Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen: I disse år smuldrer det, som altid har været Danmarks udgangspunkt – at være et erhvervsland
31.08.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Der findes en fortælling om, at velfærdsstaten giver en masse fordele, som er tiltrækkende for virksomheder og ansatte. Den fortælling er nok mest af alt udtryk for moderne selvfedme.
Kommentar af Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen
Danmark er et gammelt land. Vores folk nævnes første gang i 500-tallet i tekster fra den norditalienske by Ravenna. Vores land har en dåbsattest i Jellingestenen fra 960. Danmark er også et gammelt kommercielt land. Helt tilbage fra Brommekulturen (11.400-11.000 f.kr.) ved vi, at folk her til lands handlede med omverden. Der er fundet dansk rav i egyptiske grave og egyptisk glas i danske bronzealdergrave. Vikingerne handlede noget mere, end de hærgede. Denne tradition for handel fortsætter stadig i dag i et land, som er en af verdens førende shippingnationer.
I 1813 gik den danske stat imidlertid bankerot. Vores land var forarmet og overlevede kun, fordi stormagterne ønskede en bufferstat. Af nød, eller kløgt, valgte vi derfor at indrette et samfund på det, vi historisk set kunne, nemlig at handle. Vi skabte et liberalt vækstmirakel over de næste 100 år, som til trods for tab af landområder, konservativt diktatur og arbejderuroligheder gjorde Danmark til et af de rigeste lande målt per indbygger i 1920, som det fremgår af Martin Aagerups Velfærd i det 21. århundrede (People’s Press).
Den generation af virksomheder, der voksede frem, var kendetegnet af patriotiske matadorer, der personligt troede på og efterlevede borgerlige dyder som retfærdighed, afholdenhed, mod og rettidig omhu. De byggede internationale finansorienterede virksomheder og hentede inspiration i hele verden – men med hjertet dybt plantet i den danske muld. Tietgen kastede den første telegraflinje ud over Rusland. Jacobsen solgte øl og byggede Glyptoteket. Det Østasiatiske Kompagni handlede med teak og krydderier fra fjerne egne, og H. N. Andersen var muligvis personligt ansvarlig for, at vi holdt os ude af Første Verdenskrigs ødelæggelser.
Senere kom andre virksomheder til med et mere kommercielt fokus, men som stadig var udpræget danske: Lego, Novo Nordisk, Coloplast og så videre. I Danmark er de født, og herfra går stadig deres verden. Danmark er i dag derfor heller ikke blot en ren SMV-økonomi (små og mellemstøre virksomheder), men som de fleste lande kendetegnet ved også at have masser af store, typisk markedsledende virksomheder, som går fra succes til succes på eksportmarkederne. Senest har vores life science-sektor bidraget betydeligt til at holde os ude af en recession, som ellers sigter mod os og vores naboer.
Den nye virkelighed: Virksomheder flygter fra Danmark
Men vi har et problem: De nye virksomheder bliver ikke i Danmark.
Det første problem er, om der skabes nok nye vækstvirksomheder. Det er svært at svare på, for hvad er nok? Der er jo heller ikke et generelt optimalt antal børn, et par bør få, men det lader til, at vi skaber færre end eksempelvis Israel, Holland eller Sverige – lande som på forskellig måde kan ses som sammenlignelige. Disse lande har ganske vist lavere BNP per indbygger lige nu, men det, jeg taler om i dette indlæg, er at fremtidssikre Danmarks rigdom og danskernes muligheder.
Så de virksomheder, der fødes her og får succes, må vi hellere passe ekstra godt på også bliver og vokser her. Nogle vil måske indvende, at vi jo har god succes med dem vi har, og at det vel er alt rigeligt for et lille land. Ifølge den såkaldte Lindy-effekt har menneskeskabte fænomener da også en tendens til at overleve længere i fremtiden, jo længere de allerede har overlevet. Men nu er internationale komplekse virksomheder jo eksponeret for usikkerhed på en helt anden måde end eksempelvis den offentlige sektor, dit parforhold eller den lokale skakforening, så der er stor risiko for, at noget går galt. En dårlig direktør, eller en meget dygtig ny konkurrent, og så kan det hele være slut meget hurtigt. Det Østasiatiske Kompagni var jo engang Nordens største virksomhed.
Vi har et problem: De nye virksomheder bliver ikke i Danmark
_______
Vores velstand og velfærdsstat er afhængig af, at vi skaber store internationale virksomheder. Ser vi på de tyve største virksomheders – som alle er gamle – størrelse i forhold til vores BNP, så er der sket en fordobling fra 1990 til 2020. Det kan forklares ved, at de er vokset på de globale eksportmarkeder. Men i dag forlader virksomhederne os næsten, før de kan gå. I et svar fra daværende erhvervsminister Simon Kollerup ses, at blandt de ti virksomheder, som er startet siden 2000, der er vokset mest, er syv helt eller delvist flyttet ud af landet. Af de 50 største tech-virksomheder grundlagt i Danmark, som har skabt værdier for 500 milliarder kroner og givet jobmuligheder for 50.000 mennesker, er halvdelen flyttet.
Før vi taler om, hvad det politiske svar bør være, skal vi forstå hvorfor. Virksomheder, som satser på vækst i dag, satser globalt fra starten, både hvad angår deres finansiering og investeringer. Hvor industrivirksomheder for 100 år siden ville bygge en lokal fabrik, vil en life science-iværksætter i dag sælge sit medikament på licens eller få det produceret, hvor det globalt er billigst hos en underleverandør. Finansieringen er også anderledes. Virksomheder i gamle dage startede typisk uden fremmede penge eller med lokal finansiering. Laver man en app i dag, som får succes, vil den internationale finansiering være næsten øjeblikkelig. Sådanne globale penge søger derhen, hvor de har bedst mulighed for at sikre afkastet. Er det ikke i hjemlandet, så flyttes virksomheden. Det er nemlig nemt at gøre – særligt for IT-virksomheder – da moderne iværksættervirksomheder sjældent ejer mange faste aktiver.
Der findes en fortælling om, at velfærdsstaten giver en masse fordele, som er tiltrækkende for virksomheder og ansatte. Den fortælling er nok mest af alt udtryk for moderne selvfedme, og hjælper os helt sikkert ikke her. Vi skal huske på, at dem, der ansættes i fremtidens vækstvirksomheder, er blandt dem, der har mindst brug for en velfærdsstat. Mange er også udlændinge, og kan ikke forventes at nære på en nationalsolidaritet med os danskere. Så det korte svar er, at når rammevilkårene ikke er konkurrencedygtige, så flytter dem, der kan. Det længere svar handler om, hvilke reformer man laver og hvorfor.
Nye pejlemærker
Når man indretter et samfund og dets institutioner, sker det typisk efter en dominerende tankegang om, hvad det gode samfund er. Fra cirka 1820’erne og frem til Anden Verdenskrig, var den dominerende tankegang i Danmark økonomisk liberal; altså, at markedet skulle sættes frit til at skabe velstand. De sociale reformer, der blev lavet i 1890erne, og kriseresponsen med Kanslergadeforliget havde til formål at skabe de bedste markedsbetingelser, som var politisk mulige. Socialdemokratiet fremhæver af og til ellers netop det forlig som velfærdsstatens fødsel, men det må betragtes som en efterrationalisering, hvis man ser på baggrunden for forliget, teksten og formålet.
Universalvelfærdsstat og massiv omfordeling er ideer, der først for alvor fødes og vinder frem nogle år efter. Efter krigen skifter tankegangen nemlig til en socialt orienteret tankegang. Nu handler det om at skabe velfærdsstaten. Det gælder også for de mange borgerlige reformer, som jo netop tit har haft til sigte at redde og sikre velfærdsstaten på kort til mellemlangt sigt. Vil vi have mulighed for velfærd af ordentlig kvalitet i fremtiden, skal vi nok til at skifte tankegang igen og på ny orienteres os mod mindre stat og mere frit valg og frit råderum til selv at vælge, hvilke services man vil købe. Vigtigst er dog, at vi skal have fokus på markedet og innovation, fremfor omfordeling og kontrol. Penge skal tjenes, før de kan bruges – det vidste de i oldtiden, og det er ikke anderledes i dag.
Behov for reformer
Det kunne konkret betyde en række reformer. Man bør først og fremmest se på kapitalbeskatning. I dag beskattes kapital med op mod 85 pct. i realbeskatning (efter inflation) i Danmark. Der er utrolig gode grunde til ikke at beskatte kapital særligt hårdt, og i hvert fald ikke så hårdt. Dels at der er tale om allerede beskattede midler, og kapitalbeskatning er derfor dobbeltbeskatning. Men også fordi høj kapitalbeskatning reducerer investeringer, hvilket resulterer i lavere produktivitet og derfor lavere lønninger. Laver man i stedet en flad kapitalbeskatning på 25 pct., vil provenutabet for staten være næsten nul, og det vil føre til højere produktivitet og investeringslyst. At de offentlige finanser er så sunde, som de er lige nu, giver kun endnu mere grund til at investere i de gode rammebetingelser for fremtiden med at bruge noget af overholdbarheden på at sænke skatten på de investeringer, der skaber fremtidens virksomheder.
De mere specifikke kapitalbeskatningsregler, såsom den risikofyldte lagerbeskatning, der straffer risiko uden at kompensere tilsvarende ved aktieemission med mindre end 10 pct. ejerskab, bør også afskaffes, så vi fremmer investeringslyst og et vækst-mindset i ledelser og hos virksomhedsejere.
Endelig vil en generel sænkning af selskabsskatten have en positiv effekt. Modsat aktionærbeskatningen er den danske selskabsskattesats fulgt med den internationale trend, som har været faldende i årtier. Men det er bl.a. blevet modvirket af et meget mere kompliceret regelsæt, som går videre end andre vestlige landes, og satsnedsættelserne ser ud til at være gået i stå. Det er bekymrende.
Personskat og velfærdsvalg har også en betydning, så folk, der tjener meget, også føler, at de har meget frihed og får noget for deres betalinger, selv hvis det kun er i kortere tid, de arbejder i landet. Beviset på, at det er nødvendigt, har vi allerede, nemlig forskerskatteordningen.
Når en sådan reformpakke er færdigdesignet, bør den ydermere bindes til masten. At være et tiltrækkende erhvervsmiljø handler ikke kun om de nuværende forhold, men også om sikkerhed og stabilitet. Det kan sikres ved at binde selskabsskattesatsen til 2065 i et bredt forlig, således at den kun kan sænkes, men ikke hæves i perioden. Så sender vi som land både et kraftigt signal, og vi giver reformerne lov til at virke ved at beskytte dem mod kortsigtet stemmeoptimering næste gang, populistiske politikere vil score dyre point hos billige vælgere.
Gør vi dette, tager vi et skridt mod at være det bedste erhvervsklima i Europa og verden, og vi medvirker til at fremtidssikre vores gode gamle fædreland. ■
Vi skal huske på, at dem, der ansættes i fremtidens vækstvirksomheder, er blandt dem, der har mindst brug for en velfærdsstat
_______
Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, 1982, Ph.d. i økonomi. Arbejder som Uddannelsesleder ved CEPOS og fast ekstern lektor på CBS, hvor han underviser i kapitalismens natur og strategisk salg. Har for nyligt udgivet det historiske værk ’Danish Capitalism in the 20th Century – A Business History of an Innovistic Mixed Economy på det engelske forlag Palgrave Macmillan’.
ILLUSTRATION: Finansministeriet, 31. august 2022: Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer regeringens finanslovsforslag for 2023 samt en økonomisk redegørelse [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
