29.05.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Alle mangler jo arbejdskraft, hedder det igen og igen, næsten opgivende, når man taler med politikere, topembedsmænd og organisationsrepræsentanter. Der er en slags tavs forudsætning om, at så kan der jo ikke stilles så meget op. Men det kan der. Svaret hedder politik.

Kommentar af Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole

I NOGLE ÅR HAR et hav af sektorer og områder af samfundet kaldt på flere medarbejdere. Ledigheden er rekordlav, og dansk økonomi buldrer derudaf. De 1980’ere, jeg voksede op i med tårnhøj ledighed, ikke mindst blandt unge, synes lysår borte. Det samme med gælds- og betalingsbalanceproblemerne. Erhvervslivets konkurrenceevne er ditto stærk. Kun inflationen bringer minder om hedengangne balanceproblemer.

Hver dag er der nye historier. Om børnehaver uden uddannede pædagoger, om lukkede sengeafsnit. Om mammografiscreeninger, der ikke kan lade sig gøre, fordi der mangler radiografer. Om faglærte, der er nødvendige for den grønne omstilling, men som ikke findes. Om IT-specialister, der savnes, og ingeniører, der skal sikre fortsat vækst på ’life science’-området. Det ene tal er højere end det andet. 100.000 faglærte mangler vi om få år, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Min egen sektors konservative skøn er, at vi mangler mindst 35.000 pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere i 2030. Og så er der ikke engang taget højde for, at de beregninger blev lavet før optaget på disse uddannelser dykkede i både 2022 og 2023.

Regeringen satser stærkt på at sikre flere erhvervsuddannede og anerkender manglen på navnlig pædagoger og sygeplejersker. KL satser ikke mindst på sosu’erne. De store erhvervsorganisationer og deres parter i fagbevægelsen har et stærkt blik for nødvendigheden af de faggrupper, som de beskæftiger henholdsvis organiserer.

Alle mangler jo arbejdskraft, hedder det igen og igen, næsten opgivende, når man taler med politikere, topembedsmænd og organisationsrepræsentanter. Der er en slags tavs forudsætning om, at så kan der jo ikke stilles så meget op. Men det kan der. Svaret hedder politik.

Her er fire områder, som set fra min stol er oplagte at tage fat på.

 

Min egen sektors konservative skøn er, at vi mangler mindst 35.000 pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere i 2030. Og så er der ikke engang taget højde for, at de beregninger blev lavet før optaget på disse uddannelser dykkede i både 2022 og 2023
_______

 

Samfundet og politikerne må prioritere. Hvad er vigtigst? Er det værste for mig som borger, at jeg skal betale mere for en sofa, et restaurantbesøg eller for min blikkenslager, fordi udbuddet falder, medens efterspørgslen er konstant? Eller er det, at mine børn får et ringere tilbud i vuggestuen, eller at min mor ikke kan få hjælp til genoptræning i sundhedsvæsenet – ikke på grund af for få penge, men fordi der ikke er ansatte nok? Den prioritering synes ingen at ville foretage, men den foretages på en måde hver dag, da det nuværende set up helt åbenlyst ikke er udtryk for nogen magisk ligevægtssituation, men for et sammensurium af politik og samfundsudvikling. Fx har ingen endnu ville bruge de hårde beskæftigelsespolitiske instrumenter til at få flere til at omskole sig til fx pædagog eller lærer eller andre redskaber til at få flere til at vælge en af de store professionsuddannelser.

Hvad kan vi egentlig digitalisere os ud af? Selvom jeg anerkender, at det kan være et problem for nogle, er vi nok mange, der ikke lider dramatisk, fordi vi alligevel konsulterer vores bank pr. telefon eller digitalt, pog fordi megen enkel borgerservice foregår sådan, men det er vanskeligt at se det farbare i at erstatte pædagoger med robotter, dansklærere i skolen med chatbots eller operationssygeplejersker med siri. Nuvel, der findes selvsagt også mange digitale løsninger på velfærdsområderne, men relationstunge fag er alt lige mere bøvlede at digitalisere end så mange andre ting.

Hvad kan vi importere fra udlandet? Rigtig megen arbejdskraft i den danske økonomi er dybt afhængig af vandrende arbejdstagere i EU og andre fra alle mulige steder i verden. De indgår integreret i toppen af dansk erhvervsliv, og de findes på arbejdsmarkedets mindst attråede niveauer. Mange uden at kunne tale godt dansk, om end det uden tvivl er en stor fordel at kunne vores modersmål. Men det er i mange af funktionerne ikke en hindring ikke at mestre dansk. Det er det derimod i de fleste sammenhænge for pædagoger, skolelærere og socialrådgivere, samt for sygeplejersker og radiografer. Forestil dig at skulle mestre kompliceret inklusion i en skoleklasse, kommunikere med forældre og undervise i St. St. Blichers Æ Bindstou. Dirrende i sig selv, angstprovokerende uden gode danskkundskaber.

Hvor er markedstilpasningen fri? I al fald ikke på de velfærdstunge offentlige områder. Beskæftigelsespolitikken er snøret ind i et stalinorgel af regler. Sundhedsområdet præget af stærke faggrænser med ophæng i autorisationsbestemmelser og EU-direktiver. Skoleområdet og dagtilbudsområdet i mindre grad, hvorfor der her er (alt for) mange ufaglærte. Man kan med andre ord ikke blot på det offentlige område finde nogle andre, der kan og vil, og så går det, hvis kunderne fortsat betaler. Læg hertil, at netop faggrænser og varetagelse af opgaver ikke er dumpet ned fra himlen, men vævet ind i et hav af komplicerede spørgsmål om løn og overenskomster, interne magtforhold mellem faggrupper, politiske prioriteter samt rettigheder, der angår patienters sikkerhed, borgernes retstilling etc.

Der er sikkert flere andre væsentlige dimensioner. Men én ting synes sikkert: Sammenhængskraften i samfundet vil flosse, hvis ikke der tages aktivt og helhedsorienteret stilling til manglen på pædagoger og sygeplejersker, lærere og socialrådgivere (flere kunne nævnes!), fordi vores fælles institutioner får sætningsskader. Der bliver færre mødesteder. Midten tømmes. Det mindsker ikke blot tilliden i samfundet og forringer det enkelte menneskes reelle muligheder. Det svækker også konkurrenceevnen. Folk vil være syge længere og dermed mindre produktive, elever vil klare sig dårligere i skolen, og flere vil få svært ved at tage en uddannelse (se bare den voldsomme tilbagegang i PIRLS hos de svage læsere). Flere vil gå ned i tid for at hente deres børn fra dagtilbud på grund af usikkerhed om omsorg og kvalitet. Hermed øges presset på specialområderne, der i forvejen mangler midler og savner tilstrækkelig med professionelle, der kan tage hånd om borgere med stadig mere komplekse behov. Det er ikke længere et scenarie, men virkelighedens teater, der udspilles for næsen af os. Og for flere og flere.

Der er grund til at håbe, at regeringens varslede udspil og reformspor angående de store professionsuddannelser, bliver vidtgående og helhedsorienteret. ■

 

Sammenhængskraften i samfundet vil flosse, hvis ikke der tages aktivt og helhedsorienteret stilling til manglen på pædagoger og sygeplejersker, lærere og socialrådgivere
_______

 

Stefan Hermann er rektor på Københavns Professionshøjskole, tidligere ansat som embedsmand i Kulturministeriet og Undervisningsministeriet og forfatter til flere bøger om samfund og politik, herunder ’Hvor står kampen om dannelsen?’ (2016) og ’En varm tid’ (2022).

ILLUSTRATION: Pressefoto, KP

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?