Ali Vaez: Det er muligt, at Netanyahu endelig får det, han altid har ønsket sig: At bringe USA på kollisionskurs med Iran
09.10.2024
”Selvom præsident Trump måske selv er interesseret i at indgå en aftale med Iran, deles den målsætning næsten ikke af nogen i hans omgangskreds, som primært er motiveret af at forfølge en nulsumstilgang til Iran. For dem er pres ikke et middel til at nå et diplomatisk resultat; det er et mål i sig selv. Og den tilgang vil ikke bringe Iran og USA på vej mod forhandlingsbordet, men på vej mod en direkte militær konfrontation i løbet af de næste fire år”
Interview med Ali Vaez, iransk senioranalytiker i den amerikanske ngo International Crisis Group. Han deltog på vegne af Crisis Group i forhandlingerne i 2015, der førte til den iranske atomaftale JCPOA
Af Thilde Asmussen
RÆSON: 1. oktober angreb Iran Israel med knap 200 missiler. Ifølge Iran var det et modsvar på drabet af Hizbollahs øverste leder Hassan Nasrallah og kommandør i Revolutionsgarden (IRGC) Abbas Nilforoshan i slutningen af september i Beirut samt drabet på Hamas-leder Ismail Haniyeh i juli i Teheran. Hvorfor angreb Iran i sidste uge og ikke allerede efter drabet af Haniyed?
VAEZ: Det iranske argument var, at de ikke reagerede med det samme på grund af USA’s og andre parters opfordring til ikke at afspore forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza, som var meget tæt på slutfasen.
Jeg tror dog, at den egentlige grund er, at Iran på det tidspunkt ikke havde nogen mulighed for at gengælde med lave omkostninger mod Israel. Selv om angrebet på Haniyeh fandt sted på iransk jord og ramte en højtstående iransk statsgæst, var der ingen iranske ofre. Hvis Iran svarede igen, frygtede man, at landet ville falde i en fælde lagt af Israel, som så ville retfærdiggøre en udvidelse af krigen og trække Iran ind i en direkte militær konfrontation med Israel – og potentielt også med USA.
Som tiden gik, og især med de tilbageslag, som Iran og dets allierede i regionen har lidt, især mod Hizbollah i slutningen af september, kom iranerne til den konklusion, at der ikke kun var lagt en fælde for dem, men at der faktisk var en dobbeltfælde. Den anden fælde var deres tilbageholdenhed, som havde åbnet vejen for, at Israel kunne klatre op ad eskalationsstigen meget hurtigt og uden omkostninger. Derfor tror jeg, at iranerne konkluderede, at hvis de ikke reagerede, ville det i sidste ende føre til et israelsk angreb, hvor Iran ville være i en svag position, da dets regionale allierede ville være fuldstændig decimeret på det tidspunkt.
Tror du man i Teheran fortryder den afventende strategi, og at man ikke kom med et modsvar noget før?
Det ser ud til at være tilfældet, og der har været en høj grad af intern debat om dette. En af grundene til, at man valgte at angribe den 1. oktober, var et hidtil uset internt pres på regimet – især fra de politiske hardlinere og revolutionsgarden, som hævdede, at den passive reaktion på den israelske optrapning dybest set havde givet Israel mod til at underminere Iran og dets allierede i regionen.
For første gang var der kritik af ayatollah Ali Khameneis politik på statsligt tv, og jeg tror, at det interne pres blev for meget for ledelsen. Der var også et problem med troværdigheden i de iranske allieredes øjne, fordi de ofrede sig for at forsvare den palæstinensiske sag, mens Iran sad på sidelinjen. Det fremstod som om, at Iran dybest set ikke havde lyst til at udsætte sig selv for den samme slags smerte, som andre medlemmer af modstandsaksen havde lidt. Så Iran var også nødt til at gøre noget for at rette op på den opfattelse, fordi landets nationale sikkerhed afhænger af modstandsaksen som alliancesystem.
Har angrebet 1. oktober taget toppen af den interne kritik, og ser man i Iran angrebet som en succes?
Ja, absolut. Der er en høj grad af tilfredshed, endda skadefryd, i de højere rækker af den politiske elite: Ikke alene lykkedes det at trænge igennem Israels luftforsvar, men angrebet viste også, at Iran har viljen og modet til at sætte sig op imod den mægtigste militærmagt i regionen, som støttes af verdens supermagt. Det viste, at Iran kan komme igennem de israelske forsvarssystemer og forvolde betydelig skade, hvis det vil. Nu var dette angreb stadig relativt kalibreret i den forstand, at det kun var rettet mod militære installationer i Israel. Men hvis Iran og Israel kommer ind i en eskalerende spiral, vil det unægtelig koste civile ofre, og når der er ofre, kan det meget hurtigt blive meget grimt.
Hvis Iran og Israel kommer ind i en eskalerende spiral, vil det unægtelig koste civile ofre, og når der er ofre, kan det meget hurtigt blive meget grimt.
_______
Hvilke scenarier tror du, man har arbejdet ud fra i Teheran – forventer man et israelsk angreb eller er håbet, at det internationale samfund, herunder særligt amerikanerne, vil være i stand til at overbevise Israel om ikke at angribe?
De forventer et kraftigt israelsk svar. De har sandsynligvis beredskabsplaner for alle mulige worst case-scenarier, som kunne omfatte et potentielt hybridangreb fra Israel, som ikke kun ville omfatte kinetiske aktioner mod militære installationer, energiinfrastrukturen og potentielt endda atomprogrammet, men også hemmelige operationer, der har til formål at destabilisere regimet. Israel har en lang historik med cyberangreb, snigmord, sabotageoperationer i Iran og informationsoperationer på de sociale medier. Alle disse muligheder er på bordet nu.
En af grundene til, at Iran tog det store skridt og angreb Israel, er sandsynligvis også, at de håbede, at USA – i tiden op til det amerikanske valg og i betragtning af Biden-administrationens modvilje mod at se yderligere eskalering og udvidelse af konflikten i regionen – ville lægge pres på Israel for at forsøge at begrænse omfanget af israelsk gengældelse. Men det kan vise sig at være en stor fejlvurdering, for den amerikanske regering har en vag historik med hensyn til at forsøge at påvirke israelske beslutninger. Især i de næste par uger er der meget lidt politisk plads til, at Demokraterne kan blive set som dem, der holder Israel tilbage. Og set fra den anden side kan det faktisk være en mulighed for premierminister Netanyahu for endelig at få det, han altid har ønsket sig: at bringe USA på kollisionskurs med Den Islamiske Republik.
Selv hvis man undgår et israelsk angreb på iransk jord, er Iran så nødt til komme med et modsvar, hvis Israel fortsætter angrebene på Hizbollah i Libanon og houthierne i Yemen? Hvilke muligheder har Iran for at undgå deres allierede bliver decimeret?
Den iranske forsvarspolitik har altid været designet til at skubbe konflikter væk fra Irans grænser; og ikke trække Iran ind i en direkte konfrontation med sine modstandere. Det har altid været meningen, at grupper som houthierne og Hizbollah skulle udkæmpe Irans krige på dets vegne; Iran skulle ikke være deres forsvarsskjold. Derfor tror jeg, det er usandsynligt, at Iran vil fortsætte med at eskalere bare for at beskytte sine regionale modstandere. Men hvis Israel gengælder på en betydelig måde, og især på en måde, hvor Iran for alvor taber ansigt, så vil iranerne ikke have noget andet valg end at gengælde på samme måde.
Hvis Israel fx angriber energiinfrastruktur, kan Iran potentielt angribe israelske kraftværker eller afsaltningsanlæg. Hvis man går efter atomanlæg, kan Iran potentielt også gå efter Dimona-atomkraftværket i Israel. Dette er uanset, hvad der sker i de konfrontationer, som Israel eller USA har med andre medlemmer af modstandsaksen. Jeg tror, at Iran foretrækker at vende tilbage til at presse Israel og USA gennem sine regionale partnere og stedfortrædere. Men det er ikke sikkert, at de har den mulighed, især ikke i kølvandet på et potentielt israelsk angreb på deres eget territorium.
Jeg tror, at Iran foretrækker at vende tilbage til at presse Israel og USA gennem sine regionale partnere og stedfortrædere. Men det er ikke sikkert, at de har den mulighed
_______
Hvordan vurderer du magtbalancen mellem Israel og Iran i lyset af de sidste ugers eskalering?
Israel har uden tvivl overhånden. Israel er en atomvåbenstat og har en overlegen efterretningstjeneste, militær formåen og nyder godt af verdens supermagts næsten ubetingede støtte. Samtidig står Iran over for en række ikke-attraktive muligheder: Hvis de eskalerer, vil de tabe, da Israel og USA har dominans over eskaleringen. Hvis de ikke eskalerer, signalerer det svaghed og kan potentielt invitere til mere pres fra deres modstandere. Under alle omstændigheder vil Israel sandsynligvis fortsætte med at svække Irans regionale afskrækkelse, og i slutningen af denne konfrontationscyklus vil Iran være i en svagere position.
Men selv om Hizbollah og Iran vil være svækket efter en potentiel konfrontation, vil de ikke forsvinde. Tværtimod har Israel som følge af sine handlinger i Gaza og Libanon skabt en høj grad af radikalisering i den muslimske og arabiske verden, som giver Iran mulighed for at fortsætte rekrutteringen af nye grupper, der kan operere mod Israel og destabilisere regionen i de kommende år.
Israel vil sandsynligvis fortsætte med at svække Irans regionale afskrækkelse, og i slutningen af denne konfrontationscyklus vil Iran være i en svagere position
_______
Hizbollah er stærkt svækket efter de seneste ugers israelske angreb i Libanon. Ser Iran dem stadig som en relevant aktør, når nu Hizbollah ikke er i stand til at gøre deres opgave: At undgå Iran bliver trukket ind i en direkte konfrontation?
Organisationen er helt sikkert svækket, men den er stadig helt afgørende for Iran, simpelthen fordi man ikke har et levedygtigt strategisk alternativ til modstandsaksen. Hvis Iran kunne erstatte den defensive model baseret på afhængighed af ikke-statslige aktører med konventionelle våben eller atomvåben, ville det gøre det. Men lige nu tror jeg ikke, at det har andre muligheder end at forsøge at støtte disse grupper og håbe, at de kan komme på fode igen og slå tilbage mod Israel og USA. Hizbollahs kapacitet er helt sikkert blevet forringet, og dets lederskab er blevet decimeret. Men som sagt er organisationen langt fra forsvundet, og vi har set, hvordan Hizbollah har pålagt Israel en høj pris for landinvasionen i Libanon.
Kort tid efter tirsdagens angreb var Irans præsident Masoud Pezeshkian ude og sige, at man ikke ønsker krig mod Israel, men at angrebet samtidig blot var en forsmag på Irans militære kapaciteter. Hvad er det iranerne forsøger at opnå med en retorik, der skifter mellem eskalering og deeskalering? Og hvordan ligger det i tråd med Pezeshkians ønske om at forsone forholdet til Vesten?
Iranerne ønsker uden tvivl at afskrække et israelsk angreb ved at lyde så truende som muligt og også ved at øge indsatsen for USA, som helt klart ikke ønsker yderligere optrapning i regionen og heller ikke ønsker at blive trukket ind i det. Men samtidig er Pezeshkian-regeringen en forholdsvis moderat regering, som ønsker at nedtrappe spændingerne med Vesten og få lempet sanktionerne, hvilket er afgørende for at redde den iranske økonomi, som er i alvorlige problemer. Det er derfor, man hører blandede budskaber fra Teheran. Men alt dette kan udelukke hinanden i den forstand, at den nationale sikkerhed i sidste ende vil overtrumfe, hvad der er hensigtsmæssigt økonomisk.
Tidligere har man fra Teheran afvist ønsket om at opbygge atomvåben, men i interviews og taler siden 7. oktober sidste år har det lydt fra flere iranske embedsmænd, at man allerede har det nødvendige udstyr til at producere våbnene. Hvis modstandsaksen ikke har en afskrækkende effekt på Israel, kan det få Iran til at ty til atomvåben? Og vil de så ikke i endnu højere grad gøre sig til et mål for angreb fra Israel?
Det kan det sagtens. Jo mere det lykkes for Israel at svække Irans regionale afskrækkelse, jo mere mislykkes de ved at skubbe Iran i retning af den ultimative afskrækkelse. Det gælder især i betragtning af Irans nærhed til atomvåben. Irans atomprogram er nu uger fra at kunne skaffe tilstrækkeligt materiale til et atomvåbens arsenal.
Vi har ikke det fulde billede af den nukleare kapacitet, som Iran har udviklet i de seneste par år, da der ikke har været fuld åbenhed om landets atomprogram. Men det er meget muligt, at regimet har produceret hundredvis af avancerede centrifuger, som det har oplagret i et hemmeligt anlæg, så det enten hurtigt kan rekonstruere sit program efter et angreb eller skynde sig at fremstille våben, hvis det bliver nødvendigt. Men jo, der er også risiko for, at en sådan handling i sig selv kan udløse et amerikansk eller israelsk angreb for at forhindre Iran i at overskride ’atomtærsklen’.
Jo mere det lykkes for Israel at svække Irans regionale afskrækkelse, jo mere mislykkes de ved at skubbe Iran i retning af den ultimative afskrækkelse. Det gælder især i betragtning af Irans nærhed til atomvåben
_______
I den seneste tid har Iran dog også indikeret, at man er villige til at genoptage forhandlingerne om den atomaftale (JCPOA), som USA’s daværende præsident Donald Trump i 2018 trak amerikanerne ud af. Med en ny aftale, håber iranerne formentlig, at amerikanernes økonomiske sanktioner over for præstestyret bortfalder. Er det en reel prioritet for dem? Og hvor meget indflydelse tror du, det kommende præsidentvalg i USA har på iranernes handlinger?
Det er det, men det kan udelukke Irans andre prioriteter. Hvordan kan Vesten tilbyde Iran sanktionslempelser, hvis landet støtter ikke-statslige militser, sender missiler mod Israel og sender missiler til Rusland til deres krig i Ukraine? Også for Iran, der står over for to muligheder for at bevare resterne af sin regionale afskrækkelse og økonomiske incitamenter fra Vesten, er valget klart: at regne med sine allierede i regionen. Den nukleare afskrækkelse er et potentiale, som Iran har, mens den regionale afskrækkelse er en kendsgerning på jorden, som de har arbejdet i årtier for at opbygge.
Virkeligheden er, at den eneste aktør her, der har magt til at påvirke den iranske tankegang, er USA. Hverken europæerne, Golf-staterne eller nogen anden aktør har nogen seriøse incitamenter eller afskrækkelser at tilbyde Iran for at påvirke deres beslutningstagning på nuværende tidspunkt. Det er op til USA at forsøge at påvirke sin vigtigste allierede i regionen, Israel, og overbevise Iran om at stoppe yderligere optrapninger.
Hvor USA vil befinde sig i denne sag, vil i høj grad blive bestemt af præsidentvalget, og vi vil befinde os i to meget forskellige verdener afhængigt af udfaldet. Hvis der er kontinuitet, tror jeg, at Harris-regeringen sandsynligvis vil føre en hårdere linje over for Israel, mens de vil være mere åben over for at indgå en aftale med Iran efter at have lært af Obama-regeringens meget dristige tilgang, som gav bagslag på hjemmebane, og Biden-regeringens meget tøvende tilgang, som gav bagslag på regionalt plan. En relativt moderat regering i Iran og en mere pragmatisk amerikansk regering giver mere plads til diplomati, mens Trump-administrationen vil komme med en meget mere aggressiv tilgang, især gennem sanktioner og militær muskelspænding. Selvom præsident Trump måske selv er interesseret i at indgå en aftale med Iran, deles den målsætning næsten ikke af nogen i hans omgangskreds, som primært er motiveret af at forfølge en nulsumstilgang til Iran. For dem er pres ikke et middel til at nå et diplomatisk resultat; det er et mål i sig selv. Og den tilgang vil ikke bringe Iran og USA på vej mod forhandlingsbordet, men på vej mod en direkte militær konfrontation i løbet af de næste fire år. ■
Trumps tilgang vil ikke bringe Iran og USA på vej mod forhandlingsbordet, men på vej mod en direkte militær konfrontation i løbet af de næste fire år
_______
Ali Vaez (f. 1980) er iransk senioranalytiker i den amerikanske ngo International Crisis Group. På vegne af Crisis Group deltog han i forhandlingerne i 2015, der førte til den iranske atomaftale JCPOA.
ILLUSTRATION: Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, 26. juli 2024: Israels premierminister Benjamin Netanyahu er på besøg i USA, hvor han mødtes både med præsident Biden, den demokratiske kandidat Kamala Harris og, som vist på billedet, republikanernes kandidat Donald Trump [FOTO: Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
