Alexander Holm: Havets liv svigtes, når regeringen tillader at fortsætte et dybt ubæredygtigt fiskeri
06.02.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Når det går så dårligt med det danske hav, skulle man tro, at det var oplagt at ændre til det bedre, men det lader den nuværende regering ikke til at ville. Tværtimod: Fiskeriministeren tilbyder en form for aktiv dødshjælp til havet og faciliterer statsautoriseret overfiskeri, mens regeringen sløjfer trawlforbud og fiskeriordførernes fra alle regeringspartier lovpriser det fiskeri, der er kørt af sporet.
Kommentar af Alexander Holm, cand.scient i biologi og podcastvært på “Den Dyriske Time”
I Danmark gør vi os meget i bundtrawl. De nyeste tal viser, at hele 58 pct. af den danske havbund er blevet trawlet i løbet af de sidste 13 år. Der er tale om et område på næsten 60.000 km2 – altså hvad der svarer til Jylland, gange to. Og det er alene arealet, der er trawlet af de danske fiskere. Tager man de udenlandske med, er tallet endda højere. Miljøpåvirkningen er med andre ord så godt som total.
Det her omfattende, intense og grundige (det er ikke mange pletter, der går fri) bundtrawl af den danske havbund finder sted, selvom det er et velkendt faktum, at det er hård kost for livet på havets bund, når den slæbes itu. Det svarer til det, som en græsplæne er udsat for under en lang fodboldkamp i regnvejr; den bliver smadret.
Fiskeriet med de bundslæbende redskaber medfører nemlig irreversible ændringer, hvor organismer forsvinder, og når man fisker som bundtrawlerne fisker, bliver havbunden homogeniseret og terrænreguleret. Danmarks bundtrawl kultiverer nærmest vores havbund til monokultur. Selve bundøkosystemernes struktur og funktion forstyrres. Det har omfattende negative konsekvenser for havbundens levesteder og biologiske samfund. For at sige det på lægmandssprog: Man ødelægger en betragtelig del af havnaturen, og det er ikke uden grund, at bundtrawl til tider kaldes ‘havets skovfældning.’ Opsummeret set, er det en dårlig idé, at investere i fattigere økosystemer.
Det er vigtigt at forstå, at fiskeri er en høst af naturressourcer. På den måde minder det mest af alt om jagt, blot til havs. Hvis man dog havde jagt til lands, der gik ud over 6-41 pct. af biomassen (altså livet) i det økosystem, hver eneste gang jagten fandt sted i, ville folket stejle. Ikke desto mindre er det den konsekvens, som fiskeri med bundslæbende redskaber har på havets økosystemer.
Dugfriske tal fra en ny rapport viser således, at hele 16 pct. af havbundens liv slås ihjel (søfjer, haploops, østers- og muslingebanker, altså alle disse organismer, der lever i og på havbunden, tåler ikke at der bliver trukket bundslæbende fiskeredskaber hen over dem), hver gang bundtrawlerne laver et slæb, når de fx fisker efter jomfruhummer i Kattegat (og disse slæb er der mange af – frekvensen hvormed havbunden pløjes, er høj). Blot for at fange kilo jomfruhummer dræbes mellem 200 og 300 kilo af bundfaunaen (altså havbundens liv).
Forestiller fiskeriministeren sig, at det vil gavne den kollapsede torskebestand, at han giver grønt lys til overfiskeri på den?
_______
Hvis fiskeriet i vores fælles naturområder skal gøres med respekt for den beskyttelse/benyttelses-balancen, må dansk fiskeri siges at ramme alvorligt ved siden af skiven. Denne balance er nemlig central: Selvfølgelig skal vi udnytte havet, og fiske i det, men vi skal gøre det uden at ødelægge det – altså må vi også gøre os umage for at beskytte det. Men zoomer vi ind på forskellige farvande, ser vi naturtyper, der trawles i deres fulde udbredelse. Tager man den dybe mudderbund i Kattegat, er den tæt på at være 100 pct. trawlet. Det sårbare liv knyttet til det sted får ikke et ben til jorden, Ligeledes bliver 70-80 pct. af sandbunden i Nordsøen trawlet. Hvor får havlivet fred?
Når der eksempelvis trawles efter jomfruhummer eller rødspætte, er der en del bifangst, idet trawlnettene ikke er selektive nok til at frasortere alt det, det egentlig ikke er meningen, de skal fange. Som når man kører en si igennem vandet, fanges alt det, der ikke er småt nok til at flygte gennem maskerne. Det er netop denne bifangst, der ligger til grund for fiskeriminister Jacob Jensens (V) beslutning om at forhandle sig til bifangstkvoter på torsken, der de facto faciliterer statsautoriseret overfiskeri.
Vi har således en fiskeriminister, der bl.a. forhandlede sig til en bifangstkvote på torsken i den vestlige Østersø, der er 1416 pct. højere end de videnskabelige anbefalinger, og en bifangstkvote på 87 ton på torsken i Kattegat, om end de videnskabelige anbefalinger lød på, at 0 ton burde fanges. Det siger en del om, hvem han lytter til. Forestiller fiskeriministeren sig, at det vil gavne den kollapsede torskebestand, at han giver grønt lys til overfiskeri på den?
Torsken er nemlig kaput i de indre danske farvande. Det hjælper den ikke, at den bliver overfisket, og det hjælper den ikke, at landbruget drukner havet i kvælstof. Det hjælper den heller ikke, at vandtemperaturen stiger, eller at vi fisker i så vidt omfang med de bundslæbende redskaber, der ødelægger dens levesteder og fødegrundlag. Alt i alt, deler vi torsken en dårlig hånd.
Og det er ikke blot for torsken, at det står skidt til. Generelt er landingerne i dansk fiskeri dalende: Siden 1996 er de gennemsnitlige landinger faldet med mere end 42.000 ton om året. Blot på et par årtier er dansk fiskeri blevet en skygge af sig selv. De lander i dag kun en tredjedel af, hvad de landede i 1999 (hvor de fangede 1.404.800 tons – i dag lander de kun 454.000). Efter 30 år med denne kurs er tiden så ikke ved at være moden til, at vi prøver noget nyt?
Vi ved, at det vil gavne livet i havet, hvis det får lidt fred. Vi ved, at fisk bliver tyndere, når vi trawler deres fødegrundlag i stykker. Vi ved, at store fisk producerer uforholdsmæssigt mange flere æg end mindre fisk. Vi ved også, fra bl.a. Lyme Bay og Øresund, hvor der fiskes uden trawl, at det gavner livet i havet, når havbunden ikke smadres.
Klimaaftrykket er så stort, at jomfruhummer fanget med bundtrawl udleder lige så meget CO2 som oksekød
_______
Stadig insisterer fiskeriets primære lobbyorganisation Danmarks Fiskeriforening på, at skarv og sæl er de primære syndere, mens fiskeriet selv står uden skyld. Men skarv og sæl har altid været her, og deres tilstedeværelse er kun så synlig nu, fordi livet i havet er reduceret til en sølle rest af, hvad det var før vi tømte og ødelagde det.
Og ja, der er andre presfaktorer på havet, som har indflydelse: Først og fremmest landbrugets ekstreme forurening med kvælstof, og dernæst klapning, byggeprojekter, råstofindvinding, sandsugning osv. Dog er der ingen af disse, der påvirker havbunden lige så meget som fiskeriet.
Desuden er trawlfiskeriet klimaskadeligt. Ikke alene fordi det frigiver CO2 og metan, når sedimentet på havbunden hvirvles op, men også fordi det kræver store mængder brændstof at trække nettene over havbunden.
Klimaaftrykket er så stort, at jomfruhummer fanget med bundtrawl udleder lige så meget CO2 som oksekød. Fra fiskeriet selv skal vi høre, hvordan de har reduceret deres CO2-udledninger. Det er faktisk også sandt; det har de. Det er dog ikke på grund af omstilling eller grønne tiltag, men derimod fordi der er færre fartøjer ude at fiske, efterhånden som havet bliver mere fattigt og dansk fiskeri svinder ind.
Når det går så dårligt, skulle man tro, at det ville være nemt at ændre til det bedre, men det lader den nuværende regering ikke til at ville. Tværtimod: Fiskeministeren yder blot en form for aktiv dødshjælp til havet, mens regeringen sløjfer trawlforbud og fiskeriordførernes fra regeringspartierne (fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, samt Danmarksdemokraterne) lovpriser det fiskeri, der er kørt af sporet.
Endelig har vi en havstrategi, hvor et trawlforbud primært skal gælde områder, hvor man ikke trawler alligevel. Paradoksalt nok kan vi, hvis vi fortsætter i det spor, ende med at være en af verdens mest bundtrawlede nationer, alt imens Danmark er et af de lande med flest forbud mod bundtrawl – men kun i områder, der ikke kan trawles alligevel. En mere “pæn-på-papiret-men-i-realiteten-ligegyldig”-politik er svær at finde. Havet taber.
Vi kender til alternativer. Vi ved, at om end kun 4 pct. af de landede fisk til konsum i Danmark bliver fanget med skånsomme redskaber, så indbringer de 17 pct. af fiskeriets samlede indtjening. Vi ved, at havets liv var i en markant bedre forfatning, inden vi gav fuld los med det industrielle fiskeri og bundtrawl (tidligere tiders fiskebestande var så store, at det nærmest overgår fantasien). Så måske vi kunne tage ved lære af netop det, og sigte efter en form for bæredygtigt fiskeri, der ikke lægger så hårdt et pres på havets liv?
Selvmålet er totalt, når Danmark tillader fiskeriet at ødelægge det økosystem, som man er afhængige af. Det er en sweet deal for netop de bundtrawlere, der tjener gode penge på jomfruhummer i Kattegat, som får lov at overfiske, og som ikke behøver tage miljøhensyn, når de får lov til at fortsætte præcis som de plejer. Men det er vel ikke for meget at kræve, at de fiskere, der får lov til at tjene penge på at fiske i vores alles hav, gør det på en måde, der ikke ødelægger det. Og selvfølgelig skal vi ikke have overfiskeri i danske farvande. Lad os sigte højere. ■
Selvmålet er totalt, når Danmark tillader fiskeriet at ødelægge det økosystem, som man er afhængige af
_______
Alexander Holm (1991) er cand.scient i biologi, med speciale i naturbeskyttelse, fra Københavns Universitet. Han er desuden manden bag mediet og podcasten ’Den Dyriske Time,’ foredragsholder, konsulent og aktiv debattør – bl.a. som fast klummeskribent hos Altinget.
ILLUSTRATION: Kalø vig, Aarhus bugt: Øde havbund efter omfattende iltsvind [FOTO: Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix]