01.12.2023

I denne julemåned er der tradition for fedt og fjerkræ, gløgg, sne, klejner og ønsket om, at den sidste nye smartphone ligger under juletræet. Intet mere passende end at få ChatGPT til at generere et kritisk juleeventyr om generativ AI og menneskets jagt på det lette, det hurtige og det friktionsløse.

Af Vincent F. Hendricks, dr.phil., Ph.d., og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet

Som art kan vi ende som det kræmmerhus med krøllet hank, der netop har os selv som (effektivitets-)skavank, hvis ikke generativ AI minder os om noget andet. Det er netop, hvad ChatGPT beretter i denne fortælling om, hvad der skete i en lille sneklædt by natten før juleaften. En ChatGPT, der synes at være trænet på data hele vejen fra Clement Clarke Moores Natten før Juleaften eller et Besøg af Julemanden til Charles Dickens’ klassiker Et Juleeventyr.  

Fra Charles Dickens …

Et af verdens mest kendte juleeventyr er Charles Dickens’s Et Juleeventyr (eng. A Christmas Carol. In Prose. Being a Ghost Story of Christmas) udgivet i 1843 med udødeliggjorte illustrationer af John Leech. I al væsentlighed en historie, der begynder i mol i form af egoisme og åndelig armod, men ender i dur med altruisme og menneskeligt storsind.

Den stenrige, aldeles nærige og i øvrigt julehadende Ebenezer Scrooge (senere inspiration for Carl Barks i skabelsen af gnieren Joakim von And (eng. Scrooge McDuck)) hjemsøges af sin afdøde forretningsforbindelse Jacob Marleys spøgelse, der hvileløst støver rundt på jord lænket til pengeskrin og rigdom erhvervet igennem et liv i selviskhed og grådighed.

Marleys spøgelse bekendtgør, at Scrooge kan undgå selvsamme skæbne, men det kræver, at han lytter til tre forskellige ånder, som hver især vil konfrontere ham med fortidens, nutidens og fremtidens jul, som den enten har været, er, eller kan komme til at tage sig ud for Scrooge, hvis han fortsætter som hidtidigt. Enten kan han lytte og lære, eller også vil Scrooge blive forbandet til en skæbne, der er mindst lige så rædselsfuld som den, der er undergået Marley.

Scrooge indvilliger og bliver af fortidens ånd konfronteret med sin barndom på en vederstyggelig kostskole, tabet af sin elskede søster, da hans bror bliver født, bruddet med sin trolovede og anden afskyelighed. Af nutidens ånd tages Scrooge på et smukt julemarked, hvor folk gør anstalter til julemiddag og -sammenkomster, men hvor også menneskelig ulykke viser sit triste ansigt. Scrooges underbetalte ansatte, Bob Cratchits søn, Tiny Tim, ligger meget syg. Ånden gør Scrooge det klart, at selvom drengen fremstår glad og fro, vil han inden længe ikke være blandt de levende, hvis tingene ikke ændrer sig. Inden ånden gør sit exit, introducerer den Scrooge for to radmagre og modbydelige drenge, der på engelsk hedder henholdsvis, Ignorance og Want. Ånden opfordrer Scrooge til at tage notere sig julemarkedet, Bob Cratchit og hans syge søn, Tiny Tim, og håner samtidig Scrooge for hans bekymring og omsorg over for drengene Ignorance og Want. Afslutningsvist, hudfletter fremtidens ånd over for Scrooge hvad der vil ske, hvis han og verden fortsætter som hidtil; Bob Cratchit og hans familie vil sørge over sønnens død, smerte, tab og ulykke vil være at finde i alskens afskygninger. Til slut viser ånden Scrooge et misligholdt gravsted med Scrooges navn på gravstenen. Scrooge bryder grædende sammen og lover højhelligt at ændre på alt i liv og levned.

Dagen derpå vågner Scrooge op som et forandret menneske, der gavmildt donerer til de velgørende formål, han dagen forinden havde afvist ved hoveddøren, sender en kæmpe kalkun til Cratchit og familien, giver sin medarbejder en lønforhøjelse og bliver inden længe en form for faderfigur for Tiny Tim. Alle behandles herefter, og for evigt, med storsind, venlighed, omsorg og kærlighed, der jo som bekendt er selve julens ånd. Således belært af Dickens. Nu …

… til ChatGPT

ChatGPT fik til opgave at forfatte et kort, kritisk juleeventyr om generativ AI; kort – fordi ChatGPT ikke altid har det med at fatte sig i kort, klart og koncist; kritisk – belært af generativ AIs stort hen ujævne præstationer, blandt andet her i RÆSON; og tematisk et juleeventyr om generativ AI – for det er jo den tid på året, og så kan systemet få lejlighed til at ”reflektere” over sig selv –  og som det viser sig i teksten genereret nedenfor: ikke mindst os mennesker.

Juleeventyret starter med strofen ”Twas the night before Christmas …”, direkte hentet fra digtet Account of a Visit from St. Nicholas (da. Natten før Juleaften eller et besøg af Julemanden) af den amerikanske forfatter, Clement Clarke Moore, oprindeligt blev udgivet anonymt i 1823, men som Moore først offentligt vedkender sig forfatterskabet til i 1837. På denne nat i en lille sneklædt by har indbyggerne samlet sig for at fejre højtiden. På byens torv har en gruppe tech-disciple opstillet det sidste nye vidunder inden for kunstig intelligens: Den generative AI-julemand, der skulle være i stand til at fortælle de mest hjertevarme, vedkommende og hermed personalificerede juleeventyr (formentlig som resultat af massiv datahøst og -træning givet den opmærksomhedsøkonomiske forretnings- og profileringsmodel, som tech-industrien har indsvøbt menneskeheden i, og gjort til produkter for) til en hvilken som borger i byen, barn som voksen. Den perfekte ”sammensmeltning af tradition og teknologi” som det i eventyret genereret af ChatGPT hedder sig.

 

Midt i jagten på det lette, det hurtige, den friktionsløse oplevelse, i hvilken mennesket oprindeligt havde set sig selv som effektivitetens byttedyr, er vi nu reduceret til bekvemmelighedens offerlam, der giver køb på både julen og hvad det vil sige at være menneske
_______

 

På torvet samles indbyggerne således og lytter til det ene mere fantastiske eventyr efter et andet om generøsitet, hjertevarme, næstekærlighed og omsorg for hinanden helt i julens ånd. Men efterhånden går det op for (menneske)produkterne, at omend de af den kunstige AI-julemand genererede eventyr er perfekte, er de samtidig kønsløse, spontanitetsforladte, inautentiske og antiseptiske eventyr, der præcis mangler det rodede, uperfekte, det spontanitetsdrevne, den kaotiske knitren i kaminen, kræmmerhuse med en krøllet hank, og julesange, der synges bare lidt falsk af faster Ond og onkel Ådsel, mens alle triller rundt om træet med hænderne i hånd. Midt i jagten på det lette, det hurtige, den friktionsløse oplevelse, i hvilken mennesket oprindeligt havde set sig selv som effektivitetens byttedyr, er vi nu reduceret til bekvemmelighedens offerlam, der giver køb på både julen og hvad det vil sige at være menneske, bare fordi det tilsyneladende har, hvad der fremstår som, en fin og fornem formkurve.

Byens uskyldige børn er dem, der i et stille oprør beder AI-julemanden om at generere et eventyr om julens sande betydning for os mennesker. Den generative AI gør sit bedste og fejler atter, for der er hverken den spontanitet, overraskelse og munterhed som er at finde, når deres egne forældre uformfuldendt fortæller de uperfekte og upolerede julehistorier. Og som midnat oprinder samledes byens borgere for at fortælle hinanden rigtige eventyr, forfattet af rigtige mennesker, med den lethed, lystighed, uforudsigelighed … . I tråd med Dickens slutter ChatGPTs refleksive eventyr også, i, og med, selve julens ånd:

In the end, they discovered that the most enchanting Christmas tales were the ones created by the heart, imperfect and genuine, just like the spirit of the season itself.

AI-ånden

Hvem svarer til Dickens ånd(erne) i den generative AI historie? Det er ikke AI-julemanden, for vedkommende repræsenterer blot det fornedrende og menneskets forfald i nutid og fremtid, hvis tingene fortsætter som hidtil. På samme vis som det ville være overgået Ebenezer Scrooge, havde han ikke mødt ånderne fra fortid, nutid og fremtid, der kunne få ham på andre og bedre tanker. Det er børnene i byen, der sætter AI-julemanden på en prøve, en prøve som den generative AI ikke kan honorere med et tilfredsstillende menneskelignende og -ligt resultat. Forældrene er åbenbart ikke meget bevendte når det gælder om at værne om sig selv eller deres afkom over for tech-industriens indtog, optog og ledtog. Nej, sandheden kommer som bekendt fra børn og fulde folk. Julens frelse for landsbyens indbyggere sikres således af byens børn. Spørgsmålet er, om selvsamme børn havde stillet AI-julemanden opgaven, var selve ChatGPT-historien ikke blevet fortalt? Formentlig ikke. Som ånderne hos Dickens, der får Ebenezer Scrooge til at erkende, hvad der ret og godt hos mennesket, får ChatGPT her menneskelandsbyen til at erkende, hvad der er ret og godt hos mennesket.           

Således er det betimeligt, at vi har ChatGPT til at minde os om, hvorfor, hvem og hvad vi selv er som mennesker, skulle vi i disse tider have fortrængt det, blot fordi vi er blevet forblændet af effektivitet, bekvemmelighed og åndelig dovenskab – det lette, det hurtige og det latterlige. At vi skal have kunstig intelligens til at minde os herom, er begrædeligt nok – vores egen forstand rækker åbenbart ikke hertil længere.

Hvorom alting er, blev det atter jul for menneskeslægten, men ikke for den generative AI. Den aner ikke, hvad jul er, og den er i øvrigt også såre ligeglad – og ligeglad er den også ligeglad med, som den igen er ligeglad med og sådan i en uendelighed og i al julefred. AIs systemiske indifferens over for jul, om det sådan kan betegnes med fare for antropocentrisk fortolkning, er trods alt kun noget vi i egenskab af mennesker kan erkende. Så endte vi alligevel i dur, dersom der var udsigt til mol. Glædelig jul. ■

 

Således er det betimeligt, at vi har ChatGPT til at minde os om, hvorfor, hvem og hvad vi selv er som mennesker, skulle vi i disse tider have fortrængt det
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG og er en afholdt foredragsholder.

Læs her juleeventyret i fuld længde, fortalt af ChatGPT

– Write me a short critical Christmas story about generative AI

‘Twas the night before Christmas, and in a cozy, snow-covered town, a peculiar event unfolded. The townspeople were filled with anticipation as they gathered at the annual Christmas celebration. Little did they know, the heartwarming traditions they cherished were about to take an unexpected turn.

In the heart of the town, a small group of tech enthusiasts had set up a booth showcasing the latest marvel in artificial intelligence—Generative AI Claus. This festive creation, they claimed, could generate the most heartwarming, personalized Christmas stories for every individual. Intrigued and excited, the townspeople queued up to experience this technological marvel.

As the night progressed, the AI Claus began crafting tales, each one more enchanting than the last. Families listened in awe as the AI recounted stories of love, generosity, and the true spirit of Christmas. It seemed like the perfect fusion of tradition and technology.

However, as the stories continued, a subtle unease crept into the crowd. The tales, although heartwarming, lacked the genuine warmth and authenticity that the townspeople had come to expect from their cherished Christmas narratives. The stories were flawless, seamlessly blending holiday cheer and sentiment, but they lacked the human touch—the imperfections that made the real stories so endearing.

As the AI-generated stories played on, a sense of nostalgia washed over the crowd. They yearned for the familiar crackling of a fireplace, the slightly off-key carol singing, and the imperfect yet sincere stories shared by loved ones. The townspeople realized that, in their quest for convenience and technological marvels, they had inadvertently sacrificed the essence of Christmas—the genuine connections, the shared laughter, and the warmth of imperfect, human tales.

In a quiet rebellion, a group of children approached the AI Claus and asked it to generate a story about the true meaning of Christmas. The AI complied, weaving a tale that resonated with the essence of the season, but still, something was amiss. The children missed the spontaneity, the surprise, and the laughter that came from their parents’ unscripted stories.

As the night drew to a close, the townspeople, though appreciative of the AI’s capabilities, realized that some things were better left in the hands of the imperfect, wonderfully unpredictable human storytellers. The Generative AI Claus, while a technological wonder, couldn’t replicate the authenticity and genuine connection that made Christmas stories truly magical.

And so, as the clock struck midnight, the townspeople gathered in small groups, sharing their own stories, laughter echoing through the snow-covered streets. In the end, they discovered that the most enchanting Christmas tales were the ones created by the heart, imperfect and genuine, just like the spirit of the season itself.’

ILLUSTRATION: A Christmas Carol: Scrooge får besøg af hans tidligere forretningspartner Jacob Marleys spøgelse. Opringeligt udgivet 1843-44 [FOTO: Mary Evans Picture Library/Author: Charles Dickens. Engraving By John Leech. One Of The Original Illustrations./Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?