29.09.2024

”Hvis Hizbollah ikke længere kan fungere som en stærk stedfortræder for Iran og hjælpe med at afskrække og gengælde angreb fra deres fjender, hvad stiller Iran så op?”

Interview med Anne Kirstine Rønn, postdoc på London School of Economics and Political Science, hvor hun beskæftiger sig indgående med Libanon. Af Thilde Asmussen

RÆSON: Hassan Nasrallah, Hizbollahs øverste leder siden 1992, blev fredag dræbt i et israelsk angreb i Beirut, Libanon. Nasrallah, der for mange har været personificeringen af Hizbollahs modstand mod Israel i mange år, har haft tætte personlige bånd til Iran og den iranske revolutionsgarde. Hvor stort er tabet af Nasrallah for Hizbollah, og har man en efterfølger klar i kulissen?

RØNN: Det er et stort tab for organisationen, for de har mistet en karismatisk leder. Derudover er det også et ansigtstab, fordi drabet vidner om, at de ikke har været i stand til at passe på Hassan Nasrallah.

Der er ikke blevet udpeget en efterfølger endnu, men vi ved, at der har stået flere skikkelser klar til at overtage for Nasrallah, hvis han skulle blive dræbt. Ham, der betragtes som mest sandsynlige til at overtage, er Hashem Safieddine. Han er leder af Hizbollahs ’Executive Council’, et af de fem underråd af organisationen. Vi ved dog ikke, om han stadig er i live efter angrebet i fredags. Så spørgsmålet om Nasrallahs efterfølger forbliver åbent, indtil vi ved hvem, der er blevet dræbt.

Foruden Nasrallah er en række andre ledende figurer i Hizbollah blevet dræbt i Libanon de seneste uger, bl.a. i det omfattende og spektakulære angreb via personsøgere og walkie talkies. Med så mange dræbte blandt den øverste ledelse, der har været en del af organisationen i årtier, hvordan vil det få indflydelse for Hizbollahs strategi?

Mange af de skikkelser, som er blevet dræbt i Israels angreb, er personer som har været med helt fra start, bl.a. Fuad Shukr, som var med til at etablere de første strukturer i Hizbollah. Vi ved også, at Hizbollah har trænet en ny generation af krigere, bl.a. med det formål at overlevere organisationens lederskab til dem.

Der kommer dog formentlig ikke til at ske den store kursændring i Hizbollah for nu, og man skal huske på, at Iran også har meget at sige her. Derfor vil Hizbollahs strategi, både på kort og på lang sigt, være fastlagt ud fra en dialog mellem organisationens nye lederskab og repræsentanter fra præstestyret i Iran.

På kort sigt vil en ny leders opgave være at udvise handlekraft og styrke i den nuværende situation, hvor Hizbollah betragtes som svækket. På længere sigt handler det om at genoprette de dele af organisationen, som er blevet beskadiget, herunder deres militær.

 

Spørgsmålet om Nasrallahs efterfølger forbliver åbent, indtil vi ved hvem, der er blevet dræbt
_______

 

Nasrallah afviste konsekvent, at Hizbollah ville indstille angrebene fra det sydlige Libanon, så længe der ikke var indgået en våbenhvile i Gaza. Vil Hizbollah fortsætte den offensive strategi – eller kan man forestille sig et scenarie, hvor de er tvunget til at indgå en aftale afkoblet fra situationen i Gaza? Og hvordan forholder man sig internt i organisationen til de sikkerhedsbrister, som Israels angreb har udstillet?

Hizbollah har meldt ud, at de vil fortsætte med at bekæmpe Israel. Men et spørgsmål, som bliver rejst i disse dage, er, hvor svækket Hizbollah er? Hvis Israel fortsætter med at svække Hizbollah, vil de på et tidspunkt bliver presset ud i et dilemma: Skal man blive bragt dybt i knæ militært – eller tabe ansigt ved at opgive deres ide om, at fronterne i Libanon og Gaza hænger sammen, men så til gengæld redde noget af organisationen. Og dermed få bedre mulighed for at komme sig på sigt.

Angrebene på Hizbollah vidner om, at man har haft nogle meget betydelige svagheder, som har gjort israelerne i stand til ikke blot at opsnappe, hvor ledende Hizbollah-medlemmer har befundet sig, men også skaffe adgang til deres forsyningskæder, som vi så med personsøgerangrebet og angrebet på walkie talkierne.

En stor del af de begivenheder, vi har set de seneste uger, kan forklares ved Israels efterretningsmæssige overlegenhed. Og det er en overlegenhed, vi har set i mange måneder: Tilbage i januar var Israel i stand til at ramme en lejlighed i Beiruts sydlige forstad, hvor en højtstående Hamas-officer befandt sig, og vi har set mange angreb i konfliktens løb, hvor Israel har ramt biler, der har transporteret Hizbollah-medlemmer fra A til B. Israels efterretningsmæssige evner er kommet bag på Hizbollah. Der går spekulationer om, hvorvidt angrebene har gået ud over moralen blandt Hizbollahs medlemmer, så der venter nok også en genopretning på det område.

 

Hvis Israel fortsætter med at svække Hizbollah, vil de på et tidspunkt bliver presset ud i et dilemma: Skal man blive bragt dybt i knæ militært – eller tabe ansigt ved at opgive deres ide om, at fronterne i Libanon og Gaza hænger sammen, men så til gengæld redde noget af organisationen
_______

 

Vil en dalende moral gøre det sværere for Hizbollah at rekruttere nye medlemmer til organisationen, og vil det få betydning for organisationens indflydelse i Libanons civilsamfund?

Det er stadig for tidligt at sige om det vil få betydning for rekrutteringen, men Nasrallah har i sine seneste taler talt meget til Hizbollahs medlemmer og baser – netop med det formål at højne moralen i en tid, hvor Hizbollah bliver fremstillet som svag. Og hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved Hizbollahs evne til at gøre det, de er sat i verden for: at afskrække og gengælde angreb fra Israel.

Hizbollahs indflydelse i politik og i civilsamfundet afhænger også af, hvor mange ressourcer de har. Noget af det, der gør, at folk bakker op om Hizbollah er, at de er en kilde til sundhedsydelser, social understøttelse og uddannelse i Libanon. Spørgsmålet om, hvor meget Hizbollahs opbakning lider tab, handler også om deres finansielle situation på sigt, fordi det kræver mange penge for dem at opretholde deres velfærdsinstitutioner.

Libanon har i en årrække befundet sig i en omfattende økonomisk krise og et politisk dødvande. To år efter det seneste præsidentvalg har man endnu ikke været i stand til at udpege en præsident. Kan politiske kræfter i Libanon drage fordel af den nuværende situation og mobilisere sig mod Hizbollah?

På kort sigt tror jeg ikke, vi kommer til at se en stor mobilisering mod Hizbollah. Vi har allerede set udmeldinger fra Hizbollahs kritikere, herunder tidligere premierminister Saad Hariri, som har taget afstand fra Israels angreb. Fungerende premierminister Najib Mikati har også været ude og mane til sammenhold og solidaritet. Så det lader til at være linjen for nu, også hos flere af de parter, som man kunne forvente ville lægge pres på Hizbollah, og som også under krigen har været kritiske over for organisationen og antydet, at Hizbollah har været ansvarlig for at trække Libanon ind i en krig.

Man kan måske, på lidt længere sigt, forvente, at nogle af Hizbollahs politiske modstandere øjner en mulighed for at tage diskussionen om organisationens rolle i Libanon op igen. I kølvandet på de seneste ugers angreb er den dominerende fortælling dog, at Israels angreb mod Libanon er uproportionelle og har taget civile libanesere som gidsler i konflikten. Hvorvidt vi vil se en større vrede mod Hizbollah på længere sigt, er fortsat et åbent spørgsmål.

At få valgt en præsident vil nok være et drømmescenarie for mange libanesere. For meget af grunden til at landet har siddet fast i den økonomiske krise, er netop at den politiske top har været handlingslammet og ude af stand til at indføre nødvendige reformer. Den krisesituation, som Libanon kommer til at stå i på den anden side af denne krig, er en endnu dybere – både økonomisk og humanitært – og det kræver, at der bliver truffet nogle politiske beslutninger. Spørgsmålet er, om den solidaritet, vi ser lige nu på tværs af de politiske skel, er et kortvarigt fænomen, som skyldes de israelske angreb, eller om den også kan omdannes til en mere langvarig samarbejdsvillighed i landet.

Irans ayatollah Ali Khamenei, har været ude og fordømme angrebet på Nasrallah. Han siger også, at ”Modstandsaksen” (Irans militærkoalition af stedfortrædere i Mellemøsten) vil afgøre regionens skæbne med Hizbollah i spidsen for denne kamp. Kan man forestille sig, at Iran kommer med et modangreb på vegne af Hizbollah?

Det er det helt store spørgsmål lige nu, og det er ekstremt afgørende for, hvordan den her krig udvikler sig. Iran står formentlig i et dilemma i øjeblikket: På den ene side har de en interesse i at bevare Hizbollah som en stærk allieret og stærk stedfortræder – på den anden side har de et ønske om at undgå en større regional krig, som i sidste ende kan føre til direkte angreb på iransk jord. Iran har gennem hele konflikten signaleret, at de ikke ønsker en sådan krig, så spørgsmålet er nu, om de føler sig nødsaget til at involvere sig mere og dermed risikere, at det scenarie, de hidtil har forsøgt at undgå, bliver en realitet.

Krigen bragte i første omgang ’modstandsaksen’ tættere sammen. Flere parter kom med udmeldinger om den såkaldte ’Unity of Fronts’ – altså at man stod sammen mod Israel i solidaritet for Hamas. Men de seneste ugers udvikling har også rejst spørgsmål om Iran og Hizbollahs forhold. Iran har siden 2006-krigen investeret milliarder i at opruste Hizbollah, men spørgsmålet er, hvor meget vil Iran ofre for at komme organisationen til hjælp i den nuværende situation?

Hvis Hizbollah ikke længere kan fungere som en stærk stedfortræder for Iran og hjælpe med at afskrække og gengælde angreb fra deres fjender, hvad stiller Iran så op? Vil de forsøge at genopbygge Hizbollahs styrke og evne til at fungere som effektiv stedfortræder på sigt, eller vil de investere deres ressourcer et andet sted? Nogle analytikere spekulerer bl.a. i muligheden for, at Iran vælger at udbygge deres atomprogram. Det Internationale Atomenergiagentur – et FN-organ, som arbejder for at fremme sikker og fredelig brug af atomteknologi – advarede tilbage i april om, at Iran var “uger snarere end måneder” fra at have nok beriget uran til at udvikle en atombombe. Andre analytikere peger på, at Iran kan vælge at styrke andre aktører i den såkaldte ”modstands-akse” – herunder Houthi-bevægelsen i Yemen, som har rettet flere angreb mod Israel i den nuværende konflikt. ■

 

Vil Iran forsøge at genopbygge Hizbollahs styrke og evne til at fungere som effektiv stedfortræder på sigt, eller vil de investere deres ressourcer et andet sted?
_______

 

Anne Kirstine Rønn (f. 1993) er postdoc på London School of Economics and Political Science og har en PhD i Statskundskab fra Aarhus Universitet. Anne Kirstine beskæftiger sig indgående med Libanon i sin forskning og har desuden tidligere boet og studeret i Beirut.

ILLUSTRATION: Teheran, 29. september 2024: Det iranske parlament markerer deres modstand mod Israel efter drabet på Hassan Nasrallah [FOTO: Icana News Agency/Zuma/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig