![Amelie Theussen i RÆSONs nye trykte nummer: Hvor og hvordan Rusland udfordrer NATO’s artikel 5](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2024/11/07155140/20220513-124037-L-4967x3309max-1-e1730991093698.jpg)
Amelie Theussen i RÆSONs nye trykte nummer: Hvor og hvordan Rusland udfordrer NATO’s artikel 5
07.11.2024
.Ifølge NATO’s efterretningstjenester er der ingen overhængende fare for, at Rusland direkte vil udfordre NATO’s sammenhold ved et militært angreb. I stedet skal vi holde øje med landets aktiviteter i gråzonen mellem krig og fred. Der er dér, den største udfordring for artikel 5 og alliancens solidaritet findes for tiden.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.
Af Amelie Theussen
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har den kollektive forsvarsgaranti i NATO, fastskrevet i alliancetraktatens artikel 5, fyldt meget i den offentlige bevidsthed. Hvor ville Rusland angribe NATO? Ville NATO overhovedet være i stand til at forsvare de baltiske lande? Og ville USA komme de europæiske allierede til undsætning, på trods af den tidligere og måske kommende amerikanske præsident Donald Trumps gentagne advarsler om, at man ikke ville redde allierede, som ikke betalte, hvad de skulle (dvs. mindst 2 pct. af deres BNP)?
Ifølge efterretningstjenesterne er der ingen overhængende fare for, at Rusland direkte vil udfordre NATO’s sammenhold ved et militært angreb. I stedet for skal vi holde øje med landets aktiviteter i gråzonen mellem krig og fred. Der er dér, den største udfordring for artikel 5 og alliancens solidaritet findes for tiden.
NATO’s artikel 5
NATO-traktatens artikel 5 – ofte kaldt for musketéreden – er forsvarsalliancens hjørnesten. Den foreskriver, at et væbnet angreb mod ét af NATO-medlemslandene skal betragtes som et angreb mod alle, og at landene i tilfælde af et angreb skal ”bistå den (eller de) angrebne NATO-lande ved straks at tage de skridt, som hvert land anskuer som nødvendige for at genoprette og opretholde sikkerheden i det nordatlantiske område”. Indtil nu er artiklen blevet aktiveret en enkelt gang i alliancens historie, efter terrorangrebene den 11. september 2001.
Artikel 5 bliver altså udløst, når der sker et ’væbnet angreb’ – et begreb, som også er basis for FN-traktatens ret til individuelt og kollektivt selvforsvar (artikel 51).
I 2014 annekterede Rusland Krim-halvøen og indledte en ’skyggekrig’ i Østukraine – i februar 2022 fulgte invasionen. Dette har ændret trusselsopfattelsen blandt de NATO-allierede markant. Men den største udfordring for artikel 5 kommer ikke fra Rusland, men fra USA. Allerede under sin første embedsperiode som amerikansk præsident truede Trump med, at USA ikke ville komme et angrebet NATO-land til undsætning, hvis landet ikke brugte minimum 2 pct. af sit BNP på forsvarsudgifter (NATO’s fastlagte målsætning). Det budskab gentog han i sin valgkamp i februar 2024, da han fortalte om en samtale med en kreds af europæiske regeringsledere: ”No, I would not protect you. In fact, I would encourage them (Russia) to do whatever the hell they want. You gotta pay”. Disse udsagn underminerer artikel 5 og dermed NATO’s fundament, også selvom Trump måske ikke vil omsætte sine ord til handlinger. Ved at sætte spørgsmålstegn ved artikel 5 får han forsvarsalliancens fundament – den gensidige tillid blandt de allierede og den troværdige afskrækkelse af angreb mod alliancens medlemmer – til at vakle.
En opgørelse fra NATO viser, at 23 ud af 32 lande i 2024 vil leve op til NATO- målsætningen om at bruge 2 pct. af BNP på forsvarsudgifter. Mange NATO-allierede har intenst arbejdet med at styrke deres væbnede styrker og øget deres forsvarsudgifter. Desuagtet er det stadig alene USA, der har de militære kapaciteter til at kunne forsvare de europæiske NATO-allierede mod Rusland, herunder nuklear afskrækkelse.
Ved at sætte spørgsmålstegn ved artikel 5 får Trump forsvarsalliancens fundament til at vakle
_______
Hybride trusler
Hvad udgør ’et væbnet angreb’ i en tidsalder af fake news, suverænitetskrænkelser, sabotage af kritisk infrastruktur og cyberangreb? Det er et omdiskuteret emne. For Den Internationale Domstol er det kun de mest alvorlige former for magtanvendelse, som udgør et væbnet angreb (jf. fx dom i Nicaragua-sagen fra 1986, §191). Det ligger i udtrykket, at der skal anvendes væbnet magt, at angrebet skal opnå en vis grad af intensitet og effekt (’mest alvorlige former’), og det kræver et vist niveau af organisering. Kort sagt indebærer et væbnet angreb, at en række personer bliver såret eller dræbt, eller at der bliver ødelagt ejendom. Men det betyder, at lande som Rusland kan undgå at udløse artikel 5 ved at holde deres aktiviteter under tærsklen til et væbnet angreb – og dermed undgå, at NATO og USA kan bringe deres overvældende militære magt til anvendelse.
Meget er blevet skrevet og sagt om hybride trusler og gråzonekonflikt, med stor fare for at begreberne degenererer til analytisk uanvendelige modeord. Derfor er en begrebsafklaring på sin plads.
Hybride trusler i denne artikel refererer til aktiviteter, hvor stater ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste forsøger ”at opnå strategiske fordele eller mål, uden at det direkte kan kategoriseres som konventionel militær magt […] af både politisk, informationsmæssig, militær og økonomisk karakter”. Truslen er hybrid, fordi det er et samspil af forskellige magtmidler, fra de konventionelle til de ikkekonventionelle. Deres brug kan ske i al åbenhed eller i dybeste hemmelighed. European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats definerer tre egenskaber af hybride trusler:
1) Handlingerne er koordineret og synkroniseret og bevidst rettet mod staters eller institutioners svagheder.
2) Handlingerne udnytter tærsklerne for opdagelse og tilskrivning såvel som de forskellige grænseflader mellem fx krig og fred, intern og ekstern sikkerhed, lokal og stat og national og international. Det er her, gråzonebegrebet har sin oprindelse. Mange af de aktiviteter, som udgør hybride trusler, finder sted i netop denne gråzone – grænsefladen – mellem disse dikotomier.
3) Handlingerne har til formål at påvirke beslutninger på lokalt, regionalt, statsligt eller institutionelt niveau og er designet til at fremme/opfylde strategiske mål, samtidig med at modstanderen undermineres og/eller såres.
Tærsklen til artikel 5
Hybride trusler gør det meget svært at vurdere, hvornår tærsklen for en mulig udløsning af artikel 5 er nået. Virkeligheden er kompleks, og der foregår mange ting, som ved første – og ofte også andet og tredje – øjekast virker uforbundne. Derfor kan det være næsten umuligt at få et samlet, overordnet billede af alle de handlinger, som hører til en koordineret og synkroniseret hybrid trussel mod NATO, da disse foregår på tværs af landene og er præget af tvetydighed.
Hvornår er det et tilfælde, og hvornår er det en koordineret kampagne af hybride aktiviteter? Ofte bliver det først opdaget, at noget er i gang, når aktiviteten har vokset sig til en vis størrelse eller er blevet til et mønstre af lignende tilfælde, og dens strategiske effekt er begyndt at tage form.
Det er endnu sværere at tilskrive ansvar – hvor kommer en fake news-historie egentlig fra? Har en sabotør forbindelser til en stat, eller er det ’bare’ en frustreret enkeltperson?
Efterretningstjenester har selvfølgelig muligheder for at opspore de ansvarlige og deres eventuelle statsforbindelser. Men for det første kan sådan en undersøgelse tage tid, og for det andet bliver de opdagede oplysninger og deres bevisgrundlæg ikke altid delt med allierede eller befolkningen. Om det er for at beskytte arbejdsmetoder og kilder eller på grund af manglende tillid i en gruppe af 32 allierede eller for politiske grunde (fx fordi man ikke vil gøre befolkningen bekymret eller give modstanderen et indblik i, hvor stor effekten af deres aktiviteter var), er resultatet, at der ofte forbliver en vis grad af tvivl i ansvarstilskrivelsen. Anvarstilskrivelsen foregår i et kontinuum med varierende grader af sikkerhed og ikke som et ja/nej-svar.
Hvor mange ressourcer er en regering villig til at bruge på at tilskrive en handling én bestemt aktør med rimelig sikkerhed? Det afhænger ofte af, hvor meget der er på spil. For den, der udfører den hybride aktivitet, behøver det ikke at være helt umuligt at tilskrive ansvaret nogen, der skal ’bare’ være tvivl om ansvaret.
Sandheden er, at det er ekstremt svært at afskrække hybride trusler og meget svært at reagere i tide. En koordineret og synkroniseret hybrid kampagne kan udgøre en alvorlig trussel mod NATO og opnå strategiske effekter på niveau med et væbnet angreb. NATO har selv anerkendt denne fare, da daværende generalsekretær Stoltenberg i 2019 meldte ud, at et alvorligt cyberangreb ville kunne udløse artikel 5. NATO’s strategiske koncept fra 2022 bekræfter også, at artikel 5 kan udløses ved hybride angreb. Men hvor stort skal det være?
Sandheden er, at det er ekstremt svært at afskrække hybride trusler og meget svært at reagere i tide
_______
Ruslands hybride kampagne
I de seneste år har Rusland tiltagende benyttet sig af hybride trusler. Der findes af gode grunde ingen komplet liste over de trusler, som Rusland – med størst sandsynlighed – står bag.
Rusland har længe været meget aktiv med desinformationskampagner, hvor man spreder falske historier for at opnå en politisk effekt. Her er to eksempler: Allerede i 2017 spredtes en historie om, at tyske soldater i Litauen havde voldtaget en litauisk pige. De tyske soldater var kort tid forinden blevet stationeret i landet som en del af NATO’s enhanced Forward Presence (eFP) i Litauen, som ledes af Tyskland. Talspersoner for NATO var hurtige til at påpege, at Rusland stod bag de falske e-mails, som havde sat historien i gang, formentlig med målet om at diskreditere eFP og skabe en stemning i befolkning mod stationeringen af allierede soldater.
Mange vil huske sidste års historie om væggelus i Paris, som viste sig at være blevet kunstigt forstærket – men sandsynligvis ikke startet – af Rusland. Her brugte man falske nyhedsartikler og hjemmesider, som lignede store franske medier, til at dele falske historier med to formål: at skade franske interesser et år inden OL i Paris og at underminere vestlig støtte til Ukraine og sanktionerne mod Rusland. Nogle falske artikler påstod, at væggelusangrebet skyldtes ukrainske flygtninge – i andre hed det, at man ikke kunne bekæmpe væggelus, fordi insektmidlet enten var produceret i Rusland eller havde afgørende kemikalie-ingredienser fra Rusland og derfor – grundet sanktionerne – ikke længere var tilgængeligt.
En anden brik i Ruslands puslespil af hybride trusler er at krænke andre nationers luftrum med kampfly eller ved at lade fly krydse internationalt luftrum uden tændt radiotransponder eller forudgående deling af flyveplan, hvilket er imod internationale regler. Det danske luftrum blev krænket to gange i 2021 og en gang i 2022, men der var ingen direkte krænkelse i 2023 eller i år. Sverige og Finland har dog oplevet krænkelser af deres luftrum i juni 2024. Det danske afvisningsberedskab – normalvis to F-16-fly, der kan lette med kort varsel for at holde øje med og møde russiske fly i Østersøen tæt ved dansk territorie – er dog blevet aktiveret 80 gange i 2022 og 55 gange i 2023. Før Ruslands invasion af Ukraine var der årligt mellem 30 og 50 aktiveringer.
Også russiske skibe er blevet fanget i at sejle med slukket transponder eller i at sende forkerte GPS-oplysninger (kaldet AIS spoofing). Disse ’mørke skibe’ – en ’skyggeflåde’ – er blevet brugt bl.a. til at undgå vestlige sanktioner, forstyrre skibstrafik og samle informationer om kritisk infrastruktur, herunder havvindmølleparker.
Russerne laver den type hybride aktiviteter ikke kun for at udspionere og irritere NATO-allierede, de sender også et signal om, at Rusland spiller efter egne regler. Overtrædelserne bruges til at teste (og udfordre) NATO-landes reaktionsmønstre, afvisningsberedskab og generel opmærksomhed i de forskellige domæner.
Desuden har Rusland adskillige gange manipuleret GPS-signalerne fra andre skibe, så det ser ud, som om skibene befinder sig et andet sted, end de gør i virkeligheden, bl.a. skete det i 2021 ift. to NATO-skibe i Det Sorte Hav (Storbritanniens HMS Defender og Hollands HNLMS Evertsen). Iran og Kina gør lignende ting, der kan bruges som påskud for en diplomatisk krise eller endda en væbnet konflikt, fx beslaglæggelsen af tankskibet Stena Impero i 2019. I det første halvår af 2024 har Rusland fra Kaliningrad flere gange blokeret GPS-signalet i de omkringliggende lande; bl.a. formoder den britiske regering, at Rusland stod bag en afbrydelse af satellitsignalet fra et Royal Air Force-fly – med den britiske forsvarsminister, Grant Shapps, om bord – der var på vej hjem fra en tur til Polen.
Alene i år har der allerede været flere væsentlige cyberangreb mod europæiske NATO-allierede, især inden EP-valget, bl.a. rettet mod politiske partier og forsvarsindustrien i Tyskland, regeringsnetværk og kritisk infrastruktur i Polen og Tjekkiet (fx jernbaner) og leverandøren af digitale løsninger til Sveriges regering. Nogle af de mest alvorlige cyberangreb mod Danmark udført af (pro-)russiske grupper er angrebet på Mærsk i 2017, på en DSB-underleverandør i 2022 (det førte til en totalnedbrud af togtrafikken i flere timer), på ejendomsmæglerkæden EDC i 2023 og på en række forsyningsselskaber også i 2023, hvor den værste skade dog kunne afværges.
Overtrædelserne bruges til at teste (og udfordre) NATO-landes reaktionsmønstre, afvisningsberedskab og generel opmærksomhed i de forskellige domæner
_______
De sidste måneder har også set et tiltagende antal af sabotagehændelser: Der har været brandstiftelse på en virksomhed med forbindelser til Ukraine i London, det største indkøbscenter i Polen i Warszawa, en Ikea i Vilnius og busser i Tjekkiet. Der har også været forsøg på at sabotere mindst én amerikansk base i Tyskland og et angreb på den estiske indenrigsministers bil. Og der har været flere tilfælde af sabotage, hærværk og brandstiftelse, hvor der også formodes forbindelser til Rusland.
Men det ser ud til, at Rusland allerede er gået endnu længere. Tidligere på året blev det kendt, at Rusland havde planlagt at myrde Armin Papperger, administrerende direktør i den store tyske våbenproducent Rheinmetall. Åbenbart var det kun den mest fremskredne plan af flere, som havde til formål at dræbe forsvarsindustriens ledere i hele Europa, og dermed svække støtten til Ukraines krigsindsats. Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, sagde ved NATO-topmødet i Washington i juli, at Rusland ”fører en hybrid angrebskrig” mod europæiske allierede.
For mange af disse aktiviteter gælder det, at det kan være svært at knytte hændelserne til Rusland. Ofte er det lokale personer, hyret igennem internettet, som står for aktiviteterne, og det er relativt nemt for Rusland at så tvivl om landets indblanding. Selv hvis myndighederne offentligt fastslår, at Rusland er indblandet, prøver russerne at skabe og udnytte tvetydighed.
Svalbard som muligt artikel 5-tilfælde
På baggrund af Ruslands aggressive retorik over for – og eskalerende hybride kampagne mod – NATO diskuteres det, om Rusland kan finde på et angreb, der aktiverer artikel 5. Mens mange holder øje med Ukraines nabolande og de tre baltiske stater, er der også en anden risiko – at det kan ske i det høje nord, på øgruppen Svalbard.
Svalbard er strategisk vigtigt på grund af sin geografiske beliggenhed, som kan være afgørende for at kontrollere adgangen til og fra Ruslands nordflåde på Kolahalvøen, hvor landet har sine strategiske atomubåde. Farvande omkring Svalbard er også rige på fisk, såsom torsk og rejer, og der ligger omfattende forekomster af metalmineraler. Svalbardtraktaten fra 1920 tildelte Norge suverænitet over øgruppen, mens de andre stater, som underskrev traktaten, fik en række lige rettigheder, bl.a. angående ressourceudnyttelse.
Rusland er det eneste andet land end Norge, der har en betydelig befolkningsgruppe på øerne. Især fra russisk (og til dels fra kinesisk) side har der i løbet af årene været en del klager over, at Norge ikke overholder traktaten, i takt med at nordmændene har implementeret strengere miljøregler, øget koordineringen af forskningsaktiviteter og begrænset visse typer aktiviteter for at beskytte det skrøbelige miljø på øgruppen – herunder brugen af helikoptere til andre formål en minedrift.
Der er også vedværende uenighed om status for de maritime zoner ud over 12 sømil fra øgruppens kyster. Uenigheden går på, om den 200 sømil store eksklusive økonomiske zone og kontinentalsoklen er omfattet af bestemmelserne i Svalbardtraktaten, sådan som bl.a. EU hævder. I stedet for at oprette en fuld eksklusiv økonomisk zone oprettede Norge i 1970’erne en fiskeribeskyttelseszone af samme størrelse. Men Rusland hævder, at Svalbardtraktaten gælder for kontinentalsoklen, og at Norge ikke har retten til unilateralt at udnævne sin fiskeribeskyttelseszone, og det således kun er flagstater, som har jurisdiktion over fiskerfartøjer i regionen.
Svalbardtraktatens artikel 9 opstiller militære restriktioner og forpligter Norge til ikke at skabe eller tillade etableringen af en flådebase eller anden befæstning på øgruppen – og stipulerer, at territoriet ikke må bruges til ’krigslignende formål’. Når den norske kystvagt lægger til i Longyearbyen for at få friske forsyninger, og den norske flåde jævnligt sender en fregat til Svalbard for at fremhæve norsk suverænitet og kapacitet i området, er det for Rusland et brud på Svalbardtraktaten. Rusland sætter også spørgsmålstegn ved, om data fra Norges satellitstation på Svalbard (en af verdens største) bliver brugt til ’krigslignende formål’.
Disse uoverensstemmelser rækker dog tilbage til Den Kolde Krig, og ved første øjekast virker de ikke til at besidde stort eskaleringspotentiale. Men hvis Rusland en dag ønsker at eskalerede en konflikt med NATO, men samtidig bevare en form for plausibel benægtelse – det, som jo kendetegner den russiske hybride kampagne – kan Rusland iværksætte handlinger for at underminere norsk suverænitet ved Svalbard på baggrund af de opridsede uoverensstemmelser.
Og Rusland har allerede foretaget en række handlinger, der kan ses som en optrapning af situationen omkring Svalbard: I januar 2022 blev et af de to undersøiske kabler, der er afgørende for informationsteknologien på Svalbard, skåret over, efter at russiske fiskefartøjer havde opereret meget i området. Samme år arrangerede den russiske generalkonsul i Barentsburg en symbolsk flådeparade; og i 2023 blev der gennemført en parade i militær stil, hvor der indgik flere end 50 køretøjer, snescootere og en helikopter samt masser af russiske flag – anledningen var at markere årsdagen for Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Mens det nok mest var for at tiltrække opmærksomhed, er det også et kraftigt symbol for det stadig mere anspændte forhold omkring Svalbard.
Hvis Rusland en dag ønsker at eskalerede en konflikt med NATO, men samtidig bevare en form for plausibel benægtelse – det, som jo kendetegner den russiske hybride kampagne – kan Rusland iværksætte handlinger for at underminere norsk suverænitet ved Svalbard
_______
Men den største fare er en mulig eskalering af interaktioner i fiskeribeskyttelseszonen omkring Svalbard mellem russiske skibe og den norske kystvagt. I praksis accepterer russiske fiskere generelt inspektioner fra den norske kystvagt. Men i takt med at sikkerhedsmiljøet bliver mere og mere anspændt, vokser bekymringen for, at Rusland kunne hævde, at Norge overskrider sin jurisdiktion. Fx hvis norske myndigheder inspicerer, foretager arrestationer på eller beslaglægger et russisk fartøj, og Rusland truer med at bruge militær magt. Det er der en vis præcedens for, eftersom Rusland allerede i begyndelsen af 2000’erne antydede en mulig trussel med militær magt, da russiske fiskefartøjer blev anholdt i fiskeribeskyttelseszonen af den norske kystvagt.
Selvom nogle stemmer sår tvivl om, hvorvidt et angreb på Svalbard ville være dækket under NATO’s artikel 5, kan dette besvares med et klart ja. Problemet ligger rettere i en ’utilsigtet eskalering’ på baggrund af de eksisterende uoverensstemmelser omkring Svalbardtraktaten. Rusland kan bruge uenigheden om traktaten til at hævde, at en norsk handling er eskalerende, og en stærk russisk reaktion derfor er berettiget for at beskytte russernes rettigheder under Svalbardtraktaten. Ved såkaldt lawfare (brugen af love til at opnå et strategisk mål) og et målrettet angreb på strategisk infrastruktur vil Rusland kunne præsentere NATO for et fait accompli – fx en blokade eller besættelse af Svalbard – og så tvivl om, hvad der foregår, og om, hvorvidt juridiske og andre grænser er blevet overskredet. Dette vil kunne bremse NATO’s evne til at reagere – bl.a. ved at vanskeliggøre konsensus blandt alle NATO-lande, hvor nogle måske ville have det svært med at udløse artikel 5, og dermed muligheden for en altødelæggende stormagtskrig mellem NATO og Rusland, over noget, som ved første blik ligner en uoverensstemmelse omkring fiskerettigheder.
Men Rusland har dog også grunde til at holde igen – landet har økonomiske interesser på Svalbard, og i stor stil i den arktiske region generelt. Dertil kommer risikoen for, at handlinger i den retning, som er udpenslet her, ville føre til en for Rusland ukontrollérbar eskalering og potentielt en stormagtskrig, som landet ville have svært ved at vinde.
Hvad er målet med en hybrid kampagne mod artikel 5?
Som tidligere beskrevet er det tærsklen til væbnet konflikt – og i NATO-kontekst: tærsklen til artikel 5 – som hybride trusler leger med og er designet til at undgå. Dermed nægter Rusland NATO at bruge sin overlegne militærmagt, mens landet prøver at opnå sine strategiske mål. Men jo tættere Rusland vover sig til grænsen af artikel 5, jo større er risikoen for, at NATO vil eskalere, og Rusland pludselig finder sig i en (sandsynligvis) uønsket, åben krig med NATO. På den anden side er der heller ikke et ønske fra NATO-siden om at eskalere unødvendigt og dermed være den, som ’overreagerer’ og forårsager stormagtskrig.
Overordnet set har Ruslands hybride kampagne indtil nu kun haft meget begrænset succes med at opnå russiske mål, som fx at sætte en stopper for NATO-landenes støtte til Ukraine. Men den afspejler, hvordan Moskva bliver mere og mere kæk i forfølgelsen af sine mål. Kampagnens effektivitet skal måles på langt sigt – og i summen af alle de forskellige aktiviteter. Som nævnt kan hybride aktiviteter (fx omkring Svalbard) have til formål at sætte scenen for en senere militære konfrontation.
Det er den samlede effekt af alle hybride aktiviteter, der kan underminere både NATO-alliancen, artikel 5 og de demokratiske systemer i NATO-landene og dermed føre til død ved tusind stik – uden at én enkelt handling nogensinde vil udløse artikel 5. Det står klart, at Rusland bruger de her aktiviteter til at teste og vurdere NATO-landenes reaktioner, forberedelse, viljestyrke og sammenhold. Men endnu mere er de et forsøg på at blænde NATO – bremse, forsinke og vanskeliggøre en samlet reaktion og at udnytte allerede eksisterende uenigheder i befolkningerne og deres regeringer; mellem det civile samfund og forsvaret samt mellem NATO-allierede. Her spiller det også ind, at det af NATO’s artikel 5 ikke fremgår, at landene nødvendigvis skal svare med militære midler, hvis en allieret bliver angrebet, men kan yde enhver form for bistand, de anser for nødvendig for at reagere på en situation.
At det kan være svært at reagere på en eskalerende hybrid kampagne, har såkaldte ’skrivebordsøvelser’ i NATO vist. Her blev artikel 5 først udløst efter et raketangreb, som var et klart tilfælde af et væbnet angreb, selvom der var opstået et meget større antal ofre meget tidligere i scenariet igennem forskellige hybride aktiviteter i forskellige NATO-lande.
Overordnet set har Ruslands hybride kampagne indtil nu kun haft meget begrænset succes. Men den afspejler, hvordan Moskva bliver mere og mere kæk i forfølgelsen af sine mål
_______
Hvordan skal NATO reagere?
For det første skal det understreges, at pointen med hybride trusler netop er at undgå at udløse artikel 5, fordi det ville indebære overvældende militær reaktion, som forhindrer Rusland i at opnå sine mål. Derfor er det vigtigt, at truslen fra hybride aktiviteter bliver taget alvorligt, men ikke gjort til en større trussel, end den er. Dét vil netop kun bidrage til mere usikkerhed, tvetydighed og splid i forsvarsalliancen.
I NATO-regi er meget allerede blevet sat i gang for at håndtere hybride trusler. Alliancen har lagt fornyet vægt på andre mekanismer ud over artikel 5. Herunder artikel 3, som omhandler vedligeholdelse og udvikling af individuel og kollektiv resiliens og civilt beredskab og ligger til grund for NATO’s syv grundlæggende krav for national modstandskraft, der blev aftalt på NATO-topmødet i Warszawa i 2016. Og artikel 4, som er en konsultationsprocedure, der kan bruges, når et medlemsland mener, at dets territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.
Allerede i 2018 dannede NATO såkaldte Counter Hybrid Support Teams, som kan sendes afsted for at hjælpe en ramt allieret, fx efterspurgte Litauen hjælp i forbindelse med migrantkrisen fra Belarus. Også EU har her i 2024 banet vejen for såkaldte Hybrid Rapid Response Teams, et konkret tiltag, der udspringer af EU’s strategiske kompas fra 2022. Desuden er der i mange NATO-lande kommet stærkt fokus på opbygning af modstandskraft i samfundet samt sikring af kritisk infrastruktur. I Danmark er der i løbet af de seneste måneder blevet sendt anbefalinger fra Beredskabsstyrelsen til alle borgere om, hvordan man skal forberede sig på kriser, og man har ved regeringsrokaden i august samlet ansvar for beredskab, cybersikkerhed og national krisestyring i et nyt ministerium for samfundssikkerhed.
Arbejdet med borgernes evne til at håndtere kriser og etableringen af det nye ministerium er langtfra afsluttet, men det er tydeligt, at der kræves endnu mere bevidsthed om hybride trusler og informationsdeling mellem NATO-landene. Der er stort behov for at se egne og andres aktiviteter i en bredere sammenhæng for at få et samlet overblik over alle russiske hybride aktiviteter – både når det gælder alle NATO-lande og alliancens tætte partnere. På grund af aktiviteternes uensartede og tvetydige natur er det en meget svær, men afgørende, opgave. Kun i den bredere sammenhæng er det muligt at se eskaleringsmønstre og det videre eskaleringspotentiale i en given situation – og udforske, hvilke handlingsmuligheder modstanderen har, og hvilke politiske og/eller juridiske begrundelser de ville kunne trække på.
Det er samtidig vigtigt for NATO-alliancen at danne en forenet front, hvor man undgår at forværre uenigheder internt i alliancen og prøver at opnå politisk enighed om vigtige stridspunkter, i det mindste over for offentligheden. I Svalbard-eksemplet betyder det, at man burde arbejde hen imod enighed angående den juridiske status for det maritime område omkring øgruppen, konsekvent komme med tydelige afvisninger af forsøgene fra Rusland (og andre) på at udfordre Norges suverænitet over Svalbard og arbejde med resiliens i både samfund og infrastruktur. Noget af det vigtigste er at forhindre Rusland i at skubbe til grænserne for, hvad er acceptable handlinger inden for de eksisterende aftaler og traktater.
Men ud over regeringerne i NATO-alliancen handler det også om bevidsthed i – og informationsdeling – med befolkningerne. Her spiller en kritisk holdning til ubekræftede kilder og nyhedshistorier på de sociale medier en afgørende rolle. Usikkerhed, utilfredshed og panik bliver forstærket af ondsindede aktører, og det skaber et klima, som er en gunstig basis for fremtidig påvirkning. Resultatet? Undermineringen af alliancens hjørnesten, artikel 5. ■
Noget af det vigtigste for NATO er at forhindre Rusland i at skubbe til grænserne for, hvad er acceptable handlinger inden for de eksisterende aftaler og traktater
_______
Amelie Theussen (f. 1989) er lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet. Hun beskæftiger sig primært med sikkerhedssituationen i Arktis og Østersøen, dansk og tysk sikkerheds- og forsvarspolitik, og hvordan krig forandrer sig grundet nye aktører, teknologier og metoder, herunder konsekvenser for både de juridiske og politiske normer omkring brug af væbnet magt.
ILLUSTRATION: Longyearbyen i Svalbard, 10. maj 2022: Luftfoto af domer til telekommunikation. [FOTO: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix]