Anders Bondo Christensen: Nu må politikerne give lærerne grund til at blive i folkeskolen. Ellers vil magtesløsheden brede sig
27.03.2024
Endnu har politikerne til at gode at rydde op efter folkeskolereformens mest destruktive konsekvenser. Det kræver, at de erkender problemernes omfang.
Kronik af Anders Bondo Christensen
Den grundlovssikrede samfundsinstitution Folkeskolen er udfordret. Et stigende antal forældre vælger den fra. 20 procent af dem, der underviser i folkeskolen, er ikke læreruddannede, som loven ellers foreskriver. Ingen af de seneste tre reformer af skolen har skabt de forbedringer, der var det politisk formulerede mål med reformerne. Med andre ord: Udfordringerne er til at få øje på.
Det skal en ny aftale om folkeskolen råde bod på. Helt bevidst har politikerne fravalgt ordet reform – det er tydeligvis for belastet. Og ved det obligatoriske doorstep ved præsentationen af aftalen 19. marts var politikerne bemærkelsesværdigt afdæmpede i deres beskrivelse af ændringernes lyksaligheder.
Er alle folkeskolens udfordringer løst med den nye aftale? Helt sikkert ikke, men det er en positiv udvikling, at politikerne og ikke mindst ministeren i langt højere grad har lyttet til lærerne og skolens øvrige parter. Aftalen har da også generelt fået en positiv – men noget afdæmpet – modtagelse. Mange i og omkring folkeskolen står tilbage med en tvivl om, hvorvidt politikerne rent faktisk er bevidste om og parate til at ændre på skolens grundlæggende udfordringer.
Ansvaret for, at folkeskolen kan lykkes med opgaven, svæver i tågerne
_______
Når ansvaret forsvinder mellem kommunerne og Christiansborg
Både Lærerforeningen og Skolelederforeningen har med rette peget på skolernes pressede økonomi. Den problemstilling SKAL løses. Skiftende ministre har gennem årene tonet frem i medierne og fortalt om de hundredevis af millioner, som de har sikret til folkeskolen. Virkeligheden ude på den enkelte folkeskole er imidlertid, at man år efter år med lys og lygte leder efter besparelser for at få budgettet til at hænge sammen. Det er helt uholdbart. Dét markerede skolebestyrelserne i Aarhus med stor tydelighed, da de tidligere på året nægtede at godkende skolernes budgetter. De kunne ganske enkelt ikke tage ansvaret for fortsatte besparelser.
Et meget konkret eksempel på, at Christiansborgs millioner forsvinder i den blå luft, fik vi tilbage i slutningen af 10’erne. Folketinget besluttede at rette op på skolernes situation ved at afsætte en milliard på finansloven til flere lærere. I årene umiddelbart efter kom der rent faktisk flere lærere, men fire år senere var de forsvundet igen – opslugt af kommunale besparelser. Folketinget formulerer kravene til skolen, mens kommunerne har ansvaret for økonomien. Ansvaret for, at folkeskolen kan lykkes med opgaven, svæver i tågerne. Den problemstilling skal løses.
Afprofessionaliseringen af lærergerningen
Mens folkeskolens økonomi er en rimelig konkret problemstilling, er en anden af folkeskolens helt store udfordringer noget mere uhåndgribelig men mindst lige så alvorlig. Gennem flere årtier er der systematisk sket en gradvis afprofessionalisering af lærerfaget til stor skade for elevernes undervisning. Udviklingen kulminerede med skolereformen for ti år siden.
Kritikken af skolereformen har været massiv og tog til i styrke i takt med, at følgeforskningen viste, at reformen ikke indfriede nogen af de opstillede mål. Blandt politikerne er der imidlertid en meget lille erkendelse af, at den helt store katastrofe ved reformen var, at den undergravede lærernes professionelle ansvar for undervisningen og skolens udvikling. Dét var vel at mærke ikke en utilsigtet konsekvens men en helt bevidst strategi i forhold til den bagvedliggende målsætning om at effektivisere folkeskolen.
I dag gør politikerne – med statsministeren i spidsen – sig muntre over, at der blev opstillet mere end 4000 bindende mål for elevernes undervisning. Andre giver udtryk for, at det var uheldigt, at reformen faldt sammen med lockouten af lærerne. Og undervisningsministen udtrykker bekymring over læringsplatformenes indtog i skolen og efterlyser flere analoge undervisningsmidler.
Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at der ikke blot er tale om en række tilfældige uheldige begivenheder men derimod tiltag, der tilsammen skulle bidrage til en mere effektiv folkeskole. Uden den erkendelse vil det ikke lykkes at tage et opgør med afprofessionaliseringen af lærerarbejdet og de katastrofale følger, det har haft.
Skolereformen blev i sin tid solgt med en række løfter – herunder om mere bevægelse i skolen, udvidet samarbejde med lokalsamfundet, styrket faglighed, løft af de svageste elever osv. Få politikere ved, at bag de flotte løfter, som ingen kunne være uenige i, gemte der sig en effektiviseringsstrategi, der havde sit udspring i en 3 år gammel økonomiaftale mellem regeringen og KL.
Den del af økonomiaftalen blev hemmeligstemplet, og aktindsigt blev afvist med den begrundelse, at det var et lovforberedende dokument. Først tre måneder efter skolereformen var vedtaget, blev anmodningen om aktindsigt imødekommet. Det betød, at den brede kreds af politikere, der indgik i forhandlingerne om reformen, for langt de flestes vedkommende var helt uden kendskab til den økonomiaftale, der var definerende for reformens indhold.
Daværende finansminister Bjarne Corydon, der den dag i dag fremhæver skolereformen som sit vigtigste politiske resultat, bekræfter, at kun en meget snæver kreds af politikere reelt var med til at udforme skolereformen. Og tidligere undervisningsminister Merete Riisager giver udtryk for, at da reformen blev præsenteret, blev det hurtigt klart, at der ikke var tale om en pædagogisk tænkt reform men om en styringsreform.
Riisagers konklusion kommer ikke som den store overraskelse med den viden, vi har i dag. Styringsreformens mål var at effektivisere folkeskolen, og midlet var ikke mindst at omdefinere lærernes rolle. Ved at formulere tusindvis af konkrete læringsmål og supplere dem med præfabrikerede undervisningsforløb, der kunne hentes ned fra centrale læringsplatforme, kunne lærernes forberedelse reduceres til et minimum. Med denne tilgang til undervisningen, var det også af mindre betydning om læreren havde en læreruddannelse – de pædagogisk-didaktiske overvejelser tog andre sig af.
Ud over at ændre i lærernes undervisningsmetode skulle indholdet i lærernes arbejde også omdefineres. Lærerne skulle i højere grad blot formidle det faglige stof, mens pædagoger og undervisningsassistenter kunne tage sig af elevernes trivsel og udvikling.
Baseret på en effektiviseringstankegang giver alt dette god mening. Den enkelte lærer kan undervise mere, og billigere personalegrupper kan erstatte en del af lærerne. Det er imidlertid katastrofalt, hvis målet er at give eleverne den bedste undervisning.
Mens danske politikere mere eller mindre bevidst afmonterede lærernes professionalisme, gik anbefalingerne internationalt i den stik modsatte retning. OECD argumenterede eksempelvis for, at skulle elevernes undervisning styrkes, var det afgørende at styrke lærernes ”self-efficacy”. Begrebet dækker over, at lærerne skal opleve at have gode forudsætninger og muligheder for at give eleverne en god undervisning, og lærerne skal opleve at have indflydelse på undervisningens og skolens udvikling.
Ideen om at indsnævre lærerens opgave til formidling af det faglige stof var ligeledes i direkte modstrid med den pædagogiske forskning, hvor der var bred konsensus om at relationskompetencen – lærerens kompetence til at opbygge en social relation med elevene – har afgørende betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Med den nye skoleaftale er der lanceret tiltag, der kan rette op på denne misforståede politik. De mange læringsmål afskaffes, og politikerne lover, at skolerne får større frihed. Det er bestemt positive træk i forhold den katastrofale afprofessionalisering af lærergerningen, som vi har oplevet gennem lang tid. Men er politikerne reelt klar over, hvor dybt afprofessionaliseringen stikker? Er de parate til fundamentalt at ændre de nuværende læringsplatforme og investere i nye og bedre undervisningsmidler?
Er politikerne reelt klar over, hvor dybt afprofessionaliseringen stikker? Er de parate til fundamentalt at ændre de nuværende læringsplatforme og investere i nye og bedre undervisningsmidler?
_______
Har politikerne modet til de nødvendige ændringer?
Politikerne taler nu for, at vi skal droppe den rigide målstyring af undervisning, så lærerne i stedet kan gennemføre en undervisning, der tager udgangspunkt i klassens brogede elevgruppe med det mål at udfordre hver enkelt elev i undervisningen. Men er politikerne klar over, at dét kræver grundig forberedelse og efterbehandling af undervisningen og mulighed for kollegialt samarbejde og sparring? Og er politikerne parate til at tage ansvar for, at det kan realiseres, eller kører de bare videre med de snærende rammer, der blev dikteret af effektiviseringsdagsordenen?
Ønsker politikerne, at lærerne – til gavn for eleverne – igen påtager sig det professionelle ansvar for undervisningen, er det helt nødvendigt, kommunerne finder en løsning på det store problem, at en femtedel af dem, der varetager undervisningen, ikke har en læreruddannelse. Gennem de ti år, hvor læringsmålsregimet har været herskende i folkeskolen, er mere end en tredjedel af lærerne blevet skiftet ud. En meget stor del af lærerne, er derfor såvel gennem deres uddannelse som deres praksis blevet opflasket med en undervisningsform, der nu skal skrottes. Det kræver en efteruddannelsesindsats, som skolerne ikke kan magte med de nuværende budgetter. Alt dette bør politikerne gøre sig klart.
Elevernes personlige og sociale udvikling bør som nævnt være en integreret del af lærerens undervisning. En erkendelse af det, må nødvendigvis betyde, at udliciteringen af den del af lærerarbejdet til pædagoger eller andre faggrupper må rulles tilbage. Har politikerne modet til det?
Inklusionen og trivselskrisen, der er folkeskolens helt store udfordringer, kan kun løses, hvis der er nærværende lærere med tid og overskud til den enkelte elev. Er politikerne bag skoleaftalen bevidste om det? Og har de et svar på, hvordan det kan sikres på den enkelte skole?
Med den nye folkeskoleaftale følger der en række ændringer i folkeskoleloven, men hvis politikerne ikke er klar til at følge lovændringerne op med initiativer på de områder, som er beskrevet ovenfor, vil effekten af lovændringerne være højst tvivlsomme. Og den frihedsdagsorden, der er det bærende element i den nye aftale, vil på mange skoler blot blive oplevet som en decentralisering af magtesløsheden.
Politikernes evne og vilje til at lave den nødvendige opfølgning, står og falder med, om de politikere, der står bag aftalen, overhovedet er enige om målet med den. Sporerne fra skolereformen skræmmer. Da reformen i sin tid blev præsenteret, havde ordførerne fra de seks forligspartier meget forskellige udlægninger af indholdet. Og ingen af dem havde som nævnt forstået, at aftalen først og fremmest var et effektiviseringsprojekt styret af finansministeren.
Skiftende undervisningsministre oplevede efterfølgende, at Finansministeriet nærmest havde vetoret i forhold til ændringer i skolereformen. Ministeriet ønskede med al kraft at forsvare de landvindinger, de mente at have opnået med reformen. Sammen med den manglende fælles forståelse af målet med aftalen handlingslammede det forligskredsen i mange år. Merete Riisager har i et interview med undertegnede beskrevet, hvordan mange tiltag skulle accepteres i Finansministeriet. Hvis hun eksempelvis ønskede at indkalde til en forhandling om skoledagens længde, kunne det ikke gøres udenom Finansministeriet. Og iværksatte hun tiltag, som Finansministeriet ikke brød sig om, skete det, at hendes departementschef fik en reprimande. Hun rettede ved sin afgang en skarp kritik af ministeriets rolle (se fx: Afgåede ministre i hård kritik af Finansministeriet (Berlingske 2. juli 2019) og interviewet med Merete Riisager i Information (19/7 2020): ”Det er en frygtelig indsigt at få, men vi har jo noget, der ligner et teknokrati”).
Nej tak til de store reformer
I takt med at kritikken af skolereformen tog til, svækkedes finansministeriets spændetrøje, og den nuværende undervisningsminister har som sin forgænger Pernille Rosenkrantz-Theil investeret mange kræfter i samtaler med skolens parter ikke mindst med lærerne og skolelederne. Det har helt klart højnet kvaliteten af de politiske udspil. Alligevel er der god grund til at bruge nogle kræfter på at drøfte, hvordan den politiske proces yderligere kan kvalificeres.
I kølvandet på den massive styrings- og effektiviseringsdagsorden var det kompetencer indenfor det felt, der blev efterspurgt i ministeriet og de kommunale forvaltninger. Konsekvensen er, at der i dag er meget få om nogen ansatte i ministeriet med konkrete erfaringer fra undervisningen i folkeskolen, og tilsvarende gælder for en hel del skoleforvaltninger. Det må der laves om på, hvis vi vil sikre, at politikerne lokalt og centralt kan få kvalificeret sparring fra deres embedsværk.
Samarbejdet om folkeskolen er blevet klart forbedret. I 2018 indgik Danmarks Lærerforening og KL aftalen ”Ny Start”. Det har i dag udviklet sig til et bredere samarbejde i ”Sammen om skolen”. Men der er fortsat et forbedringspotentiale, og her kan der hentes inspiration fra eksempelvis Finland. Her har man ikke gennemført en eneste skolereform i umindelige tider. I stedet forsøger politikerne at finde løsninger på skolens udfordringer ved systematisk løbende at inddrage den viden, der er fra den pædagogiske forskning og læreres og lederes praksiserfaring. Det sikrer høj kvalitet i de politiske beslutninger, og det fremmer ejerskabet til beslutningerne. Det er afgørende forudsætninger for, at beslutningerne får en konkret effekt ude i klasseværelserne.
Fire store skoleaftaler på kun 20 år er det klare bevis på, at der i høj grad er brug for at styrke kvalitet i det politiske arbejde med folkeskolen. Et godt råd til politikerne kan hentes i de kloge ord, skoletænkeren Kristian Kold skrev over døren på sin skole på Midtfyn i slutningen af 1800- tallet: ”Træd varsomt, thi her bliver mennesker til!” ■
Fire store skoleaftaler på kun 20 år er det klare bevis på, at der i høj grad er brug for at styrke kvalitet i det politiske arbejde med folkeskolen
_______
Anders Bondo Christensen var formand for Danmarks Lærerforening (2002-2018). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
