Abir Al-kalemji: SVM lover at adressere manglen på læger – herunder psykiatere. Spørgsmålet er om de kan holde på dem, de har
22.09.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere
Hvorfor skal en 23-årig vente halvandet år på at blive udredt for ADHD?
Kommentar af Abir Al-kalemji
”JEG HAR SVÆRT ved at koncentrere mig. Har altid haft svært ved at sidde stille i skolen. Tankerne kører med 180 km i timen. Jeg sover mindre og har for lidt overskud i hverdagen. Mine venner synes, jeg altid har virket distræt. Mine forældre har opfordret mig til at få en henvisning til at blive udredt for ADHD.”
Dagligdagen i almen praksis byder på mange voksne patienter med ovenstående symptomer. Det kræver en grundig udredning at stille den korrekte diagnose, og udelukke andre konkurrerende lidelser. Men det ønske kan typisk indfries først efter halvandet år. Så lang er ventetiden til en praktiserende psykiater. I mellemtiden må patienterne gå med en uvished om fremtiden, blive nødsaget til at droppe ud af uddannelsen eller vinke farvel til drømmestillingen, indtil den rette behandling iværksættes.
Endnu en sundhedsreform med gode takter. Mange ambitioner om at uddanne flere speciallæger. En sundhedsminister, der vil ligestille psykiatrien med somatikken. På vej er flere kroniker-pakker, der kan skabe et sammenhængende sygdomsforløb på tværs af hospitaler og kommuner. Intet mindre end 17 sundhedsråd, der med repræsentanter fra regionsråd og kommunalbestyrelser, skal sikre synkronisering mellem sektorerne, og styrke det nære sundhedsvæsen. Lige før drømmen om et effektivt sundhedsvæsen er tæt på at gå i opfyldelse. Men tidligere er vi blevet skuffet. Foreløbigt sidder patienterne og sundhedspersonalet fast i virkeligheden med en massiv mangel på hænder. Medarbejderflugt. Fragmenterede patientforløb. Borgere i yderområder, der higer efter en fast tilknyttet læge og kontinuitet i behandlingsforløbet. Og unge mennesker, der er parkerede i venteposition, imens de visner hen, og fremtiden er på stand-by-knappen.
Havde de brækket en arm, var den blevet fikset. Men psykiske symptomer må nedprioriteres
_______
OG SÅ ER DER psykiatrien. Politikerne arbejder på en 10 års psykiatriplan, og lover som nævnt at ligestille psykisk syge med somatiske patienter. Men det ser ganske enkelt ikke ud til, at der er en akut redningspakke på vej. Unge mennesker, som har mod på livet, men også udfordringer og begrænsninger, der hæmmer dem i dagligdagen, går i vildrede, imens de venter på den rette ekspertise til at guide dem videre. De vil have en forklaring på, hvorfor de ikke kan koncentrere sig, er motorisk urolige, har sociale vanskeligheder, og ikke kan gennemføre helt almindelige daglige gøremål. Havde de brækket en arm, var den blevet fikset. Men psykiske symptomer må nedprioriteres. Kommunerne – herunder deres PPR-program (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) – arbejder under udfordrende vilkår, og forældre sidder ofte med en oplevelse af, at deres børn ikke få tilstrækkelig hjælp. Det er de barske realiteter. Systemet svækker de unges potentiale til at blive håbefulde, produktive samfundsborgere.
Folketinget har i Finansloven for 2024 afsat knap 500 mio. kr. til at løfte psykiatrien i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien, men det kan være svært at få øje på effekten. Ambitiøse tidsfrister og udredningsgarantier kan ikke overholdes med de få ressourcer, der er afsat. Siden 2012 er antallet af patienter steget med over 30 pct. Alene i børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af patienter øget med knap 40 pct. fra 2009 til 2022. De få medarbejdere løber hurtigere, og er alligevel flere skridt bagud. Det er ikke tilfredsstillende, eller fordrende for arbejdsglæden.
Der er sat grænser for, hvad praktiserende læger kan løse af opgave ift. psykiatriske lidelser. Fx er der restriktioner på, hvad der kan opstartes af psykofarmakabehandling i almen praksis og til hvilken aldersgruppe – derfor henviser man ofte til psykiatere. (Sundhedsstyrelsen har lige udgivet en ny vejledning om behandling med psykofarmaka af voksne med psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser – og i den fremgår det bl.a. at behandling af hyperkinetiske forstyrrelser er fortsat en opgave for en læge ansat i psykiatrien eller en læge med særlige kompetencer). Det er hensigtsmæssigt: I almen praksis kan der være både ældre, rutinerede kolleger, men også nyudklækkede speciallæger, hvorfor det mest oplagte fortsat er, at det er psykiatere, der varetager udredningen. Men det betyder også, at patienterne må leve med lange ventetider, før de kan få en konsultation hos en psykiater eller anden læge med de pågældende “særlige kompetencer”.
VIL DET NYE SUNDHEDSUDSPIL for alvor adressere lægemanglen (også på psykiatere)? Håbet er tilsyneladende, at regeringens værktøjer er med til at generere flere speciallæger. At man fx gennem central tildeling af nye ydernumre kan sende flere læger ud i yderområder. Men jeg tror desværre ikke, at hverken indirekte tvang – eller et loft over antallet af speciallæger på universitetshospitalerne, som regeringen foreslår – vil skabe incitamenter til at få lægerne ud i lægedækningstruede områder.
Jeg kan blive imponeret over hvor overbærende og hjælpsomme nogle speciallæger er, når jeg over telefonen konfererer med dem om komplicerede patienter, og bliver bestemt ikke overrasket over de ansatte på sygehusene, der er udbrændte og føler sig magtesløse.
Men faktum er, at sundhedspersonalet generelt er blevet mere resignerende over for det politiske system, og er begyndt at søge andre græsgange, ikke mindst i det private. Flere kolleger er begyndt at fremrykke deres pension. Der er en stigende tendens til at vægte familielivet og andre værdier end karrieremuligheder. Og ledelsen i sundhedsvæsenet er ikke de mest kompetente til at rekruttere og tiltrække arbejdskraft – eller til at fastholde kvalificerede medarbejdere.
Sundhedsreformen virker revolutionerende. Og for god til at være sandt. Aldrig sige aldrig. ■
Faktum er, at sundhedspersonalet generelt er blevet mere resignerende over for det politiske system, og er begyndt at søge andre græsgange, ikke mindst i det private
_______
Abi Al-kalemji (f. 1974) er speciallæge i Arbejdsmedicin, PhD og lægekonsulent i almen praksis. Skriver primært sundhedsfaglige indlæg og om hverdagen i sundhedsvæsenet. ILLUSTRATION: Regeringen fremlægger Sundhedsudspillet [foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
