Alexander With i RÆSONs nye trykte nummer: Danmark er uden tvivl NATO’s svageste led i Østersøen
31.10.2024
Snart tre år efter Putins invasion af Ukraine er det danske forsvar i særdeles kritisk stand. Hvor er alvoren?
Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.
Af Alexander With
De seneste år har ikke manglet skandaler i Forsvaret. Således har medierne bragt historier om alt lige fra værnepligtige, der bor på stuer med skimmelsvamp, til fregatten Iver Huitfeldt, der under et droneangreb i Rødehavet i marts havde fejl på flere af sine forsvarssystemer. En episode, hvis efterspil kulminerede med fyringen af forsvarschef Flemming Lentfer.
De mange skandaler har budt på en perlerække af udskiftninger af ledende medarbejdere i Forsvarsministeriets koncern. Fokus i skandalerne er ofte på, hvem der sagde hvad til hvem, hvem der skulle have handlet anderledes, og hvor ansvaret kan placeres. Disse spørgsmål giver mening ud fra et politisk, juridisk og journalistisk perspektiv, men den megen fokus på personsager risikerer at stjæle billedet fra, hvad der burde være den største skandale; nemlig at forsvaret anno 2024 er en skygge af sig selv, der har minimal kampkraft og minimal evne til at løse sine opgaver eller til at kunne håndtere trusselsbilledet.
Det er derfor nødvendigt med en større diskussion af Forsvarets reelle tilstand og af, hvilke forhindringer der står i vejen for at genopbygge det. Denne artikel peger på tre problemer, som, hvis de ikke bliver løst, risikerer at forhindre, at Forsvaret igen bliver en effektiv organisation, der kan varetage Danmarks sikkerhed. Problemerne er et for lille forsvarsbudget, en uhensigtsmæssig struktur og en lukket debatkultur.
Endnu ringere, end vi tror
Som nævnt var fyringen af forsvarschef Flemming Lentfer langtfra første gang i de senere år, at man har udskiftet højtstående ledere. Blandt de mere spektakulære sager blev tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, tiltalt for at videregive klassificerede oplysninger i den såkaldte lækagesag, hvor tiltalerne senere blev frafaldet. Tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen fyrede Forsvarsministeriets departementschef, Morten Bæk, efter den såkaldte våbensag, hvor forsvarsministeren gav ukorrekte oplysninger til Folketinget om et køb af artilleri i Israel. Ellemann-Jensens egen rolle i sagen er dog endnu uafklaret, og en igangværende advokatundersøgelse af forløbet er blevet forsinket. I 2019 blev såvel direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, som Forsvarsministeriets koncernstyringsdirektør, Per Pugholm Olsen, fritaget for tjeneste grundet regnskabsrod i styrelsen. Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, blev selv udsat for kritik i den sag, men undgik en fyring, blot for året efter at blive fritaget for tjeneste for sin rolle i lækagesagen.
De mange personsager har taget meget fokus, hvilket på den ene side er forståeligt, men på den anden side har den uheldige konsekvens, at Forsvarets reelle tilstand ikke har fået den bevågenhed, som den burde. Ikke fordi problemerne ikke bliver rapporteret: En artikel fortæller, at Hærens brigade ikke bliver klar til tiden, en anden kan oplyse, at Søværnets arktiske inspektionsskibe er nedslidte, osv. Men det, disse historier har til fælles, er, at de fokuserer på isolerede problemer frem for helheden.
den megen fokus på personsager risikerer at stjæle billedet fra, hvad der burde være den største skandale; nemlig at forsvaret anno 2024 er en skygge af sig selv
_______
Til vands
Ifølge pensioneret flotilleadmiral og tidligere chef for Søværnet Carsten Fjord-Larsen er søværnet på 20 år gået fra et tocifret antal kampenheder til fem egentlige kampenheder i form af fregatterne.[1] Til sammenligning har det norske søværn 16 kampenheder, herunder seks ubåde – en våbentype, som Danmark helt sparede væk i 2004. På trods af at Søværnet har ganske få kampenheder, er disses våben og ammunition primært af ældre dato og svigtede delvist, da fregatten Iver Huitfeldt blev angrebet i Rødehavet. Dertil kommer, at Søværnet ikke har nok ammunition til at lade alle fem fregatter op en enkelt gang, for slet ikke at tale om at genforsyne dem, hvis de skulle begynde at bruge deres ammunition. Endelig mangler Søværnet så meget personel, at man ikke kan opstille fulde besætninger på skibene. Besætningerne er som sådan dygtige nok, der er bare ikke nok af dem. Opdaterede tal på personelmanglerne er ikke offentligt tilgængelige, men i 2022 vurderede orlogskaptajn og militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen ved Center på Militære Studier ved Københavns Universitet, at Søværnet manglede, hvad der svarede til besætningerne på to ud af fem besætninger på fregatterne.
Manglen på besætninger og ammunition er så alvorlig, at man – når man udsender en fregat på en mission – har fået for vane at plukke ammunition og besætningsmedlemmer fra de andre skibe for at fylde skibet op.[2] Denne nødløsning kan fungere, så længe man kun udsender én fregat, men det er ikke bæredygtigt, da det selvsagt giver et yderligere pres på de resterende medarbejdere, hvilket i sidste ende forværrer personelsituationen yderligere. Derudover ville det give Søværnet åbenlyse problemer, såfremt det skulle deltage i en konventionel krig.
Ud over de fem fregatter har Søværnet et antal skibe, der patruljerer i Arktis, men de fleste af disse er så gamle, at de bruger uforholdsmæssig meget tid på værft, og ingen af dem er bevæbnet til at løse egentlige kampopgaver i en moderne krig. De er derfor mere at betegne som en slags arktisk kystvagt.
Tilsammen betyder manglerne ifølge Carsten Fjord-Larsen, at Søværnet ikke kan bidrage ”til noget som helst”, når det kommer til vigtige opgaver som antiubådskrigsførelse, til at holde forbindelsen sammen i kongerigets forskellige dele eller til at sikre NATO’s forsyninger til allierede i Østersøen.
I luften
Som oberst i Flyvevåbnet Jacob Barfoed observerer, er luftforsvar en forudsætning for stort set alle andre aktiviteter, både civilt og militært, for hvis Danmark ikke kan forsvare sin infrastruktur, vil vi ikke være i stand til meget andet. Imidlertid har Danmark ifølge Hans Peter Michaelsen, der er uafhængig forsvarsanalytiker med 30 års erfaring fra Flyvevåbnet, ”overhovedet ikke noget, der kan beskytte luftrummet”.[3] Danmark sparede nemlig sit jordbasserede luftforsvar væk i 2005, og i modsætning til de andre skandinaviske lande har vi endnu ikke anskaffet eller bestilt noget nyt.
For at erstatte de aldrende F-16-kampfly har Danmark som bekendt bestilt F-35-kampfly i USA. Dette fly er topmoderne og vil kunne løse helt andre opgaver end F-16. Det er dog også et meget dyrt fly, hvorfor Danmark i første omgang kun har bestilt 27 fly, hvoraf seks permanent skal opholde sig i USA.[4] Til sammenligning har Norge bestilt 52,[5] og Finland har bestilt ikke færre end 64.
Danmark påregner at få cirka 250 flyvetimer ud af hvert F-35-fly om året. Dette tal er blevet kaldt for ’urealistisk højt’ og skal sammenlignes med, at de F-16-kampfly, som F-35 skal erstatte, kun har leveret 165 timer om året, og at Norge kun påregner, at deres F-35-kampfly skal flyve 167 timer årligt.[6] En præmis for, at det danske regnestykke for Flyvevåbnet kan hænge sammen, er, piloterne får mindre træning, og at der i det hele taget skal være færre piloter, der til gengæld arbejder i flere år, end de gør i dag. Imidlertid har netop mangel på flyvetimer og mangel på piloter fået 30 af Flyvevåbnets unge piloter til at skrive et brev til forsvarsminister Troels Lund Poulsen, hvor de advarer om, at Flyvevåbnet er ”mere under afvikling end udvikling” og derfor ikke er klar til at forsvare Danmark.[7]
Flyvestation Skrydstrup, 20. august 2023: Præsident Zelenskyj og statsminister Mette Frederiksen på vej i cockpittet på en F-16. Samme dag annoncerede statsministeren, at Danmark vil træne ukrainske piloter og donere F-16-fly til krigsindsatsen – fly, der nu aktivt benyttes i Ukrainekrigen [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]
Til lands
Af de tre værn er Hæren dog formentlig det sted i Forsvaret, der har de største problemer. 1. Brigade, som er blevet kaldt Hærens knytnæve, skulle egentlig have været klar i 2023, men allerede i 2020 fastslog NATO, at man var bagud med forberedelserne, at brigaden havde ”kritisk underskud af kampevne” og ”formentlig vil være praktisk ubrugelig i en skarp konflikt”. Man kunne håbe, at det er blevet bedre siden, men ifølge brigadegeneral og næstkommanderende i Hæren Henrik Lyhne manglede Hæren sidste år mellem 20 og 25 pct. af alle soldater og var ”ikke kampklar”. Som brigadegeneralen sagde, havde han været 40 år i Forsvaret, og ”det har aldrig set så skidt ud”.[8]
Der er flere grunde til, at Hæren mangler så mange soldater. Henrik Lyhne nævner som eksempler nedslidte kaserner, mangel på materiel, stress og lav løn.[9] Som et billede på, hvor lille Hæren er blevet, er den ikke længere i stand til at have én bataljon permanent udstationeret i Baltikum, men måtte trække bataljonen hjem efter to hold grundet mangel på soldater.[10] Det skal ses i forhold til, at Danmark, da den aktivistiske udenrigspolitik stod på sit højeste, kunne udsende en bataljon til Afghanistan, en mindre bataljon til Kosovo og et bidrag til Irak på samme tid. En bataljon er en relativt lille enhed på mellem 300 og 1.000 soldater, typisk bestående af 500-600 mand. Det svarer cirka til, hvor mange døde og sårede Ukraine havde om dagen, da kampene om Sjevjerodonetsk stod på sit højeste.[11]
Særdeles kritisk
Opsummeret kan Søværnet næsten ikke bekæmpe ubåde, har kun fem krigsskibe med ældre våbensystemer, og af de fem kan det ikke lade sig gøre at have mere end to-tre kampklare på samme tid, da der mangler både ammunition og besætninger. Flyvevåbnet har ifølge eksperter svært ved at forsvare Danmark, da vi i modsætning til vores nabolande ikke har noget jordbaseret luftforsvar og kun halvt så mange kampfly, som de har, og ifølge piloterne selv bemandet af få piloter, der mangler træning. Endelig er Hæren ifølge sin egen næstkommanderende ikke klar til kamp, mangler hver fjerde soldat og er af NATO beskrevet som værende ”praktisk talt ubrugelig i en skarp konflikt”.
Forsvarets tilstand er således særdeles kritisk. Det er vigtigt at erkende, så vi forstår udfordringens omfang.
Der er flere grunde til, at det er endt sådan, men man kan ikke komme uden om, at penge er en væsentlig faktor. I årtier har Forsvaret skullet spare penge, uden at opgaverne er blevet færre. Forsvaret har derfor kun kunnet løse sine opgaver ved at have et stort slid på materiel, bygninger og personel – som en slange, der spiser sin egen hale. Det finansielle dødsstød kom ifølge brigadegeneral Lyhne i 2014, hvor forsvarsbudgettet blev skåret med 15 pct. Det gav Forsvaret ”et knæk, vi aldrig har kommet os over”.[12] Dén vurdering står i skærende kontrast til de politiske udmeldinger fra 2012, hvor aftalen blev indgået. Som daværende forsvarsminister Nick Hækkerup bemærkede: ”Det er lykkedes at lave en bred aftale, hvor vi har set på forsvaret med friske øjne og effektiviseret, så vi faktisk har et lige så stærkt forsvar, selvom vi har sparet næsten 15 pct. af budgettet”.[13]
Forsvarets tilstand er således særdeles kritisk. Det er vigtigt at erkende, så vi forstår udfordringens omfang
_______
Forsvaret har brug for flere penge, og formentlig også flere end dem, der p.t. er stillet i udsigt. Det lyder af meget, når Forsvaret i perioden 2024-33 skal tilføres næsten 200 mia. kroner, men til sammenligning tilføres det norske forsvar i perioden op til 2036 600 mia. norske kroner, hvilket svarer til 385 mia. danske. Dertil kommer, at det norske forsvar i forvejen er i en bedre forfatning end det danske. Og Norges udgangspunkt i form af militær kampkraft er vel at mærke højere. Det kan også ses på det norske ambitionsniveau. Hvor Danmark i perioden ønsker at få vores eneste brigade klar til kamp, er den norske ambition at udvide hæren fra én brigade (nu) til tre i 2036, hvor den tredje er en reservebrigade til lokalt forsvar.[14]
At penge er en væsentlig faktor i Forsvarets tilstand, er således ikke til at komme uden om. Men en anden vigtig årsag til Forsvarets tilstand er den dysfunktionelle struktur, der blev indført i 2014, altså samtidig med at budgettet blev skåret med 15 pct. Både den daværende forsvarsminister og den daværende forsvarschef har udtalt, at 2014-strukturen blev indført, fordi man ikke længere så et trusselsbillede, hvor man skulle forholde sig til Rusland. Det er let at være bagklog, men taget i betragtning at Rusland allerede i 2014 indtog Krim og startede en krig i det østlige Ukraine, kan man også mistænke, at Danmark dengang manglede rettidig omhu og sense of urgency. Dette underbygges indirekte af tidligere flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen, der udtaler, at søværnets nedgang allerede siden 2007 handlede om at spare penge – den var ikke forankret i nogen strategi og afspejlede derfor heller ikke de stadig mere bekymrende trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste.[15]
Forsvarets struktur gør genopbygningen svær
Forsvaret er i dag opdelt i flere forskellige styrelser, hvilket skaber friktion og uklarhed om, hvem der har ansvaret. Sådan har det imidlertid ikke altid været. I 2012 besluttede man at lægge Forsvarskommandoen direkte ind under Forsvarsministeriet, bl.a. for at kunne spare cirka 75 medarbejdere væk – det blev dog en kort besparelse. I dag er Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen samlet større end dengang.
Indtil omstruktureringen havde man ifølge daværende forsvarsminister Nick Hækkerup de militære kompetencer samlet ét sted – i Forsvarskommandoen – så ”når russerne kom, kunne man hurtigt og effektivt få hevet isenkrammet frem og sende dem ud af landet igen”. Denne struktur var dog ifølge ministeren ikke længere tidssvarende til den nye virkelighed, hvor det mest handlede om at udsende bidrag til fx Afghanistan. Nu skulle man i højere grad blande de militære overvejelser sammen med andre – juridiske, økonomiske, politiske og kommunikationsmæssige.[16]
Forestillingen om, at ’truslerne var væk’, var ifølge daværende forsvarschef Peter Bartram en af årsagerne til, at man i 2014 indførte den nye struktur, hvor det, der før var forsvaret, blev opdelt i hele syv forskellige styrelser.[17] Forsvarschefen, der før havde haft såkaldt helhedsansvar – altså ansvar for hele butikken – havde nu kun ansvaret for én af de syv styrelser. Nu skulle områder som forsvarets økonomi, indkøb af materiel, personale, ejendomme osv. placeres i hver sin styrelse, som forsvarschefen altså ikke længere bestemte over.
Den nye struktur betyder, at der ikke er nogen i uniform, der kan sætte sig for bordenden og tage det samlede ansvar. I stedet er helhedsansvaret rykket over til to civile uden militær baggrund, nemlig forsvarsministeren og departementschefen. Det er problematisk, fordi det tvinger disse til at finde den lange skruetrækker frem og beskæftige sig med militærfaglige detaljer, som de ikke er uddannet til, i stedet for at fokusere på en overordnet strategi og politisk ledelse af forsvaret.
Den nye struktur betyder, at der ikke er nogen i uniform, der kan sætte sig for bordenden og tage det samlede ansvar
_______
Endnu værre er det, at organisationen i sig selv skaber friktion. De forskellige styrelser koordinerer selvfølgelig med hinanden, men når man fx skal sende en militær enhed ud på en mission, skal enheden bestå af soldater (Personalestyrelsen), have materiel (Materiel- og Indkøbsstyrelsen), træne på faciliteter inden missionen (Ejendomsstyrelsen), have løn (Regnskabsstyrelsen) og ledes (Forsvarskommandoen). Alle disse styrelser har deres egen chef, og det er ifølge militærantropolog og forsker Katrine Nørgaard svært at sige, hvem der træffer hvilke beslutninger, og hvem der har ansvaret.[18]
Netop manglende ansvar og koordination mellem de forskellige myndigheder under Forsvarsministeriet har da også været et centralt element i flere af de skandaler, der har ramt forsvarsområdet de senere år. Fx meddelte forsvarsministeren, at en af grundene til, at forsvaret først får sit nye artilleri senere og dyrere end forventet, er, at forsvaret – altså Forsvarskommandoen – havde glemt at indregne anskaffelsen af bl.a. reservedele og opførelse af garager til køretøjerne.[19] Dette var en af årsagerne til, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen mistede tilliden til forsvarschef Flemming Lentfer og fjernede ham fra posten.[20] Problemet er bare, at disse områder slet ikke hører under forsvarschefen, men under hhv. Materiel- og Indkøbsstyrelsen og Ejendomsstyrelsen. Det kan være svært at vide, præcis hvilke fejl der er begået af hvem, men det har næppe hjulpet på forsvarschefens situation, at han skulle medregne faktorer, der siden 2014 har ligget uden for hans ansvarsområde.
Det er svært at finde en ekspert – i uniform eller civil – der mener, at 2014-strukturen er bedre end det, den erstattede. Peter Bartram, der var forsvarschef i 2014, har da også udtalt, at man burde rulle i hvert fald dele af strukturen tilbage til, hvad det var før.[21]
Ud over at spare penge var et af Nick Hækkerups motiver for at indføre den nuværende struktur at få mere politisk kontrol over forsvaret og undgå heldige episoder, hvor ministeren ikke mente at få de rette informationer fra forsvarsledelsen.[22] Der er dog noget, der tyder på, at den nye struktur har haft den modsatte effekt. Der er kun kommet flere skandaler til, og mange af dem hører slet ikke under forsvaret, men er i stedet i andre styrelser under Forsvarsministeriets koncern, som forsvarschefen ikke har ansvaret for. Man kan også konstatere, at flere af skandalerne skyldtes beslutningstagere, der fik forkerte oplysninger eller oplysninger for sent i sager, der involverede flere forskellige styrelser, der skulle koordinere mellem hinanden. Det virker derfor nærliggende at spørge, hvorvidt de mange skandaler kun skyldtes dårlig dømmekraft hos de involverede, eller hvorvidt selve strukturen fordrer skandaler.
Flybasen i Ramstein, 20. januar 2023: Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og daværende forsvarschef Flemming Lentfer deltager i et møde i Ukraine Defence Group, der tæller flere end 40 lande [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]
Forsvarsdebatten er præget af lukkethed
Forsvarets organisering er altså lavet til et andet trusselsbillede, som Rusland knap nok indgår i. Den primære effekt af strukturen synes at være skandaler og forvirring. Spørgsmålet er, hvordan det har kunnet gå så galt. Hvorfor har der ikke været flere kritiske røster? Hvorfor har beslutningstagerne ikke været klædt bedre på?
En forklaring kan være, at kritisk og åben forsvarsdebat aktivt har været forsøgt holdt nede.
Anerkendt forskning viser, at den militærfaglige rådgivning til politikerne bliver bedre, når den udfordres og ivrigt og sagligt diskuteres af dem, der ved noget. Kort sagt skal generalerne ikke have mundkurv på, men derimod opfordres til at udtale sig åbent, så længe det er sagligt, inden for visse rammer og inden for deres ekspertise. De skal derudover forvente det samme af deres underordnede.[23] Det er også, hvad man forventer af generalerne i Norge og Sverige. I Norge skal forsvarschefen offentliggøre sine militære anbefalinger, og i begge lande udtaler generalerne sig relativt åbenmundet.[24] I Danmark er situationen den omvendte. Forsvarschefens militærfaglige rådgivning bliver til bag lukkede døre og diskuteres først offentligt, når politikerne har truffet deres beslutning.
Hvad værre er, at skiftende regeringer aktivt har forsøgt at lukke ned for en kritisk forsvarsdebat. Forsvarsministeriet forbød således Forsvarets chefer at deltage i organisationen Folk og Sikkerheds årlige sikkerhedskonference på Christiansborg,[25] og da daværende forsvarsminister Trine Bramsen blev spurgt, om ikke Danmark burde have en mere åben forsvarsdebat, ligesom Norge har det, udtalte hun, at det var Danmark ikke modent til.[26] Et andet eksempel på. at man forsøger at begrænse debatten, er den seneste NATO-rapport om Danmarks forsvar. Disse rapporter er uklassificerede, hvilket betyder, at NATO ikke ser noget til hinder for, at de kan offentliggøres. Imidlertid valgte regeringen alligevel at klassificere NATO’s rapport, hvilket havde den konsekvens, at offentligheden ikke kunne få indblik i dansk forsvars reelle tilstand.[27] Det blev begrundet med sikkerhedshensyn, men det er påfaldende, at NATO selv ikke så nogen grund til, at offentligheden skulle fraholdes disse oplysninger. Under den aktivistiske udenrigspolitik, da Danmark ifølge præsident Obama løftede mere af opgaven i Afghanistan, end hvad der kunne forventes, kritiserede Danmark de allierede, der ikke ville offentliggøre NATO’s kritik. Også under Den Kolde Krig kunne Danmark offentliggøre NATO’s kritik, om end i generelle termer. Det virker derfor påfaldende, at regeringen valgte at klassificere NATO’s kritik, i en periode hvor Danmark siden 2018 har haft svært ved at leve op til NATO’s krav, og hvor Rigsrevisionens kritik af Forsvarsministeriet har ført til, at skiftende forsvarsministre af kommentatorer er blevet beskyldt for at tilbageholde informationer om de udfordringer, som Danmark har haft på området.[28]
Skiftende regeringer har aktivt forsøgt at lukke ned for en kritisk forsvarsdebat
_______
Det vil kræve en mentalitetsændring at vende skuden
Forsvarets tilstand er kritisk. Danmark er nu NATO’s svageste led i Østersøen. Kampkraften er minimal, budgettet for lavt – og det på et tidspunkt, hvor trusselsbilledet er mere alvorligt, end det har været i årtier. Såvel statsministeren som Forsvarets Efterretningstjeneste har advaret imod en stigende trussel. Mette Frederiksen udtalte i 2022, er der et behov for hurtig oprustning, da det ikke er sikkert, at Ukraine er endestationen for Rusland.[1] Når man kigger ud over Forsvaret, ligner det imidlertid ikke en organisation i færd med at opruste. Vigtige øvelser og uddannelser bliver aflyst[2], og opgaver så simple som reparation af defekte toiletter eller skift af elpærer bliver sat i bero af sparehensyn.[3]
Senest har en budgetoverskridelse i Forsvaret fået flere partier til at afvise økonomisk hjælp, der kan afhjælpe Forsvarets problemer her og nu. Som SF’s forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, udtalte, må Forsvaret ”et eller andet sted lære det på den hårde måde”, for ”man kan ikke bare pege fingre ad Christiansborg og klage over, at man ikke kan få tingene til at hænge sammen uden flere penge. Vi har altså kastet 200 mia. kroner efter dem”.[4] De 200 mia. er dog ikke tilgået Forsvaret endnu, hvorved de næppe kan bruges som argument relateret til Forsvarets nuværende økonomiske kvaler. Til gengæld kunne man med udgangspunkt i statsministerens vurdering af truslen, og behovet for at opruste, argumentere for at dække Forsvarets nuværende underskud med nogle af de penge, som man alligevel har planlagt at tilføre Forsvaret over de kommende år.
På sigt kan man bekymre sig over dilemmaet mellem på den ene side at skulle opruste så hurtigt som muligt og på den anden side at skulle overholde en økonomisk nulfejlskultur på årlig basis. Man risikerer at placere Forsvaret i en catch22-situation, hvor økonomisk overforsigtighed medfører skandaler som fx langsommelighed i styrkeopbygningen. Forsvaret er en stor og kompleks struktur, der næppe vil kunne agere hurtigt og fejlfrit på samme tid. Her vil man med fordel kunne styre mere fleksibelt, så mindre budgetoverskridelser det ene år bliver taget fra budgettet de kommende år.
At genopbygge Forsvaret vil ikke kun kræve markant flere penge, men også et opgør med en dysfunktionel struktur, som forhindrer nogen i uniform i at tage ansvar for det samlede forsvar. Man kan undre sig over, at politikerne ikke for længst har truffet de nødvendige beslutninger. Det kan der være mange grunde til, og der er givetvis også begået fejl uden for Christiansborg – herunder i Forsvaret. Men det er interessant, at lande som Norge og Sverige, der har en meget mere åben og kritisk forsvarsdebat, også har mere sunde forsvar og større kampkraft. Måske man simpelthen får en bedre organisation, når de, der ved noget, også må sige noget? ■
Kampkraften er minimal, budgettet for lavt – og det på et tidspunkt, hvor trusselsbilledet er mere alvorligt, end det har været i årtier
_______
Alexander With (f. 1983) er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, cand.soc. fra Center for War Studies, Syddansk Universitet, samt foredragsholder om Ukrainekrigen og maritim hybridkrig. Han udtaler sig i denne artikel på egne vegne, og ikke på vegne af nogen organisationer, som han måtte have tilknytning til.
ILLUSTRATION: Kulsbjerg Øvelsesterræn ved Vordingborg, 12. juni 2024: Værnepligtige fra Livgarden deltager i en såkaldt REX-tur – den sidste øvelse i forløbet, før de kan kalde sig gardere [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
[1] https://www.altinget.dk/artikel/statsministeren-ukraine-er-kun-et-delmaal-for-rusland-ikke-endestationen
[2] https://www.dr.dk/nyheder/indland/midt-i-historisk-oprustning-maa-forsvaret-aflyse-uddannelser-oevelser-og-sende-folk
[3] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-04-29-forsvaret-skal-styrkes-men-frustrerede-ansatte-oplever-nye-sparetiltag
[4] https://www.berlingske.dk/politik/tidligere-stod-de-i-koe-for-at-hjaelpe-men-nu-har-politikerne-faaet-nok
[1] https://krigskunst.dk/2024/03/28/soevaernets-behov-fordrer-store-investeringer/
[2] https://cs.dk/besaetningen-paa-iver-huitfeldt-gruer-for-mulig-mission-til-asien/
[3] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-05-16-danmark-kan-intet-goere-mod-russiske-missilangreb-eksperter-ser-behov-for-milliarddyrt-luftforsvar
[4] https://www.forsvaret.dk/da/materiel2/f35-kampflyet/
[5] https://www.forsvaret.no/om-forsvaret/organisasjon/luftforsvaret/f-35
[6] https://ing.dk/artikel/danmark-har-brug-43-nye-kampfly-hvis-regeringens-forbehold-skraelles-vaek
[7] https://olfi.dk/2024/04/23/unge-piloter-slaar-roed-alarm-vi-er-ikke-klar-til-at-forsvare-danmark/
[8] folkogsikkerhed.dk
[9] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-03-27-topgeneral-slaar-alarm-haeren-kan-ikke-leve-op-til-natos-krav-i-de-naeste-mange-aar
[10] https://jyllands-posten.dk/indland/ECE14761126/haeren-mangler-soldater-til-mission-i-letland/
[11] https://www.bbc.com/news/world-europe-61742736
[12] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-03-27-topgeneral-slaar-alarm-haeren-kan-ikke-leve-op-til-natos-krav-i-de-naeste-mange-aar
[13] https://www.fmn.dk/da/nyheder/2012/2012/aftale-effektiviserer-forsvaret/
[14] https://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/norsk-forsvar-skal-have-fregatter-og-luftvaern-for-385-milliarder/10186791
[15] Carsten Fjord-Larsen
[16] https://www.bt.dk/politik/haekkerup-derfor-lukker-jeg-forsvarskommandoen
[17] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-04-04-man-skulle-nok-rulle-nogle-af-de-ting-tilbage-der-skete-i-min-tid-siger-tidligere-forsvarschef
[18] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-04-04-man-skulle-nok-rulle-nogle-af-de-ting-tilbage-der-skete-i-min-tid-siger-tidligere-forsvarschef
[19] https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/minister-elbit-kanoner-risikerer-at-blive-mere-end-en-milliard-dyrere
[20] https://nyheder.tv2.dk/politik/2024-04-12-fyret-forsvarschef-har-det-meget-skidt-fortaeller-hans-advokat
[21] https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-04-04-man-skulle-nok-rulle-nogle-af-de-ting-tilbage-der-skete-i-min-tid-siger-tidligere-forsvarschef
[22] https://www.information.dk/indland/2012/02/upopulaer-ide
[23] https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/276531-major-i-flyvevaabnet-antallet-af-skandalesager-i-forsvaret-kommer-til-at-stige-med-budgetterne
[24] https://www.information.dk/moti/2022/10/forsvarsdebatten-forsvandt-burde-vaere-hele-omdrejningspunktet-valgkampen?page=1&kupon=eyJpYXQiOjE2NjY5ODg5NTcsInN1YiI6IjMxOTcxODo3NzYxMzkifQ.FkJ_rhE9NxqIGD2ol53ewA
[25] https://olfi.dk/2021/11/22/forsvarsministeriet-stopper-militaere-chefers-oplaeg-paa-konference-i-folketinget/
[26] https://olfi.dk/2021/02/04/bramsen-i-samraad-danmark-er-ikke-moden-til-en-forsvarsdebat-som-i-norge/
[27] https://olfi.dk/2022/10/27/uddrag-af-kraftigt-censureret-nato-rapport-indikerer-haard-kritik-igen/
[28] https://open.spotify.com/episode/5c5GIAfci4sEwcmnmYC3MD?si=uOFESuBiRWelVgJNeLQZhw&utm_source=copy-link&nd=1