Anne Marie Engtoft Meldgaard i RÆSONs nye trykte nummer: AI er det nye grundvilkår
05.08.2024
AI er hverken godt eller skidt – eller neutralt. Men AI er et grundvilkår. For virksomheder – også de små og mellemstore – som for studerende, for demokratiet, for nationerne og de globale normer.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.
Opinion af Anne Marie Engtoft Meldgaard, Danmarks techambassadør
Det er blot halvandet år siden, at virksomheden OpenAI lancerede ’folkeudgaven’ af kunstig intelligens (AI), ChatGPT. Som taget ud af en science fiction-film var her en AI, man kan tale med, og, hvis man ikke vidste bedre, blive lokket til at tro besad en grad af menneskelighed. Ved hjælp af et simpelt prompt – en besked, et ønske eller en befaling fra et menneske – kan sprogmodellen generere unikke godnathistorier, sammensætte selv det mest tomme køleskabs indhold til en lækker opskrift, generere små videoer, der ligner Hollywood-produktioner, kode hjemmesider og sågar skrive artikler på vegne af hvem som helst.
I 2023 bestod ChatGPT jura-eksamen, den har skrevet tusindvis af jobansøgninger, begejstret millioner og ændret prognoserne for fremtidens arbejdsmarked, demokrati og samfund. Det syntes derfor naturligt, at ChatGPT i starten af december sidste år blev kåret som årets ord i Danmark. Storpolitisk har AI også gjort sin entre. Skrivebordene blev sidste år ryddet i FN, G7, G20, Europarådet og OECD for at finde fælles internationalt fodslag om reguleringen af den nye teknologi. Det Hvide Hus udgav et 122-siders præsidentielt dekret, og EU-Kommissionen vedtog sin ambitiøse AI-forordning. AI er blevet drøftet i FN’s Sikkerhedsråd og var på programmet, da USA’s udenrigsminister, Blinken, besøgte Kina i april. AI er rykket fra softwareudviklernes mørke kældre ud i lyset og helt op til de bonede gulve, i en stigende erkendelse af at AI er nøglen til ikke bare vækst og udvikling i fremtiden, men i lige så høj grad sikkerhed og geopolitisk relevans i en verden under forandring.
Tallene taler for sig selv. To måneder efter sin lancering havde ChatGPT 100 millioner brugere. Det er den hurtigste adoption af en teknologi nogensinde. Adspurgt i en international undersøgelse fra McKinsey & Co. svarer en tredjedel af alle virksomheder, at de allerede bruger generativ AI – i Danmark er det 24 pct. Den franske AI-virksomhed Mistral AI havde ikke meget mere end en overbevisende PowerPoint, da de rejste 118 mio. dollars i juni 2023, det største beløb i venturekapital-beløb for en helt ny virksomhed nogensinde. Microsoft har investeret i alt 90 mia. kroner i OpenAI. Nvidia, virksomheden bag supercomputerne, som leverer regnekraften til modellerne, ramte i år en markedsværdi på over 1.500 mia. dollars – i starten af juni passerede den Apple og erobrede pladsen som verdens andenmest værdifulde virksomhed.
Som teknologier modnes, kommercialiseres og finder stadigt bredere anvendelse, ændrer de ikke kun den umiddelbare opgave, de er sat i verden for at løse, men også selve de systemer, de opererer i, herunder politiske systemer og sociale institutioner og regeringssystemer. Men det er som oftest svært at begribe, mens det sker.
Vi mennesker forstår verden lineært. I teknologiens verden foregår udviklingen ofte eksponentielt. Et billedligt eksempel på en eksponentiel udvikling: Der står en vandhane øverst oppe på et stadion og drypper med eksponentiel hast – en fordobling per minut: én dråbe det første minut, to det næste og så videre. Hvor lang tid tager det at fylde stadion med vand? – Langt under en time. Herefter løber stadionet over. Med til illustrationen hører, at det først er i de allersidste minutter, at det vil gå op for os, hvad der er ved at ske. Udviklingen af AI er på mange måder eksponentiel. Se blot Googles netop udgivne sprogmodel Gemini. Den kan (næsten) ubesværet oversætte mellem video, billede, sprog, kode og skrift.
Vi mennesker forstår verden lineært. I teknologiens verden foregår udviklingen ofte eksponentielt
_______
Frankenstein eller frelser?
AI skal hjælpe os med at kurere cancer. Energieffektivisere. Automatisere og frigive hårdt tiltrængte varme hænder i den offentlige sektor. Men den kan også føre til, at en tsunami af personaliseret desinformation og deep fake bliver delt timer eller dage før vigtige valg, gøre opskrifter på biokemiske våben til allemandseje og i værste fald komme ud af menneskelig kontrol.
I en samtale med en af verdens ledende AI-forskere fortalte vedkommende mig, at han fik adgang til at teste en af de aktuelt kraftigste tilgængelige sprogmodeller, inden den blev offentliggjort. På det tidspunkt, hvor modellen endnu ikke havde de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, var AI-eksperten dybt chokeret over, hvad den kunne. Han bad modellen om at overbevise et barn om at begå selvmord. Resultatet var, for ham, så overbevisende og gruopvækkende, at det oversteg potentialet af selv de mest dystopiske science fiction-romaner. Men det ændrede stadig ikke hans tro på, at vi godt kan sætte de nødvendige rammer for at inddæmme skyggesiderne – at teknologiens positive bidrag til verden langt overstiger risici. I hans øjne har vi heller ikke andet valg – det er ikke et valg mellem AI eller ikke AI, men et spørgsmål om relevans, indflydelse og magt i en verden under forandring.
Er den menneskelige nysgerrighed og innovationskraft stærkere end frygten for, at vi udvikler vores egen nemesis? Er etisk forsvarlighed og forsigtighed stærkere end ønsket om at kapitalisere på den rivende udvikling? Kampen sker i et stadigt mere opskruet tempo, der er tilsvarende svært at kontrollere. Men EU har med sin nye forordning for AI – den første af sin art – gjort forsøget. Man vil finde den svære balance mellem dels at beskytte demokratiske værdier og menneskerettigheder, dels at give mest mulig plads til innovationen. Men der er to år, til den træder i kraft – og sideløbende fortsætter arbejdet internationalt med at få retningslinjer til at indramme udviklingen. Undgår vi, at industrien skal holde øje med sig selv?
Frygten for teknologien vs. frygten for konkurrenten
Stater har altid brugt teknologier til at fremme deres interesser (fx geværet, flyet eller radioen), men AI er langt mere end et simpelt redskab. AI er indbegrebet af dual use – teknologi, der kan bruges både militært og civilt. AI kan sende droner med blodleverancer til ufremkommelige hospitaler i bjergrige lande og omdanne de selvsamme droner til autonome våben. AI kan skabe nye konflikter fra automatiserede påvirkningskampagner, der undergraver demokratiske institutioner, til sofistikerede automatiserede angreb på kritisk digital infrastruktur. Både GPT-4 og DALL-E gør adgangen til at lave deep fake markant lettere, fx med billeder og videoer af kendte mennesker, der gør eller siger ting, der aldrig har fundet sted.
En maskines evne til at opfatte, evaluere og agere hurtigere og mere præcist end noget menneske vil blive en komparativ fordel på alle områder, både civile og militære. Ligesom AI er en enorm fordel for industrier, der formår at omstille og udvikle, vil det samme gøre sig gældende for lande, der formår at omfavne og gøre brug af teknologien.
Vi ser i stigende grad en stormagtsrivalisering baseret på ambitionen om teknologisk dominans indenfor avancerede halvledere, bioteknologi, klimateknologi eller AI. USA har senest med CHIPS Act og Inflation Reduction Act investeret massivt i udviklingen af avanceret teknologi ud fra nationale sikkerhedshensyn og et politisk ønske om øget teknologisk strategisk autonomi. EU’s egen aftale om halvledere, aftale om kritiske råstoffer og tiltagende diskussion om strategisk autonomi er bud på samme. Transatlantisk har handels- og teknologirådet TTC både AI, kvante og halvledere på dagsordenen for at udvikle et fælles strategisk samarbejde.
På den anden side står Kina, der i over 20 år på højeste niveau har satset på, og investeret massivt i, at blive uafhængigt af Vestens teknologi. Tag blot ”Made in China”-politikken fra 2015 eller kinesernes guide (med dertilhørende kæmpe investeringer) fra 2001 som udvalgte og prioriterede en række områder til højteknologisk industrialisering. Samtidig tager Kina i dag – med regulering i et hidtil uset omfattende omfang – livtag med sine store techvirksomheder og underlægger dem politiske og nationale sikkerhedsinteresser.
De fleste lande befinder sig i den samme modsatrettede dynamik. På den ene side er der truslen fra konkurrenten. På den anden side er der truslen fra selve teknologien. Begge skal håndteres.
For Kina og USA ses denne dynamik ikke tydeligere end med AI. Amerikanske eksportrestriktioner på de eftertragtede avancerede halvledere har til formål at sænke Kinas fart i det globale kapløb om at mestre netop AI. Massive investeringer i halvledere i USA og løsere begrænsninger på virksomhederne, end fx EU tillader, skal sikre USA’s førerposition. Men samtidig har Kina og USA lovet at fortsætte den bilaterale dialog om regulering af AI trods det ellers kølige forhold. Risikoen for, at AI anvendes til autonom krigsførelse eller fx til at lade biologiske våben falde i hænderne på terrorister, er for alvorlig til ikke at samarbejde. Derfor er de to supermagter i UNESCO (sammen med bl.a. Danmark) blevet enige om etiske principper for AI, og sidste år deltog de begge ved verdens første AI Safety Summit, der blev afholdt i Storbritannien.
De fleste lande befinder sig i den samme modsatrettede dynamik. På den ene side er der truslen fra konkurrenten. På den anden side er der truslen fra selve teknologien. Begge skal håndteres
_______
Hvad gør Europa – og Danmark? De seneste år har man i Europa indført lovgivning for at imødekomme en voksende bekymring for vores cybersikkerhed, små og mellemstore virksomheders evne til at konkurrere mod de store techgiganter og ikke mindst de sociale mediers påvirkning. Historiske lovgivningsinitiativer – der i omfang, ambitionsniveau og hastighed ikke har været set før. Hermed har EU villet gøre op med tre årtiers laissez faire-tilgang til særlig amerikansk og delvist kinesisk teknologidominans og adressere en voksende bekymring i befolkningen for at være blevet spændt for teknologiens vogn frem for selv at sætte retningen.
De nye lovgivninger har ikke mindst til hensigt at beskytte særligt sårbare grupper og forsvare de demokratiske institutioner. Men over for denne beskyttelse mod teknologiens indbyggede trusler står en stigende erkendelse af, at vi ikke kan regulere os til global indflydelse eller beskytte os til succes. Dommeren vinder ikke kampen – for at stå på sejrspodiet er man nødt til også at være med i spillet.
Europas nuværende afhængighed af udenlandsk teknologi koster os vores evne til at sætte retningen for innovationen. Vi er et kontinent fyldt med kloge og kreative mennesker, som tør tage risici og skabe nye virksomheder. Men alt for ofte, når teknologivirksomhederne når en vis størrelse og behov for store investeringer, er Europa ikke længere attraktivt nok, og de rykker vestpå. Lidt firkantet sagt: Vi investerer europæiske penge og talent i virksomheder, som i sidste ende skaber skattebetaling og innovation i USA.
Hvis Europa derfor selv skal deltage i AI-kapløbet, vil det kræve ambitiøse visioner for igen at være en global teknologisk supermagt. En lang række initiativer er nødvendige – som dem, EU-Kommissionen søsatte sidste år: investeringer i AI og en styrkelse både af talentmassen og økosystemet, så teknologi ikke bare spirer, men også slår rødder i Europa.
Det er ikke antiamerikansk. Tværtimod. Et stærkere teknologisk Europa vil være godt for en stærkere transatlantisk alliance.
I en verden hvor teknologien forandrer de geopolitiske dynamikker, er virksomhederne bag de avancerede fremskridt nye udenrigspolitiske aktører. Det er hele årsagen til, at Danmark i 2017 tog det modige skridt at udnævne verdens første tech-ambassadør. En rolle, som skulle repræsentere Danmark over for den globale techindustri og sikre, at vi – trods landets ydmyge størrelse – fik indflydelse på udviklingen.
For 50 år siden var teknologiske landvindinger drevet af offentlige investeringer – tag blot Kennedys månemission eller Danmarks store satsning på vedvarende energi. Sådan er det ikke i dag, hvor udviklingen – fx i AI – drives af enormt store virksomheder. Det forandrer dynamikken og stiller politikerne over for nye udfordringer: På den ene side skal regeringer tage livtag med techindustriens selvregulering, håndtere risici og skyggesider og opstille klare regler og begrænsninger for anvendelsen af ny teknologi, fx når det gælder beskyttelsen af børn og unge online. På den anden side må vi erkende, at vi er afhængige af techgiganternes teknologi – ikke bare for vækst og velstand, men også for vores sikkerhed og globale indflydelse. Se, hvordan virksomhederne indgår i forsvaret af Ukraines kritiske infrastruktur (herunder offentlige data) mod de tusindvis af russiske hackerangreb og imødegår bølgerne af russisk desinformation på de sociale medier, der har haft til formål at underminere befolkningens tilliden til deres egen regering.
Et spørgsmål om suverænitet
Vores forhold som samfund til AI i dag kan på mange måder sammenlignes med vores forhold til internettet, da det opstod i starten af 1990’erne. Da den svenske statsminister Carl Bildt som det første statsoverhoved sendte en e-mail til Bill Clinton i 1994, havde vi forbløffende lidt forestillingsevne til at forstå, hvor meget teknologien egentlig ville forandre vores samfund. AI vil kræve tilpasninger. Og evnen til selv at kunne udvikle og anvende AI bliver afgørende.
Europas suverænitet er på spil. Når det gælder om at levere velfærd, velstand og fremgang, kan AI – i samspil med Danmarks mange styrkepositioner inden for bio-, robot- og kvanteteknologi – være med til at fastholde vores plads i verden. Ved at opfinde nye typer af medicin, klimaløsninger – og ved at effektivisere drift af afgørende sektorer som landbrug, logistik og offentlig service.
Teknologi alene forandrer ikke samfund til det bedre. Trykpressen skabte ikke en videns revolution alene – det krævede ambitiøse tiltag inden for uddannelse flere hundrede år efter teknologiens tilblivelse. Elektriciteten har 750 millioner mennesker fortsat til gode at få adgang til. Vi skal derfor ikke blindt stole på teknologien, men forandre vores tilgang til den. For AI kræver det bl.a. risikovillighed, innovationskraft og incitamenter. Større mod og fantasi, der tillader en højere grad af eksperimenter for, hvordan teknologien kan bruges til at forbedre samfundet. Og en insisteren på, at det gøres ansvarligt.
Ofte opstilles et dilemma mellem sikker AI og solidarisk AI. Skal vi beskytte teknologien, så den ikke falder i de forkerte hænder – eller imødekomme et globalt ønske om at lade den komme alle til gode? Vi skal insistere på, at det kan være begge dele. Vi har et globalt ansvar for, at de digitale kløfter ikke graves dybere. Vi skal stå sammen med de millioner af mennesker verden over, som håber på bedre livsvilkår og en bæredygtig fremtid, ønsker sig adgang til skole og sundhed og reelle muligheder for deres børn. Teknologien skal udvikles, anvendes og prissættes, så den ikke kun skaber vækst, udvikling og bæredygtighed i Vesten, men i mindst lige så høj grad i det globale syd. Nogle mener, at AI vil gøre en afgørende forskel, når det gælder om at indfri FN’s 17 verdensmål. Men teknologien gør det ikke i sig selv – det kræver politisk handling og globalt samarbejde.
AI er hverken godt eller skidt – eller neutralt. Men AI er et grundvilkår. For virksomheder – også de små og mellemstore – som for studerende, for demokratiet, for nationerne og de globale normer. Geopolitisk tegner der sig et teknologisk kapløb mellem demokratier og autokratier. Økonomisk handler det om at omstille virksomheder og markeder. Menneskeligt handler det om at forstå teknologien, så den underlægger sig vores bemyndigelse og beslutsomhed – og ikke omvendt. Mens vandhanen drypper, er tiden inde til at forstå og foregribe den eksponentielle indvirkning, som AI vil få – også for Danmark. Med mod skal vi vælge, hvor vi som et lille land vil gøre os gældende. ■
Mens vandhanen drypper, er tiden inde til at forstå og foregribe den eksponentielle indvirkning, som AI vil få – også for Danmark. Med mod skal vi vælge, hvor vi som et lille land vil gøre os gældende
_______
Anne Marie Engtoft Meldgaard (f. 1987) er Danmarks techambassadør. Meldgaard leder det danske techdiplomati og repræsenterer den danske regering over for den globale techindustri og i multilaterale fora om nye teknologier. Inden hun blev udpeget som ambassadør, stod hun i spidsen for World Economic Forums arbejde med den fjerde industrielle revolution i Geneve. Anne Marie var medstifter af Station Innovation House, har arbejdet som politisk rådgiver i Folketinget og desuden været bestyrelsesmedlem ved Copenhagen Business School.
ILLUSTRATION: Washington D.C., 16. maj 2023: Direktør for techvirksomheden OpenAI Sam Altman (forrest) – der bl.a. står bag softwareprogrammet ChatGPT – flankeret af professor emeritus Gary Marcus, der forsker i kunstig intelligens hos NYU, samt vicepræsident og chief privacy & trust officer for teknologivirksomheden IBM Christina Mongomery. De tre aflægger ed forud for en høring i Senatet om AI [FOTO: Patrick Semansky/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
