Tim W. Zøllner: Nytårstalen genfødte statsministeren i ny rolle – det kan blive hendes redning
06.01.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Selvom Mette Frederiksen har genfødt sig selv til den nye rolle, så er samfundet og befolkningen ikke lige pludselig anderledes. Der kan stadig opstå uforudsete kriser, som kræver, at Mette Frederiksen igen indtager rollen som kaospilot – eller endda en helt tredje.
Kommentar af Tim William Zøllner, retorikstuderende på Københavns Universitet
NYTÅRSTALEN VAR en genfødsel af Statsminister Mette Frederiksen. Vi skal ikke længere betragte hende som den autoritære (og egenrådige, om man vil) kaospilot, der udelukkende har for øje at styre os trygt gennem de mørke skyer. Vi skal nu forstå hende i rollen som vejrhane, hvis primære modus er at finde samarbejdsmuligheder og fælles interesser, både internt i regeringen og på tværs af særligt generationerne i samfundet – også selvom det betyder at skifte mening 180 grader, hvis vinden pludselig blæser en anden vej.
Nytårstalen blæste hvert fald i en ny og mere idealistisk retning, end vi tidligere har set fra Mette Frederiksen, som i talen fokuserede på (ud)dannelse, hvor sammenhængskraften mellem regeringspartierne er stærkest, og klima(handling), hvor generationskløften er størst. De gamle arbejdsdyder skal så at sige tilbage, og de nye grønne arbejdspladser skal rulles frem.
Vi skal til at forberede os på, at de unge studerende skal dyppe tæerne langt mere i det, de, der er lidt oppe i årene, husker som mesterlæren, og de ældre skal til at sætte langt mere handling bag de mange lovende ord om grøn omstilling: ”Et stærkere, grønnere og mere trygt Danmark”, der må siges at være kopieret en smule fra De Radikales udspil. Også generationerne skal nu mødes på midten. Alt sammen med fokus på balance mellem unge og gamle, røde og blå, og ikke mindst de nu aflivede blokkes mantraer om henholdsvis tryghed og frihed, som, ifølge Mette Frederiksen, i særlig grad er realiseret i regeringens nye socialpolitik, hvor ”De vagtsomme øjne skal mødes af et samfund, der tror på hver eneste af os”.
Hun er i gang med at tale ned til de vælgere, som regeringen over midten selv forsøger at nærme sig. En noget selvopfyldende profeti
_______
Men der skal kompromiser til, hvis det skal lykkes, siger Mette Frederiksen, og her fungerer forslaget om afskaffelse af en helligdag som regeringens tryktest af befolkningens egentlige vilje til at indgå dem til fordel for de nødvendige forandringer af vores samfund. For mestrer vi kompromiserne, kan vi opgive den fridag med vores børn, aflyse deres konfirmationer, ja, så blåstemples Mette Frederiksen ikke bare som dansk politiks nye politiske vejrhane, der unægtelig vil gøre hende noget nær udødelig for fremtiden, men regeringen over midten legitimeres også i befolkningen. Og det har regeringen i sinde at kvittere for med en socialpolitik, der holder Fanden fra at tage de sidste, en uddannelses- og klimapolitik, der sikrer os vores fremtid, og sågar også en sikkerhedspolitik, der holder Putin for døren.
Det lyder jo godt, men Djævlen synes dog at ligge i detaljen. Regeringen over midten beror i forvejen på en noget forviklet og teknokratisk populisme, når den tegner et gudebillede af sig selv, hvor folket er langt mere repræsenteret, sammenhængskraften langt større, og hvor politikerne har langt mere handlekraft. Men den har endnu at bevise, at gudebilledet har plads på jord, eller om den blot er en gylden kalv, vi for en kort stund har brug for at forgude, mens vi venter på et bedre alternativ.
Populisme kommer jo i bølger og forsvinder, hvis den ikke performer. Og ser man på den første tryktest, som Mette Frederiksen forsøger at sælge os ved at skabe et virkningsforhold mellem Store Bededag og krigen i Ukraine, så er hun i gang med at tale ned til de vælgere, som regeringen over midten selv forsøger at nærme sig. En noget selvopfyldende profeti. Og dem må der ikke være for mange af, hvis den nye vejrhane skal lykkes med at balancere de umage parter i regeringen og generationskløften i befolkningen. Men vejrhanen næres også af den uenighed, den forsøger at løse.
Og sidstnævnte kan blive Mette Frederiksens redning ud af regeringen, hvis ikke den skulle lykkes. For hendes virke som integrator i den nye regeringsledelse synes ikke lige så vital som Lars Løkkes virke, der må forstås som entreprenøren af projektet og Jakob Ellemann, der må forstås som producenten, som til sidst gjorde regeringen over midten mulig. De har i langt højere grad satset hele butikken.
For selvom Mette Frederiksen har genfødt sig selv til den nye rolle, så er samfundet og befolkningen ikke lige pludselig anderledes. Der kan stadig opstå uforudsete kriser, som kræver, at Mette Frederiksen igen indtager rollen som kaospilot, eller endda en helt tredje – og så er spørgsmålet bare, hvor mange retninger, vinden må blæse, før Jakob Ellemann hopper fra.
Den nye vejrhane skal lykkes med at balancere de umage parter i regeringen og generationskløften i befolkningen. Men vejrhanen næres også af den uenighed, den forsøger at løse
_______
Tim William Zøllner (f. 1991) er til daglig retorikstuderende på Københavns Universitet med særlig interesse for retorisk medborgerskab, der dækker over den demokratiske borgers rettigheder, muligheder og begrænsninger for at kunne deltage aktivt i den offentlige debat. Han er desuden studentermedhjælper hos Rhetorica og har tidligere arbejdet med presse hos Det Radikale Venstre.
ILLUSTRATION: Marienborg, 1. januar 2023: Statsminister Mette Frederiksen (S) før optagelsen af sin nytårstale [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
