Sune Haugbølle: Hamas har med deres angreb skabt en åben situation, som de ikke selv er herre over
10.10.2023
”Hvis Israel skubber halvdelen af Gazas befolkning til Ægypten, eller går fuldstændigt efter Hamas’ ledere og fanger og fængsler dem, er der en mulighed for eskalering fra Hizbollahs side, hvis de mener, det er det rigtige tidspunkt. Vi er altså i en meget, meget åben situation, hvor man ikke skal udelukke nogen muligheder.”
Interview med Sune Haugbølle, der er professor i Globale Studier ved Roskilde Universitet. Han forsker i moderne arabiske samfund og har skrevet flere bøger, senest The Fate of Third Worldism in the Middle East: Iran, Palestine, and beyond (med Rasmus Elling, 2023). Interview af Niels Koch-Rasmussen.
Udvalgte take-aways:
• Hvorfor har Hamas angrebet – og hvorfor nu? Hamas forklarer det med, at det en akkumuleret protest. Og så er der en anden og mere regional forklaring, der handler om den saudiske normalisering med Israel, som opfattes som så stor en trussel for palæstinenserne på den lange og diplomatiske bane
• Hvilken rolle spiller Iran i konflikten? Iran er meget forsigtige og bange for at blive draget ind, uden at de selv vælger det. Medmindre både Hizbollah og Hamas er involveret i krigen, og Israel går efter deres totale ødelæggelse, for så er der lige pludselig meget på spil for Iran
• Hvad er risikoen for en regional konflikt? Dem, der har mulighed for at gå ind militært, og kunne tænke sig at gøre det, er Iran og Hizbollah. Man kan ikke forestille sig andre lande, men selvfølgelig kan Ægypten godt blive enormt vrede over Israels handlinger i Gaza. Så er det klart en mulighed, at Vestbredden også udvikler sig til en konfliktzone
RÆSON: Hvorfor har Hamas angrebet – og hvorfor nu?
HAUGBØLLE: Hamas forklarer det selv som en reaktion på Israels handlinger på Vestbredden og ved Al-Aqsa Moskéen og hele den fastlåste politiske situation. Det er jo ikke noget nyt, men en akkumuleret protest og forsøg på at befri palæstinenserne fra deres fastlåste situation – og især beboerne i Gazastriben. Det er deres egen forklaring. Så er der en anden og mere regional forklaring, der handler om den saudiske normalisering med Israel, som opfattes som så stor en trussel for palæstinenserne på den lange og diplomatiske bane, og at Hamas derfor har valgt at forpurre det.
I skyggen af den her krig vil det se meget mærkeligt ud, hvis Saudi-Arabien går ind og laver en normaliseringsaftale med Israel. Og hvorvidt Irans støtte har haft noget at gøre med det eller ej, det mangler vi at se evidens for, men det er i hvert fald en teori, som cirkulerer. Jeg tror bare, at man skal være forsigtig, fordi vi ved det ikke. Vi ved selvfølgelig, at Hamas har forbindelser til Iran, og de også koordinerer deres regionale strategi, ikke kun med Teheran, men også med Hizbollah og med Syriens regime. De er en samlet modstandsfront mod Israel. Men det betyder ikke, at når Iran siger hop, så hopper de.
Hvis vi kigger på det spor, der hedder normalisering mellem Saudi-Arabien og Israel, har Hamas forpurret den kurs? Kan man sige, at Hamas med angrebet har opnået en succes ved at komplicere den normalisering?
Ja, det må man sige. Normalisering er nu umuligt. Det er simpelthen umuligt for saudierne at gå videre med det lige nu. Men samtidig har Hamas godt vidst, at der kommer et enormt modsvar – og det er uforudsigeligt præcis hvor stort et modsvar. Hamas har med deres angreb skabt en åben og dynamisk situation, som de ikke selv er herre over.
Der er mange muligheder for, hvordan det udvikler sig. En af dem er, at Israel genbesætter Gazastriben. En anden er, at israelerne på et eller andet plan får skubbet Hamas helt tilbage, så det bliver en slags undergrundsmodstandsbevægelse. Eller at Fatah (socialistisk palæstinensisk organisation, red.) bliver genindsat på Vestbredden, eller at en del af Gazas beboere bliver tvunget til at flygte til Ægypten.
Alle de her scenarier har forskellige konsekvenser, som er svære at forudsige. Nogle kunne også indebære, at saudierne stadig kan lave en normaliseringsaftale med Israelerne. Men på den meget korte bane har de forpurret det.
I skyggen af den her krig vil det se meget mærkeligt ud, hvis Saudi-Arabien går ind og laver en normaliseringsaftale med Israel
_______
Mange iagttagere har talt om, hvorvidt Hizbollah og dermed Libanon kommer til at spille en rolle i krigen. Hvordan vurderer risikoen for en bredere konflikt?
Mange ting taler for, at det ikke kommer til at ske. Også fordi både israelerne og Hizbollah selv ikke rigtig har en interesse i det. For Hizbollahs synspunkt er situationen internt i Libanon så kaotisk, at store dele af befolkningen ikke har appetit på det og er enormt nervøse for at skulle blive draget ind i en stor konflikt igen. Libaneserne ved godt, at hvis de først for alvor går til angreb på Israel, så bliver modsvaret noget nær en slags komplet ødelæggelse af Libanons infrastruktur. Det har Israel allerede gjort klart. Hizbollah og Israel har jo ikke været i krig siden 2006 (Libanon-krigen, red.).
Hizbollah har et formidabelt raketarsenal, så det er israelerne meget nervøse for. Men israelerne er også nervøse for det mareridtsscenarie at skulle kæmpe på to fronter samtidigt; syd med Hamas og nord med Hizbollah. Det er tæt på at være en realitet nu. USA blander sig derfor også og lægger enormt diplomatisk pres lige nu, hvilket mange rapporterer om i den libanesiske presse. Der foregår en masse diplomatiske aktiviteter for at undgå, at Hizbollah træder ind i det her. Amerikanerne ved godt, at det kunne blive startskuddet til, at Iran bliver involveret. Og at det dermed bliver en bredere konflikt, som Hamas nok har ønsket sig. Hamas talte om deres angreb den 7. oktober som en invitation til de andre arabiske og muslimske lande om at træde ind i konflikten, og her har de især tænkt på Hizbollah. Men det er jo tydeligt, at der ikke har været koordinering på den måde.
Måske Hizbollah har vidst, at angrebet kom, men de har ikke valgt at gå med. For hvis de havde gjort det, så skulle de gøre det som en slags overraskelsesangreb ligesom Hamas. Så skulle de have angrebet samtidig, hvilket virkelig ville have skabt en kaotisk situation.
Der har været meget diskussion af, hvordan israelerne blev taget på sengen, og hvor desorganiserede de var både militært og efterretningsmæssigt. Øger det ikke sandsynligheden for, at der er en ’historisk mulighed’ for Hizbollah?
Den israelske hær er desorganiserede på grund af deres interne spændinger. Jeg følger meget med i, hvordan Hizbollah diskuterer de her ting, og hvad der bliver skrevet i de libanesiske medier. De ser helt klart situationen nu som en mulighed, og de taler om hvordan at ’apartheidstaten’ er ved at bryde sammen. De ser helt klart al balladen nu som en mulighed, og hvordan at ’apartheidstaten’ er ved at bryde sammen. Men Libanons egen stat er også ved at bryde sammen: Den økonomiske krise er helt ekstrem, og den politiske krise er lige så slem. De har ikke nogen præsident, ingen regering, og Hizbollah har et stort ansvar for det. De er ikke et lille oppositionsparti; det er det centrale og bærende parti i libanesisk politik. Så at kaste Libanon ud i den farlige situation, som en krig ville være, på nuværende tidspunkt vil være en vild satsning.
Men det er heller ikke helt umuligt, fordi Hizbollah har en ideologisk og langsigtet idé om at ødelægge staten Israel.
Det ved de kun nede i Hizbollahs hovedkvarter i Haret Hreik. Vi andre ved det ikke. Vi ved bare, at de diskuterer det. En del af de signaler, der kommer ud er: Lad os nu lige vente lidt. Hizbollah vil gerne signalere, at de støtter Hamas, og de har også allerede udført små angreb ind i Israel, eller ladet palæstinensiske grupper gøre det. Jeg tror, at det næste skridt vil være, at de palæstinensiske grupper fyrer raketter fra Sydlibanon – fordi så er det ikke Hizbollah, der gør det, men de tillader det. Det er et bud på et næste skridt. Hizbollah vil nok provokere lidt, og se hvordan Israel reagerer. Men også vente og se, hvordan det udvikler sig i Gaza.
For hvis nu at israelerne gør nogle af de vildere ting, som jeg beskrev i de tidligere scenarier: at skubbe halvdelen af Gazas befolkning til Ægypten, eller at gå fuldstændigt efter Hamas’ ledere og fange dem og fængsle dem. Så er der en mulighed for eskalering fra Hizbollahs side, hvis de mener, det er det rigtige tidspunkt. Vi er altså i en meget, meget åben situation, hvor man ikke skal udelukke nogen muligheder.
Det er klart en mulighed, at Vestbredden også udvikler sig til en konfliktzone
_______
Og vil den hårdførhed, som Israels modsvarer Hamas angreb med, afgøre det? Kommer det til at afgøre i, hvor grad vil det give regionalt reaktion fra de arabiske nabolande – fx i Ægypten, hvis Israel indfører en blokade, der medfører et humanitært pres på dem – eller hvis man fx påbegynder en regulær invasion af Gaza?
Vi kommer ikke til at se noget som Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Syrien og Ægypten er på samme side. Ægypten er ikke fjendtligt indstillet, og Syrien kan ikke; de har ingen kapacitet efter deres egen interne borgerkrig. Dem, der har mulighed for at gå ind militært, og kunne tænke sig at gøre det, er Iran og Hizbollah. Man kan ikke forestille sig andre lande, men selvfølgelig kan Ægypten godt blive enormt vrede over Israels handlinger i Gaza. Ægypten har gode forbindelser til sikkerhedstjenesterne i Israel, og de koordinerer de fleste ting omkring Gaza. Men det kan godt være, at Israel gør, hvad de vil i Gaza, og at det så kan få enorme konsekvenser for nabostaterne, som kan skubbe lidt til den her fælles forståelse, Israel har med både Ægypten, men også Jordan. Vestbredden er jo også i spil, hvor der også er blevet dræbt mange mennesker i sammenstød de sidste dage, samtidig med at Israel har blokeret området, selvom der ikke er så meget fokus på det.
Så det er klart en mulighed, at Vestbredden også udvikler sig til en konfliktzone.
Og hvordan skal vi forstå Irans rolle i den her konflikt?
Iran holder en vis afstand til, hvad der foregår. De siger, at de støtter aktionen, og de lykkeønsker Hamas, men mere er der absolut ikke. Iran er meget forsigtige og er bange for at blive draget ind, uden at de selv vælger det. Det skulle helst ikke være sådan, at der pludselig kommer sikkerhedsrapporter, der dokumenterer, at Iran tydeligvis er indblandet, for så kunne israelerne reagere og fx ødelægge deres atomreaktorer. Hvis Iran skal indblandes, så er det, fordi de selv træder ind, men det er meget usandsynligt scenarie. Jeg har svært ved at forestille mig det.
Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at Iran går til angreb på Israel. De ved, at de militære er stærkt underlegne, og de har heller ikke den fornødne støtte, og der er et amerikanske hangarskib i Middelhavet uden for kysten. Med mindre at både Hizbollah og Hamas er involveret i krigen, og Israel går efter deres totale ødelæggelse, for så er der meget på spil lige pludselig for Iran. Så mister iranerne deres kort i regionen. Men det er næsten umuligt at ødelægge de her bevægelser. Det er ikke noget, man kan gøre fra luften. Det er sociale bevægelser og store politiske partier. Israel har allerede prøvet at ødelægge de her bevægelser – at kappe slangens hoved af – men det kan man ikke. Og man kan ikke engang forsøge på det uden at lave en landkrig.
Hvis vi måske lige skal gribe fat i det til slut, hvor vil konflikten bevæge sig hen i den kommende tid? Hvordan vurderer du det?
Jeg tror, der er en række scenarier, som er sandsynlige. Når man ser på israelernes retorik, så virker det klart til, de går efter at give Hamas et ordentligt stød. Jeg tror ikke, de kan afmontere hele bevægelsen, som de snakker om. Jeg tror heller ikke, at Israel har appetit på at genbesætte Gazastriben. For det var ikke nogen succes, da de havde besat Gazastriben før 2005. Det har en masse sikkerhedsomkostninger. Det er netop den type tæt kontakt til palæstinenserne, som de vil undgå.
Jeg kunne forestille mig, at de går ind meget hårdt og måske prøver at arrestere et par Hamas-ledere. At de bomber den fysiske infrastruktur, så meget de kan. Måske også bomber Hamas ledere i Libanon. Og at de genetablerer sikkerheden omkring Gazastriben, men meget hårdere, og sætter større hegn op og sikkerhedszoner. Og måske afskære dem fuldstændigt. Alt hvad der hedder grænseovergang og adgang til mad og vand, det må Gazas beboere så klare igennem Ægypten. Vi skal ikke have mere af det her, vil israelerne tænke. Det vil i sig selv være et ret vildt træk, men det er faktisk noget af det, jeg ser som mest sandsynligt. Om israelerne så lykkes med det, det er en anden ting. For de vil også møde modstand, både fra islamisk jihad og Hamas, og måske også fra Gazas civilbefolkning.
Så du ser et mest sandsynligt scenarie, hvor israelerne fortsætter og forstærker den her blokade eller belejring, de allerede har indledt?
Man udvider den og forsøger at gøre den mere permanent.
Og vil Israel overlade Ægypten til at håndtere den humanitære situation ved grænsen mod syd?
Ja, hvor Israel nærmest tvinger Ægypten til det. Det tror jeg. ■
Det er næsten umuligt at ødelægge de her bevægelser som Hamas. Det er ikke noget, man kan gøre ovenfra. Det er organiske, sociale bevægelser og store politiske partier. Israel har allerede prøvet at ødelægge de her bevægelser – at kappe slangens hoved af – men det kan man ikke
_______
Artiklen er opdateret med enkelte tilføjelser og justeringer siden udgivelsen.
Sune Haugbølle (f. 1976) er professor i Globale Studier ved Roskilde Universitet. Han forsker i moderne arabiske samfund og har skrevet flere bøger, senest ‚The Fate of Third Worldism in the Middle East: Iran, Palestine, and beyond‛ (med Rasmus Elling, 2023).
ILLUSTRATION: Gazastriben, 9. oktober 2023: Luftangreb rammer Gaza by fra isrealske kampfly [FOTO: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
