Søren Riishøj i RÆSON SØNDAG: Det polske valg 15. oktober kan blive landets vigtigste siden 1989
30.09.2023
Det forestående valg i Polen kommer til at få afgørende betydning for landets kurs på en række spørgsmål, der rækker langt ud over de polske grænser. Men nærheden til Ukrainekrigen kaster skygger over valget, der også rummer temaer som LGBT-rettigheder og ikke mindst kirken. Og udfaldet er langt fra givet.
Af Søren Riishøj
I liberale kredse betragtes valget i Polen i oktober som det vigtigste siden 1989. Dengang, i juni 1989, stod valget mellem (post)kommunister og oppositionen samlet omkring fagbevægelsen Solidaritet. Valget i 1989 var mest af alt en folkeafstemning, for eller imod det gamle system. Det blev vundet stort af Solidaritet.
Selve overgangen fra realsocialisme (”kommunisme”) til demokrati var forhandlet og reguleret. Det kommunistiske parti (PZPR) og dets støttepartier var på forhånd sikret 2/3 af pladserne i parlamentets underhus, men valget til Senatet var helt frit. Vesten var interesseret i en gradvis og kontrolleret overgang og frygtede politisk kaos og, ikke at forglemme, at Gorbatjov ville miste magten, hvis Polen blev ramt af internt kaos og i værste fald borgerkrig. Som sagt med den polske forsker Jadwiga Staniszkis var vi i 1989 og i 1979-1981 vidner til, hvad der meget rammende er blevet kaldt en selvbegrænsende (”self-limiting”) revolution. Spørgsmålet om medlemskab af militærpagter, dengang NATO og Warszawapagten, var ikke på tale. Som under Prag-foråret var modstanden i Polen mod den kommunistiske undertrykkelse stort set ikke-voldelig.
Et nyt jerntæppe i Europa
Valget i oktober i år finder sted i en anden historisk kontekst. Kommunismen er for længst et overstået kapitel, og Polen er medlem af både NATO og EU. Lige efter Murens fald blev der i de nye demokratier i ”øst” talt om en tilbagevenden til Europa. I dag tales der – og med rette – om, at et nyt jerntæppe har sænket sig ned gennem Europa, mellem det liberale, mainstream, gamle Europa og det ”tilbagestående” og illiberale nye Europa. Polen har under den nuværende højrenationale regering ført samtidige ”krige” mod både Rusland, EU og Tyskland. Den globale liberale orden og ”historiens afslutning”, som Fukuyama i sin tid talte om, kunne ikke realiseres. Vejen til liberalt demokrati og fri markedsøkonomi blev langt mere tornebelagt end forudset.
Snarere end de forventede velstandsstigninger oplevede Polen og andre lande i Central- og Østeuropa både voldsomme fald i bruttonationalproduktet (BNP) og øget ulighed. Den politiske stabilitet kom til at lide under stigende fragmentering og polarisering på partipolitisk plan. Den ungarske politolog Atilla Ágh talte meget om overpolitisering og demokratier, der ”gik amok”. Heller ikke tanken om et helt og udelt Europa lod sig gennemføre, på trods af de mange smukke ord, da EU blev udvidet i 1994.
Også forestillingen om en ”tilbagevenden til Europa” er stødt på mange forhindringer. Tonen mellem det gamle og ny Europa er blevet skærpet, og der hersker særligt spændinger mellem EU på den ene side og Polen og Ungarn på den anden. De andre øst- og centraleuropæiske lande opfører sig mere ”korrekt”, men føler sig ofte forbigået, fx ved personudnævnelser, og forholder sig skeptisk over for EU’s krav i spørgsmål relateret til flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ungarn har været styret af Viktor Orbáns parti Fidesz uafbrudt siden 2010, og i Polen har Jaroslaw Kaczynskis parti Lov og Retfærdighed (PiS) haft regeringsmagten og præsidentposten siden 2015. Orbán har åbent sagt, at holdningerne i EU over for landene i det ny Europa i for høj grad er kendetegnet ved ”liberalistokrati” med kravet om, at alle EU-lande skal underkaste sig kontrol fra Bruxelles. Ordrerne fra Bruxelles bliver helt åbenlyst sidestillet med ordrerne fra Moskva i årtierne før 1989.
Polen og Ungarn har begge været ramt af sanktioner fra EU-side på grund af misforhold i retssystemet. Frem til udbruddet af den nye ’kolde krig’ efter Ruslands annektering af Krim i 2014 oplevede vi et nært samarbejde mellem de to lande. Begge lande har stået stejlt på kravet om national suverænitet og modstand mod EU-regulering på især retsområdet. Siden den russiske annektering af Krim i 2014, og særligt efter det fuldbyrdede angreb på Ukraine 24. februar 2022, har sammenholdet dog været udfordret af landenes meget forskellige politikker over for Rusland.
Polen har længe været en ”superhøg” i forholdet til Rusland, men med tiden er der opstået modstand mod krigen og stigende krigstræthed i befolkningen. Samtidig har uenighed om politikken over for Rusland og til krigen i Ukraine mærkbart svækket det såkaldte Visegrad-samarbejde mellem de fire centraleuropæiske lande, som ud over Polen og Ungarn også tæller Tjekkiet og Slovakiet. Som reaktion på kritik fra den ukrainske regering truede den polske regering for nyligt – og som kulminationen i den verserende kornkonflikt – med helt at standse leverancer af våben til Ukraine og i stedet satse mere på Polens eget forsvar. Denne stigende modstand mod krigen vil uundgåeligt påvirke valget. Ser man på Ungarn, har landet derimod ført sin egen ”åbning mod øst” med satsning på udvidede politiske forbindelser til Rusland, Centralasien og Kina. Ungarn har ydet stor humanitær bistand til Ukraine, men afviser at levere våben og tror ikke på værdien af sanktioner. Polen er som frontlinjestat under krigen i Ukraine modsat Ungarn fortaler for den hårde linje over for Rusland. Landet har siden invasionen modtaget over 1 mio. flygtninge, og 80 pct. af våbenleverancerne til Ukraine har passeret den polske grænse.
Polen har længe været en ”superhøg” i forholdet til Rusland, men med tiden er der opstået modstand mod krigen og stigende krigstræthed i befolkningen
_______
Hvilke partier kommer i parlamentet?
Valgdeltagelsen har aldrig været særlig høj i Polen. Selv ved det første frie valg i 1989 var den, efter dansk målestok, lav – omkring 65 pt. Ved senere valg har den været under 50 pct. Vigtigt for partierne er derfor at få mobiliseret flest mulige kernevælgere, at få dem til stemmeurnerne og samtidig få demobiliseret andre partiers vælgere. Valgdeltagelsen vil formentlig være lavest blandt unge vælgere, og derfor har partierne, også regeringspartiet Lov og Retfærdighedspartiet, flittigt brugt de sociale medier for at få dem mobiliseret.
Som det ser ud nu, bliver ‚Forenet Højre‛ så godt som sikkert den største koalition med Jaroslaw Kaczynskis Lov og Retfærdighed (PiS), det nuværende regeringsparti, som det klart største enkeltparti, da partiet i de seneste målinger står til at få omkring 35 pct. af stemmerne. Efter alt at dømme bliver Borgerkomiteen (KO) den næststørste koalition med Donald Tusks Borgerplatformen (PO) som største enkeltparti. Borgerkommiteen står til mellem 27 og 30 pct.
Venstrekoalitionen “Nyt Venstre”, der består af tre partier ledet af henholdsvis Wlodzimierz Czarzasty, Robert Biedron og Adrian Zandberg, står til at klare spærregrænsen, der er på 8 pct. for partikoalitioner. Men udsigten til at komme under de magiske 8 pct. kunne lokke de tre partier til at optræde selvstændigt, men det er ikke sket. Den polske spærregrænse er på 5 pct. for partier, men 8 for koalitioner.
Holownias ”Polen 2050” og Kosniak’s PSL (Bondepartiet) har oprettet en koalition kaldet ”Den tredje vej”. Det er noget usikkert – med afsæt i førnævnte spærregrænser for hhv. enkeltpartier og koalitioner – om denne koalition forbliver samlet. Det sidste parti med udsigt til at blive repræsenteret i parlamentet er det stærkt højreorienterede Konføderationen – det senest oprettede parti, der fortrinsvist appellerer til de vælgere, der er utilfredse med de etablerede partier og ikke ser valget som et valg primært mellem Forenet Højere og Borgerkoalitionen.
Men ikke meget tyder på, at Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) vil kunne opnå flertal alene. Derfor må regeringspartiet formentlig indgå et samarbejde med Konføderationen, som vil være en højst usikker samarbejdspartner. Om en koalition bestående af disse to partier kan få flertal i parlamentet (og i Senatet), er også her helt op til valget et åbent spørgsmål. Meningsmålingerne er ikke entydige.
Den tidligere formand for Det Europæiske Råd og forhenværende polsk premierminister, Donald Tusk, har kæmpet for at få samlet partierne i oppositionen i én fælles blok for at formindske stemmespildet. Men det ser ikke ud til at lykkes. Modstanden mod Donald Tusk som oppositionens leder er for stor, hvor særligt Tusks politik og lederstil vækker modstand. Han har for mange ”negative vælgere”, dvs. vælgere der under ingen omstændigheder vil stemme på ham og hans parti.
På den anden side af spektret har Forenet Højre også problemer internt, især når det gælder samarbejdet med justitsminister Zbigniew Ziobr og hans Solidarisk Polen, nu ændret til Suverænt Polen (”Suwerenna Polska”). Ziobr står for den hårde linje i forhold til EU og nægter at følge EU’s krav. Som Kaczynski forenes de i deres tre fjender, EU, Tyskland og Tusk, blot i mere uforsonlig form.
Suverænt Polen Har forlangt en genforhandling af Polens aftale med EU, hvilket reelt ville være ensbetydende med udtræden af EU (”Polexit”). Men Suverænt Polen kan ikke klare spærregrænsen alene og må nødvendigvis indgå i en koalition eller valgkomité med Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Zbigniew Ziobr har mildt sagt ikke et godt forhold til Mateusz Morawiecki, Polens ministerpræsident, der er af den teknokratiske type og står for en mere moderat og kompromissøgende linje, også når det gælder forholdet til EU. Polen har under voksende pres fra EU ændret en del love på det retlige område, uden at EU af den grund har fjernet de økonomiske sanktioner mod landet. Jaroslaw Kaczynski forsøger, så godt som det lader sig gøre, at mægle mellem de stridende grupper inden for koalitionen.
Valget finder sted i en svær tid for Polen
_______
Ukrainekrigens skygge
Valget finder sted i en svær tid for Polen. Inflationen er høj, oppe omkring de 20 pt., og Polen er med krigen i Ukraine blevet en frontlinjestat. Derudover er der høj social ulighed, og spørgsmål vedrørende såvel LBGT-rettigheder som kirkens rolle har stor betydning.
I spørgsmålet om LBGT har regeringen støttet af landets Højesteret ført en hård og stærkt kritisabel linje. Det sker samtidig med, at kirkens indflydelse har været faldende. Færre går i dag i kirke, og kirkeledelsen har svært ved at rekruttere unge og få stillinger besat. Spørgsmålet med relation til den udbredte pædofili i kirken har uundgåeligt betydning og er i højeste grad blevet forbundet med den afdøde polske pave Johannes Paul II. Men selve det at Polen har haft en pave i Rom vækker samtidig positive følelser og stolthed hos mange. Uenigheden i synet på den tidligere pave er i Polen blevet kaldet ”krigen om Johannes Paul II”. Regeringen stillede forslag i parlamentet om at hædre mindet om den afdøde pave og fik flertal for det. Donald Tusk og Borgerkoalitionen afholdt sig fra at stemme. Afholdtheden skyldes, at Donald Tusk ønsker at få flest mulige stemmer fra moderat indstillede katolikker, mens regeringens kernevælgere er mere religiøse. Den nuværende pave, argentinske Pave Frans, er ikke populær, i hvert fald ikke inden for kirkeledelsen. Højrenationale beskylder ham på skift for ”kommunisme”, peronisme”, at varetage latinamerikanske interesser og modsætte sig den hårde linje over for Rusland.
Det vakte opsigt og modstand, da regeringen ved lov nedsatte en kommission, der skulle undersøge omfanget af russisk spionage i Polen siden 2012 og til i dag, utvivlsomt i den hensigt at skade Donald Tusk og Borgerkoalitionen. Derfor er loven også blevet kaldt ”lex Tusk”. Efter hensigten skulle kommissionen fremkomme med sin første rapport i september, dvs. før valget. Det lod sig ikke gøre, og loven er siden blevet trukket tilbage. Kritikerne mener, belært af erfaringerne med ”lustraje” (”renselse”) i årene efter 1989, at en undersøgelse vil få politisk slagside og blive misbrugt politisk. Måske lovforslaget bliver genfremsat, hvis regeringen opnår genvalg.
Krigen i Ukraine er naturligt nok et centralt omdrejningspunkt i valgkampen. Alle partier fordømmer den russiske invasion, men den store indvandring af ukrainere har skabt problemer. Presset på sundhedsvæsnet, uddannelserne og på boligmarkedet er øget markant, renten er steget og huslejerne ligeså. Som modsvar vil regeringen hæve børnetilskuddet, ”500+”-ordningen, for at undgå at tabe stemmer. Allerede før krigen havde over 1 mio. ukrainere bosat sig i Polen med det primære formål at få arbejde til en højere løn. Siden er et stort antal flygtninge kommet til, 11 mio. ukrainere havde passeret grænsen i maj måned. Det samlede antal ukrainere i Polen er nu over 2.3 mio. Det har endnu ikke medført øget arbejdsløshed, da manglen på arbejdskraft er vokset, især inden for bygge-, anlægs- og serviceerhvervene. Faktisk har den bedre balance på arbejdsmarkedet betydet mindre lønpres; mange ukrainerne har oprettet et stort antal fortrinsvist mindre virksomheder, og 65 pct. af de flygtede ukrainere er kommet i arbejde. Men presset på sundhedssektoren skabte en del modstand mod indvandring. Hertil kommer modstand blandt polske bønder grundet den stigende eksport af korn og fødevarer. EU lettede i februar 2023 handelsrestriktionerne for import fra Ukraine, men Polen og andre lande i Central- og Østeuropa indførte forbud mod import af ukrainske korn og fødevarer og godkendte kun transit, dvs. eksport til lande uden for EU-området.
Modstanden mod flygtninge og krigen generelt er især kommet partiet Konføderationen til gode, skal vi tro flere meningsmålinger. Konføderationen, der består af tre forskellige grupperinger, er stærkt kritiske over for såvel indvandringen, som EU og har dertil anlagt en hård kurs i LGBT-spørgsmålet og været ivrig fortaler for forældres ret til at straffe børn fysisk. I de spørgsmål har Konføderationen overhalet Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) højre om. Konføderationen er ligeledes det mest Ukraineskeptiske parti.
Donald Tusk eller Jaroslaw Kaczynski?
Som i andre lande er valget i Polen i høj grad et personspørgsmål: et for eller imod Donald Tusk og Jaroslaw Kaczynski. Men hvem af de to?
Donald Tusk, helt nøjagtigt Donald Franciszek Tusk, (født 22. april 1957 i Gdansk) er herhjemme nok mest kendt som præsident for det Europæiske Råd fra 2014-2019. Han fik posten i skarp konkurrence med Danmarks Helle Thorning-Schmidt. Inden da havde han i årene 2007-2014 været Polens ministerpræsident og med til at grundlægge partiet Borgerplatformen (PO), hvor han var leder for partiet fra 2003 til 2014. Efter sin afgang fra posten som præsident for Det Europæiske Råd blev han præsident for Det Europæiske Folkeparti (EPP), det største europæiske transnationale parti. I juli 2021 vendte han så tilbage til polsk politik og blev igen leder af Borgerplatformen (PO). Donald Tusk har været aktiv i polsk politik lige siden kommunismens fald og har før oprettelsen af Borgerplatformen i 2001 været med i flere forskellige politiske partier. Han var således lige efter systemskiftet i 1989 med til at oprette Det Liberaldemokratiske Parti, som stod for indførelse af fri markedsøkonomi, senere Demokratisk Union (UD). Begge mistede repræsentationen i parlamentet.
Jaroslaw Kaczynski – leder af det regerende Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) – er ældre, født i 1949. Det forventes, at han forlader partilederposten ret hurtigt efter valget i oktober. Han er ikke truet på lederposten, men hans position er blevet svækket i takt med alderen. Også Jaroslaw Kaczynski har været aktiv i polsk politik siden 1989 på den national konservative fløj i polsk politik. Flere personer er i spil som afløser, eksempelvis nuværende ministerpræsident Mateusz Morawiecki, tidligere ministerpræsident Beta Szydlo, forsvarsminister Mariusz Blaszczak samt medlem af Europaparlamentet Joahim Brudzinski.
Som et led i valgkampen har regeringen besluttet at afholde folkeafstemning på samme dag som afholdelsen af valget. Vælgerne skal derfor på valgdagen ligeledes tage stilling til fire afgørende spørgsmål: om salg af virksomheder til udlandet, om pensionsalderen, stop for indvandring og øget grænsebevogtning. Derudover er der blevet afholdt omfattende militærparader for at understrege regeringens vilje til at forsvare Polen militært, det næsten uanset omkostningerne. ”Lex Tusk”, den før omtalte lov om nedsættelse af en kommission til at undersøge russisk indflydelse i Polen, er som sagt helt opgivet.
Et vigtigt tema i valgkampen har naturligvis været sammensætningen af den kommende regering. Forenet Højre får næppe flertal alene, måske sammen med Konføderationen. Om en aftale er mulig, og om den vil kunne holde, ved vi af gode grunde ikke. En anden mulighed er, at opposition vil være i stand til at etablere en ny fælles regering. Det vil blive hilst velkomment i liberale kredse i EU. Et tredje muligt udfald er, at Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) som mindretal skifter mellem eller på tværs af højre og venstre, når der skal skabes flertal for lovforslag. Den variant er bestemt også en mulighed. En sidste mulighed er, at det ikke lader sig gøre at oprette en regering med flertal bag sig i parlamentet, og at der deraf vil følge politisk kaos og ustabilitet. I værste fald er et ”bulgarsk scenarie” og et hurtigt nyvalg en mulighed. Der tales om valg allerede i februar 2024.
Flere scenarier er som sagt mulige efter valget den 15. oktober. Forenet Højre kan få flertal sammen med Konføderationen. Men vil de to partier kunne samarbejde? Alternativt vil oppositionen få flertallet, men også her er det usikkert, om partierne kan samarbejde. Et tredje scenarie er kaos og nyvalg inden længe.
Endelig er der skrevet meget om demokratiet eller mangel på samme i Polen. Gennemføres selve valget korrekt, vil det sikkert blive anerkendt internationalt – uanset at det ikke er helt “fair”. Ikke desto mindre vil valgets udfald få afgjort betydning for Polens forhold til EU og USA, hvor de politiske ledere begge ønsker Tusk tilbage som regeringsleder. Det samme gælder Ukraine, der sikkert vil foretrække Donald Tusk frem for Jaroslaw Kaczynski, mens Ruslands holdning er mere usikker. Til gengæld er kaos i Polen og endnu mere splittelse i EU ikke uvelkomment i Kreml. ■
Ikke desto mindre vil valgets udfald få afgjort betydning for Polens forhold til EU og USA, hvor de politiske ledere begge ønsker Tusk tilbage som regeringsleder
_______
Søren Riishøj (f. 1947) er lektor emeritus med speciale i Østeuropa ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, og medlem af Rådet for International Konfliktløsning.
ILLUSTRATION: Det kongelige slot i Warszawa, 21. februar 2023: Den polske præsident Andrej Duda taler ved 1-året, der markerede Ruslands invasion af Ukraine, ifm. USAs præsident Joe Bidens besøg i Polen [FOTO: Kancelaria Prezydenta Rp/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
