17.02.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Regeringen risikerer med et pennestrøg at gennemføre en drastisk reform med alvorlige og ødelæggende konsekvenser for vores videregående uddannelser, uden at man har et klart formuleret mål, og uden at man har lavet en ordentlig analyse af konsekvenserne.

Kommentar af Stinus Lindgreen, fhv. folketingsmedlem for Radikale Venstre og PhD i bioinformatik

HVORFOR? Det spørgsmål har presset sig på mere end noget andet den seneste tid. Hvorfor vil regeringen gennemføre en reform af vores videregående uddannelser, der ikke er fagligt velbegrundet, som savner enhver form for opbakning, og hvor formål og middel slet ikke giver mening?

Selvfølgelig skal man kunne lave ændringer på landets universiteter, hvis der er behov for det – men de skal give mening og tage højde for, at man allerede har gennemført en række reformer på området de seneste årtier, hvor konsekvenserne først nu slår igennem. Og selvfølgelig skal en regering kunne træffe beslutninger, der ikke kun vækker jubel. Når man ovenikøbet har en flertalsregering, kan den jo i sagens natur gøre lige det, den vil, uanset hvor upopulært det er.

Men er det klogt? Det harmonerer i hvert fald dårligt med de ellers pæne ord om bredt og inddragende samarbejde. Det er jo ikke bare en lille gruppe, der råber op imod reformen af kandidatuddannelserne, og det er forstemmende at se, hvordan regeringen ignorerer al den velbegrundede kritik, der er rejst hele vejen rundt – studerende, rektorer, universitetsansatte, professionshøjskolerne, erhvervsledere, økonomer, uddannelses- og arbejdsmarkedsforskere … ja, alle med indsigt i området.

 

Når man hører vores minister for området udlægge argumenterne for reformen, dukker der en lang række misforståelser op, der desværre vidner om manglende indsigt i området
_______

 

Der er mange grunde til, at jeg er endog meget bekymret for regeringens udmeldinger på området. Det bygger på min egen erfaring fra universitetsverdenen som studerende, underviser og forsker, fra mine oplevelser med at ansætte kolleger i det private erhvervsliv, og ikke mindst de fejlagtige begrundelser, regeringen er kommet med for reformen. Alt sammen viser mig, at man risikerer med et pennestrøg at gennemføre en drastisk reform med alvorlige og ødelæggende konsekvenser for vores videregående uddannelser, uden at man har et klart formuleret mål, og uden at man har lavet en ordentlig analyse af konsekvenserne.

Når man hører vores minister for området udlægge argumenterne for reformen, dukker der en lang række misforståelser op, der desværre vidner om manglende indsigt i området. Her er mit beskedne bidrag til at rette op på nogle af dem.

For det første fremhæves det, at formålet med at halvere en stor del af vores kandidatuddannelser skulle have at gøre med at skabe en bedre forbindelse mellem universiteter og erhvervsliv. Et argument, der ofte fremhæves, er, at en stor del af kandidaterne finder overgangen mellem uddannelse og arbejdsliv svær. Det argument fremstår dog en anelse søgt, når man kradser bare en smule i overfladen. Selvfølgelig er det en omvæltning at gå fra én fase i sit liv til den næste, men det gælder uanset uddannelse, hvilket tallene jo også viser. Er det overhovedet et problem, og er den foreslåede halvering en løsning – og hvorfor så dette enøjede fokus på kandidatuddannelserne? Ministeren har blandt andet sagt, at meningen med universiteterne jo er at uddanne forskere og undervisere – altså en slags selvsupplerende fødekæde – og derfor underforstået ikke rettet mod arbejdsmarkedet. 

Der er flere ting galt med det udsagn. Dels ignorerer det, at der allerede i dag er skabt en stærk vekselvirkning mellem universiteter og erhvervsliv, som man risikerer at sætte over styr – fordi det alt andet lige er nemmere at nå både uddannelse og erhvervserfaring på to år end et år. Derudover er præmissen grundlæggende forkert og hviler på en mærkværdig og virkelighedsfjern opfattelse, for langt de fleste universitetsuddannede ansættes i andre dele af samfundet – herunder i ministerens eget departement. 

Ministeren problematiserer i den forbindelse også, at det er de samme uddannelser, der skal føre til en karriere med så forskellige ting som undervisning, forskning og erhvervsliv. Igen er der flere problemer med den antagelse, der da heller ikke underbygges med nogen form for dokumentation. Hvorfor skulle det være et problem? Kompetencerne er jo tydeligvis vidt efterspurgte i alle dele af samfundet. Der ligger også her en mere grundlæggende misforståelse af, hvad en kandidatuddannelse er, som også den forrige minister var med til at viderebringe – nemlig at der ikke er brug for alle de forskere.

Men det er en helt forkert opfattelse. En kandidatgrad er ikke en forskeruddannelse – det kræver en ph.d-grad, der bygger videre på det akademiske fundament. Ja, der er ikke behov for, at alle kandidater skal være forskere, men det har bare intet med forslaget om at halvere kandidaten at gøre, og den manglende forståelse bekymrer mig.

 

Der er andre – også svære – løsninger, der ikke involverer, at man ødelægger en lang række velfungerende studieretninger baseret på mavefornemmelser og misforståelser
_______

 

Endelig nævnes det som argument for halveringen af kandidatuddannelserne, at der er studier, som ifølge ministeren har alt for få timer. Det er da også symptomatisk, at medlemmer af regeringspartierne var hurtige til at rose et debatindlæg af en studerende, der kun havde otte ugentlige undervisningstimer og en enkelt mundtlig eksamen på de første par år af sin uddannelse, mens man ignorerer den massive kritik fra en samlet sektor. Denne anekdotiske bevisførelse er en problematisk tilgang til politik.

For det er en ekstremt forsimplet tilgang til emnet. Man kan ikke måle et studies sværhedsgrad eller kvalitet alene på, hvor mange forelæsningstimer, der er. Man skal da heller ikke kigge langt udenfor Danmarks grænser for at finde internationalt anerkendte universiteter, der tilbyder prestigefyldte studier med få ugentlige timer på campus. Naturligvis, for det er jo langt fra alene i auditoriet, at man lærer noget – læring foregår i høj grad mellem undervisningen. Der skal være tid til studiegrupper, læsning, opgaveskrivning, laboratoriearbejde, feltstudier osv. Alle, der har gået på universitetet, burde vide dette.

Der er helt sikkert studieretninger, der ikke er gode nok. Hvor der vitterligt er for få timer, hvor der mangler tid til vejledning, hvor studiemiljøet halter. Det er et problem, og det skal løses – men det kræver, at man først får problemet kortlagt med inddragelse af de relevante parter. Risikerer vi ikke, at den foreslåede grønthøstertilgang rammer små men vigtige fag uforholdsmæssigt hårdt? Mangler der ressourcer? Er der en skævhed imellem forskning og undervisning? Skal nogle studier dimensioneres yderligere? Eller måske helt lukkes? Der er andre – også svære – løsninger, der ikke involverer, at man ødelægger en lang række velfungerende studieretninger baseret på mavefornemmelser og misforståelser.

Lad mig slutte i en forsonende tone. Jeg er enig med regeringen i, at der er behov for efteruddannelse. I et komplekst samfund skal vi kunne dygtiggøre os hele livet og skifte retning i vores karriere, hvis det bliver nødvendigt. De muligheder skal være der. Men når ministeren siger, at det i dag er alt for få, der gør det, bliver jeg forvirret – for i Danmark ligger vi på en fjerdeplads i Europa, når man ser på, hvor stor en andel af befolkningen, der efteruddanner sig. Om det så er nok, eller om vi kan gøre noget for at få flere med, er en vigtig diskussion, men det kræver mere viden. For eksempel ved vi, at det primært er akademikere, der videreuddanner sig, så hvorfor er regeringen så fokuseret på netop denne gruppe i stedet for reelt at få flere med på uddannelsesvognen? Hvorfor skal det ske på bekostning af kandidatuddannelserne, og hvorfor skal de unge have et dårligere udgangspunkt? ■

 

For eksempel ved vi, at det primært er akademikere, der videreuddanner sig, så hvorfor er regeringen så fokuseret på netop denne gruppe i stedet for reelt at få flere med på uddannelsesvognen?
_______

 

Stinus Lindgreen (f. 1980) er fhv. MF (Radikale Venstre) og ph.d. i bioinformatik

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?