Stig Toft Madsen om G20-topmøde: Verden set fra New Delhi
12.09.2023
På G20-topmødet i New Delhi er Indien værten, som forener de modsigelser, landet selv aktivt spiller på. For måske at blive „Verdens Læremester‟.
Analyse af Stig Toft Madsen
Da Samuel P. Huntington i 1993 kom med sit bud på verden efter Den Kolde Krigs afslutning, så han for sig en multipolær international orden, hvor otte civilisationer promoverede hver deres kulturelle og religiøse identitet. Den japanske civilisation er ifølge Huntington begrænset til Japan, men også Kina og Indien er tæt på at være civilisatoriske stater, hvor land og civilisation er sammenfaldende. Der bor mange millioner indere uden for Indien, men det er kun i Indien og Nepal, at hinduer udgør et klart flertal og hinduismen dermed kan siges at tegne landets civilisation. Det er således et grundvilkår for Indien og for landets udenrigspolitik at være næsten alene om at repræsentere indisk civilisation i en mellemstatslig sammenhæng. Bortset fra Nepal er Indien uden ”naturlige” civilisatoriske venner.
Enestående, men enkeltstående
Ifølge en undersøgelse fra 2021 er stort set alle indere, inklusive muslimerne, meget stolte over at være indere. Tre ud af fire er helt sikre på, at selvom indere ikke er perfekte, så er den indiske kultur den bedste i verden. Denne umådeholdne stolthed afspejles i stigende grad på den udenrigspolitiske retorik. Indere har længe sagt, at de ikke vil belæres af Vesten. Til gengæld er de åbne for, at Indien skal være guru for hele verden. Ifølge indenrigsminister Amit Shah vil det tage 30 til 40 år for regeringspartiet BJP at gøre Indien til Vishwaguru – ’Verdens Læremester’.
Udenrigsministeren Dr. S. Jaishankar mener, at verden allerede nu respektfuldt vender sig mod Indien under Modi. For Indien er det ikke længere tilstrækkeligt at hævde deres retmæssige plads som ligemand i det internationale samfund. Det er ikke længere nok at sidde til højbords med andre atommagter, som indere ofte udtrykker det.
Nu fremstiller Indiens ledere, uden blusel, hinduismen som alle religioners moder, Indien som demokratiets arnested og landet som Vishwaguru. På G20-mødet i Delhi 9.-10. september kunne udenlandske ledere se en udstilling om landets demokratiske tradition fra vedisk tid (ca. 1500 – ca. 500 f.Kr.) til nu. Det kræver megen både hård og blød magt at hævde denne status på troværdig vis, men toppen af det indiske magtapparat mener, at Indien nu er klar til at plukke de højt hængende frugter. Det indiske udenrigsministerium vil spille en vigtig rolle i denne ambitiøse selviscenesættelse. Få uden for Indien tager det alvorligt, men i den geopolitiske spændingsroman 2034: A Novel of the Next World War om den næste verdenskrig spiller Indien en central birolle. Bogen, som har den pensionerede amerikanske admiral James G. Stavridis som medforfatter, ender med, at Indien går sejrrigt ud af opgøret mellem USA og Kina, og at FN flyttes til Mumbai.
I det følgende vil jeg præsentere nogle af de regionale og globale sammenhænge, som igennem kortere eller længere tid har spillet en rolle i indisk udenrigspolitik.
Indere har længe sagt, at de ikke vil belæres af Vesten. Til gengæld er de åbne for, at Indien skal være guru for hele verden
_______
Indiens forbindelser
Den islamiske samarbejdsorganisation OIC tæller 57 lande, hvoraf 49 har en befolkningsmajoritet af muslimer. Indien var indbudt til det stiftende møde i Rabat i 1969, men blev ikke fuldgyldigt medlem, selvom landet har en af de største muslimske befolkninger i verden. Efterfølgende har Qatar, Saudi-Arabien og Bangladesh forsøgt at få Indien indlemmet. Regeringspartiet BJP har tidligere tilkendegivet, at de ikke er interesseret i et samarbejde på basis af religion, herunder islam. Hovedaksen i indisk historie går mod vest, specielt mod Iran, men den civilisatoriske brudflade mellem hinduisme og islam sætter grænser for begge parter.
Sidste år gennemlevede Indien en Muhammadkrise. En af BJP-partiets mest fremtrædende talspersoner, Nupur Sharma, deltog i en debat om en omstridt moské i Varanasi, som hindunationalister forsøger at tilbageføre til et hindutempel. Sharma pirkede provokerende til flere af Islams ømme punkter, herunder at Profeten, ifølge traditionen, giftede sig med en seksårig og fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni.
Det førte til en diplomatisk storm fra OIC og Golfstaterne, hvor der bor omkring 9 millioner indere. En økonomisk boykot ville kunne mærkes på den indiske økonomi, og i den situation valgte BJP pragmatisk at fratage Sharma hendes position som partiets talerør. Hun blev betegnet som en isoleret afviger, hvilket var noget af en tilsnigelse. Hendes udfald mod islam er ikke usædvanlige.
Indien er en del af den sydasiatiske samarbejdsorganisation SAARC, som omfatter de nærmeste lande omkring Indien helt ud til Maldiverne. Medlemslandene er ligeværdige partnere, men Indiens overlegenhed i størrelse placerer ofte landet i rollen som en upopulær regional stormagt. Landene er historisk forbundne, men regionens religiøse og etniske kludetæppe reducerer ofte udenrigspolitik til en forlængelse af indenrigspolitikken.
Indien har eksempelvis støttet tamilerne i Sri Lanka, fordi der er mange tamilere i Indien. Pakistans eksistensberettigelse er knyttet til indisk Kashmir, fordi muslimerne er i flertal i Kashmir. Rohingya-muslimer fra Myanmar huses af Bangladesh, fordi Bangladesh er muslimsk. Kortdistance-nationalisme på tværs af civilisatoriske brudflader lægger en dæmper på samhandlen og sameksistensen, og det har gjort SAARC til en svag organisation rent økonomisk, politisk og kulturelt. Indien har således et begrænset udenrigspolitisk råderum i nærregionen, men i kraft af sin størrelse har Indien lejlighedsvis gennemtvunget sin vilje med magt. Mest åbenlyst skete dette i 1971, da Indien uden et FN-mandat intervenerede i borgerkrigen i Østpakistan på bengalernes side. Denne tidlige humanitære intervention halverede Pakistan og skabte det nuværende Sydasien, hvor Indiens islamiske udfordring overvejende kommer fra én side, nemlig fra Pakistan. Som den eneste nabo er Bangladesh inviteret til G20-mødet i New Delhi.
Himalayabjergkæden har i århundreder begrænset alle former for udveksling mellem Kina og Indien, men de har begge haft adgang til Sydøstasien ad søvejen. Landene i Sydøstasien er i høj grad formet af hinduisme, buddhisme og islam, som ofte har nået dem ad søvejen fra Indien. Efter længe at have forsømt Sydøstasien har Indien i de senere år ført en bevidst ”Look East”-politik. Her møder Indien Kina, som i årtier har været en større magtfaktor i regionen end Indien.
Kinas igangværende ”opstigen” er i stigende grad bestemmende for Indiens udenrigspolitik
_______
Kinas igangværende ”opstigen” er i stigende grad bestemmende for Indiens udenrigspolitik. Krigen mellem de to lande i 1962 efterlod Indien med en følelse af svigt, fordi Indien i årene forinden havde støttet Kina i Taiwan-spørgsmålet og havde hjulpet Kina ind i FN. Den åbenhed, som Vesten indtil for ganske nylig har mødt Kina med, blev fortid i Indien allerede i 1962. I dag har krigen efterladt de to lande med en stadig uløst grænsedragning, men situationen til lands er relativt fastlåst og dermed ret stabil. Beijing har for nylig offentliggjort et nyt kort over Kina, som illustrerer deres krav i både øst og vest – herunder de omstridte landområder mod Indiens grænse. New Delhi er uenige, men hvad der betyder noget til daglig er, om de to lande er enige om, hvor de kan patruljere og udbygge deres positioner. Uenighed herom har flere gange ført til mindre sammenstød.
Til havs er situationen mere flydende. I mange år har Indien tilstræbt at holde sig neutral i stormagtkonflikter ved at stille sig i spidsen for Den Alliancefri Bevægelse, som i dag omfatter 120 lande. Men Den Kolde Krigs afslutning og Kinas ”opstigen” har svækket bevægelsen. For i takt med at Kina opbygger sin flåde, som nu regnes for verdens største, har Indien valgt forsigtigt at lægge sig i kølvandet på USA, Japan og Australien. Sammen har de på japansk initiativ etableret en løs alliance ved navn ”The Quadrilateral Security Dialogue”, eller Quad, for fortsat at kunne projicere overmagt i Det Indiske Ocean og Stillehavet. Indien er således blevet en medspiller i dette multicivilisatoriske strategiske partnerskab, men bryder sig egentlig ikke om at fastlåse andre asiatiske civilisationer.
Uanset om Indien ledes af BJP eller Kongrespartiet er skrækscenariet nemlig, at Kina skulle lykkedes med at vende Indiens naboer mod dem og lægge en tilsvarende multicivilisatorisk ring omkring Indien. Noget, som Indien vil se som en eksistentiel trussel. Kina og Pakistan har længe været strategiske partnere eller ”all-weather friends”, som de selv ynder at kalde det. Så hvis Kina sætter sig tungere på Myanmar, Bangladesh og Sri Lanka, end det allerede er tilfældet, vil Indien komme under et pres, som også Pakistan vil forstå at udnytte. Spørgsmålet er, hvor langt Indien vil gå for at opbygge sin flåde og blive en maritim stormagt. I 2010 slog den indiske analytiker og journalist C. Raja Mohan til lyd for at genetablere den kontrol, som Britisk Indien engang havde over Det Indiske Ocean. Her skal det huskes, hvordan 950.000 indiske soldater under Første Verdenskrig kæmpede i en lang række lande, og under Anden Verdenskrig kæmpede 2,5 millioner indere frivilligt på de allieredes side.
Raja Mohan foreslår, at Indien fører en ”neo-curzoniansk” politik (Lord Curzon var Vicekonge i Britisk Indien fra 1899 til 1905, da imperiet var på sit højeste), der vil genetablere Indiens magt og indflydelse hele vejen fra Østafrika til det vestlige Stillehav gennem et kommercielt, energipolitisk og militært samarbejde. Dermed ville indiske soldater igen kunne deployeres oversøisk med kort varsel.
USA satser på Indien, men vil Indien levere?
Det er USA, som driver Quad-samarbejdet for at balancere Kinas ”opstigen”. Det indebærer, at amerikanerne og andre vestlige lande er villige til at gøre overordentligt meget for at få det ellers alliancefri Indien med i Quad-ligaen. Deres velvillighed har været synlig under Premierminister Modis besøg i Vesten – senest i Frankrig, hvor Modi overværede paraderne på Bastilledagen den 14. juli. Udover de franske tropper marcherede et større kontingent indiske soldater ned ad Champs-Élysées. Premierminister Manmohan Singh blev tildelt samme ære allerede i 2009, men Modi blev desuden tildelt Storkorset af Æreslegionen. Nogle dage efter meddelte det indiske forsvarsministerium, at Indien vil købe yderligere 26 franske Rafale-kampfly og tre Scorpene-undervandsbåde.
Tilsvarende resulterede Modis besøg i juni i USA i en aftale, som ”ikke vil lade noget hjørne af menneskelig foretagsomhed urørt i et partnerskab mellem to store nationer, som rækker over havene og op til stjernerne”. Det betyder fx, at USA nu giver det indiske firma, Hindustan Aeronautics Ltd., ret til at producere meget avancerede F414-kampflymotorer fra den amerikanske teknologikoncern General Electric. Til havs vedligeholder Indien i stigende omfang den amerikanske flåde, og det indiske firma Larsen & Toubro, som blev skabt af to danske ingeniører, spiller en nøglerolle i denne udvikling. I rummet samarbejder NASA i stigende omfang med den indiske rumfartsorganisation ISRO, som for nylig gennemførte en historisk månelanding.
Indien feteres i disse år. Men kan Indien kvittere for tilnærmelserne?
_______
Måneden før var Modi i Australien. Her kaldte Premierminister Anthony Albanese Modi for ”The Boss”, fordi den indiske leder fik en større velkomst af de fremmødte australsk-indere end Bruce Springsteen, da han optrådte på samme arena i Sydney. Den belevne Jawaharlal Nehru, der var Indiens første premierminister efter uafhængigheden, var i sin tid en feteret berømthed. Nu er det Modi.
Med andre ord: Indien feteres i disse år. Men kan Indien kvittere for tilnærmelserne? Og hvilke konsekvenser har det at investere i en fælles fremtid med Indien som strategisk partner? Det er muligt, som den indisk-amerikanske analytiker Fareed Zakaria sagde på CNN, at ”truslen fra Kina i årtier fremover vil motivere Indien til at styrke sine forbindelser til Amerika”. Men som en anden indisk-amerikansk analytiker, Ashley Tellis, skrev i en artikel i Foreign Affairs med overskriften ”America’s Bad Bet on India”, så skal man ikke tro, at Indien vil komme USA til hjælp i tilfælde af krig mod Kina over Taiwan. Derimod vil det delvise interessesammenfald mellem Indien og USA give New Delhi meget lang snor.
Som den indiske historiker, Ramachandra Guha, udtrykte det i et interview med den indisk-amerikanske analytiker Ravi Agarwal: ”Selvom State Department taler nok så meget om menneskerettigheder, vil de aldrig gå Indien på klingen over undermineringen af menneskerettigheder i Indien, så længe Modi ses som en troværdig og stabil forbundsfælle mod de vedholdende trusler fra Kina under Xi Jinping”. Det er sandt, at Indien gives lang snor, men analysen tenderer til at skrive Pakistan ud af ligningen. Pakistan, hedder det sig oftere og oftere, er en stat i krise, og er nu blot en fodnote i storpolitik, der kun tæller to stormagter, USA og Kina, og dem må Indien og andre forholde sig til. Men verden er multipolær og multicivilisatorisk, og selvom verdens opmærksomhed vendes mod ’det fjerne østen’, kan Pakistan ikke skrives ud af ligningen.
Da Indien prøvesprængte atomvåben i 1998, sagde dets daværende forsvarsminister George Fernandes, at Kina – ikke Pakistan – var den største trussel mod Indien. Det skal ikke bestrides her, men prøvesprængningerne var i høj grad en del af den endeløse konflikt med Pakistan. Indiens tilnærmelser mod Vesten og Japan er derfor næppe alene en reaktion på Kina. For regeringspartiet BJP er ikke et anti-kinesisk parti, men snarere et parti, som vil forhindre at muslimske dynastier igen skal herske over subkontinentet, som de gjorde, da europæerne kom. Kinesiske kejsere har aldrig regeret over Hindustan, men det har afghanere, arabere, mongoler, persere og tyrkere.
Indiens (historiske) dobbeltspil: taktisk ven eller strategisk partner?
I 1971, da Østpakistan var ved at løsrive sig fra Vestpakistan, indgik Indien og Sovjetunionen en venskabspagt, som gav Indien rygdækning, da landet intervenerede i den pakistanske borgerkrig på bengalernes side. Pagten gjorde ikke Indien til en sovjetisk lydstat, men den betød, at Indiens status som alliancefrit land blev udhulet. Senere, da Sovjetunionens invaderede Afghanistan i julen 1979, holdt Indien lav profil, selvom landet længe havde tilstræbt at holde regionen fri for tropper udefra. Dog anså BJP, som dengang var i opposition, invasionen som en krænkelse af Afghanistans suverænitet, som ikke kunne retfærdiggøres med henvisning til Sovjetunionens interessesfærer.
I dag er BJP ved magten, og partiet er ”neutrale” over for Ruslands invasion af Ukraine. Indien plejer således sin egen strategiske autonomi i, hvad der i Vesten ligner et principløst dobbeltspil. Indien hjælper Rusland med at sælge sin olie. Ikke for at undgå, at fattige indere skal betale en høj pris for olien, men fordi det er en god forretning for Indien. ”Ultra-realisme” kalder nogen det. Andre taler om den indiske ”vaskemaskine”, som gør det muligt for Indien at købe russisk olie til en rimelig pris, raffinere den og eksportere forskellige produkter til ikke mindst EU. En stor del af disse produkter udskibes fra havnebyen Sikka i den indiske delstat Gujarat, hvor en af Indiens rigeste entreprenører, Mukesh Ambani, ejer verdens største raffinaderi, Jamnagar Refinery. Modi, der ligeledes er fra Gujarat, er også en ivrig fortaler for denne neoliberale Gujarat-model, og det er den, som her udfolder sig i fuldt flor. I den nuværende situation indrømmer den indiske udenrigsminister Jaishankar frejdigt, at Indien ikke ser nogen grund til at undlade at profitere på russisk olie. Det er bare sådan, det er. Eller er det? Man skal kende sine venner i nøden. I den nuværende krise fremtræder Indien snarere som Ruslands taktiske ven end som Vestens strategiske partner.
Man skal kende sine venner i nøden. I den nuværende krise fremtræder Indien snarere som Ruslands taktiske ven end som Vestens strategiske partner
_______
Den sydafrikanske politolog Hussein Solomon har set nærmere på indisk alliancefrihed. Efter hans mening forlod Indien allerede sine idealer om alliancefrihed, da man måtte indse, at de alliancefri lande ikke kom Indien til undsætning under krigen mod Kina i 1962. I stedet bad Indien diskret USA om militær hjælp. Det hjalp heller ikke Indien at være alliancefri i krigene med Pakistan i 1965 og 1971, hvorfor landet i stedet vendte sig mod Sovjetunionen. Dette tætte forhold gjorde, at Indien støttede Sovjetunionen, da Warszawapagtens styrker invaderede Tjekkoslovakiet i 1968. Indien har længe støttet palæstinensernes kamp – men det afholdt dog ikke inderne fra at søge militær hjælp fra Israel i krigen mod Kina, mens Indien og Israels efterretningstjenester samarbejdede længe før, de to lande normaliserede deres diplomatiske forbindelser. Endelig var Indien i årtier en stor modstander af apartheidstyret i Sydafrika – men det forhindrede dog ikke sydafrikanske diamanter i at finde vej til Mumbai og Surat, hvor diamanterne handles og slibes.
Indiens alliancefrihed skabes ved at have et ben i hver lejr. Og landets historiske strategiske autonomi er fortsat tydelig i BRICS-samarbejdet, som forener verdens ”opstigende” nationer, men også i Shanghai Samarbejdsorganisationen, som begge har Kina og Rusland som kernemedlemmer. Som BRICS-medlem er Indien fortaler for Det Globale Syd og et kritisk korrektiv til Vesten på linje med Rusland og Kina. At Indien her indgår i et blakket netværk, som tæller diktaturer og teokratier, synes måske upassende, men Indiens eget engang forbilledlige demokrati bliver selv stadig mere illiberalt. Som Quad-medlem optræder Indien derimod i rollen som bannerfører for de liberale demokratier og en international retsorden på linje med Japan, USA og Australien. I det selskab er Indiens forhold til Japan nært, da japanerne bl.a. spiller en vigtig rolle i udbygningen af indisk infrastruktur, mens Indiens forhold til USA i årtier var køligt. I de seneste år har det dog udviklet sig til en win-win fest, hvor man nødigt taler om uoverensstemmelserne.
G20-topmødet: Alle øjne på New Delhi
Til det netop afsluttede G20-topmøde i New Delhi var Indien værten, som skulle forsøge at forene de modsigelser, som Indien ellers aktivt spiller på. Det er dog en noget uvant rolle. På klimatopmøder har Indien flere gange været tæt på at kuldsejle en konsensus ved i sidste øjeblik at kræve store indrømmelser. Her har Indiens officielle standpunkt i årtier været, at Vesten bærer det historiske ansvar for klimaændringerne, hvorfor Vesten derfor bør påtage sig de finansielle forpligtelser – også selvom Indien og Kina bidrager massivt til klimaændringer og forurening. Under G20-topmødet var Indien tvunget til en mere konstruktiv tilgang for at kunne sammensætte en fælles udtalelse for alle G20-landene, og det synes nu klart, da topmødet i New Delhi endte med et fælles slutdokument.
Dokumentet afholder sig fra at fordømme Ruslands invasion af Ukraine, og dermed har Indien formået at give rygdækning til sin gamle ven. Ifølge den indiske avis The Hindu accepterede EU dette for at sikre G20’s fortsatte status som en relevant gruppering. Derudover er Den Afrikanske Union blevet optaget som nyt medlem, og Indien har dermed befæstet sin rolle som talerør for Det Globale Syd. Samtidig er der tilsyneladende opnået en vis enighed om finansiering på klimaområdet, uden at Indien bliver gjort økonomisk ansvarlig for sine udledninger. Desuden er der fremlagt planer om en økonomisk korridor mellem EU og Indien. Både BRICS-landene og Japan har spillet en væsentlig rolle under forløbet, men det er Indiens udenrigsministerium og landets politiske ledere, der vil få æren for at have skabt konsensus om en lang række emner. Ukraine mener, at udeladelsen af Rusland i dokumentet ikke er noget at være stolt af, men set fra New Delhi er der meget at være stolt af.
Huntington så verden efter Den Kolde Krig som multipolær, og han forventede, at de store aktører ville indgå multicivilisatoriske alliancer. Men jeg tror ikke, at han havde forstillet sig, hvor mange af disse partnerskaber, der var i vente. Mellemfolkeligt samvirke er muligvis stagneret, men strategiske partnerskaber på mellemstatsligt niveau er i kraftig vækst. I det billede optræder Indien i dag i en lang række internationale sammenhænge, som ikke nødvendigvis harmonerer. Det er Vishwaguruens lod (for måske at blive ‚Verdens Læremester‛) at indgå partnerskaber i allehånde inkluderende og globale netværker – også selvom hindunationalismen egentlig er sig selv nok. ■
Til det netop afsluttede G20-topmøde i New Delhi var Indien værten, som skulle forsøge at forene de modsigelser, som Indien ellers aktivt spiller på. Det er en noget uvant rolle
_______
Stig Toft Madsen (f. 1949) er antropolog og sociolog og er tilknyttet Nordisk Institut for Asiens Studier (NIAS) ved Københavns Universitet, indtil NIAS lukker ved årets udgang.
ILLUSTRATION: New Delhi, Indien, 9. september: Indiens premierminister, Narendra Modi, taler ved G20 Leaders Summit under overskriften „On Earth, One Family, One Future‟ [FOTO: Ho/Newspix International/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
