Steen Nepper Larsen: Uddannelsesreformen afslører nutidens socialdemokrater som både historie- og hovedløse
13.02.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Hvordan er det kommet så vidt, at landets største parti hader humaniora, teori og fri tænkning og idealiserer lønarbejdet i sig selv, den hovedløse prakticisme og den kortåndede uddannelsespolitik?
Kommentar af Steen Nepper Larsen, lektor på Afdelingen for Uddannelsesvidenskab, DPU, Aarhus Universitet
I oktober 2020 nedsatte den socialdemokratiske et-parti-regering Reformkommissionen, bestående af en håndfuld økonomer, der – med Nina Smith og Jørgen Søndergaard ved roret – fik ”til opgave at foreslå løsninger på en række komplekse udfordringer, som årtiers reformpolitik ikke i tilstrækkelig grad har løst.” Resultatet af kommissionens arbejde Nye Reformveje 1 så dagens lys i april 2022, og det virker bestemt, som om det nye triadiske konsensussammensurium af en regering vil gøre denne rapport til grundlag for en række drastiske beslutninger på det videregående uddannelsesområde i foråret 2023.
I denne korte artikel vil jeg blotlægge fire centrale og modsigelsesladede tankeformer i Nye Reformveje 1 – og runde af med nogle betragtninger over den triste udvikling, de sidste 60-70 års socialdemokratisme har taget. Samtidens magtfulde socialdemokrater er både historie- og hovedløse. Intet mindre.
Reformkommissionens modsigelsesfulde økonomisme
Noget af det mest irriterede ved Reformkommissionen er selvfølgelig, at den kun er befolket af snæversynede mainstream-økonomer. Ikke én uddannelsesforsker, ikke én pædagogikteoretiker, ingen uddannelsessociologer, ingen pædagogiske filosoffer, ingen uddannelseshistorikere. Ikke engang én, der ved noget om transnational uddannelsesstyring og -politik.
Det betyder for det første, at de har tildelt sig selv et spar es, og derfor kan switche mere eller mindre umærkeligt mellem henholdsvis et udgifts- og et investeringsperspektiv på uddannelse, og det gør, at de fleste modargumenter og indvendinger altid allerede kan håndteres tilbagelænet og overlegent af unisone økonomer, der jo ser ’nøgternt’ og ’objektivt’ på de videregående uddannelser i et ’samfundsperspektiv’.
Hvorfor aktivt, hovedløst og helt unødvendigt gøre et rigt lands kommende generationer dårligere uddannede end de(n) foregående?
_______
For ’vi’ vil jo gerne have mest muligt for pengene, som det hedder. Men blindheden klæber til trumfkortet; thi det kunne jo tænkes, at et investeringssynspunkt ikke behøver at implicere, at halvdelen af landets kandidatuddannelser kvalitetsforringes og ødelægges ved at gøre dem etårige i stedet for toårige.
For det andet fremstår Reformkommissionens advokatur for en stram top- og statsstyring af uddannelsesøkonomien bag uddannelsespolitikken i skarp kontrast og i modsætning til en ’frihedselskende’ og markedsheroiserende individualiseret tilgang til samme. Hvorfor kan de unge ikke få lov til at læse, hvad de vil? Hvordan kan staten, politikerne og kommissionen forudsige fremtidens arbejdsmarked? Har de adgang til en krystalkugle, og hvorfor kan de tillade sig at krænke og begrænse menneskers lyst til uddanne sig som principielt frie samfundsborgere?
Dertil kommer for det tredje det modsætningsfyldte rum, der tegner sig i kommissionens arbejde, når de demonstrerer et reduktivt, dannelsessvagt, forhastet og skævvridende syn på universitetsuddannelserne, der så alligevel skal muliggøre, at nationen bliver konkurrencedygtig og de studerende glade for at tage uddannelse.
På intet tidspunkt falder det kommissionen ind, at studerende også studerer for at blive klogere og mere vidende og ikke ’kun’ for at tage en uddannelse, der kan sikre dem et job. Dannelse, tænkning og viden reduceres til blege redskaber. Som læser mærker man tydeligt, at den lette to’er er på vej. Den er jo allerede numerisk varslet. Hvor Reformveje 1 proklamerer, at mange bachelorer vil få frataget eller stærkt begrænset deres retskrav på at tage en kandidatuddannelse, vil Reformveje 2 efter al sandsynlighed fjerne specialet eller lade det blive erstattet af kortere opgave, fx en praktikuddannelsesrapport. Og det på trods af, at specialet som et svendestykke er en integral del og en final afrunding af et selvstændigt tænkendes menneskes studieforløb på en videregående uddannelse. Dertil kommer, at fagligt mindre udrustede universitetskandidater med kun fire år på bagen givetvis er lettere at manipulere med på arbejdsmarkedet og mindre til sinds at udfordre stivnede arbejdsgange og tankeformer.
For det fjerde vil jeg højlydt spørge: Hvorfor melde Danmark ud af Bologna- og de transnationale styrings- og koordinationsprocesser af de (i hvert fald europæiske….) videregående uddannelser efter i årevis at have prædiket disses nødvendighed? Hvor 29 europæiske undervisningsministre i den vigtige Bologna-deklaration fra 1999 blev enige om at arbejde for en række hovedmålsætninger, herunder om udvikling af ensartet meritsystem, gradsstruktur med tre niveauer og sammenlignelige uddannelser og uddannelsesbeviser, tyder meget på, at en virkeliggørelse af Reformkommissionens planer kommer til eksplicit at kollidere med disse målsætninger, hvorfor Danmarks mistrøstige enegang kan risikere at betyde, at vores lille land melder sig – hhv. bliver smidt – ud af Bolognaprocessen.
Og hvorfor aktivt, hovedløst og helt unødvendigt gøre et rigt lands kommende generationer dårligere uddannede end de(n) foregående, jævnfør kandidatreduktionen fra to til et år?
Dertil kommer, at både danske og udenlandske studerende vil få vanskeligere ved at glide ind og ud af de forskellige landes uddannelsessystemer, og det er da helt tosset og frihedsbegrænsende.
Hvordan er det dog gået til, at samtidens magtfulde socialdemokrater har tabt pusten og alene synes at have ambitioner om at servicere arbejdsmarkedet med arbejdskraft?
_______
Socialdemokratismens forfald
Spoler jeg tilbage i – noget så minoritært, men alligevel meget sigende som – min egen og min svigerfamilies historie – plus de nærmeste omegne af venner og bekendte – igennem det 20. århundrede, så har det været et centralt træk, at lysten til og muligheden for at tage uddannelse også implicerede en glæde ved at læse og anskaffe sig bøger, erhverve sig FDB-kvalitetsmøbler, lære at spille et instrument og dygtiggøre sig håndværksmæssigt, gå i teatret og biografen, tage til møder i forsamlingshuse, holde aviser og tidsskrifter (eksempelvis forbrugermagasinet Tænk og det historisk oplysende tidsskrift Skalk), bruge de offentlige biblioteker og muligheder for at ytre sig og vende blikket ud mod verden, rejse og lære mange forskellige sprog og kulturer at kende.
I efterkrigstiden var socialdemokrater som Julius Bomholt, Hartvig Frisch, Hal og Bodil Koch og en større hær af professionelle velfærdssamfundsaktører og kulturfodfolk ikke bange for at danne og ægge borgerne til kvalitet. Staten havde ambitioner for og med borgerne. Kultur- og kunstpolitikken var ikke underordnet arbejdsmarkeds- og finanspolitikken, og med store bevillinger og tilskudsordninger blev det åbnet mange døre for mange mennesker til en større og rigere verden hinsides fortidens mangelsamfund.
Hvordan er det dog gået til, at samtidens magtfulde socialdemokrater har tabt pusten og alene synes at have ambitioner om at servicere arbejdsmarkedet med arbejdskraft? Hvorfor tænker de ikke som deres forgængere i bedste- og oldeforældregenerationen, at det at tage en uddannelse har at gøre med at få mulighed for at leve et rigt liv, og at frihed er andet og mere end forbrugsfrihed og materiel vækst? Eller spurgt helt lavpraktisk og hyperkonkret: Hvorfor den omsiggribende elite-, storby- og humaniorabashing? Er det mon, fordi den eneste, nationalpopulisterne på Tinge lytter til og lader sig inspirere af, er den demagogiske og slagkraftige journalist Lars Olsen, der aldrig bliver træt af at formidle det budskab, at de højtuddannede er folkets fjende nummer et?
Dertil kommer, at det er fordummende at vedblive med at tale om varme hænder, illuderende at disse ikke er koblet intimt til tænkende hoveder. Slemt er det også at høre erhvervsskolerne og håndværket talt op som udelukkende et ædelt praktisk arbejde, når enhver elektriker og VVS’er véd, at det kræver en masse erfaring og årelang træning koblet med teori og tænkning at installere og fintune et højteknologisk jordvarmeanlæg.
Men hvorfor er det nu lige, at nutidens arbejdere og lavere lønnede mennesker ikke længere skal have mulighed for at blive klogere og højere uddannet? Håndens arbejdere, håndværkere, sygehjælpere, sygeplejersker, pædagoger og lærere har også mod på mere end at skulle smøre deres madpakker selv og finde sig et lønarbejde og eksekvere dette i 45-50 år på fuld tid. Velfærdssamfundet er blevet erstattet af et neoliberalt workfaresamfund. ■
Velfærdssamfundet er blevet erstattet af et neoliberalt workfaresamfund
_______
Steen Nepper Larsen (f. 1958) er kritiker tilknyttet Dagbladet Information, forfatter og lektor ved Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse under Aarhus Universitet. Han har skrevet en lang række bøger om dannelse og uddannelse, blandt andet ’At ville noget med nogen’ (2016) og ’Evalueringsfeber og evidensjagt – kritiske essays til forsvar for fagligheden’ (2022).
ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S) under et pressemøde efter regeringsseminar i Værløse, 3. februar 2023 [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
