Speciallæge Anne Nielsen: Vi har tabt 70 år i forebyggelsen af alkoholrelaterede dødsfald, og det koster dyrt – for os alle
17.05.2023
En alkoholpolitik, der forbedrer befolkningens trivsel og sundhed, har været underprioriteret under skiftende folketingsflertal og regeringer i Danmark. Når Folketinget har drøftet alkoholafgifter, har fokus været på at holde grænsehandlen med Tyskland nede, og det har haft enorme sundhedsmæssige konsekvenser.
Kronik af Anne Nielsen, pensioneret speciallæge i social medicin, rådgiver på Alkolinjen
Alkohol er kræftfremkaldende, fosterbeskadigende og afhængighedsskabende, og medfører ca. 3.000 dødsfald om året. Folketinget bør gå mere aktivt ind i kampen for at mindske alkoholforbruget i befolkningen og forebygge alkoholsygdom og -død.
Både WHO, OECD og Sundhedsstyrelsen peger på, at det er nødvendigt at mindske alkoholforbruget i hele befolkningen – og ikke kun hos dem, der har et alkoholmisbrug. Ifølge WHO er det bedst undersøgte middel også det billigste og mest effektive: at øge beskatningen og indføre minimumspriser pr. enhed, MUP. De to næstbedste midler er at forbyde reklamer og sponsorering fra alkoholindustrien; og at mindske tilgængeligheden af alkohol fx. ved at begrænse antal butikker og udskænkningssteder, der sælger alkohol, og mindske timerne, der må sælges alkohol i, og øge aldersgrænsen for køb af alkohol.
Nedenstående figur viser et historisk eksempel på, hvordan markant øgede skatter og priser på alkohol i 1917 – samt andre indgreb af kortere varighed – nedsatte forbruget af alkohol til under en tredjedel, hvormed alkoholsygdomme og dødsfald blev meget sjældnere. Samtidig ses, hvor galt det kan gå, når afgifterne mindskes, og forbruget stiger, uden der bliver skredet ind.
Figuren over alkoholdødsfald fra 1910–1999 medtager kun nogle få typer alkoholdødsfald, se tekst under figuren. I dag omfatter det beregnede antal alkoholdødsfald flere alkoholrelaterede sygdomme end dengang – også dødsfald, hvor alkohol er medvirkende dødsårsag. Dødsraten er faldet lidt siden 2008.
Alkoholsalget 1910-2002, alkoholdødsfald 1910-1919 og dødeligheden af alkoholsygdomme 1920-2000
Lodrette grå pinde: Alkoholforbrug, 1910-2002: Solgt beskattet alkohol omregnet til liter 100% ren alkohol pr. år, pr. indbygger på 14 år og derover, se antal liter på venstre, lodrette akse
Blå kurve: 1910-1919: Antal alkoholdødsfald i bybefolkningen i Danmark – ca. 1,2 millioner ud af 2,9 millioner i landet i 1916 (brændevinssygdom, drankergalskab, pludselig død af drik), se antal på højre lodrette akse
Rød kurve: 1920-2000: Antal dødsfald af alkohol pr. 100.000 indbyggere i Danmark. Aldersstandardiserede dødsrater. (død af alkoholisme, alkoholforgiftning og levercirrose), se antal pr. 100.000 på højre lodrette akse.
To røde prikker i 1945 og 1946: Skyldes delvis en stor uforklaret forekomst af levercirrose hos kvinder, ikke nødvendigvis grundet alkohol.
Kilder: Knud Juel: Dødeligheden i Danmark gennem 100 år, side 66. Statens Institut for Folkesundhed, 2004. (egen figurtekst)
Følgende bygger især på Henry G. Petersens artikel i Toldhistorisk Tidsskrift Zise 1986 nr. 2, samt Thorkil Thorsens artikel: Da Danmark blev ædrueligt, i Alkoholpolitik, Vol. 5, Issue 4, November 1988. Da høsten i Danmark i 1916 var slået fejl, og fødevareforsyningen var truet, ville man bruge korn, kartofler og brændstof til mad og foder, i stedet for til øl og brændevin. Dansk økonomi var trængt af 1. verdenskrig, og da Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig i starten af 1917, umuliggjorde det fødevareimport vestfra, og der indførtes forbud mod salg og udskænkning af brændevin i 28 dage; det medførte et pludseligt fald i anholdelser for beruselse, vold og voldtægt. Desuden indførtes produktionsstop for brændevin til sommeren 2019, og rationering af korn, kartofler og humle til fremstilling af husholdningssprit og øl, samt rationering af, hvor meget brændevin og husholdningssprit, der måtte sælges pr. måned. Afgifterne på spiritus blev tidoblet á to gange i 1917, og fordoblet for øl og vin. En flaske billig brændevin steg fra 75–100 øre i januar 2017 til 10–12 kr. i januar 1918. Især spiritusforbruget faldt.
Det årlige salg af alkohol faldt brat fra 1916-1918 fra 9,6 liter til 2,2 liter ren alkohol pr. person over 14 år, men kom hurtigt over 3 liter igen. Frem til 1950 var forbruget på 3 – 5 liter eller under 1 genstand om dagen, pr. indbygger over 14 år.
Alkoholdødsfaldene faldt ligeledes brat – fra 155 i 1916 til 20 i 1918. De fleste dødsfald skyldtes brændevinssygdom, hvilket vil sige et langvarigt alkoholmisbrug. Disse faldt fra 121 i 1916 til 16 i 1918, og dødsfald af alkoholisk delirium faldt fra 31 i 1916 til 1 i 1918. Dødsfald af levercirrose, som ikke indgår i den korte kurve, faldt også fra 94 i 1916 til 49 i 1918, ligesom antallet af selvmord faldt.
Den lange kurve viser, at dødsraten af alkoholsygdomme lå lavt, så længe alkoholsalget også var lavt. Afgifterne blev reguleret opad ved flere lejligheder, når staten manglede penge, og holdt nogenlunde trit med købekraften. Dødsraten begyndte at stige i 1950’erne, men først i 1970’erne steg den meget kraftigt, lidt forsinket i forhold til alkoholsalget. Salget toppede i 1983 på 12,8 liter ren alkohol pr. person over 14 år – 2,6 genstande om dagen eller 18 genstande om ugen. Siden har det stabiliseret sig på 10-11 liter til 2005, er faldet lidt efter 2008 og steget igen til 9,9 liter i 2021 – eller 2 genstande om dagen pr. person over 14 år – samme niveau som i 1916.
En alkoholpolitik, der forbedrer befolkningens trivsel og sundhed, har været underprioriteret under skiftende folketingsflertal og regeringer i Danmark
_______
Det store alkoholsalg skyldes bl.a., at afgifterne efter 1950 ikke længere er fulgtes med købekraften. Afgiften på en liter ren alkohol var næsten den samme i 1980 som i 2023: 85 kr. hhv. 82 kr. Men da nettopristallet i perioden er steget 3 gange, er alkoholafgifter og priser reelt lavere end i 1980.
Når Folketinget har drøftet alkoholafgifter, har fokus været på at holde grænsehandlen med Tyskland nede, og handlen på dansk område med Norge, Sverige og Storbritannien oppe. Der har manglet fokus på, at alkohol forårsager eller medvirker til 6 pct. af alle dødsfald, og kan medføre over 200 forskellige sygdomme og skade hele befolkningen. Intet alkoholforbrug er risikofrit, selv små mængder alkohol øger risikoen for fx. brystkræft og fosterskader. Med stigende forbrug og rusdrikning stiger risikoen både for at dø af alkohol, og for sygdom, familieopløsning og social deroute. Det gælder både de alkoholafhængige, der risikerer at miste alt: arbejde, familie, sundhed, og for børn og partnere, hvis dagligliv ofte afhænger af den drikkendes alkoholbrug.
En alkoholpolitik, der forbedrer befolkningens trivsel og sundhed, har været underprioriteret under skiftende folketingsflertal og regeringer i Danmark. Det var heller ikke det direkte formål med forbud, rationering og høje alkoholpriser i 1917 – men i næsten 40 år efter huskede politikerne, at mindre alkohol betød mindre død, armod og kriminalitet.
Politikken havde især forbedret livet for den fattigste del af befolkningen. Her blev snapsen decideret taget fra fattigmand, så familien kunne bruge lønnen på mad. Selv Christian Christensens far, som omtales i En rabarberdreng vokser op (Hans Reitzel 1961), måtte stoppe med at drikke – rystende af svære abstinenser. Det reddede faderen fra alkoholdøden modsat hans to brødre, og forbedrede familiens situation, så Christian igen kunne tale med ham.
I dag, ligesom før 1917, vil folketingsflertallet ikke være formyndere: folk må selv vælge, og: man skal ikke tage fattigmands snaps. Det sidste på trods af, at mænd med alkoholmisbrug og kort uddannelse hyppigere dør af det, end mænd med lang uddannelse. Desuden er mange stolte af dansk øl. Og mange folketingsmedlemmer mener, at alkoholforebyggelse er noget, som alle andre end de selv bør gøre noget ved: de unge, borgerne, forældrene, lærerne, sundhedsvæsenet, socialvæsenet, politiet og de frivillige.
Men kun Folketinget kan vedtage en overordnet alkoholpolitik og lovgivning, der effektivt kan sænke forbruget, med fx højere afgifter, mindstepriser, og aldersgrænser ved køb, reklameforbud, lavere promillegrænser og begrænsninger af alkoholsalget. Og de kan afsætte flere midler på finansloven til alkoholforebyggelse for hele befolkningen, og til tidlig og bedre behandling og rehabilitering af dem, der drikker – og give de pårørende en egentlig ret til behandling. Det er ligeledes politikere, der kan arbejde for MUP og forbud mod alkoholreklamer i hele EU – trods alkoholindustriens lobbyisme. Befolkningen er længere fremme end politikerne: over halvdelen mener, at alkoholforbruget i Danmark er for højt og går ind for en salgs-aldersgrænse på 18 år.
Alkoholindustrien og mange politikere vil gerne gøre alkohol til et individuelt problem, eller et problem for bestemte grupper. Men det er reelt et samfundsproblem, og skønt nogle er mere udsatte end andre, kan det ramme alle
_______
Før 2. verdenskrig bidrog de høje alkoholafgifter efter 1917 stort til statens indtægter, men ikke nu. I 1977 tjente staten 3,9 milliarder kr. på alkoholafgifter, i 1996 6,5 milliarder kr. og i 2022 igen 3,9 milliarder kr. Ifølge Sygdomsbyrden i Danmark 2022, har samfundet for gruppen med alkoholsygdomme årlige meromkostninger på 9 milliarder kr. for tabt produktion på grund af tidlig død, førtidspension og sygefravær, og på 3,5 milliarder kr. til behandling i sundhedsvæsenet. Ifølge OECD’s simuleringer kan en effektiv forebyggelsesindsats tjene sig ind 16 gange, når der ses bort fra tab for alkoholindustrien.
Bryggeriforeningen skriver følgende om danskernes forhold til alkohol: ”Hovedparten af befolkningen har et uproblematisk forhold til alkohol. Det er derfor vigtigt, at den forebyggende indsats har fokus på misbrug og ikke på det almindelige forbrug.” Vin- Og Spiritusorganisationen i Danmark, VSOD, fremfører en lignende anbefaling, idet de peger på, at der er ”en mindre del af befolkningen, hvor uansvarligt alkoholforbrug eller decideret misbrug forekommer,” og at indsatsen skal målrettes disse, mens det dog omvendt, er vigtigt, ”at indsatsen ikke rammer negativt i den store del af befolkningen, der har et ansvarligt og moderat forhold til alkohol.”
Men forebyggelse må have som formål både at undgå alkoholskader og -afhængighed, og mange alkoholafhængige er allerede ramt af alkoholsygdomme. Derfor er det vigtigst at satse på at undgå afhængighed, som det er svært at slippe ud af. Alkoholindustrien og mange politikere vil gerne gøre alkohol til et individuelt problem, eller et problem for bestemte grupper. Men det er reelt et samfundsproblem, og skønt nogle er mere udsatte end andre, kan det ramme alle.
Bryggeriforeningen hjalp med til stiftelsen af Folketingets Øllaug i 2009 efter britisk forbillede. I 2022, før valget, var 75 aktive folketingsmedlemmer med i lauget – de havde potentielt 75 stemmer ud af de nødvendige 90 for et flertal. For 240 kr. om året inviterer lauget til ølsmagning tre gange årligt med oplæg fra bl.a. Bryggeriforeningen og drøftelser af øl-politik. Desuden skåles i en særlig øl brygget dertil ved Folketingets åbning. Den goodwill, Bryggeriforeningen får, gør det sværere at få et folketingsflertal imod ølbranchens interesser. Sidste år undgik Bryggeriforeningen ifølge Jyllands-Posten ved lobbyvirksomhed sammen med politiske ungdomsorganisationer, at et varslet lovforslag om en aldersgrænse på 18 år for køb af al alkohol blev fremsat.
Selv om det ikke vil være populært hos alle, bør politikerne indføre mindstepriser pr. genstand for øl, vin og spiritus og samtidig gange alkoholafgifterne op med to til tre på én gang. Selvfølgelig ville lidt flere end nu købe alkohol i Tyskland, men det ville gælde en mindre del af alkoholforbruget. Så på nær alkoholindustrien vil det gavne hele samfundet: forbruget vil falde, rusdrikning blive sjældnere, og vi vil nemmere kunne overholde genstandsgrænserne. De, der drikker alkohol, er samtidig med til at dække en større del af udgifterne ved andres og egne alkoholskader. Og for dem, der ikke tåler alkohol mere, vil det være nemmere at stoppe til glæde for dem selv og familien. ■
Selv om det ikke vil være populært hos alle, bør politikerne indføre mindstepriser pr. genstand for øl, vin og spiritus og samtidig gange alkoholafgifterne op med to til tre på én gang
_______
Anne Nielsen (f. 1952) er speciallæge i social medicin og har siden 2004 arbejdet med børnefamilier med alkoholproblemer og med alkoholbehandling. Hun er ansat på deltid på Alkolinjen med rådgivning af drikkende og pårørende. Synspunkterne i kronikken er for hendes egen regning.
ILLUSTRATION: Carlsbergbrygger i Fredericia [FOTO: Erik Refner/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
