Serdal Benli (SF) om Tyrkiets valg: Der kommer ikke noget demokratisk forår. Når autokraterne har vundet, bliver de siddende
18.05.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Er det vores håb, der spiller os et puds, når vi tror, at autokratier kan falde lige så let som demokratisk valgte regeringer? Når både Orbán og Erdogan bliver ved med at vinde valg, så skyldes det den ubekvemme sandhed, at de har vundet noget, der er meget vigtigere – og langt farligere – nemlig den altid igangværende kamp om samfundsordenen.
Kommentar af Serdal Benli, statsrevisor og international talsperson for SF
Vi så det allerede sidste år i Ungarn. I søndags så vi det så igen i Tyrkiet. Et håb om politisk forandring bredt forankret i hele det politiske spektrum blev slukket. De autokratiske ledere i de to lande mistede ikke magten. Det, vi troede – og ikke mindst håbede – skete ikke, men blev i stedet til en fortsættelse af det mareridt, der efterhånden har varet flere årtier. Det illiberale demokrati viste sig endnu engang lige så stærkt, som det er forkasteligt. Så stærkt og effektivt, at mareridtet måske for alvor først er begyndt.
Sidste forår knyttede alle vi, der tror på det oplyste liberale demokrati, næverne, og kiggede mod Ungarn. Endelig var det lykkedes at stable en samlet opposition på benene med ét fælles formål: Viktor Orbán skulle sættes fra bestilling. Alle gode og mindre gode kræfter slog sig sammen og inddelte valgkredsene minutiøst mellem sig i det kringlede valgsystem, som så ofte er autokratens bedste ven. Fra SF’s grønne venner til det tidligere højrerabiate Jobbik slog alle sig sammen. Men det lykkedes ikke. Orbán vandt. Sikkert og større end før. Stranguleringen af de demokratiske spilleregler, der over tid har ført Ungarn længere og længere væk fra resten af EU, fortsætter. Noget, som vi for alvor har set udfolde sig efter Ruslands invasion i Ukraine, hvor Orbán har været en klods om benet på den fælles konsensus.
Her et år senere, længere mod sydøst, står vi i en lignende situation. Europa har hele foråret ventet i spænding på det tyrkiske valg, der i søndags manifesterede sig i alt andet end det, vi havde sat vores forventninger og forhåbninger op til. Forløbet op til var ellers genkendeligt. En samlet opposition fra venstre til højre, fra sekulære til religiøse, socialdemokrater og tidligere Erdogan-loyalister, gik samlet til valg med ét formål: Erdogan skulle sættes fra bestilling i det regime, som han de sidste 20 år har bygget op omkring sin egen person. Og efter forfatningsændringen i 2017, hvor han ændrede forfatningen til et præsidentielt system i en tyrkisk variant, er magten nu kun centreret om én mand, Erdogan selv. Slutresultatet? Et regime der langsomt, men sikkert og systematisk kvæler de demokratiske spilleregler. Til forskel fra Orbán har den politiske islamist Erdogan ikke lagt skjul på sine hensigter. Han har mange gange udtalt, at demokrati er et værktøj for at nå sine mål og – med hans egne ord – en sporvogn, man kan hoppe på og af, som man lyster.
Nu skal valget ud i en anden runde, men selvom lyset ikke er helt slukket, så aner man allerede valgets sporadiske og tiltagende udfald
_______
Som i Ungarn blev der heller ikke et demokratisk forår i Tyrkiet i denne omgang. Erdogan manglede under én procent af stemmerne for at have lukket præsidentvalget i første runde. Nu skal valget ud i en anden runde, men selvom lyset ikke er helt slukket, så aner man allerede valgets sporadiske og tiltagende udfald.
Men hvorfor undrer det os nu igen? Er det vores håb, der spiller os et puds, når vi tror, at autokratier kan falde lige så let, som demokratisk valgte regeringer så ofte gør det i vores egen del af verden? Det er det nok, men sandheden er en anden. Når Orbán og Erdogan bliver ved med at vinde valg, så skyldes det den ubekvemme sandhed, at de har vundet noget, der er meget vigtigere – og langt farligere – nemlig den altid igangværende kamp om samfundsordenen. Når man i årtier med alle statslige institutioner fra domstole, militær, politi og efterretningstjenesten i ryggen systematisk fængsler anderledes tænkende, undertrykker seksuelle, religiøse og etniske minoriteter og kvæler den frie presse, så ændrer man over tid den orden, som samfundet hviler på.
I Tyrkiet har Erdogan efterhånden kvalt den frie presse. Mange medier er enten lukket eller blevet opkøbt af Erdogans loyale pengemænd, og landet er omdannet til verdens største fængsel for journalister. Magtens tredeling er en by i Rusland, og ingen af de store internationale organisationer, der beskæftiger sig med demokratiets tilstand rundt om i verden, har længere Tyrkiet på listen over demokratier.
Selvom befolkningen i Ungarn såvel som i Tyrkiet oplever nedgang i levestandarden, så får det ikke konsekvenser for magthaverne politisk. For ingen medier fortæller, hvad der er årsdagen. Ingen medier tør berette om de civilsamfund, der under statslig beskydning forsøger at sige fra. I stedet indlejres over tid en fortælling om, at nedgangen i levestandarden skyldes helt andre og udefrakommende faktorer, som regimet i al sin beskyttertrang er det eneste legitime bolværk imod.
I Tyrkiet er det lykkedes Erdogan at opbygge en stærk nationalistisk og religiøs, konservativ fortælling med frygten som omdrejningspunkt. Han førte en åben anti-amerikansk valgkamp med beskyldninger om, at Vesten med USA i front forsøger fremtvinge et magtskifte. Hans indenrigsminister gik sågar så langt som at beskylde Vesten for at have forberedt et kup mod Erdogan. Alt dette krydrede Erdogan med en kamp mod de vantro sekularister, der ifølge fortællingen vil skabe et Tyrkiet i moralsk forfald. For at bestyrke dette narrativ sluttede han valgkampen meget symbolsk af med en bøn i den tidligere katedral Hagia Sophia, som Erdogan nu har omdannet til en moské. Frygten vandt sågar også i de jordskælvsramte områder, hvor tusinder mistede livet. Erdogan-regimet svigtede fatalt i redningsarbejdet og har forsømt sikringen af byerne mod jordskælv, selvom de siden de kom til magten for 20 år siden har opkrævet en jordskælvsskat af befolkningen.
Alt imens Orbán og Erdogans illiberale demokratier vinder frem, protesterer vi nok engang. Vi vil ikke acceptere LGBT-fri zoner i EU-lande. Vi vil ikke acceptere Erdogans uacceptable håndtering af Sveriges NATO-ansøgning. Vi vil ikke acceptere et retssystem, der dømmer politisk. Slet ikke et, der i flæng fængsler de, der er imod en sådan udvikling. Men vi siger altid til hinanden og til os selv, at det næste valg nok skal gøre en ende på udviklingen. At borgere og civilsamfund vil stemme med fødderne og blyanterne for at vende udviklingen.
2022 blev ikke et demokratisk forår i Ungarn. Om få uger er jeg bange for, at vi kan sige det samme om Tyrkiet. Ikke bare fordi autokraterne vandt valgene, men fordi de vil blive ved med det, så længe deres illiberale demokratier har to hænder fast om halsen på hele samfundet, og vi svigter de progressive kræfter i disse lande og giver efter for autokraternes pression. ■
2022 blev ikke et demokratisk forår i Ungarn. Om få uger er jeg bange for, at vi kan sige det samme om Tyrkiet
_______
Serdal Benli (f. 1979) er født i Ankara og uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet. Til daglig er han statsrevisor, viceborgmester og SF’s spidskandidat i Københavns Omegn samt international talsperson for partiet. Han er desuden forfatter til bogen ’Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan’ og har gennem årene løbende kommenteret på udviklingen i Mellemøsten.
ILLUSTRATION: Istanbul på valgdagen, 14. maj 2023: Tyrkiets præsident, Recep Tayiip Erdogan, afgiver sin stemme [FOTO: Umit Bektas/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
