Sebastian Mernild i Interviewserien: Vi kommer til at se en verden, der rammer 1,5 grader
22.03.2023
”På trods af de tendenser, vi ser, så har vi formået at få vækstraten af globalt udledt CO2 til at falde. Og det kan måske være det begyndende eksempel på, at man i den vestlige verden stille og roligt er begyndt at omstille mod en mere bæredygtigt samfund med mere vedvarende energi og mindre CO2-udslip per indbygger.”
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag: Denne uge med Sebastian Mernild. Se alle interviews i serien her.
Interview af Mathies Duch Gronemann
Mandag i denne uge blev den store IPCC-rapport præsenteret. Den samler op på de delrapporter, som er blevet præsenteret over en årrække, og den slår fast, at uret tikker, hvis verden skal nå at afbøde de værste konsekvenser af de klimaforandringer, som den videnskabelige konsensus varsler. RÆSON har talt med professor i klimaforandringer og glaciologi, ph.d. og dr.scient Sebastian Mernild, som har været hovedforfatter på rapporten.
RÆSON: Hvad optager dig mest i din forskning i øjeblikket?
MERNILD: I øjeblikket arbejder jeg med at få lanceret den seneste rapport fra FN’s Klimapanel, IPCC, da jeg blev udpeget til at være hovedforfatter på den nye, sjette hovedrapport, hvor den sidste rapport udkom 20. marts. Der har vi undersøgt de fysiske forandringer, vi ser, i et klimasystem i hastig ændring. Hvor ser vi regionalt de største forandringer, når det kommer til temperaturer? Når det kommer til nedbør, stigende havniveau, ændringer i snedække og isdække og så fremdeles.
Den nye rapport – Syntese-rapporten – er den allersidste rapport. En overlægger, som vurderer på baggrund af alle de andre rapporter, der er kommet herinde fra de seneste 3-4 år, hvor man sammenligner de vigtigste vurderinger og konklusioner, der går på tværs af de mange rapporter. Og så samler vi det i en sidste rapport. Og det er den rapport, der blev lanceret i mandags. Det er det sidste punktum.
Og hvor realistisk vurderer I Parisaftalens målsætninger, som det ser ud nu?
Det var jo skrevet ind i det første udkast, at vi formentlig ville ramme 1,5 grader inden for en 10-årig periode, altså i starten af 2030’erne. Nu forventer vi i den nye synteserapport, at de 1,5 grader vil vi ramme inden for en meget, meget kort tidsperiode. Og det ligger også i tråd med nogle af de vurderinger, vi har lavet, hvor der er blevet vurderet på, hvor meget vi egentlig som internationalt samfund kan udlede samlet set af CO2 til atmosfæren, hvis vi skal holde os under 1,5 grader med en vis statistisk sandsynlighed. Og det kan være 83 pct. sandsynlighed, eller 50 pct. sandsynlighed – hvis vi ønsker at gamble lidt med klimasystemet.
Nogle af de her vurderinger peger på, at det er rasende små tal, vi kan udlede samlet set som globalt samfund fra 2020 og frem for at holde den globale miljøtemperatur under 1,5 grader. Min vurdering er, at det nok er kommet bag på mange beslutningstager og politikere, at vi reelt ikke kan udlede så meget CO2 for at holde os under 1,5. Og det vil sige, at i lyset af Parisaftalen er mange nok blevet overrasket over, at der ikke skulle mere til, før vi faktisk bevæger os på den anden side af 1,5 grader.
Hvad er din opfattelse – både herhjemme og internationalt – når du taler med politikere om det?
Nogle taler om håb. At det her skal vi nok få løst, men de ved ikke helt, hvordan vi gør det. Andre bliver lidt overrasket, når vi så begynder at snakke om klimavidenskab – om hvor hurtigt det går, og hvor hastigt tingene har forandret sig. Nogle kan godt se alle problematikkerne, for de sidder jo om nogen og skal have hele den politiske dagsorden til at passe ind. Andre gange kan man godt se i øjnene på dem, at det er svært, fordi de både skal tænke klima, vækst, arbejdsløshed, flere jobs osv. Så jeg tror, at for dem er det her bare en udfordring oven på alle de andre udfordringer.
Men som jeg ser det, så er det her den allervigtigste udfordring. Så kan vi få løst alle de andre udfordringer, vi også har, bagefter, eller sideløbende.
Hvordan overbeviser du politikerne om det?
Min fornemmeste opgave er at bringe videnskaben i spil, så vi kan se, hvilke udfordringer og muligheder vi står overfor. Vi skal selvfølgelig kende bagtæppet og status, og så må vi så begynde at tænke positivt bagefter, tage ja-hatten på og sige, at vi skal omstille så hurtigt vi kan, så vi kan få det bedste ud af det.
Men vi må også bare erkende, at nogle gange bliver folk overrasket over, hvad videnskaben siger, når det kommer til hastighed og de forandringer, vi ser. Men selvom det ser dystert ud, så tror jeg, det handler om at vende det til, hvad der også ligger af positive ting. Der ligger et kæmpe potentiale for vores land, region og virksomheder – og lad os da gribe den mulighed.
Og der er selvfølgelig en buffer – eller lidt mere luft – op imod de 2,0 grader. Så der er en tvivl om, at hvis ikke vi får reduceret og fanget røggas, og direct air capture, hvor vi trækker CO2 ud af atmosfæren, så kigger vi altså på en verden, som er 2,0 grader varm – og måske endda endnu varmere. Det vil sige 2,0 grader i sidste halvdel af 2040, og selvfølgelig højere temperaturer endnu, måske 3 grader allerede omkring 2070. Eller som IPCC vurderer 3,2 grafer i 2100.
Når jeg ser politikerne i øjnene, ser jeg et håb. Men også overraskelse over klimavidenskabens alvor
_______
Vi vil være en verden, som er markant varmere end hvad den politiske målsætning tilsiger, og det vil sige, at vi kommer til at overshoote, som vi kalder det. Så måske først i 2060 eller 2080, eller hvad det bliver. Men det afhænger meget af forskellige ting. Især hvor meget vi udvikler vores samfund, hvor meget udviklingslandene kommer med på den grønne bølge, eller hvor meget hurtigt vi alle ud- og nedfaser brugen af kul, olie og gas. Men det afhænger også af, i hvor høj grad der opstår selvforstærkende effekter, som så begynder at trække temperaturen op i et endnu hurtigere tempo. De selvforstærkende effekter – som vi også kalder tipping points – er stadig usikre.
Men jeg mener, og det siger rapporten også, at det bliver meget svært. Det bliver umuligt at holde temperaturen under 1,5 graders temperaturstigning. Og det indikerer jo så, at vi nok skal ændre vores mindset, fordi vi i mange år har gået og talt om en målsætning på 1,5. Men nu ligger det altså meget tydeligt i kortene, som vi ser det, og det er også noget af det, vi lærte i det afsnit, som jeg var hovedforfatter på. Netop det, at ved brug af de modeller, kan vi se, hvordan udviklingen bliver, og det, som vi bl.a. fandt ud af, var, at de 1,5 grader kommer markant hurtigere, end man tidligere vurderede.
Så hvis man sætter det lidt på spidsen, siger du næsten, at hele den snak om 1,5 lidt er passé i virkeligheden? At vi er i et scenarie, hvor vi siger, at starten af 2030’erne er det realistiske, og at vi sandsynligvis ikke kommer til at undgå det?
Vi kommer til at se en verden, der rammer 1,5 grader. Om vi så i år 2100 lander på 1,5 igen. Når vi kommer frem mod 2100 er det jo sådan en snak, vi må tage til den tid. Det vil afhænge af, om vi virkelig har omstillet samfundet mod mindre olie og gas, og mere direct air capture osv.
Men det, at vi italesætter 1,5 grader som noget, vi holder os under i de kommende årtier, kan vi godt skyde en hvid pind efter. Det er fuldstændig urealistisk, og det skal vi være varsomme med at vedblive med at gøre det. Vi skal hellere tale om 2,0 grader nu – da det er mere realistisk – og om hvordan vi arbejder os hen imod 2,0, og så bare acceptere, at de 1,5 grader, ja, dem nåede vi ikke at holde os under i starten af det her århundrede, eller det her årtusinde, men selvfølgelig er der stadigvæk en forventning om, at vi så lander på 1,5 langt ude i fremtiden. Men jeg tror, vi skal indstille os på, at vi kommer til at bevæge os over 1,5 og 2,0, og vi kommer op i det her noget varmere klima.
Så i virkeligheden kan man godt forestille sig, at man så alligevel kan ramme 1,5 på et tidspunkt ude i fremtiden. Hvordan hænger det sammen? For man taler jo ellers om, at klimaforandringerne er irreversible?
Det handler om, at vi som menneskehed formår at reducere vores drivhusgasser. At vi fx får fanget og lagret røggas, får gemt noget CO2 og metan i undergrunden, og at vi får suget noget ud af atmosfæren med direct air capture. Der er så mange ting, der skal spille ind, men der er stadigvæk også mange usikkerheder i forhold til, hvorvidt vi formår at gøre det med de teknologier, vi har.
Tit hører man, at vi jo har teknologierne til det, mens andre mener, at vi kun har halvdelen af de teknologier, der skal til for at nå i mål. Men sikkert og vist er det, at den fremtidige udvikling, som jeg taler om, bygger på både adfærdsændringer og i teknologiske løsninger. At vi bruger vores energi meget mere smart, at vi får mere energi fra vedvarende kilder, så vi har en større grad af elektrificering, og at vi har den elektricitet fra vedvarende energikilder.
Det er både herhjemme, men også steder som Kina og Indien, vi skal finde nøglen til at kunne løse Parisaftalen. Hvis alt det her lykkes – og nu siger jeg: ’hvis’, fordi det er ikke sikkert – så er der vel en forventning om, at vi godt kan få reduceret vores drivhusgasser og begynde at se et gradvist temperaturfald. Men det skal ses i lyset af, at vi over tid som et globalt samfund har udledt stigende mængde drivhusgasser.
År for år har vi set forstyrrelser i form af globale økonomiske kriser; oliekrisen i 70’erne, lavkonjunktur i starten af 80’erne, østblokkens sammenbrud i 90’erne, finanskrisen i 00’erne og 20’ernes coronakrise. Under de her perioder har vi set økonomisk stagnation og lavere vækst, og samtidig har vi set et fald eller en udfladning af vores udledning af drivhusgasser. Men generelt set er vi gået mod stigende værdier i globale udledninger af CO2 – hvor vi sidste år så de rekordhøjeste udledninger globalt.
Det vil sige, at vi står med en udfordring, hvor vi over tid er blevet rigere, har fået mere samhandel og trækker folk op i middelklassen – både inderne og kinesere. Og de efterspørger flere industriprodukter og sætter større klimafodaftryk. Udfordringen er så, hvordan vi omstiller lige præcis den del af verden – ikke mindst Kina og Indien, som i dag bidrager samlet med omkring 40 pct. af de globale CO2-udledninger.
Hvordan ser du den balance? Kina, Indien og andre ’udviklingslande’ vil jo omvendt mene, at det er Vesten, der har et ansvar med de historisk største udledninger?
Vi skal bære det i fællesskab, og vi i Vesten har et kæmpe ansvar, og vi skal også være med til at omstille os. Men når man kigger ind i udledningerne fra de seks største økonomier – USA, EU, Kina, Rusland, Japan og Indien – så er der nogle interessante mønstre, der gør sig gældende. Kinas udledninger er eksploderet siden år 2000, og så er de lidt stagneret her inden for de seneste to-tre år. Indiens er gradvist steget. Japans kurve er nogenlunde flad og er faldet en lille smule. Ruslands kurve har været flad og er også faldet en lille smule. EU’s er faldet siden årtusindeskiftet, og USA’s udledninger er faldet fra omkring 2007-2008 og frem.
I det her mønster ligger der selvfølgelig også, at de vestlige lande stille og roligt har omstillet sig over tid, men der ligger også det i det, at mange vestlige industrier er flyttet fra USA og Europa til Kina og Asien, og derfor ser vi en omvendt tendens, hvor den næsten er eksploderet i Asien. Så noget er udflytning, men noget er selvfølgelig en større bæredygtig omstilling i vestlige lande. Men grunden til, at jeg siger, at vi også i vores verden har et stort ansvar, er, at vi ligger relativt højt per indbygger i forhold til udviklingslandene. Og det vil sige, at vi selvfølgelig også skal feje for egen dør, så vel som vi skal omstille udviklingslandene hen imod en meget mere grøn og bæredygtig omstilling.
De 1,5 grader kommer markant hurtigere, end man tidligere vurderede
_______
Hvis man kigger på de globale udledninger af CO2 over de sidste to årtier, så har vi fra 2011 og til 2020 rekordhøje udledninger, men vi så også en vækstrate, som stille og roligt var begyndt at falde. I gennemsnit var vækstraten i det årti kun på 1,3 pct. per år, hvor vækstraten fra omkring 2001 og til 2010 i gennemsnit var på 2,1 procent per år.
Så vi vækster stadigvæk, men bare ikke lige så hurtigt i vores globale udledninger. Det har vi gjort på trods af, at vi er blevet rigere og har fået mange ud af fattigdom. Vi er blevet flere, vi lever længere, og vi forbruger og samhandler mere, osv.
Men det indikerer for os, at på trods af de tendenser, vi ser, så HAR vi formået at få vækstraten til at falde. Og det kan måske være det begyndende eksempel på, at man i den vestlige verden stille og roligt ER begyndt at omstille mod en mere bæredygtigt samfund med mere vedvarende energi og mindre CO2-udslip per indbygger. Med det sagt er der stadig meget, meget lang vej til, at Vesten er omstillet. Men vi er bare på en nedadgående tendenskurve, hvorimod Kina og Indien er på en opadgående, når det kommer til udledninger.
Der, hvor vi måske skal hjælpe de store økonomier, Indien og Kina, er netop med at få reduceret deres udledninger. Så når vi taler om vores egen 70 pct.-målsætning – som jo egentlig burde være mere ambitiøs – skal vi også huske på, at der er et langt større potentiale ude i den store verden, hvor vi kan bringe dansk viden og eksport og grøn omstilling og danske industriprodukter osv. Alt det her kan vi bringe ud, for vi skal være med til at skabe omstillingen, hvis vi på nogen måde skal være med til at minimere de her temperaturforhold når vi kigger frem i tiden.
Det er vel også det, som Danmark gør, når industrien og Kongehuset tager til Indien og sælger grønne løsninger. Ser du det som en større del af løsningen på klimakrisen, end at vi omstiller os selv herhjemme i Danmark og EU?
EU skal selvfølgelig vise vejen frem. EU står for omkring 7 pct. af de samlede globale udledninger. Så det, EU skal, er selvfølgeligt at feje for egen dør og sørge for, at vi får reduceret og vise noget politisk handlekraft vedr. den globale omstilling. Men det kræver så også, at EU selvfølgelig er ambitiøse i deres klimaplan, fordi ellers er det lidt svært at sige til alle mulige andre, at de skal være med til at tage en del af slebet, hvis ikke man selv ønsker at gøre noget hjemme, før man gør noget ude.
Så derfor er det faktisk ikke uvæsentligt, hvad der sker i EU, og det er ikke uvæsentligt, hvad der sker i EU’s medlemslande, og hvordan Danmark presser på. Når vi taler om størrelsesforholdene og kvantiteten, kan vi gøre rigtig meget ude i den store verden, men politisk kan vi gøre rigtig meget her hos os, når det kommer til at vise vejen frem.
I Danmark siger vi altid, at vi er i den grønne førertrøje. Det er vi også, når vi kigger relativt set på, hvordan vi gør det i forhold til alle mulige andre lande. Men når det kommer til vores faktuelle udledning af drivhusgas og CO2, så ved vi også bare, at 70-procentsmålsætningen ikke er nok. Hvis Danmark på nogen måde skal indfri Parisaftalen, skal den op på 80 pct. allerede i 2030 og netto-0 i 2040.
Men dermed ikke sagt, at vi skal holde op med at gøre noget. Vi skal bare gøre meget mere af det, vi allerede gør, og så blive meget mere ambitiøse.
Der er stadig meget, meget lang vej til, at Vesten er omstillet. Men vi er på en nedadgående tendenskurve, hvorimod Kina og Indien er på en opadgående, når det kommer til udledninger
_______
Hvordan ser du Vestens rolle i forhold til at bidrage med finansiering af den grønne omstilling i udviklingslandene? Hvor vigtig er finansiering for, at det kan lade sig gøre?
Den er vigtig. Vi kan ikke omstille, uden at vi bringer nogle penge med. Det er der ingen tvivl om. Omstillingen skal jo ske derude.
Afrika udleder fx ganske lidt, men hvis Afrikas befolkninger stille og roligt også bliver trukket ud af fattigdom og op i den globale middelklasse, så havde det været en udfordring. Og måske ligger det scenarie nogle årtier ude. Men det handler også om at være forberedt på nogle af de globale udfordringer. Jeg ser også, at vi har en pligt til at bidrage både til klimatilpasning og klimaafbødning i nogle af de områder, som bliver rigtig hårdt ramt.
Fordi det kan godt være, at vi ikke pr. indbygger udleder så meget lige nu, men hele verden rykker sig, og vi rykker jo også den nedre grænse for velfærd op imod et andet niveau, end det vi havde tidligere. Det vil sige, at hvis ikke vi også er på forkant med, hvad der kommer til at ske i nogle af de mest fattige regioner på kloden, så kan vi rende ind i en endnu større klimakrise.
En ting er, at vi ser et klimasystem i forandring, og at vi ser et varmere, vådere og mere ekstremt klima – ekstremt her forstået både på hyppighed og intensitet af naturkatastrofer. Men det kommer også til at ramme store dele af Afrika, Asien og Mellemøsten. På et tidspunkt bliver nogle af de områder jo fuldstændig ubeboelige for folk. De bliver enten for tørt eller for vådt. Og hvad sker der så? Så vil de jo af logiske årsager bevæge sig fra A til B.
Det vil sige, at hele den her folkevandringsproblematik kan man måske også lægge lidt en dæmper på, hvis vi i er stand til at klimatilpasse folk i steder, hvor de står med udfordringerne i den mindre udviklede del af verden. Men vi ser dem allerede i dag. Hvis vi ikke lukker øjnene, så ser vi jo klimaudfordringerne på Afrikas horn og i Pakistan, bare for at nævne to eksempler. Der er 50 andre eksempler, man kan hive frem. På et tidspunkt kommer det her til at blive en endnu større udfordring.
Jeg vil gerne vende tilbage til de her tipping points. Hvordan ser du de scenarier for dig, når man overskrider de 1,5 grader – og endda måske de 2 grader
Når vi får et varmere klima, så er der en større sandsynlighed for, at vi kommer til at overskride tipping points på nogle af vores store systemer på planeten. Det er havisen, det er indlandsisen, det er Golfstrømmen, det er det antarktiske isskjold, det er tundraen og permafrosten og så fremdeles.
Det, der forventeligt kommer til at ske, er, at det er svært at komme tilbage til nogle forhold, som vi så tilbage i 70’erne, 60’erne, 50’erne og 40’erne, fordi vi netop har et varmere klima, og fordi det begynder at bevæge sig i én retning. Udfordringen er, at vi måske har en idé om, hvornår et tipping point indtræder på indlandsisen. Der har vi nogle beregninger, der siger, at når middeltemperaturen er 1,6 (over førindustrielt niveau red.), så har indlandsisen meget svært ved at bygge sig selv op igen. Der er større isafsmeltning fra overfladen, end det, der bliver pålejret af sne.
Og når vi kommer til et punkt, hvor indlandsisen ikke bygger sig op, så vil den gradvist blive mindre, og så har den jo så passeret det her tipping point. Det, der skal til, hvis vi tager indlandsisen som eksempel, er jo enten et markant koldere klima, eller et markant vådere klima med mere sne. Og det ligger bare ikke lige ude i horisonten her, kan man sige, med de klimaforandringer vi ser. Og derfor kommer det her jo med nogle store konsekvenser, bl.a. med indlandsisen og det stigende havniveau.
Det vil sige, at i et varmere klima bliver større dele af indlandsisen mere vandmættet. Jo mere vand der er i sne, og jo flere søer der er, jo lavere albedo, og dermed får man jo så også den selvforstærkende effekt hen imod mere afsmeltning. Så de her tipping points kan have nogle ret alvorlige konsekvenser for det stigende havniveau eller for energibalancen, hvis vi snakker om indlandsisen.
Vi ved, at det ligger derude og lurer, men vi kender ikke helt konsekvensen af det. Men vi ved i hvert fald, at når vi opvarmer atmosfæren på baggrund af menneskeskabte udledninger, så vil de her naturlige processer på et tidspunkt begynde at spille ind i den menneskelige udvikling af de stigende temperaturer, hen imod noget, som forventeligt vil blive endnu varmere, end det, vi først havde forudset.
Så hvis man tager et udgangspunkt i fx år 2100, som meget politik gør, og tager det som milepæl, hvordan ser du så for dig, at Grønland vil se ud på det tidspunkt, og hvilke konsekvenser vil det have for havstigninger i det hele taget?
Grønland vil være markant varmere – især Nordøstgrønland, da mange af de temperaturforhold og de forandringer, vi ser mod nord og nordøst, også i et vist omfang er styret af havisen, havisudbredelsen, energibalancen og ændringerne i fugtighed, der farer fra det varme havvand og fugtig energi op i atmosfæren.
Hver eneste gang, man går ind og manipulerer med klimasystemet, så kommer det altid med en pris. Så begynder klimasystemet at reagere, fordi vi skaber en uligevægt i forhold til de normale forhold
_______
Så i fremtiden er det også varmere på Grønland og i særdeleshed mod nord, og det betyder så, at isen vil trække sig længere tilbage, så der vil være mere blotlagt grundfjeld og et langt mindre isarealdække. Volumenmæssigt afhænger det af, hvilke temperaturstigninger vi ser, men det er jo ikke utænkeligt, at når vi bevæger os ud mod fx 2350 – langt ude i fremtiden – så kan vi godt forvente at se et fald i volumen på omkring 20 pct. af indlandsisen, hvilket alene vil bidrage til en stigende havniveauændring på omkring 1,40 m.
Når vi først har sat skub i nogle af de her store mekanismer omkring indlandsisen og dynamiske effekter, så er det meget svært at standse istabet igen. Det er også det, vi har vurderet – at på trods af, at vi få bugt med udledningerne af drivhusgas, koncentrationerne i atmosfæren og de stigende temperaturer, så forventer man stadig, at istabet stiger på den anden side af 2100, netop fordi man har sat skub i de her store mekanismer.
Også selvom man i virkeligheden havde reduceret så meget som til 2 grader?
Ja, præcis. I vores beregninger vil indlandsisens tipping point ligge på omkring 1,6 graders temperaturstigning. Det er i hvert fald i et interval mellem 1,5 og 2,0.
For et par måneder siden talte jeg med en anden klimaforsker, Peter Stott, der var meget imod fænomenet geoengineering. Hvordan ser du på det? Er der andre veje til at løse krisen, hvis det nu ikke kan lade sig gøre at reducere udledningerne i tide?
Altså, alfa og omega er, at vi får reduceret vores udledninger. Vi kan lave alle mulige smarte fiksfakserier med geoengineering, men udfordringen ligger jo i, at vi skal reducere, og at vi skal udlede mindre over tid. Vi kan lave mange ting, men det vigtigste er, at vi får reduceret vores drivhusgasudledninger. Det er hul i hovedet, at vi udleder CO2 for så at trække det tilbage igen.
Så må vi jo for alt i verden få omstillet vores samfund hen imod, at vi udleder mindre over tid, så vi ikke både skal reducere og fjerne eller gemme. Men jeg forstår jo også godt, at inden vi kommer derud, hvor det virkelig begynder at batte, der må vi jo bruge de forskellige virkemidler, der er, både til at gemme i undergrunden og ude i Nordsøen.
Men det der med at sætte spejle op, eller at man vil tage havvand og forstøve det, og lave flere skyer og jeg ved ikke hvad.. Altså hver eneste gang, man går ind og manipulerer med klimasystemet, så kommer det altid med en pris. Så begynder klimasystemet at reagere, fordi vi skaber en uligevægt i forhold til de normale forhold. Og det vil sige, at hvis vi går hen og smider kemikalier op i himlen for at få mere nedbør, eller hvad vi nu kan gøre for at få øget skydannelse, så kommer det bare med nogle konsekvenser andre steder. Derfor er jeg ikke fan af geoengineering.
Hvor ser du de største udfordringer, når du kigger ud over det klimapolitiske landskab, både i Danmark, men også globalt?
Det er lige præcis tidsniveauet til det, vi har haft mange årtier til at gøre. Det går for langsomt, både med de globalpolitiske beslutninger, det med at finde enighed, at få tingene implementeret, det med at have nogle statsapparater, som kan sørge for, at tilskud bliver udbetalt til det ene og det andet, til det tredje, så vi kan få sat skub i en omstilling. Vi er fodslæbende. Jeg tror bare, vi skal erkende, at her har vi et samlet globalt problem, som vi er nødt til at løse. Hvorvidt man er fra det globale syd, fra østen, Europa eller Nordamerika, er det noget, vi bør stå sammen om, for ellers bliver det mere ekstremt. Det handler om at nå en erkendelse af, at her må vi arbejde sammen. Det er bare ikke til nogens bedste, at vi ikke kan tage hånd om den globale udfordring. Ellers vil vi rende ind i et klimasystem, som vil udfordre os markant. Det er en problematik, vi bliver nødt til at tage fat på i dag. Og det skulle vi have gjort for 20 år siden. ■
Det er en problematik, vi bliver nødt til at tage fat på i dag. Og det skulle vi have gjort for 20 år siden
_______
Sebastian Mernild (f. 1972) er ph.d. og dr.scient, professor i klimaforandringer og glaciologi og tidligere prorektor ved Syddansk Universitet.
ILLUSTRATIONER: Sawyer Glacier i Alaska, 2010 [foto: Dr. Terry McTigue, NOAA, NOS, NCCOS, CCMA] og Sebastian Mernild [FOTO: Simon Trøjgaard Jepsen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
