Ahmad Walid Rashidi om Afghanistan-udredningen: Krigens tragedier er for alvorlige til at blive reduceret til politiske kalkuler og strategisk optimering

28.11.2024

Afghanistan-udredningen er en akademisk facade og et produkt af en politisk styret proces. Reelle svar på, hvad der foregik i Afghanistan, udebliver bag nøje dikterede rammer, der på forhånd fastlagde, hvilke spørgsmål der måtte undersøges – og endnu vigtigere, hvilke der skulle udelades. Det er en tendens, der afspejler, at Danmarks militære engagementer de seneste tyve år i bund og grund ikke har været andet end strategiske eksperimenter.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere

Kommentar af Ahmad Walid Rashidi

DIIS præsenterede for nylig (første del af) Afghanistan-udredningen, som har været længe undervejs. Selvom den blev præsenteret som en uvildig analyse, blev offentligheden endnu en gang vidne til et politisk bestillingsarbejde forklædt som objektiv forskning. Bag den akademiske facade lå en politisk styret proces, hvor rammerne på forhånd var dikteret. Målet var ikke at finde svar på de mest essentielle spørgsmål, men at identificere “relevante læringspunkter, som kan være af værdi for fremtidige beslutninger i relation til igangværende og fremtidige danske militære indsatser.”^[1]

Det tankevækkende er ikke blot, at danske soldaters ofre og tusindvis af afghaneres liv reduceres til teknokratiske overvejelser om, hvordan fremtidige invasioner kan effektiviseres. Problemet ligger heller ikke kun i den akademiske facade, der forsøger at fremstille udredningen som uvildig – en facade, der i sig selv er gennemskuelig. Det største problem ved udredningen er de vedvarende politiske tendenser, hvor de mest centrale og presserende spørgsmål konsekvent ignoreres.

Spørgsmål som: Hvorfor gik vi i krig? Hvad var konsekvenserne? Hvad var effekten eller virkningen? Nåede vi vores succeskriterier? Og hvem bærer ansvaret for, at vi ikke gjorde? – bliver begravet under et bjerg af selektivt politisk udvalgt krigsudredning med analyseparameter som reducerer tyve års dansk militære engagementer i Afghanistan til tal og statistikker i et optimeringsprojekt.

Dette fænomen er ikke nyt: Kosovo-gennemgangen fra 2016 og Irak-udredningen fra 2019 fokuserede på fremtidens optimering af krigsindsatser og indeholdt ikke en kritisk analyse af fortiden. Det er ikke tilfældigt, at disse udredninger har været præget af top-down politisk styring.

Tværtimod, fungerer disse udredninger som politiske redskaber til at dække for (det politiske symptom), at Danmarks militære beslutninger er drevet fra det ovale kontor i Washington D.C. Hvor den danske loyalitet og funktion som amerikansk brigade oftest har betydet en dansk militær praksis uden klare danske mål og succeskriterier. Denne praksis har efterfølgende manifesteret sig ved, at når danske krigsindsatser skal gøres op er den eneste tilbageværende legitimitet, som danske politikere kan trække ud af krigsindsatser, er udredninger, hvor målet er at fremstille militært engagement som en slags “strategisk eksperiment.”

Dette “strategiske eksperiment” bliver efterfølgende ikke blot en måde at legitimere fortidens beslutninger på, men også et politisk redskab til at retfærdiggøre fremtidens militære engagementer og maskere de fejl, som gjorde selve eksperimentet nødvendigt. Denne triste epistemologiske anerkendelse blev fornyligt cementeret i udtalelsen fra den tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard om, at “udredningen afspejlede bestemt ikke det beslutningsgrundlag, jeg havde haft,^[2]“ afsløres ikke blot politikernes tendens til at engagere sig i militærindsatser uden klare mål, men også deres evne til systematisk at undvige ansvar.

Krigens tragedier er for alvorlige til at blive reduceret til politiske kalkuler og strategisk optimering forklædt som uvildig refleksion. En mulig løsning er at etablere et uafhængigt nationalt råd for krigsundersøgelser, hvor forskere, civile organisationer og internationale eksperter frit kan analysere krigens konsekvenser uden politisk indblanding. Dette råd skal have fuld adgang til nødvendige data, ressourcer og beslutningstagere for at kunne stille de spørgsmål, som politikere forsøger at undgå.

Et sådant organ ville ikke blot styrke offentlighedens tillid til forskningen, men også skabe et stærkere fundament for en fremtidig dansk udenrigspolitik, der ikke længere er drevet af andre nationers dagsordener, men i stedet baseret på danske interesser og mål.

Dette burde ikke være nødvendigt at kræve, særligt ikke når sønner og døtre af Danmark har givet deres liv i tjeneste for Danmark, men også når 176.000 civile^[3] har betalt prisen for konflikten, som blev ført uden klare mål eller tilstrækkelig forståelse for konsekvenserne. Vi skylder dem en ærlig evaluering – ikke blot af deres ofre, men også af de beslutninger, der førte til krigen, og hvordan vi sikrer, at fremtidens beslutninger ikke gentager fortidens fejl.

 

Selvom Afghanistan-undersøgelsen blev præsenteret som en uvildig analyse, blev offentligheden endnu en gang vidne til et politisk bestillingsarbejde forklædt som objektiv forskning
_______

 

Ahmad Walid Rashidi (f. 1991) er dansk-afghansk med 10 års arbejdserfaring fra konfliktfyldte områder som journalist, konsulent, mission director og har desuden været tilknyttet et projekt som ekstern konsulent hos DIIS.

ILLUSTRATION: Danske soldater patruljerer Helmandprovinsen i Afghanistan [FOTO: Henrik Kastenskov/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Lykke Friis, Kristian Søby og Alberte Bové Rud: Merkels eftermæle, hybridkrig i Østersøen og personlighedsdreven politik

Thea Skjærbæk: Hvordan kommer Demokraterne videre efter nederlaget til Trump?

Mikkel Bjørn (DF): Hvad Trumps vælgere ser – og vi overser

Morten Sodemann: Indfødsretsudvalget vil indkalde ansøgere til samtaler om sindelag. Hvad med at lade os alle se med?

Stil dit spørgsmål til RÆSONs podcast Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe

Rasmus Hardt i RÆSON SØNDAG: Trump vil fryse frontlinjen i Ukraine. Efterlader det Georgien og Moldova til Putin?