Ukrainebrief 3. marts: Bakhmut er blevet symbolsk for krigen – nu har russerne omringet byen

Ukrainebrief 3. marts: Bakhmut er blevet symbolsk for krigen – nu har russerne omringet byen

03.03.2023

.

RÆSONs Ukrainebrief udkommer hver uge med et overblik over de vigtigste begivenheder fra og om krigen i Ukraine.

Alle øjne er i disse dage fikseret på Bakhmut i det østlige Ukraine, hvor russiske tropper angiveligt snart har omringet byen. I denne Ukrainebrief ser vi derfor nærmere på situationen og den betydning, som slaget om Bakhmut har for krigens gang. 

RÆSONs Ukrainebrief udkommer ugentligt med overblik over de vigtigste begivenheder fra krigen i Ukraine.

Wagnergruppens leder: Bakhmut er praktisk talt omringet. I en video delt på sociale medier kan man se Wagnergruppens leder iført militæruniform, Jevgenij Prigozjin, annoncere, at Bakhmut praktisk talt omringet af russiske tropper. Byen har i de seneste måneder har udgjort omdrejningspunktet for krigens hårdeste kampe og største tab, men russerne har i de seneste uger gradvist gjort inkrementale fremskridt i deres offensiv både syd og nord om Bakhmut. I videoen retter Prigozjin en direkte appel til den ukrainske præsident, Zelenskyj, om at trække de ukrainske styrker ud og overgive byen. 

Ukrainerne afviser (foreløbigt) tilbagetrækning. Fra officiel side er Ukraine ikke i færd med nogen tilbagetrækning fra Bakhmut, men en oberst fra den ukrainske hær, der kæmper i området, har udtalt, at de kan og vil foretage en taktisk tilbagetrækning, skulle det blive nødvendigt. Det kan du læse om her.

En video, der viser en kontrolleret eksplosion af en jernbanebro, der løber ind i Bakhmut, deles i disse timer på sociale medier, og det har rejst yderligere spekulation om ukrainernes tilbagetrækning. Videoen er geolokaliseret af BBC, men det er uklart, om eksplosionen skal ses som en indikator på, at ukrainerne er på vej ud, og de ukrainske styrker i området benægter, at sprængningen skulle være udtryk for en tilbagetrækning. Det vurderes, at der kan være op til 5000 ukrainske tropper tilbage i Bakhmut. Det kan du læse om her.



Kilde: Insitute for the Study of War, 2. marts. Se flere kort her.

Slaget om Bakhmut har fået sin egen logik. Ifølge militæranalytiker Kristian Lindhardt er Bakhmut ikke en strategisk vigtig by. Men som kampene har taget til, har slaget fået sin helt egen logik – og det gælder for begge parter i krigen. For efterhånden som der er investeret så meget i slaget om Bakhmut, har begge parter været nødt til at kæmpe videre. Slaget har således fået en symbolsk betydning.

På trods af at byen ikke har særlig stor strategisk betydning, har ukrainerne ifølge Lindhardt holdt fast i Bakhmut så længe, da man kunne binde russiske styrker i en favorabel kampposition og påføre dem store tab. Samtidig har krigen tiltagende fået stor betydning for russerne, da tabene har været enorme – og da russerne har hungret efter en strategisk sejr. Den analyse kan du høre i Konfliktzonen på 24syv. Lindhardt vurderer desuden, at en ukrainsk tilbagetrækning fra Bakhmut kan blive en vanskelig militær opgave, da de skal trække tropperne tilbage fra bykampene og ud via den eneste vej, der løber ud af byen, under fjendtlig beskydning. Det gælder derfor om, at forlade byen i tide, i det øjeblik, hvor de kan se, at de taber flere folk og materiel end russerne. Det kan du høre og se mere om i DR’s Krigens Døgn

Slaget om Stalingrad? Flere medier og iagttagere har sammenlignet slaget om Bakhmut med slaget om Stalingrad under Anden Verdenskrig, der stod på i månedsvis og resulterede i enorme tabstal på både sovjetisk og tysk side. Til sidst endte det dog med at udgøre et vendepunkt for Den Røde Hær, der efter slaget kunne begynde at skubbe de tyske tropper tilbage. Putin har da også under kampene i Bakhmut – og ifm. med årsdagen for invasionen – besøgt Volgograd (daværende Stalingrad) for at mobilisere opbakning til krigen. Det forventes derfor, at erobringen af Bakhmut, der af Wagnergruppens ledelse kaldes det tidligere navn fra sovjet-tiden ‚Artemovsk‛, af den russiske ledelse og medier vil blive udråbt som en signifikant sejr for Rusland.

Grundet de intense kampe og store tab er Bakhmut blevet kaldt “hødhakkeren”, hvor navnlig den russiske taktik med at sende menneskebølger ind har været diskuteret. Det – og den russiske strategi i forårsoffensiven – kan du læse mere om det i vores interview med senioranalytiker Jacob Kaarsbo.

Var forsvaret af Bakhmut det værd? Militæranalytikeren Mick Ryan skriver i en tråd på Twitter, at slaget om Bakhmut har givet ukrainerne mulighed for at nedslide de russiske tropper og absorbere russiske tropper i en ikke-strategisk by. Ifølge visse estimater har slaget om Bakhmut kostet ca. 10.000 russiske tropper livet. Kampene i byen har derudover skabt uro og splittelse mellem den konventionelle russiske hær og Wagnergruppen, der i lang tid ledte offensiven i området og bl.a. indtog byen Soledar nord for Bakhmut.

Tilbagetrækning er en svær operation. I samme tråd vurderer Mick Ryan også, at ukrainerne inden længe må være nødsaget til at foretage en tilbagetrækning fra Bakhmut. I sin tråd gennemgår militæranalytikeren, hvordan ukrainerne bedst gennemfører en effektiv tilbagetrækning. Ryan fremhæver bl.a., at ukrainerne skal distrahere og bedrage russerne, så man intensiverer kampene for at aflede opmærksomheden fra tilbagetrækningen, hvilket han vurderer som vanskeligt. Derfor må ukrainerne indlede angreb, der holde russerne tilage og bane vejen for tilbagetrækningen. Målet, der vil kræve stor kampdisciplin og logistisk formåen, er at foretage det, som Ryan kalder et „clean break‟. Læs hele tråden her.

Nyt pres fra russerne mod nord? Samtidig kan BBC berette om, at ukrainerne har beordret familier med børn til at evakuere den strategisk vigtige by Kupjansk, der ligger 130 km nord for Bakhmut. Byen blev erobret af russerne i begyndelsen af invasionen, men blev i september sidste år befriet af ukrainerne som led i den succesfulde og overraskende Kharkiv-offensiv. Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War har russerne foretaget begrænsede men fortsatte modangreb nordøst for Kupjansk samt nær byen Kremina. Tiden vil nu vise, om russerne har flere territoriale sejre i vente. Læs nyheden her.

I næste uge vil vi se nærmere på, om kampen om Bakhmut bliver afgjort, og så vil vi holde øje med den tyske kansler Olaf Scholz’ møde i dag med den amerikanske præsident Joe Biden. ■

 

Det forventes derfor, at erobringen af Bakhmut af den russiske ledelse og medier vil blive udråbt som en signifikant sejr for Rusland
_______

 

Opdateret 04.03.23 med delafsnit om Mick Ryans Twitter-tråd.



ILLUSTRATION: Bakhmut, 27. februar 2023: Ukrainske soldater sidder på en kørende howitzerkanon nær frontlinjen [FOTO: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix]