Stig Jensen: Sudankonflikten viser, at Afrika er frontlinjen i den multipolære verdensorden

28.04.2023

Konflikten i Sudan kan aflæses på mange måder, men at Sudan er eller kan blive en selvstændig og sammenhængende stat, både på den korte og lange bane, er en illusion.

Analyse af Stig Jensen, Lektor ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Situationen i Sudan er særdeles bekymrende, og risikoen for en borgerkrig er overhængene, men endnu værre er udsigten er langvarig destabilisering af Sudan og andre afrikanske nationer, som resultat af tiltagende en multipolær verdensorden. Mediernes fokus i Sudan er, at den nuværende situation potentielt kan udvikle sig til en borgerkrig. Ifølge den gængse definition er en borgerkrig en ”krig mellem to eller flere grupper inden for samme stat sædvanligvis med det formål at opnå regeringsmagten i landet eller at danne en ny selvstændig stat på en del af landets territorium.” (lex.dk)

Spørgsmålet er, om den definition giver mening i en afrikansk kontekst og specifikt for Sudan? Ved første overfladiske øjekast og kogt ned til en bouillonterning kunne konflikten i Sudan ses som en magtkamp mellem to militærledere: General al-Burhan og leder Sudans overgangsregering og general Mohamed Hamdan Dagalo, også kaldet Hemedti, som leder af militsen Rapid Support Forces (RSF). Men situationen er meget mere kompliceret.

Men forestillingerne om Sudan og andre afrikanske nationer som selvstændige stater med kontrol over deres territorium er særdeles problematisk. Sudan har gennem fire årtier være præget af borgerkrigslignende tilstande, og i det følgende sættes fokus på både Sudans historie med nedslag i centrale begivenheder, internationale interesser og en afsluttende perspektivering.

Hvem har kontrol over Sudan?

Sudan er, som næsten alle afrikanske nationer, et produkt af Berlin-konferencen i 1884-85, hvor de europæiske lande med Bismarck for bordenden delte Afrika imellem sig. Sudan blev selvstændigt i 1956 og var på daværende tidspunkt Afrikas største land. Allerede ved selvstændigheden var den nationale kontrol særdeles begrænset med en høj grad af lokal autonomi. Den lokale autonomi var ikke tilstrækkelig for befolkningen i den sydlige del af landet, og der blev fra 1983 udkæmpet en blodig borgerkrig, som i 2011 resulterede i oprettelse af en ny nation, Sydsudan.

 

Helt sikkert er det, at konflikten i Sudan smager af en stedfortræderkrig, med et væld af internationale aktører med meget forskellige og i nogle tilfælde attituderelativistiske tilgange til konflikten og dens løsning
_______

 

Sudans vestlige Darfur-region var ligeledes konfliktramt og særdeles blodig i perioden 2003-2009. Der er stor usikkerhed over konfliktens omfang. Ofte nævnes tal på flere 100.000 dræbte og over to millioner fordrevne, og betegnelsen ’folkemord’ bruges ofte i forbindelse med konflikten. Darfur-konflikten er også relevant med henblik på den nuværende konflikt, da de to generaler, al-Burhan og Hemedti, begge var centrale aktør og allieret i Darfur-konflikten. De var dengang knyttet til Janjaweed-militsen, som oprindeligt var en lokalt funderet milits, der har fået hovedansvaret for de blodige etniskbaserede udrensninger i Darfur og det tilgrænsende Tchad. Janjaweed-militsens aktiviteter blev i vid udstrækning accepteret og måske endda koordinereret med Sudans daværende leder al-Bashir. Han kom til magten ved et militærkup i 1989, som væltede den siddende demokratisk valgte regering.

Sydsudan- og Darfur-konflikterne viser, at Sudans ledelse hverken har kontrol over landet eller magtanvendelsen. Samtidig er landets militær langt fra en sammentømmeret enhed, men består af forskellige mere eller mindre autonome grupper. Det blev tydeligt i 2019, hvor især hovedstaden Khartoum i månedsvis var præget af store folkelige demonstrationer. Disse startede oprindeligt på grund af utilfredshed med de stigende priser på brændstof, fødevarer mm., men udviklede sig til en kritik af styret. Demonstrationerne voksede, og i april 2019 besluttede militæret at afsætte al-Bashir, som var ansigt på et stadig mere autoritært, voldsparat og dybt upopulært regime. Efterfølgende opstod magtkampen inden for militæret om vejen frem. Skulle det være en business as usual eller en anden model med en overgangsregering, der skulle munde ud i et demokratisk valg. I første omgang valgte man en model med en overgangsregering med repræsentanter fra både militæret og det civile. Regeringen har siden været sårbar, samspilsramt og udsat for løbende kupforsøg.

Overgangsregeringen oprettede &den militære specialenhed (RSF) med flere af de centrale folk fra Janjaweed-militsen , for at skabe fundamentet for indtægtsdækket virksomhed, ved at koble op til markedet for lejesoldater i konflikter Eksempelvis har Saudi Arabien hyret RSF-militsen til militæreoperationer i Yemen-konflikten. Samtidig har der været vedholdende rygter om RSF-samarbejde med den russiske Wagner-gruppe.

 

I dette kludetæppe af interesser er det vigtigt at huske på, at nogle af aktørerne har en interesse i, at konflikten fortsætter. Uden en regulerende stat er der nemlig frit spil til eksempelvis udnyttelse af naturresurser
_______

 

Den nye kolde krig er brandvarm i Afrika

Konflikten i Sudan kan aflæses på mange måder, men at Sudan er eller kan blive en selvstændig og sammenhængende stat, både på den korte og lange bane, er en illusion. Konflikten i Sudan er ikke bare en kamp mellem to magtliderlige generaler og fraktioner inden for militæret. Ligesom det ikke alene er en konflikt mellem på den side ”den gode” al-Burhan – den altruistiske leder, som med overgangsregeringen vil skabe fundamentet genetableringen af demokratiet i Sudan – og på den anden side ”den onde” Hermedti, der vil genskabe et fundamentalistisk og autoritært militærstyre som i Bashir-tiden.

Helt sikkert er det, at konflikten i Sudan smager af en stedfortræderkrig, med et væld af internationale aktører med meget forskellige og i nogle tilfælde attituderelativistiske tilgange til konflikten og dens løsning. Blandt konfliktens centrale aktører står på den ene side USA sammen med EU, som tydeligvis satser på al-Burhan og et fremtidig demokratisk Sudan. På den anden side er Hemedti og RSF, som får støtte fra Rusland. Derudover er der tre af Sudans vigtigste økonomiske samarbejdspartnere, nemlig Kina, Emiraterne og Saudi Arabien. Især de to sidstnævnte har oprustet deres aktiviteter, herunder investeringer i Afrika gennem det senest årti. Begge lande har en voksende indflydelse på kontinentet især i Sahel og på det afrikanske horn. Den regionale hegemon Egypten er ligeledes en særdeles vigtig aktør, som i Bashir-perioden havde særdeles tætte relationer til Sudan. Flere andre lande spiller ind, og derudover er der forskellige internationale virksomheder med interesse for udnyttelse af Sudans naturresurser.

I dette kludetæppe af interesser er det vigtigt at huske på, at nogle af aktørerne har en interesse i, at konflikten fortsætter. Uden en regulerende stat er der nemlig frit spil til eksempelvis udnyttelse af naturresurser.  

Det sammenrend af interne og eksterne aktører med modsatrettede interesser er dårligt nyt for store dele af Sudans befolkning, for det betyder udsigt til ustabilitet og voksende fattigdom. Frygten er, at Sudan vil følge samme udviklingsmodel som lande som Den Centralafrikanske Republik, Mali, Burkina Faso og Somalia.

Alternativet – en stærk udviklingsstat bygget på demokrati, der vil fordele indtægter til befolkningen fra udnyttelsen af landets enorme naturresurser – er et fjernt fatamorgana.

Derimod tyder det på, at den nye kolde krig, ligesom den gamle kolde krig, i Afrika er både blodig og brandvarm. Kontinentet og specifikt Sudan er ramt af en uheldig kombination af resurseforbandelse og en lammelse af den multipolære verdensorden, som plejer modsatrettede interesser og skyttegravslignende polariserede relationer. ■

 

Alternativet – en stærk udviklingsstat bygget på demokrati, der vil fordele indtægter til befolkningen fra udnyttelsen af landets enorme naturresurser – er et fjernt fatamorgana
_______

 

Stig Jensen (f. 1961) er lektor på Center for Afrikastudier, KU. Cand.scient.pol. og Ph.d. i Geografi. Tidligere ansat som forsker på Center for Udviklingsforskning og Dansk Institut for Internationale Studier.

ILLUSTRATION: Soldater fra den sudanesiske hær, som støtter general al-Burhan, sidder på en kampvogn ved Port Sudan, som ligger ved Det Røde Hav, 20. april 2023 [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Adriana Cavarero: Feminismen var hovedpersonen i den eneste succesfulde revolution i 1900-tallet. Nu handler det om at modstå forsøgene på at sende os tilbage til kødgryderne

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad om 'Sneskredsvalget' i Grønland: Jeg vil være forbeholden med at kalde det en jordskredssejr. Et jordskred plejer at starte ét sted og slutte et andet. Det, man ser her, er en polarisering

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland