagh gøre LA til et folkeparti?
15.02.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Liberal Alliance står med en unik chance for at omdefinere de grundpræmisser, der har drevet danske valgkampe.
Kommentar af Anne Sophie Andersen
Liberal Alliance står ifølge seneste Voxmeter måling til at få 15.9 pct. af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen. Dermed ville partiet blive ca. dobbelt så stort som ved det seneste valg, hvor partiet allerede oplevede en enorm fremgang. Man kan diskutere, hvorvidt den primære årsag er partiets egen politik eller utilfredshed med SVM-regeringen, men det er tydeligt, at LA’s popularitet nu udgør en reel trussel mod regeringen. Samtidig udgør Vanopslagh nu et reelt bud på en statsministerkandidat, selvom han klogt har afholdt sig fra at melde dette ud. Ved partiets seneste landsmøde understregede Vanopslagh vigtigheden af både at stå i opposition og at arbejde for at levere resultater. Men det ville være overraskende, hvis ikke de gode meningsmålinger trækker LA endnu længere i retning af at fremstå som et regeringsbærende parti snarere end et protestparti.
I jagten på en koalition, der kan mønstre de 90 mandater, står LA med et afgørende strategisk valg: Vil man brande sig som et liberalt folkeparti med appel til midtervælgerne, eller vil man være et mere højreorienteret nationalkonservativt-liberalt parti og overtage stemmerne fra resterne af Nye Borgerlige? Dilemmaet har både en velfærdsstatsdimension og en værdipolitisk dimension, hvoraf den første sandsynligvis er den vigtigste.
En strategi, hvor Liberal Alliance indtager Venstres tidligere position som liberalt folkeparti, virker umiddelbart som det oplagte valg. Vejen til at udfordre SVM’s magtmonopol ligger fortsat i at hente stemmer fra frafaldne vælgere fra Venstre og Moderaterne, hvorimod man kan leve med, at dele af den nationalkonservative højrefløj går til Danmarksdemokraterne og DF. På den anden side har den nuværende folketingsgruppe unægteligt et mere nationalkonservativt syn på værdipolitikken end det gamle LA. Autenticitet er en vigtig del af partiets brand, da det er et selverklæret “ideologisk” parti, der markedsfører sig som et værdibåret alternativ til levebrødspolitikere og stemmeoptimering. Man kan derfor også vælge at have tillid til, at De Radikale viser sig som en pålidelig regeringspartner, som vil og kan hente de nødvendige stemmer på midten som del af en regeringskonstellation til højre. Dog er man nødt til at tage det dårlige forhold mellem De Radikale og Dansk Folkeparti i betragtning, da det er uklart, om sidstnævnte vil lægge mandater til en regering med førstnævnte.
Optagelsen af Pernille Vermund i folketingsgruppen signalerer en klar højredrejning og den foreløbige kulmination på en bevægelse mod det nationalkonservative i værdipolitikken
_______
Indtil videre har Vanopslagh forsøgt at gøre begge dele: Optagelsen af Pernille Vermund i folketingsgruppen signalerer en klar højredrejning og den foreløbige kulmination på en bevægelse mod det nationalkonservative i værdipolitikken. En drejning, som har været længe undervejs under Vanopslaghs formandskab, siden partiets folketingsgruppe efter katastrofevalget i 2019 tegnedes af tre MF’ere fra det gamle LA’s højrefløj.
Vermunds entré har været noget af en kamel at skulle sluge for de medlemmer af partiet, som har været med siden Samuelsen og Ammitzbøll-Bille havde deres gang på Christiansborg. På den anden side har Vanopslagh åbnet for et fremtidigt regeringssamarbejde med De Radikale i forlængelse af samarbejdet med dem og Konservative i den såkaldte KLAR-alliance. Det sidste skete sandsynligvis i erkendelse af, at chancerne for et rent blåt flertal er minimale, og at R under Lidegaards formandskab ikke nødvendigvis har et naturligt tilhørsforhold til en socialdemokratisk ledet rød blok.
Danmark er for mange synonymt med den socialdemokratiske velfærdsstat. Under tidligere valgkampe er det lykkedes Socialdemokratiet at vinde regeringsmagten ved at overbevise vælgerne om, at de borgerlige ønsker at afmontere velfærden, og det er stadig partiets stærkeste kort. Mange af os husker tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensens skæbnevalg i 1998, hvor en borgerlig sejr syntes sikker til sidste øjeblik. Senest begik de konservatives Søren Pape én blandt mange strategiske fejl ved at sætte sit statministerkandidatur i søen med en, for midtervælgerne, uspiselig skattepolitik. Men hvor Venstre tilbage i 00’erne med den såkaldte ’Hjort-doktrin’ løste denne udfordring ved at overhale S indenom, har LA valgt at udfordre selve grundpræmissen for den socialdemokratiske velfærdstænkning: At flere penge og medarbejdere i det offentlige automatisk kan omsættes til bedre velfærd. Man skabte til det formål kampagnen: “Der mangler ikke penge – der mangler fornuft”.
Det er en modig strategi, som rent faktisk har en chance for at lykkes på grund af de manglende resultater og det sammenbrud i kernevelfærden, borgerne oplever på nærmeste hold efter mange års uafbrudt S- og V-styre. Hvis det lykkes LA at overbevise vælgerne om, at socialdemokraterne ikke længere kan garantere velfærden, men har bortødslet skattekronerne på et bureaukratvælde drevet af New Public Management, og man samtidig kan argumentere overbevisende for en mere liberal velfærdsmodel, står partiet med en unik chance for at omdefinere de grundpræmisser, der har drevet valgkampe i Danmark. På samme måde er SVM-regeringen sårbar overfor kritik af tilstanden på hospitalerne og i forsvaret, da hovedansvaret herfor kan placeres hos hhv. Lars Løkke og skiftende S- og V-ministre.
Værdipolitikken optager sandsynligvis den gennemsnitlige midtervælger mindre end tastaturkrigerne på de sociale medier. Men LA står stadig med en udfordring her, når det gælder at erobre de især kvindelige vælgere, der deler partiets liberale livssyn men ønsker en mere værdiliberal tilgang til spørgsmål om ligestilling og minoritetsrettigheder. På den ene side er det ikke hensigtsmæssigt, at individuelle MF’ere kommer med udtalelser der giver vælgerne indtryk af, at LA’s politik er mere værdikonservativ end den reelt er. På den anden side er partiet nødt til at værne om den enkelte MF’ers ret til at give udtryk for egne holdninger for ikke at sætte brandet som et liberalt alternativ til SVM-regeringen over styr: med andre ord er en moderat grad af topstyring ideel.
En del midtervælgere kan fx leve med, at partiet ikke går ind for tilstræbt resultatlighed i ligestillingspolitikken, hvilket bl.a. kommer til udtryk i modstand mod kønskvoter. Men mange står af, hvis man indtager det synspunkt, at ligestillingsproblematikken ender med på papiret lige rettigheder eller lægger sig i forlængelse af den amerikanske højrefløjs polariserende retorik mod dragshows og transkønnede, som flere MF’ere bl.a. gjorde i kølvandet på stormen om Frederiksberg Bibliotek. Vanopslagh er selv lykkedes med at finde en balance. I sin tale på landsmødet 2023 karakteriserede han højrepopulismen og den identitetspolitiske venstrefløj som båret af en offertænkning, som står i modsætning til den liberale idé om individets evne til at forme eget liv. Det er tydeligt, at formanden tilstræber en samlende fremfor polariserende retorik. Det samme kan man ikke sige om alle medlemmer af partiorganisationen.
Vejen til regeringsmagten for LA består kort sagt i en balancegang mellem idealisme og pragmatisme. SVM regeringens akilleshæl er, at den har givet helt køb på det første til fordel for det sidste. Autenticitet er en mangelvare i politik og noget, de fleste vælgere gerne vil belønne. LA har allerede godt fat i de vælgere, som ønsker en økonomisk liberal politik og er bekymrede over SVM regeringens tilgang til magtudøvelse, og Vanopslagh har opnået noget for en politiker så sjældent som bred relevans blandt de unge generationer med sit budskab om mere frihed og mindre stat. Det sidste kom bl.a. til udtryk, da LA blev det nyligt afholdte skolevalgs ubestridte vinder. Udfordringen består, som altid for de borgerlige, i at vinde de vælgere, som primært er optagede af bløde værdier – og at skabe en regeringskoalition, som kan holde sammen på det hele. Spiller Vanopslagh sine kort rigtigt, er det langt fra en umulig opgave. ■
Vejen til regeringsmagten for LA består kort sagt i en balancegang mellem idealisme og pragmatisme. SVM regeringens akilleshæl er, at den har givet helt køb på det første til fordel for det sidste
_______
Anne Sophie Andersen (f. 1985) er violinist, komponist og festivalleder. Hun er formand for den tværpolitiske borgerforening Demokratisk Forum og har en doktorgrad i musik fra Stony Brook University i New York. Som skribent kommenterer hun dansk og amerikansk politik på X (tidl. Twitter) og bloggen annesophieandersen.medium.com.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 18- januar 2024: Partileder Alex Vanopslagh afholder doorstep med Pernille Vermund, efter det er annonceret, at den tidligere leder fra Nye Borgerlige bliver medlem af Liberal Alliance [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
