Tabita Rosendal i RÆSON SØNDAG om 10 år med Kinas Belt and Road-projekt: Hvad er næste skridt på Silkevejen?
23.12.2023
Kinas Silkevejsinitiativ fylder ti år. Politisk har det været en succes, men i Beijing erkender man, at projektet skal justeres.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Tabita Rosendal
7.-8. oktober 2023 fejrede man de første ti år med Silkevejsinitiativ i Beijing. Statsledere fra det globale syd var i overtal, mens vestlige ledere glimrede ved deres fravær. Faktisk var der betydeligt færre deltagende statsoverhoveder end de første to gange, man har mødtes i dette forum: I maj 2017 deltog 29 statsoverhoveder, og i april 2019 deltog 37; i 2023 deltog blot 23. Men det er måske ikke så mærkeligt, at opbakningen haltede bagefter i år: Kinas omdømme har lidt store tab både under og efter COVID-19-pandemien samt efter Ruslands invasion af Ukraine.
Samtidig er Silkevejsinitiativet ikke længere så populært i mange dele af verden, som det var før 2019. Da Vladimir Putin samtidig var en af de første statsledere som meldte ud, at han ville deltage i forummet, kan det ikke overraske, at der har været en vis tilbageholdenhed blandt andre statsledere. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, og Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, deltog dog også.
Den ringe opbakning har naturligvis været årsag til en vis frustration i Kinas Kommunistiske Parti (KKP); ved det tredje forum ville man netop gerne have vist, at man fortsat har international støtte og opbakning til Silkevejsinitiativet. Nu skal lederskabet vise, at initiativet stadig har momentum.
Xi Jinpings økonomiske og politiske ambitioner
Fra starten har Xi Jinping været frontfigur for Silkevejsinitiativet og har selv stået i spidsen for mange af initiativets enkelte bestanddele. Men samtidig skal initiativet ses som en fortsættelse af de strategiske mål, som forhenværende ledelser i KKP har fremsat gennem årene. Fra initiativets begyndelse har dets ambitioner været delt i to overordnede søjler, som har fokuseret på henholdsvis økonomiske og politiske målsætninger.
KKP ville styrke den kinesiske økonomi ved at eksportere den nationale overkapacitet; hjælpe landet med en transition til en ny økonomisk model (som bl.a. satser på mere uafhængighed i forsyningskæderne); adressere underudviklingen af landets indre regioner kontra de rige kystregioner; og hjælpe statsejede virksomheder med at integrere sig bedre i verden.
Initiativet er samtidig en vigtig del af Kinas udenrigspolitik, tænkt som et modsvar til Obama-administrationens ’drejning mod Asien’ og som en måde, hvorpå Kina kunne modarbejde Vestens strategiske inddæmning.
Det symboliserer dermed både Xi Jinpings ’kinesiske drøm’, landets nationale genopblomstring, ønsket om at blive recentraliseret på verdens politiske scene og samtidig skabe en ny type stormagtsrelationer i et globalt ’samfund med en delt skæbne’. Initiativets overordnede ideologiske formuleringer, fleksible og pragmatiske praksisser og aftaler, uspecifikke projektdokumenter og vagt formulerede økonomiske mål har dog gjort det svært at bedømme, i hvilket omfang disse mål er nået.
Fig. 1. Baseret på tal og grafik fra CSIS China Power Project og AEI China Global Investment Tracker, 2023. Alle tal er angivet i milliarder amerikanske dollars.[1]
Hvis vi alligevel forsøger at præcisere succeskriterierne, kan man overordnet sige, at Kina – på trods af det skuffende fremmøde ved forummet – har nået en del af de milepæle, som man havde håbet på. I den økonomiske sfære har Kina oplevet nogen medvind uden at komme helt i mål. Det er bl.a. lykkedes Kina at etablere handelsaftaler og at øge samhandlen under Silkevejsinitiativet til omkring 2,8 billioner dollars (cirka 19.055.960.000.000,00 danske kroner)[2] og at hjemtage en del ressourcer fra de lande, som man har hjulpet med at udvikle.
Fig. 2. Baseret på tal og grafik fra Green Finance & Development Center; AEI China Global Investment Tracker, 2022.[3]
Kinesiske statsejede virksomheder har desuden været i stand til at opbygge deres porteføjler i diverse internationale projekter samt at styrke samhandlen og eksporten med kinesiske varer. Kina har også etableret en stærk international tilstedeværelse og opnået anerkendelse fra mange af sine handelspartnere for sin økonomiske model og pragmatiske tilgang til investeringer. Dog har man ikke formået at få gennemført en internationalisering af den kinesiske valuta, yuan (også kaldet renminbi, RMB), som KKP ellers havde haft for øje. Dette forventes dog at blive et vigtigere punkt for Kina fremover.[4]
I øjeblikket begynder Beijing at mærke, at man i mange år har udstedt lån og investeringer uden at få særlig store afkast.[5] Det anslås ofte, at Kinas investeringer i Silkevejsinitiativets regi ligger i omegnen af en billion dollars (cirka 6.862.105.000.000,00 danske kroner).[6] Samtidig har specielt COVID-19-pandemien forværret mange udviklingslandes økonomiske situation, hvilket har resulteret i voldsomme gældsproblematikker i flere lande, som Silkevejsinitiativet er aktivt i.[7] Derfor er Kina i gang med at genforhandle et stort antal lån og projekter. Det hjælper selvfølgelig ikke, at Kinas egen økonomi stadig halter bagefter, og at KKP derfor har en interesse i, at pengene snart begynder at komme tilbage igen.
Det er i den politiske arena, at Kina har haft mest succes – specielt i forhold til at opbygge stærke relationer til det globale syd. Overordnet har Kina haft et ønske om at etablere sig selv – eller at opnå anerkendelse som – en modpol til den liberale internationale verdensorden ledet af USA og de resterende G7-lande samt som et alternativ til Vesten generelt. Kina gør selvfølgelig ikke dette arbejde alene, men samarbejder med andre lande, som har lige så store ambitioner om at fungere som modpoler eller modvægte til Vesten.
Helt konkret har Kina været succesfuldt, specielt i starten af Silkevejsinitiativet, med at overbevise lande i det globale syd om, at Beijing har oprigtige intentioner om at hjælpe og støtte dem i deres udvikling, og i den del af verden har man anset Kina som en ’ligeværdig og ligesindet’ partner. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at Kina har opereret i lande, som Vesten har haft svært ved at engagere sig i af flere forskellige årsager – fx på grund af menneskerettighedsproblematikker.
Men Kina har også oplevet store vanskeligheder i form af lokale protester, genforhandlinger af projekter og låneaftaler m.m. og har haft svært ved både at sælge og forsvare initiativet i vestlige lande.
KKP har ikke tabt pusten og retter nu op på mange af de ting, som initiativet har modtaget kritik for. For at forklare, hvad det konkret betyder, er det på sin plads at dykke dybere ned i ét af partnerlandene, som Silkevejsinitiativet er aktivt i: nemlig Sri Lanka.
KKP har ikke tabt pusten og retter nu op på mange af de ting, som initiativet har modtaget kritik for. For at forklare, hvad det konkret betyder, er det på sin plads at dykke dybere ned i ét af partnerlandene, som Silkevejsinitiativet er aktivt i: nemlig Sri Lanka
_______
Havneprojektet i Hambantota
Kinas investeringer i havnen i Hambantota begyndte i 2006 og 2007, længe før Silkevejsinitiativets start. Dengang var Sri Lanka netop ved at afslutte den lange og ødelæggende borgerkrig, der begyndte i 1983 mellem den srilankanske regering og De Tamilske Tigre (LTTE). Den daværende præsident, Mahinda Rajapaksa, indså, at der var et stort behov for, at landets infrastruktur blev genopbygget, og Kina var allerede en betroet partner, som havde hjulpet regeringen ved at levere våben og ammunition. Det skete i modsætning til de vestlige regeringer, der både under og efter borgerkrigen holdt sig på afstand og tilbød hjælp på begrænset basis og på betingelse af, at landets menneskerettighedsproblematikker, juridiske rammeværk m.m. blev adresseret. Kina blev dermed en af Sri Lankas vigtigste støtter, og siden 2013 er det bilaterale samarbejde mellem Kina og Sri Lanka kun vokset. Dette har været til stor bekymring hos andre stormagter, som har strategiske interesser i landet, bl.a. USA, Indien og Japan.
I 2017 blev havneprojektet i Hambantota internationalt kendt, da den kinesiske statsejede virksomhed China Merchants Group (CMG) overtog havnen på en lejekontrakt i 99 år, fordi Sri Lanka ikke kunne tilbagebetale sin gæld. Sådan lød i hvert fald den officielle udmelding. Siden har Hambantota været ét af de mest kritiserede og omdiskuterede projekter under Silkevejsinitiativet på verdensplan. Vestlige kritikere mener, at Kina har udført såkaldt ’gældsfældediplomati’, hvor målet har været at bebyrde Sri Lanka med så store lån og renter, som regeringen ikke kunne betale tilbage, at man kunne overtage den strategisk vigtige havn, som har adgang til vigtige maritime transportveje. Srilankanske[8] og vestlige forskere[9] har dog argumenteret for, at dette ikke er tilfældet, og at Kina – i hvert fald ikke intentionelt – bedriver gældsfældediplomati.
Havnen i sig selv er fortsat ’omgærdet af mystik’ og er blevet brugt som skyts mod Silkevejsinitiativet i årevis. Men den fungerer godt som eksempel på, hvordan Kina opererer i andre lande, hvordan lande som Sri Lanka ser på Kinas hjælp og investeringer, og hvordan Kina forsøger at styrke sit internationale omdømme.
Hovedkritikpunkterne i Hambantota har omhandlet flere forskellige udfordringer: suverænitetsspørgsmål; projektets (og landets overordnede) økonomi; og miljøproblematikker samt varetagelsen af den lokale befolknings interesser. Og spørgsmålet om, hvorvidt Sri Lanka har givet afkald på sin suverænitet ved at lade Kina investere og operere i landet i så stor en grad, har også været et vigtigt punkt på dagsordenen i Sri Lanka i årevis. Landets nuværende præsident, Ranil Wickremesinghe, som blev udnævnt af forhenværende præsident Gotabaya Rajapaksa efter Aragalaya-bevægelsen i 2022, deltog i oktober 2023 ved jubilæet i Beijing. Her holdt han en tale, hvori han slog fast, at regeringen hverken er pro-Indien eller pro-Kina, men udelukkende tænker på Sri Lankas interesser. Ifølge administrationen er alle velkomne til at investere i landet, inklusive i havnene. Samtidig har man også slået fast, at man fra Sri Lankas side ser Kina som en af de partnere, der har været mest villig til at hjælpe igennem årene, og hvis samarbejde – i forhold til både investeringer og økonomiske fordele – man har fået rigtig meget ud af.
På samme tid er det vigtigt at pointere, at der i Sri Lanka eksisterer en generel kritik af (vestlig) kolonisering og politisk indblanding samt en anerkendelse af, at landet er underlagt en form for ’finansiel stedfortræderkrig’, der udspringer af konkurrencen mellem stormagterne (inklusive Kina), som har strategiske interesser i landet. På lokalt plan har mange srilankanere kritiseret Kinas projekter, fordi man ikke vil være en ’kinesisk koloni’. Samtidig forsøger politikerne ihærdigt – specielt når landets økonomi halter – at portrættere samarbejdet med Kina på en balanceret måde, fordi investeringerne er i landets generelle interesse. Dette hænger både sammen med Sri Lankas overordnede udenrigspolitiske uafhængighedsprincip og landets økonomiske deroute.
Kritikken af projektets og landets økonomiske udfordringer rettes ofte imod gældsspørgsmål og investeringernes bæredygtighed. Overordnet er Sri Lankas økonomiske situation fortsat meget usikker, og forhandlinger med Den Internationale Valutafond (IMF) om gældssanering er i gang, men næsten stillestående. Kina har på flere punkter været tilbageholdende i forhold til at gå med i en gældsomstrukturering som en del af Sri Lankas komplekse kreditorgruppe, da Kina mener, at de – som én af Sri Lankas primære bilaterale kreditorer – ikke kan forventes at bære så stor en del af byrden selv. Sri Lanka skylder omkring 10 mia. dollars til multilaterale banker som Verdensbanken og Asian Development Bank, omkring 11,33 mia. dollars til bilaterale kreditorer, inklusive Parisklubben, Kina, Japan, og Indien, og omkring 14,75 mia. dollars i kommercielle lån.[10]
I regi af Silkevejsinitiativet forhandles der også om gældsomstrukturering med lande som Pakistan, Zambia og Ghana. Dermed illustrerer Sri Lanka en bredere tendens i forhold til udviklingslandes udfordringer med gældsomstrukturering efter COVID-19-pandemien. Og netop måden, hvorpå Kina forholder sig til Sri Lankas gæld, vil kunne få stor betydning for Silkevejsinitiativet, og tilgangen kan ende med at få indflydelse på gældsomstrukturering i andre lande, som vil stille tilsvarende krav til genforhandlinger, gældseftergivelse mv. Den udvikling er værd at følge med i.
Nok har havneprojektet i Hambontota konkrete økonomiske udfordringer, men det er først og fremmest vigtigt at slå fast, at havnen er funktionel og bl.a. har slået (sine egne) rekorder. I 2023 lykkedes det fx havnen at omlaste 500.000 RORO- (roll on, roll off) enheder inden september; i 2022 blev der omlastet 558.200 enheder i alt.[11] Derudover har havnen vundet flere priser, bl.a. ved Global Ports Forum i 2021.[12] Dog er der plads til forbedring, og nye kinesiske investeringer med fokus på at udbygge havnens kapacitet og gøre projektet økonomisk stabilt er på vej. Selve havnen forventes at nå fuld kapacitet om 15-20 år, hvilket Kina har meldt ud fra starten.
På nuværende tidspunkt har projektet dog ikke hjulpet landets eller de lokales økonomi i den grad, som det var håbet. Tværtimod har det ført til kritik af regeringens bevæggrunde for at opbygge og udvide havneområdet med Kinas hjælp, ligesom det har affødt diverse spekulationer. Disse har fx fokuseret på Kinas interesse i at oprette en flådebase og i at have strategisk adgang for spionskibe. Derudover har en del kritik rettet sig mod miljøproblematikker i forhold til forurening, men også konkrete problemstillinger i forhold til de elefanter, der lever i området. Sidstnævnte er et voksende problem grundet havnens og motorvejsnettets udvidelse.
Kina har dog – gennem det joint venture-firma, der driver Hambantota havn sammen med lokale srilankanske eksperter – forsøgt at råde bod på kritikken ved fx at give donationer til religiøse grupper og lokalsamfundene samt ved at invitere de lokale ind for at sælge deres varer, når de store krydstogtskibe ankommer. Havnegruppen har desuden oprettet flere lokale initiativer, hvori man har haft fokus på at etablere bedre standarder og dokumentationsprocesser og at styrke regler omkring miljø, sociale forhold og god selskabsledelse (ESG) samt socialt ansvar (CSR). Dette har havnen vundet priser for ved Global Ports Forum i 2022 (pris for udmærkelse i CSR)[13] og 2023 (pris for udmærkelse i CSR).[14]
Det er dog svært at bedømme, hvor succesfuld havnens ’lokale engagement’ har været, og hvor meget der er såkaldt ’vinduespynt’. Eksempelvis har selve Hambantota by ikke mærket meget til havnens udvidelse. De fleste lokale mener ikke, at deres liv er blevet synderligt forandret, og mange af dem, som er blevet tvunget til at flytte på grund af projektet, føler ikke, at de er blevet kompenseret.
Kritikken af projektets og landets økonomiske udfordringer rettes ofte imod gældsspørgsmål og investeringernes bæredygtighed
_______
Værtslandenes motivationer og Kinas modsvar
Mange af de udfordringer, som havnen i Hambantota døjer med, gør sig også gældende i andre af Silkevejsinitiativets partnerlande, som fx Pakistan og Djibouti. Derfor er man, når man analyserer Silkevejsinitiativet, nødsaget til at huske på to vigtige pointer.
Først og fremmest har værtslandenes interne økonomiske og politiske situation samt eksisterende forudsætninger, kapacitet og motivation stor betydning for, hvilke projekter der startes op, og hvordan de klarer sig. Sri Lankas politiske og økonomiske rammeværk er fx meget mangelfuldt og har udfordringer i forhold til korruption og nepotisme, hvilket har kompliceret forskellige dele af implementeringsprocessen. Dette understreges fx af, at det er den magtfulde Rajapaksa-familie, som har søsat mange af de kinesiske investeringer i områder, som familien selv har en tilknytning til, og hvor de har haft et ønske om at opbygge deres valgkreds.
At værtslandene har eksisterende udfordringer, betyder naturligvis ikke, at Kina er ufejlbarligt. Det er usandsynligt, at Kina ikke har sat sig grundigt ind i Sri Lankas økonomiske og politiske forhold, inden man for mange år siden begyndte at investere i landet. Derudover har Kina i årevis doneret penge til magtfulde og indflydelsesrige politikere og religiøse overhoveder i Sri Lanka for at styrke sin indflydelse. I sidste ende skal Kina altså tillægges ansvar som det land, der står bag og fortsat besidder hovedansvaret for Silkevejsinitiativet – og her har de flere ting, de må rette op på, hvis de vil styrke initiativets internationale ry. Dette gælder i forhold til initiativets omdømme blandt de vestlige lande, som har været mest kritiske over for Kinas planer og metoder, men også lande i det globale syd, som er begyndt at genoverveje deres afhængighed af kinesiske penge.
Kina har haft en stejl læringskurve i Silkevejsinitiativets første årti. Derfor er det positivt, at KKP – trods alt – lærer af sine fejl og i højere og højere grad forstår de udfordringer, som værtslandene og initiativet står over for. I de seneste år har man gjort mere ud af at imødekomme eller adressere disse problematikker. Som et led i denne strategi har man forsøgt at styrke Kinas lokale omdømme gennem diverse public diplomacy-projekter – ’charmeoffensiver’ – ligesom dem, der foregår i havneprojektet i Hambantota. I resten af Sri Lanka har dette bl.a. udmøntet sig i oprettelsen af initiativer, som uddeler madrationer, skoleudstyr, donationer og lignende bistand i de fattige nordlige og østlige regioner, hvor størstedelen af landets tamiler og muslimer bor. Man er dermed gået bort fra kun at etablere relationer til magtfulde politikere og opererer nu også i minoritetsområder samt blandt oppositionen og den almene offentlighed. At skabe forbindelser til flere dele af befolkningen har vist sig at være en nødvendighed efter den politiske tumult, som har påvirket landets regering og bureaukrati i de seneste år.
Dette reflekterer KKP’s generelle erkendelse af, at mange af indsatserne under Silkevejsinitiativet har været genstand for voldsom kritik, som det er nødvendigt at adressere både direkte og indirekte. Kina har derfor arbejdet hårdt på at portrættere sig selv og sine internationale anstrengelser i et favorabelt lys. I den forbindelse har man benyttet sig af embedsmænd fra alle niveauer af partiet, fx ambassadører, som har måttet gøre en stor indsats for at nå ud til alle samfundslag og tale Kinas sag.
Samtidig må man forvente, at der fortsat vil være en høj grad af granskning og kritik, både fra Vesten og fra de andre stormagter, der har strategiske interesser i de værtslande, som Kina udfører denne form for bistandshjælp i. Men i mange lande vil der også være lokal kritik, og det er set mange gange, at en ny politisk ledelse har ønsket at genforhandle vilkår under Silkevejsinitiativet eller endda helt forlade det. Dette gælder ikke blot vestlige lande, som fx Italien, der for nylig meldte ud, at man ville trække sig ud af initiativet, da investeringerne, som man var blevet lovet, ikke havde materialiseret sig, men også lande som Filippinerne og Malaysia.[15]
Tiden vil vise, hvorvidt – og på hvilke måder – andre stormagter vil være interesserede i og i stand til at matche Kinas anstrengelser i at etablere økonomisk magt, samt hvordan de lokale befolkninger vil reagere på denne tilspidsede geopolitiske konkurrence.
KKP står dermed over for flere interne og eksterne udfordringer i promoveringen af Silkevejsinitiativet, både når det gælder de internationale geopolitiske spændinger og Kinas egne økonomiske vanskeligheder efter COVID-19. I særdeleshed vil det i forhold til det sidstnævnte punkt være vigtigt for Kina snart at begynde at få penge hjem fra de lån og investeringer, som man har givet under initiativets ramme, men disse krav kan potentielt lede til spændinger med samarbejdslandene. I partitoppen har man indset, at man må omstrukturere og ændre nogle af de praksisser, som man hidtil har benyttet. Dette gælder fx i forhold til gæld, projekttyper, investeringernes størrelse, rammeværk og typer af lån. Men hvordan kommer det til at se ud i praksis?
KKP står dermed over for flere interne og eksterne udfordringer i promoveringen af Silkevejsinitiativet, både når det gælder de internationale geopolitiske spændinger og Kinas egne økonomiske vanskeligheder efter COVID-19
_______
En ny retning for Silkevejen
Silkevejsinitiativet står over for flere udfordringer, men strategien er langtfra forladt. Dog kommer vi nok til at se en omstrukturering af initiativet væk fra hårde, store infrastrukturinvesteringer til mere specialiserede projekter, som skal hjælpe med at styrke Kinas omdømme.
På den hårde måde har Kina lært, at det er svært at investere i infrastruktur i udviklingslande, og man har ikke altid været lige effen til at lave risikovurderinger eller analyser af, hvorvidt gældspraksisser og udfordringer med svage investeringsregimer ville være bæredygtige eller ej. Det er derfor sandsynligt, at man fra KKP’s side vil være mere selektiv og vælge projekter med omhu. Derudover kan vi forvente, at der vil komme mere fokus på underinitiativerne, som fx Den Grønne Silkevej, Helbreds-Silkevejen, Den Digitale Silkevej, samt de nye overordnede rammer og strategier, som fx Det Globale Sikkerheds-Initiativ, Det Globale Udviklings-Initiativ og Det Globale Civilisations-Initiativ, der skal fungere som modsvar på Vestens rivaliserende initiativer og strategiske inddæmning.
Disse store rammer skal videreføre de eksisterende målsætninger ved at promovere Kinas mål og godhjertede ambitioner, herunder fx de såkaldte menneske-til-menneske-bånd. Samtidig skal vi nok forvente at se slankere eller ’små og smukke’ projekter (i henhold til termerne lean, green, clean), og at man vil satse på mindre risikable eller kontroversielle projekter. Kina har, med andre ord, behov for flere succeshistorier.
Kort fortalt vil Silkevejsinitiativet fremover have mere fokus på økonomisk magt og på at opretholde eller udvikle positive bi- og multilaterale relationer og politiske alliancer. Dette vil inkludere et øget fokus på brugen af yuan i Kinas internationale finansering.[16] Initiativet vil dog stadig være en del af Kinas forsøg på at opnå international anerkendelse og med tiden at etablere sig som alternativ modpol til USA og Vestens liberale internationale orden.
Over en årrække har Kina som bekendt allerede etableret en række institutioner og fora, der inddrager en bred vifte af aktører, som ikke normalt er inkluderet i de ledende vestlige pendanter. Dette betyder også, at man kan forvente, at Kina – med afsæt i de relationer og projekter, som søsættes og implementeres under Silkevejsinitiativet – i stigende grad vil forsøge at påvirke internationale normer, så de vil reflektere Kinas værdier. Fx i forhold til begreber, som ifølge Kina er styret af Vestens historie og interesser, såsom menneskerettigheder, demokrati, imperialisme og udvikling. Det kan også udmønte sig i mere grundlæggende debatter om uni- og multipolaritet og uligheder mellem det globale syd mod det globale nord, fx når det kommer til Vestens ansvar i forhold til klimahensyn i udviklingslande.
Bolden er nu på Vestens banehalvdel i forhold til at møde udfordringen fra Kina på en måde, som værtslandene vil anse som ærlig og ligeværdig. I lande som Sri Lanka ses Vestens engagement ofte i kolonialismens skygge eller udelukkende som et forsøg på at inddæmme Kinas indflydelse. Med andre ord er der behov for at gøre op med det ’kolonialistiske levn’ og at gentænke den måde, hvorpå man involverer sig med bistand, projekter og investeringer.
Slutteligt kan man med rette stille spørgsmålet: Hvem har fået mest ud af initiativet efter de første ti år? Har det, for at benytte Kinas ord, været et årti med win-win?
Det mest konkrete svar er nok, at svaret beror på, hvilket af projekterne man ser på. Generelt har værtslandene fået nogle fordele ud af samarbejdet med Kina: I Sri Lanka har Kinas investeringer været kærkomne og nødvendige i landets genopbygning efter borgerkrigen, og man er i dag fortsat afhængig af udenlandsk støtte og hjælp. Til gengæld har Kinas investeringer i Hambantota og Colombo haft nogle økonomiske gevinster for landet, men ikke i den grad, som man havde håbet.
Den srilankanske regering håber nu, at man ved at følge sin eksisterende uafhængighedspolitik – samtidig med at man inviterer Kina til at lave flere investeringer – kan få adgang til lån og støtte fra de stormagter, som ikke er interesserede i, at Kinas indflydelse vokser.
I Piræus i Grækenland har Silkevejsinitiativet bidraget til økonomisk vækst, siden den kinesiske statsejede virksomhed COSCO overtog majoritetsandelen i havnen i 2016, men arbejdsforholdene og miljøudfordringerne, som Kinas tilstedeværelse har medført, har fået hård kritik. I både Gwadar i Pakistan og Djibouti i Østafrika har investeringerne i havneprojekterne under Silkevejsinitiativet bidraget til øget samhandel og økonomisk vækst, men de lokale har ikke fået meget ud af projekterne. Mange lokalsamfund er blevet tvangsforflyttet uden kompensation, mens sikkerhedsrisici i projekterne har medført øget overvågning og indførelse af sikkerhedskontroller. Mange løfter om etableringen af kritisk infrastruktur, såsom veje, hospitaler og vandrensningsanlæg, er stadig ikke realiseret.
Den største vinder er altså til stadighed initiativtageren selv – Kinas politiske og økonomiske indflydelse er vokset betragteligt siden Silkevejsinitiativets begyndelse. KKP har etableret stærke bånd i det globale syd, specielt i udviklingslande, hvor Vesten ikke har – eller anses for at have – engageret sig på en måde, som værtslandene har været interesseret i.
Kina har en stor opgave foran sig. Hvis initiativets udfordringer adresseres, har det dermed stadig et stort potentiale både for værtslandene og Kina selv. Kort fortalt vil Silkevejsinitiativet altså fortsat være en vigtig prioritet og en signifikant bestanddel af Kinas udenrigspolitik, og selvom Xi Jinpings kinesiske drøm lader vente på sig, er den absolut ikke standset. Fremtiden vil vise, om alle håb kan indfries. ■
KKP har etableret stærke bånd i det globale syd, specielt i udviklingslande, hvor Vesten ikke har – eller anses for at have – engageret sig på en måde, som værtslandene har været interesseret i
_______
Tabita Rosendal (f. 1991) er ph.d.-studerende ved Centrum för Öst- och Sydöstasienstudier på Lunds Universitet. Hendes forskning omhandler kinesisk udenrigspolitik og har i de seneste år haft særligt fokus på implementeringen og styringen af Kinas Silkevejsinitiativ samt integrationen mellem Kinas Kommunistiske Parti og kinesiske statsejede virksomheder. Hun har i 2023 befundet sig i Sri Lanka i sammenlagt tre en halv måned i forbindelse med tre feltarbejdsture, hvor hun bl.a. har undersøgt havneprojekterne i Hambantota og Colombo. I den forbindelse har hun indsamlet empirisk materiale i form af dokumenter og interviews med højtstående politikere, embedsmænd, ansatte i havneprojekterne, akademikere med videre.
ILLUSTRATION: Shanghai, 1. december 2023: Xi Jinping holder tale for officerer i den kinesiske hær [FOTO: Li Gang Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]
Fodnoter følger nederst.
[1] CSIS China Power, 2023. https://chinapower.csis.org/china-belt-and-road-initiative/
[2] CSIS China Power, 2023.
[3] Green Finance & Development Center, 2022. https://greenfdc.org/belt-and-road-initiative-about/
[4] Bloomberg, 24. November, 2023. https://www.bloomberg.com/news/articles/2023-11-24/china-s-belt-and-road-eyes-smaller-projects-more-use-of-yuan#xj4y7vzkg
[5] BBC, 17. oktober, 2023. https://www.bbc.com/news/world-asia-china-67120726
[6] Financial Times, 22. oktober, 2023. https://www.ft.com/content/83501dd5-fe6d-4169-9d83-28a8cf46e681
[7] Nikkei Asia, 1. juni, 2023. https://asia.nikkei.com/Spotlight/Belt-and-Road/Along-China-s-Belt-and-Road-lenders-problem-debt-mounts
[8] U. Moramudali og T. Panduwawala, 2022. https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=4305736
[9] D. Brautigam, 2019. https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/23792949.2019.1689828; M. Himmer og Z. Rod, 2023. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/19480881.2023.2195280
[10] Reuters, 11. oktober, 2023. https://www.reuters.com/world/asia-pacific/sri-lanka-still-debt-restructuring-talks-with-creditors-2023-10-11/
[11] Daily Mirror, 13. oktober, 2023. https://www.dailymirror.lk/breaking-news/Hambantota-Port-surpasses-half-a-million-transshipment-units-outpacing-previous-RORO-records/108-269116
[12] Multi-Purpose Port / Terminal of the Year; Port Infrastructure Development of the Year. The Island, 31. marts, 2022. https://island.lk/hambantota-port-wins-big-at-global-port-forum-awards-2021/
[13] Hambantota International Port Group, 2022. http://www.hipg.lk/2022/hip-wins-top-global-csr-award-in-maritime-industry
[14] News 1st, 27. november, 2023. https://english.newsfirst.lk/2023/11/27/hip%E2%80%99s-systemic-approach-to-community-programs-wins-international-accolade
[15] BBC, 6. december, 2023. https://www.bbc.com/news/world-europe-67634959; DW, 8. november, 2023. https://www.dw.com/en/philippines-drops-chinas-belt-and-road-as-tensions-flare/a-67344929; 27. august, 2018. https://thediplomat.com/2018/08/malaysias-canceled-belt-and-road-initiative-projects-and-the-implications-for-china/
[16] Bloomberg, 24. november, 2023. https://www.bloomberg.com/news/articles/2023-11-24/china-s-belt-and-road-eyes-smaller-projects-more-use-of-yuan#xj4y7vzkg