Anne Mette Kjær om regeringens Afrika-strategi: Går bistanden til de fattigste lande, eller til dem, som vi helst vil være gode venner med?
18.09.2024
„Strategien siger, vi skal have ligeværdige partnerskaber, hvor vi er åbne om vores interesser, samtidigt med at vi lytter til deres interesser. Det er hele Lars Løkkes ønske om at være ’i øjenhøjde’. Men strategien tænker ikke helt igennem, hvad det betyder for det specifikke valg af afrikanske lande. Går bistanden til de fattigste lande, eller går den til de lande, som vi helst vil være gode venner med?‟
Interview med Anne Mette Kjær, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i governance og politisk økonomi i Østafrika, af Gustav Maack Rasmussen.
RÆSON: Der har lige været Kina-Afrika-forum i Beijing, hvor Kina lovede enorme investeringer i Afrika for op mod 51 milliarder dollars. Det skal primært gå til udbygning af deres infrastruktur. Hvad kommer det til at betyde for Afrika som kontinent?
KJÆR: Det er 51 milliarder dollars over de næste tre år primært til infrastruktur, og det er noget, som de afrikanske ledere efterspørger. Rigtig mange af dem ønsker at skabe mere velfærd og vækst til deres befolkninger. Det er godt for ledernes image, samtidigt med at det er noget, den afrikanske befolkning er interesseret i.
I det omfang, at udbyggelsen af infrastruktur bidrager til dette, så er det overordnet set godt. Men der er også en del ubekendte kompleksiteter, når man går et spadestik dybere. For eksempel, om investeringerne reelt set er investeringer, eller om det er lån, og hertil hvorvidt det er billige eller dyre lån. Hvis der er et gældselement i den kinesiske støtte, så begynder det at blive en gældsfælde, som nogle lande allerede er ved at blive fanget i. Samtidigt ser jeg ikke noget med gældslettelse på det her topmøde. Det var det første aspekt i det.
Det andet går på, hvordan investeringerne bliver forvaltet, efter at de er blevet implementeret.
Hvordan bliver de udført og hvem udfører dem? Der kan være korruption, hvilket kan resultere i, at de endelige projekter bliver for billige i forhold til, hvad man bruger på dem, og så har de for kort levetid. For eksempel i Addis Ababa i Etiopien, hvor de har bygget en letbane, men der kommer meget få tog, og den lever slet ikke op til ambitionerne. Der er en masse ting, der ikke fungerer, selvom den er forholdsvis ny. Nogle kinesiske projekter vil sikkert være fine, men andre vil være dårligt udført, fordi de er relativt billige, eller fordi de er lavet for hurtigt. Infrastruktur er mange ting.
Det tredje aspekt i det er, hvilken type af infrastruktur, det er. Er det rural eller urban infrastruktur? Når den ud til de fattigste? Det betyder også noget, hvilken type udvikling man kan fremme med den infrastruktur.
Og så er der det grønne element. Kina har en ambition om at bidrage til den grønne omstilling, men jeg ved ikke, hvor meget hensyn der bliver taget til det i de investeringer. De siger, at de vil støtte nogle rene energiprojekter, men jeg ved ikke, hvor mange af de 51 milliarder dollars, der går til grønne energiprojekter. Samtidigt eksporterer Kina også kulkraftværker til Afrika.
Vi lukkede vigtige ambassader, fordi det ikke gik op for den danske regering, at Afrika var vigtigere af andre årsager, end at de blot modtog udviklingsbistand
_______
Kina og Rusland har investeret markant i Afrika de sidste mange år, og Danmark har først lige for et par uger siden lanceret det såkaldte ’Afrikas århundrede’ som sin nye udenrigspolitiske strategi. Har Danmark fået øjnene op for Afrika for sent?
Det kan man godt sige ja til. Vi har haft et rigtig godt udviklingssamarbejde med mange af de afrikanske lande i mange år. Vi har været forholdsvist gode til at indgå ligeværdige partnerskaber, også i partnerlandenes og i andre donorers øjne. Her er Skandinavien nogle af dem, der har været gode donorer i forhold til at støtte op om landenes egne dagsordner. Men så har vi også udfaset en hel del af udviklingssamarbejdet med stabile partnerlande som Zambia, Mozambique, Malawi, Benin. Vi lukkede vigtige ambassader hen ad vejen, blandt andet fordi det ikke gik op for den danske regering, at Afrika var vigtigere af andre årsager, end at de blot modtog udviklingsbistand.
Kina vil som sagt investere 51 milliarder dollars i Afrika de kommende år. Hvordan kan Danmark hamle op med Kinas massive investeringer, og hvad er Danmarks rolle i Afrika, hvis ikke den er økonomisk?
Den er også stadig økonomisk. Man kan sagtens stadig opmuntre danske virksomheder til at investere, og man kan også sagtens kanalisere noget af bistanden over til de her investeringsfonde som Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), som man gør nu.
Det gode ved det er, at der er en finansieringskløft i forhold til FN’s bæredygtighedsmål. Hvis de skal opnås, så er det ikke nok med den bistand, der er i verden, og det er ikke nok med de skattebaser, som de fattigste lande selv har. Det kræver mere. Man kan godt bruge bistanden til, så at sige, at få pengene, og dermed investeringerne i Afrika. til at vokse. Det synes jeg er fint. Men der er også steder, hvor Danmark har en komparativ fordel, som det ville være synd at lægge på hylden. Vi har haft et langt træk med udviklingssamarbejdet, hvor vi er blevet opfattet som en pålidelig partner. Derfor er det selvfølgelig en skam, at vi har udfaset samarbejdet med de lande jeg nævnte tidligere, men jeg tror stadig, at man husker os. Jeg mener, at man skal passe på med bare at gå Kinas investeringsvej. Vi kan ikke konkurrere på omfanget af investeringen, men vi kan konkurrere med den type partner, vi er.
Hvad er det for en komparativ fordel, Danmark har?
Vi har været en pålidelig partner i udviklingssamarbejdet i 60 år. Der er lande, hvor man kender Danida bedre, end man kender Danmark – fx i Tanzania, hvor man husker Danida for meget godt, som fx vores tidligere indsatser på sundhedsområdet eller landbrugsområdet. Det, de ærgrede sig over, da vi besluttede os for at lukke ambassaden, var ikke så meget at bistanden forsvandt, men snarere at selve vores tilstedeværelse forsvandt.
Det, vi skal satse på, er at være en god, pålidelig samarbejdspartner, som køber ind på de dagsordner, vi kan være med til, i de afrikanske lande. I de mest autoritære systemer er der noget, vi ikke kan bakke op om, men så kan vi vælge at være med andre steder, hvor vores begrænsede midler kan gøre en reel forskel. For eksempel har vi har haft et vandsamarbejde i mange lande. Vi har været med til at få rent vand ud til de fattigste på landet, som aldrig ville have fået det, hvis det ikke havde været for den danske støtte på området. Det er netop her, vi har en komparativ fordel.
Jeg mener, at man skal passe på med bare at gå Kinas investeringsvej. Vi kan ikke konkurrere på omfanget af investeringen, men vi kan konkurrere med den type partner, vi er
_______
Hvordan kommer Danmarks nye udenrigspolitik til at blive opfattet og modtaget af de afrikanske samarbejdsstater. Tilgodeser den dem eller os – og er der nogle blinde vinkler i strategien, som Danmark overser?
Strategien siger, vi skal have ligeværdige partnerskaber, hvor vi er åbne om vores interesser, samtidigt med at vi lytter til deres interesser. Det er hele Lars Løkkes ønske om at være ’i øjenhøjde’. Men strategien tænker ikke helt igennem, hvad det betyder for det specifikke valg af afrikanske lande. Går bistanden til de fattigste lande, eller går den til de lande, som vi helst vil være gode venner med? Der er nogle dilemmaer her, som ikke bliver diskuteret helt præcist.
Et andet dilemma handler om vægtningen mellem vores værdier som fx menneskerettigheder. Vi åbner fx nu en ambassade i Rwanda. Men hvorfor går vi aktivt ind i Rwanda, som er et diktatur? Er det fordi, at der var andre interesser? Eller er det, fordi Rwanda er et fattigt land? For der er også andre fattige afrikanske lande, som vi ikke går ind i, men som er mindre diktatoriske, så hvorfor vælger vi ikke et af de lande, der er meget fattigere, og som måske har mere respekt for menneskerettighederne – eller hvor det er muligt at have en opposition, hvilket ikke er tilfældet i Rwanda? Fx dem, der er i opposition, flygtet eller sidder i eksil, og som ikke kan føle sig sikre. Hvordan vægter vi vores egne interesser i en bilateral relation i forhold til alle vores vestlige idéer og overbevisninger?
Hele udmøntningen af den pragmatiske idealisme og de afvejninger, man må lave, synes jeg ikke, at strategien forholder sig til.
Men det er vel ikke tilfældigt, at det er Senegal, Rwanda og Tunesien, man placerer ambassaderne i?
Nej. Vi har trukket os ud af Mali og Burkina Faso, som ligger i Vestafrika, fordi de er blevet for ustabile, selvom vi længe har været til stede der. Senegal er meget mere stabilt og ligger også i Vestafrika. Det er svært, når man næsten ikke kan være fysisk til stede af sikkerhedshensyn i Sahel. Samtidig er der et enormt behov, så jeg forestiller mig, at vi stadigvæk vil støtte humanitære organisationer, som kan være til stede der.
En anden ting er, hvad der er sket over tid. I Zambia, Mozambique, Malawi og Benin lukkede vi ambassader, fordi vi rykkede bistanden hen til konfliktsteder, hvor der måske kunne komme flygtninge fra. Det var blandt andet Sahelbæltet og Afrikas Horn. Vi er stadig til stede i Afrikas Horn, men det er blevet sværere i Sahel, hvor der er meget skrøbeligt. Det er en afvejning mellem at være i skrøbelige områder og stabile områder. Så efter en lang periode, hvor vi har lagt næsten alle æggene i skrøbelighedskurven, er der nu et tilbagetog fra den og et skridt i den anden retning.
Hvordan afviger det nye afrikanske udenrigsengagement fra Danmarks tidligere engagement i Afrika?
Der var også interesse i Afrika før, men det var mere bistandsdrevet. Anders Fogh Rasmussen havde en Afrika-kommission, hvor fokus var på de unge og på jobskabelse. Det er også det, som strategien vil nu. Det nye i strategien er det geopolitiske, altså at vi interesserer os for Afrika, fordi vi også gerne fx vil have nogle afrikanske allierede i FN.
Jeg tror, at Lars Løkke reelt var overrasket over, at de afrikanske lande ikke var enige med os om sanktionerne mod Rusland. Holdningen i Afrika var, at når der er krige i Europa, så er det vigtigt, men når der er krige i Afrika, så er det mindre vigtigt. Det er en typisk form for eurocentrisme, og det tror jeg gik op for ham der. Og det er en af drivkræfterne bag den nye interesse i Afrika: Med den nye Afrikastrategi har vi fået flere diplomatiske formål med bistanden. ■
Jeg tror, at Lars Løkke reelt var overrasket over, at de afrikanske lande ikke var enige med os om sanktionerne mod Rusland
_______
Anne Mette Kjær er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i governance og politisk økonomi i Østafrika. ILLUSTRATION: Nutekpor i Ghana, 15. august 2024: Lars Løkke Rasmussen indvier sammen med Ghanas forsvarsminister Dominic Nitiwul og Danmarks ambassadør i landet Tom Nørring det dansk-støttede projekt Ship in a Box [FOTO: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
