Tobias Liebetrau i RÆSON SØNDAG: Danmark står foran en digital transformation af forsvaret
28.04.2023
Forsvaret står over for et markant digitalt teknologisk løft. Men transformationen bliver kun en succes, hvis man medtænker alle de afledte processer og relationer og ikke kun fokuserer på teknologien alene.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I denne uge af Tobias Liebetrau.
I en turbulent international politisk situation spiller teknologien – både den militære og den civile – en stadig vigtigere rolle for at udvikle og fastholde politisk, økonomisk og militær magt. Teknologiske fremskridt ses som afgørende for fremtidens forsvar og dominans på kamppladsen. Det er derfor en presserende udfordring for både forsvarspolitiske beslutningstagere og militære organisationer verden over at skulle håndtere de muligheder og udfordringer, der opstår.
Militære fagfolk, forskere og politikere er grundlæggende enige om, at teknologier – der rummer alt fra kunstig intelligens over hypersoniske missiler og robotteknologi til kvantecomputere – kan ændre international sikkerhedspolitik og selve krigens karakter.
Særligt fokus er der på disruptive teknologier knyttet til den fjerde industrielle revolution og den tiltagende digitalisering af forsvaret, de militære kapaciteter og kamppladsen. Samtidig er kernen i den teknologiske innovation skiftet fra staten til markedet, hvilket ændrer relationerne mellem stater, myndigheder, vidensinstitutioner, virksomheder og borgere. Desuden påvirker det relationerne internt i ethvert forsvar.
Konsekvenserne af ny teknologi og betingelserne for at realisere teknologiernes potentiale skal i vid udstrækning findes i disse processer og relationer.
Fra ’teknisk gæld’ til tiårsplan
Den civile og militære teknologis afgørende betydning ser vi i alt fra den digitale handelskrig mellem USA og Kina over EU’s ambition om etablering af teknologisk suverænitet til slagmarken i Ukraine. I både Zilmer-Johns’ rapport om dansk sikkerhed og forsvar samt SVM-regeringens regeringsgrundlag bliver det da også fremhævet, at spørgsmål om teknologi, handel og forskning er blevet sikkerhedspolitiske emner. Det medfører – ifølge regeringen – at ,forsvarets digitalisering styrkes, og med tæt inddragelse af dansk forsvarsindustri og forskning skal der gennemføres et teknologisk løft, der ruster Danmark til at imødegå fremtidens trusler og udfordringer’.
Det danske forsvar må forvente at skulle håndtere den store opgave, det er at forstå, integrere og anvende både civile og militærteknologiske digitale landvindinger. Men det kasseeftersyn, som daværende forsvarsminister Morten Bødskov initierede, har afsløret, at forsvaret har opbygget en væsentlig ,teknisk gæld’, der medfører, ,at servere, netværksudstyr og software ikke er blevet vedligeholdt og moderniseret tilstrækkeligt til, på sigt, at opretholde en stabil og sikker drift og leve op til krav om data-, cyber- og informationssikkerhed’.
Samtidig står forsvaret over for en ny forligsperiode, der kan blive på op til ti år. Det er derfor afgørende, hvilken retning der lægges nu, og ikke mindst: Hvordan den bliver samlet op af og i forsvaret. For uafhængigt af det kommende forsvarsforligs konkrete strategiske, økonomiske og teknologiske prioriteringer vil forsvaret stå over for et omfattende arbejde med og vanskelige beslutninger knyttet til monitorering, indkøb og implementering af væsensforskellige nye digitale teknologier med stort forandringspotentiale for forsvarets organisering, opgaveløsning og partnerskaber.
Det er vigtigt at fastslå, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem teknologi, strategiske fordele og militær ydeevne. De problemer og løsninger, der skabes som følge af udviklingen af ny digital civil- og militærteknologi, er sociotekniske – dvs. at de har både teknologiske, strategiske, organisatoriske og menneskelige aspekter. Det er derfor utilstrækkeligt at se digital militærteknologisk innovation og ydeevne udelukkende som spørgsmål om indkøb af software og hardware og udnyttelse af udstyr og data. Der er ingen vej uden om de processer og relationer, der medskaber den forandring, som succesfuld militærteknologisk innovation, implementering og ydeevne kræver. Det er derfor en yderst presserende forsvarsopgave at tænke over og tage hånd om dem.
Af den grund stiller resten af artiklen skarpt på seks forhold, der er afgørende for, at det digitale teknologiske løft af Danmarks forsvar bliver en succes: strategi, overblik og forståelse, organisation, infrastruktur, mennesker og demokrati.
Sondringen mellem de seks forhold henviser primært til forskellige måder at anskue de udfordringer og muligheder på, som et digitalt teknologisk løft af forsvaret medfører. At jeg fremhæver de seks, betyder ikke, at de er de eneste væsentlige faktorer, at de indkapsler samtlige udfordringer eller er skarpt adskilte – grænserne mellem dem er flydende, og forholdene vil ofte være overlappende. Det er imidlertid analytisk værdifuldt at behandle dem hver for sig. Det skyldes ikke mindst, at en udspecificering af de seks forhold forhåbentlig kan understøtte debatten om det kommende forsvarsforlig.
Det er oplagt, at vi i Danmark overvejer, hvorvidt den eksisterende forsvarsindustrielle strategi og den kommende digitaliseringsstrategi for forsvaret bør suppleres af en bredere teknologikonkurrencestrategi, der kan samle alle de relevante myndigheder på teknologiområdet
_______
Behov for en klar strategi
Forsvarsforliget fastsætter de overordnede strategiske, operative og økonomiske rammer for forsvarets anskaffelse af materiel. Forliget af 2004 (dækkende perioden 2005-09) afspejlede periodens forsvars- og sikkerhedspolitiske prioritering af forsvarets evne til at operere langt fra Danmark. Forliget medførte således en opprioritering af udsendelsesklare kapaciteter og en nedprioritering af støttefunktioner. Det betød bl.a., at Forsvarets Forskningstjeneste, den daværende kerne i dansk militærteknologisk forskning og udvikling, blev erstattet af Værnsfælles Videnscenter, hvilket ifølge forskerne Henrik Breitenbauch og Jens Vesterlund Mathiesen er udtryk for en funktion, som skiftede fra at producere teknologi til at facilitere viden om teknologi og teknologisk fremsynethed. Den udvikling blev videreført i forliget fra 2009 (dækkende 2010-14), hvilket skal ses i lyset af den fortsatte transformation af forsvaret fra et mobiliseringsforsvar til et deployerbart forsvar.
I det seneste forsvarsforlig for 2018-23 blev der udtrykt politisk ønske om, at forsvarets samarbejde med både industrien og forskningsinstitutioner om forskning og udvikling skulle styrkes. Som artiklen vil vise, så udtrykker det et øget fokus på de politiske og strategiske valg, der er forbundet med teknologiudvikling og anskaffelse af materiel.
Dén prioritering fortsætter, tyder regeringsgrundlaget på – og det samme gør udtalelser fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og forsvarschef Flemming Lentfer. Samtidig peger meget i retning af, at digitalisering af forsvaret bliver et centralt omdrejningspunkt i det kommende forsvarsforlig, der givetvis skal strække sig over en tiårig periode. Det stiller særlige krav til både forskning, udvikling og anskaffelse, da den digitale teknologiske udvikling som bekendt er kendetegnet ved at være kompleks, dynamisk og – ikke at forglemme – civilt drevet.
Det styrkede fokus på digitalisering af og i forsvaret fremgår også af Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri, som den tidligere regering præsenterede i 2021. Strategien, der blev udarbejdet på tværs af Forsvarsministeriet, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet, har som sit overordnede mål at imødekomme et mere uforudsigeligt trusselsbillede, en øget teknologikonkurrence og det stigende pres på de globale forsyningskæder ved at styrke den danske forsvarsindustri gennem intensiveret samarbejde mellem aktører fra den offentlige sektor, forsvarsindustrien og de danske forskningsinstitutioner. Blandt de teknologiske prioritetsområder fremhæver strategien ,kritiske teknologier til brug for kommandokontrol- og informationssystemer samt systemintegration’, ,autonome og ubemandede systemer’ og ,avanceret software, kunstig intelligens og cyberteknologi’. Prioritetsområderne afspejler, hvad man i forsvaret ser som afgørende for et succesfuldt digitalt teknologisk løft, der både støtter forsvarets opgavevaretagelse og varetagelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser, som de defineres i dag.
Men den retningsskabende og rammesættende strategisk-politiske kontekst for forsvarets arbejde med digital teknologisk udvikling er uklar. Den eksisterende it-strategi, der oprindeligt skulle dække 2016-19, men siden blev forlænget til også at dække 2020, er uddateret. Der er et stærkt behov for en strategi, der sætter mål for den digitale teknologiske udvikling i og af forsvaret, prioriterer midler, fastsætter metoder og sikrer sammenhængen mellem forventningerne til digital teknologiudvikling, Danmarks politisk-strategiske ambitioner og forsvarets militærfaglige kompetencer. Desuden vil en ny strategi kunne styrke både den politiske og offentlige opmærksomhed på og samtale om den digitale teknologis rolle i udviklingen af forsvaret, herunder de voksende snitflader til det øvrige samfund.
I øjeblikket arbejder Forsvarsministeriet på en ny digitaliseringsstrategi, men det er en udfordring at skulle fastsætte mål, midler og metoder, når der samtidig pågår forhandlinger om et nyt forsvarsforlig. Det er derfor usikkert, om der kommer en strategi, før forliget er på plads.
Digitaliseringen drives globalt og civilt
Det forventede digitale løft af forsvaret på den ene side og den intensiverede militære teknologikonkurrence på den anden betyder, at det i stigende grad er vigtigt for Danmark at have overblik over og forståelse for både den civile og militærteknologiske digitale udvikling, så vi bliver i stand til at prioritere, hvornår, hvordan og hvor vi skal investere.
Som påpeget i en nylig rapport om militærteknologisk situationsforståelse udgivet af Center for Militære Studier er det en særlig udfordring for Danmark, ,fordi den specifikke danske tilgang til anskaffelser af større militære kapaciteter efter en række budgetanalyser og reformer er indrettet uden særlig hensyntagen til at sikre statens evne til at monitorere og forstå den internationale militærteknologiske udvikling’ (min fremhævning). Det er selvsagt uheldigt, i en tid hvor særligt den digitale teknologiudvikling accelererer på det civile og militære område, samtidig med at forsvaret ikke har ressourcerne til selv at kunne udvikle og forske i avanceret digital militærteknologi.
I dag er det den private virksomhedsdrevne forskning og innovation, der leder både den civile og den militære digitale udvikling. Statens mulighed for at styre, mobilisere og samarbejde med private virksomheder vil derfor i stigende grad være afgørende for udvikling og anvendelse af fremtidens militærteknologi. Det gælder særligt på det digitale område, hvor store private virksomheder i USA, Kina og Europa ejer, udvikler og implementerer digitale teknologier og løsninger. Som påpeget i den forsvarsindustrielle strategi er der dog nicheområder, hvor den danske (forsvars)industri kan gøre sig gældende, som fx på det maritime område, droneteknologi og software.
Det er forventningen, at grænserne på det digitale område mellem forsvarsvirksomheder, private højteknologiske virksomheder og firmaer, der leverer til dual use (begge sektorer), gradvist udviskes og forvitrer. Derudover oplever vi i disse år, at spændvidden af politikområder og sektorer, der får sikkerhedspolitisk betydning, øges. Ikke mindst fordi civile teknologier får øget militær relevans. Dermed smelter sikkerheds- og forsvarspolitikken i stigende grad sammen med industri-, erhvervs, innovations- og forskningspolitik, og det vil med stor sandsynlighed medføre, at sikkerheds- og forsvarspolitikken får bredere samfundsmæssig relevans. Krigen i Ukraine har på mange måder fungeret som både fremkaldervæske for – og accelerator i –denne udvikling.
I Danmark har båndene mellem forsvaret og forsvarsindustrien dog været mindre tætte, end vi ser det hos de fleste af vores allierede, herunder Frankrig, Holland og Sverige. Den forsvarsindustrielle strategi fra 2021 varslede som nævnt et markant opgør på dette felt
_______
Det er oplagt, at vi i Danmark overvejer, hvorvidt den eksisterende forsvarsindustrielle strategi og den kommende digitaliseringsstrategi for forsvaret bør suppleres af en bredere teknologikonkurrencestrategi, der kan samle alle de relevante myndigheder på teknologiområdet.
Det gælder særligt med tanke på, at Danmark i de senere år har fået nationale strategier for digitalisering, cyber- og informationssikkerhed, udenrigs- og sikkerhedspolitik samt tech-diplomati, der alle fokuserer på digitalisering, men ikke adresserer den globale teknologikonkurrence. I Danmark har vi en hel række strategier for specifikke teknologier og teknologiske udviklinger – fx præsenterede Finansministeriet og Erhvervsministeriet i 2019 en national strategi for kunstig intelligens, og Energistyrelsen en 5G-handlingsplan for Danmark – men ingen af de to strategier indtænkte sikkerheds- og forsvarspolitiske dimensioner.
Danmarks evne til at prioritere og understøtte den langsigtede digitale udvikling af forsvaret afhænger i stigende grad af statens overblik over og forståelse for udvikling i både militær og civil digitalteknologi. Nødvendigheden af dette har man blik for både i Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Forsvarets Materiale- og Indkøbsstyrelse, men dette fokus bør styrkes på tværs af forsvaret og i statens øvrige myndigheder, så det samlede overblik kan stilles til rådighed for de militære og politiske beslutningstagere, der sætter rammerne for den digitale transformation. Det drejer sig om alt fra forventningerne til de digitale teknologiers rolle på kamppladsen over organiseringen af forsvaret til den bredere forsvarsplanlægning, herunder: vores allieredes syn på de samme spørgsmål.
De tre værn skal ikke klare det hver for sig
Udvikling, indkøb, implementering og anvendelse af ny digital teknologi vil påvirke organiseringen af forsvaret gennemgribende. Det gælder både de interne relationer mellem forsvarets styrelser, værn og efterretningstjenesten og de eksterne relationer til alliancepartnere – herunder også private virksomheder, videninstitutioner og andre myndigheder.
Forsvarets tre værn – hæren, søværnet og flyvevåbnet – har historisk haft en tendens til at opbygge hver deres digitale infrastruktur. Det er afgørende, at forsvaret holder sig for øje, at et værnsdrevet fokus – herunder på specifikke platforme og systemer – risikerer at forringe muligheden for optimal udnyttelse af digitale teknologier og data. Der kan selvfølgelig være både operationelle og sikkerhedsmæssige grundige til at holde systemer og data adskilt, men skal den digitale transformation optimeres, må begge dele i stigende grad være tilgængelige på tværs af organisationen. Det kræver ikke alene integration af teknologier og arbejdsgange, men også en bredere forståelse i organisationen af, hvad digitale teknologier og data kan og ikke kan – samt: personel med de rette kompetencer. Her er det afgørende at overveje de muligheder, der er i yderligere uddannelse, rotation og indlån af medarbejdere på tværs af forsvarets værn og myndigheder, universiteter og private virksomheder.
Det er derfor vigtigt, at forsvaret arbejder mod at styrke integrationen af de værnsspecifikke mål, midler og metoder – og undervejs afdækker de områder, hvor der er de største divergensudfordringer.
Vender vi blikket mod vores mest centrale allierede, så har USA, Frankrig og Storbritannien de senere år netop øget deres fokus på, hvordan disruptiv digital teknologi kommer til at påvirke organisering af forsvaret og dets operationer. Desuden har både EU og NATO for nylig iværksat markante forsknings-, udviklings- og innovationsinitiativer, der skal sikre et industrielt grundlag for fremtidigt forsvarssamarbejde. Den Europæiske Forsvarsfond støtter forsknings- og udviklingssamarbejde på forsvarsområdet med 7-8 mia. euro i perioden 2021-27. På NATO-topmødet i 2021 besluttede stats- og regeringscheferne at etablere henholdsvis NATO’s Innovationsfond og programmet Defence Innovation Accelerator for the North Atlantic (DIANA), der understøtter alliancens arbejde med at udvikle løsninger baseret på nye og disruptive teknologier. Som en del af DIANA-programmet blev Danmark i 2022 udvalgt som NATO’s kvantecenter med Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet som kerneelement. Det er en anerkendelse af Danmarks styrkeposition på kvanteområdet, hvor centret vil bidrage til udvikling af alliancens fremtidige cybersikkerhed og kommunikation.
Det bebudede digitale teknologiske løft af forsvaret skal således være med til at sørge for, at Danmark forbliver en relevant partner for vores allierede. Og det står klart, at forventningerne til, hvad det indebærer, vil forandre sig, i takt med at NATO’s politisk-strategiske mål for digital teknologiudvikling bliver yderligere konkretiseret.
Den militærteknologiske udvikling har historisk set været tæt knyttet til staten, og i både USA og Europa har staterne samarbejdet tæt med forsvarsindustrien. I Danmark har båndene mellem forsvaret og forsvarsindustrien dog været mindre tætte, end vi ser det hos de fleste af vores allierede, herunder Frankrig, Holland og Sverige. Den forsvarsindustrielle strategi fra 2021 varslede som nævnt et markant opgør på dette felt. Den helt afgørende præmis for forsvarsstrategien er netop samarbejdet mellem staten, forsvarsindustrien og danske forskningsinstitutter – med afsæt i triple helix-innovationsteorien (interaktion mellem offentlig sektor, industri og forskningsinstitutioner). Med andre ord er samarbejdet med den traditionelle forsvarsindustri ikke tilstrækkeligt – man skal inddrage højteknologiske virksomheder, der ikke traditionelt bliver regnet som en del af den forsvarsindustrielle base, og offentlige videninstitutioner, man ikke har haft tilstrækkeligt samarbejde med før.
Det bebudede digitale teknologiske løft af forsvaret skal således være med til at sørge for, at Danmark forbliver en relevant partner for vores allierede. Og det står klart, at forventningerne til, hvad det indebærer, vil forandre sig, i takt med at NATO’s politisk-strategiske mål for digital teknologiudvikling bliver yderligere konkretiseret
_______
Eksempelvis lancerede otte danske universiteter og fem såkaldte ,godkendte teknologiske serviceinstitutter’ et nyt samarbejde i form af Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) i februar 2023. Det er målsætningen, at NFC skal styrke udviklingen af forsvarsteknologi i Danmark og sikre en udnyttelse af Danmarks styrkepositioner, såsom rum- og kvanteteknologi, cybersikkerhed, grønne brændstoffer, avancerede droner, informationsteknologi, robotteknologi og satellitbaserede systemer. Det er første gang, den danske forsknings- og udviklingssektor har indgået et samarbejde med så klar en organisering og i så tæt dialog med industrien og forsvaret, hvilket understreger det paradigmeskifte, som Danmark befinder sig i.
Det digitale teknologiske løft af forsvaret stiller som nævnt også krav til et styrket samarbejde med andre statslige myndigheder. Når forsvars- og sikkerhedspolitikken i almindelighed – og den digitalt teknologiske del i særdeleshed – vikles ind i de øvrige ministerområders portefølje, så opstår der nye behov for videndeling, koordinering og samarbejde. Det betyder, at forsvarets kompetencer i højere grad bliver relevante for de øvrige ministerområder, der skal navigere i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Eksempelvis indvarslede sabotagen med Nord Stream en udvidelse af den forsvars- og sikkerhedspolitiske bevidsthed, et behov for nye typer af samarbejde mellem forsvaret, offentlige myndigheder og private virksomheder og potentialerne for anvendelse af nye civile og militære teknologier, herunder inden for både privat og militær brug af undervandsteknologier som droner, sonarer og sensorer.
Genopdagelsen af infrastrukturens betydning
Skal forsvaret indfri det fulde potentiale af et digitalt teknologisk løft, så er det afgørende, at den understøttende infrastruktur er plads. Det er sin sag i en organisation, der står for indkøb af op mod 400.000 varenumre. Jeg vil derfor her særligt fokusere på de infrastrukturer, der understøtter forsvarets digitale transformation ved at indsamle, transportere, opbevare, strukturere, kontrollere, dele og analysere data, med henblik på at forsvaret opnår strategisk, taktisk og operativ overlegenhed. Det drejer sig om alt fra undersøiske datakabler, datacentre og satellitter over kommando-kontrol-systemer og digitale øvelsesterræner til sensorer og mikrochips.
Den amerikansk-kinesiske handelskrig, coronapandemien og krigen i Ukraine har været med til at bringe betydningen af forsyningskæder og generel afhængighed på den sikkerheds- og forsvarspolitiske dagsorden. I både USA, Kina, EU og Rusland er der således fokus på at reducere gensidige afhængigheder på særligt følsomme områder. Der vil således også for forsvaret være behov for at vurdere dette felt, når det kommer til kritisk digital teknologi og infrastruktur. Det spiller sammen med behovet for overblik og forståelse, den øgede prioritering af innovation og teknologiudvikling herhjemme, såvel som i EU og NATO, der, som vi har set, også hænger sammen med et styrket fokus på samarbejde med forsvars- og techindustrien samt forskningsverdenen.
Fælles for mange af de teknologer og infrastrukturer, der understøtter udviklingen mod et digitalt dansk forsvar, er, at de bliver leveret af private virksomheder. Krigen i Ukraine har vist, hvordan virksomheder som Microsoft, Google, Amazon og SpaceX er blevet forsvarspolitiske aktører, som også Danmark givetvis vil få brug for støtte fra i tilfælde af krig. Det er imidlertid usikkert, hvordan klassiske politiske og juridiske spørgsmål om kontrol, ansvar og gennemsigtighed tager sig ud, når store techvirksomheder står i forreste geled.
Hvilke digitale teknologier og infrastrukturer skal det danske forsvar gøre sig afhængigt af? Hvilke firmaer skal levere cloud-løsninger, dataplatforme og smartphones til forsvaret? Valget af leverandører er også afgørende i forhold til spørgsmål om skalérbarhed, integration, interoperabilitet, vedligeholdelse, redundans og opdateringsmuligheder, der alle er svært forudsigelige størrelser, når de bliver koblet med en så dynamisk teknologisk udvikling.
Nye krav til medarbejderne
Ansættelse, uddannelse og fastholdelse af personel er en forudsætning for, at den digitale transformation af forsvaret bliver en succes.
På den ene side kræver implementering, udvikling og vedligeholdelse af nye digitale teknologier en specialviden, som få soldater besidder. På den anden side kræver brug af militær magt også særlige kompetencer og militærfaglig viden, som de færreste it-specialister besidder. Det digitale løft af forsvaret vil derfor stille nye krav til, hvem der bliver ansat i forsvaret, hvordan de uddannes og fastholdes, men også hvordan det sikres, at de specialiserede medarbejdere både arbejder mod fælles mål og rummer hinandens forskellighed. Det kræver faglig spændvidde hos den enkelte medarbejder og en understøttende kultur i forsvaret.
På den ene side kræver implementering, udvikling og vedligeholdelse af nye digitale teknologier en specialviden, som få soldater besidder. På den anden side kræver brug af militær magt også særlige kompetencer og militærfaglig viden, som de færreste it-specialister besidder
_______
Et problem her er, at forsvaret generelt kæmper med at rekruttere, uddanne og fastholde det nødvendige personel. Desuden er det digitale område notorisk kendt for at være et område, hvor der er mangel på og derfor hård konkurrence om arbejdskraften. Det er derfor afgørende, at forsvaret kortlægger og afhjælper funktions-, kompetence- og uddannelsesmæssige udfordringer knyttet specifikt til den digitale teknologiske udvikling. Militære domænespecialister, som er fokuseret på den militære praksis, skal kunne forstå og samarbejde med data- og it-specialister – og omvendt. Man skal skabe rammer for, at der permanent kan foregå en oversættelse mellem de militære og teknologiske professioner.
Den demokratiske dimension – om forsvaret i samfundet og samfundet i forsvaret
I de senere år er den offentlige debat om – og kritik af – digitaliseringens slagsider taget til. Om det er fra Politikens artikelserie om den digitale underklasse, forskerne på IT-Universitetets Center for Digital Velfærd eller det af Villum Fonden og Velux Fonden støttede ,Algoritmer, Data og Demokrati’-projekt, så lyder det samstemmende, at digitaliseringen rækker så langt ind i vores liv og samfund, at det er nødvendigt at gøre op med primært at se digitalisering og dataficering som en ukontroversiel og uproblematisk løftestang for effektivisering og vækst. Desuden er de store techvirksomheders forretningsmodeller genstand for tiltagende kritik og regulering. Senest er det konsekvenserne af ChatGPT og sikkerhedsrisikoen ved brug af TikTok, der har trukket overskrifter.
Det er vigtigt, at det digitale teknologiske løft af forsvaret ikke bliver frakoblet den bredere samfundsmæssige debat om digitaliseringen. Forsvarschef Flemming Lentfer udtalte i efteråret 2021 til Altinget, at han tror, forsvaret ,er nødt til at etablere nogle store datacentre, hvor mange af dataene fra de operative enheder bliver samlet og filtreret ved hjælp af kunstig intelligens, algoritmer og machine learning, inden de præsenteres for de operative beslutningstagere. Ligesom nogle af de bearbejdede data kan sendes tilbage til enhederne og kvalificere deres arbejde’. Selvom der naturligvis er en særlig forsvarsmæssig kontekst, indkapsler citatet nogle store forventninger til teknologien, som vi ser på tværs af offentlige myndigheder og private virksomheder.
Det er derfor vigtigt, at man i forsvaret er opmærksomme på og indgår i den offentlige dialog om de udfordringer – politiske, juridiske, demokratiske og etiske – der ligger i, at flere og flere beslutninger med stor betydning for både forsvaret og kamppladsen bliver dataficeret og automatiseret, som oftest på måder, der er uigennemskuelige for de fleste. Her indgår alt fra spørgsmål om, hvilke data der bliver indsamlet og lagret, til dogmerne for brug af autonome våbensystemer, herunder droner og dræberrobotter. ■
Behovet for diskussion
Da der er en så høj grad af usikkerhed forbundet med teknologiudviklingen, er det umuligt at fastlægge de præcise muligheder og udfordringer, der følger af den. Det gælder således for teknologiområdet, som det gælder for forsvarsplanlægning i øvrigt, at der skal tages hensyn til spørgsmålet om usikkerhed. Men netop vores forventninger til teknologien får betydelige konsekvenser for, hvordan vi indretter sikkerheds- og forsvarspolitikken, herunder i det kommende, sandsynligvis langtrækkende forsvarsforlig. Forsvaret skal være sig sin medproducerende rolle bevidst, når det kommer til de usikre forudsigelser om fremtiden, som vi indretter vores sikkerheds- og forsvarspolitik efter. Og samtidig skal samfundet sikre, at sikkerheds- og forsvarspolitikken – også på det digitale område – bliver gjort til genstand for diskussion og kritik.
Forsvaret skal være sig sin medproducerende rolle bevidst, når det kommer til de usikre forudsigelser om fremtiden, som vi indretter vores sikkerheds- og forsvarspolitik efter. Og samtidig skal samfundet sikre, at sikkerheds- og forsvarspolitikken – også på det digitale område – bliver gjort til genstand for diskussion og kritik
_______
Tobias Liebetrau (f. 1986) er forsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han forsker i dansk og international sikkerheds- og forsvarspolitik med særligt fokus på cybersikkerhed, digitale teknologier og infrastrukturer og private virksomheder. Han er medredaktør på bogen Cybertrusler: Det digitale samfunds skyggeside fra 2022.
ILLUSTRATION: C-130 Hercules på vej til Estland med den danske forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen ombord [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
