27.02.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Holder regeringen sammen om reformdagsordnen, og lukker den ørerne for særinteressernes sirenekor, kan den meget vel vise sig at være en af de mest handlekraftige regeringer i nyere tid. Lader et eller flere regeringspartier sig derimod lokke tilbage til ”fløjen”, havner vi atter i det uregerlige Danmark.

Kommentar af Robert Spliid

Dannelsen af SVM-regeringen har vendt op og ned på dansk politik, og de partier, der ikke kom med, har fået nye, uvante roller. I den gamle logik var alle partier vigtige for at kunne skabe flertal for enten rød eller blå blok, og de kunne derfor også stille ”ultimative krav” til gengæld for støtte til en af de bejlende statsministerkandidater.

S og VK stod tidligere som de ”ansvarlige” partier i hver sin blok. De skulle hver for sig formulere en realistisk/ansvarlig politik på blokkens vegne, men efterfølgende skulle de også imødekomme (nogle af) de potentielle støttepartiers ultimative krav. Ansvarlig politik som kerne, men krydret med krav fra enten den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj.

 

Oppositionspartierne deler sig i to gange to grupper: blå contra rød og indflydelse contra protest
_______

 

Det er nu historie. Trods forskelligheder har flertallet af de ansvarlige partier fundet sammen i en fælles regering. I stedet for at føre politik som et kompromis mellem ansvarlighed og ekstremisme, kan der i de næste 3-4 år føres politik udelukkende med udgangspunkt i ansvarlighed.

Regeringen har sit eget flertal og er derfor ikke afhængig af fløjene. Alligevel har den vist vilje til at inddrage folketingets øvrige partier ud fra den erkendelse, at brede forlig er holdbare forlig. Men netop fordi regeringen har sit eget flertal, kan den ikke afpresses af fløjpartiernes ultimative krav. De partier, der vil have indflydelse, inviteres ind i varmen. Men ingen partier kan længere presse regeringen til at imødekomme fløj-krav.

Oppositionspartierne deler sig i to gange to grupper: blå contra rød og indflydelse contra protest. Indflydelsespartierne er i første række de radikale, de konservative og Liberal Alliance på den blå/lilla side og SF på den røde side. Disse partier, som alle har siddet i regering, forventes at søge indflydelse. Ikke altid og ikke for enhver pris, men ofte og specielt hvis de har mulighed for at sætte synlige fodaftryk. Da ingen af disse fire partier møder op med ekstreme krav, er de oplagte at invitere til forhandlinger som de første. 

To partier på den blå fløj har valgt at placere sig mellem indflydelse og protest: Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Begge partier har en direkte og følelsesladet retorik, men de er rede til at indgå kompromisser, hvis det kan flytte noget i deres retning.

De tre apokalyptiske partier, Nye Borgerlige, Enhedslisten og Alternativet, er derimod entydige protestpartier. Deres mission er ikke at levere resultater, men tværtimod at overbevise vælgerne om, at regeringen heller ikke gør det, og at resultatet – før eller senere – er undergangen.  

Nye Borgerlige har fundet en niche i det konspirationsteoretiske, hvor man – i lighed med Donald Trump og ligesindede – fortæller vælgerne, at verden styres af sammensværgelser, som har til formål at skade menneskeheden. Enhedslisten forsøger derimod at overbevise vælgerne om, at alle andre end dem selv har som mål at udsulte de svage i samfundet og at gøre de rige endnu rigere. Og Alternativet vil have os til at tro, at hvis vi ikke lægger vores livsstil og produktionsmetoder om, vil klimaforandringer inden for overskuelig fremtid føre til planetens undergang.

Det er den nye virkelighed i dansk politik. Partierne defineres ikke længere ud fra den vægtskål, de vil kaste deres lod i, men i hvilken grad de vil søge indflydelse ved at lægge sig tæt op ad konsensus.

Denne nye logik må forventes at gøre det væsentligt lettere at føre reformpolitik. På lange stræk har der i mange år reelt været enighed mellem S og V. ”Reelt” betyder i denne sammenhæng, at det af de to partier, der har været i opposition, konsekvent har kritiseret det parti, der har været i regering. Men når rollerne efterfølgende blev byttet om, videreførte det nye regeringsparti i det store og hele den foregående regerings politik.

Sådan har det været efter samtlige syv statsministerskift siden 1982. Med den nuance, at socialdemokratisk ledede regeringer måtte tilføje symbolpolitiske mærkesager fra Enhedslisten, mens borgerligt ledede regeringer måtte vise samme imødekommenhed over for hhv. Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.

 

Regeringen har flere bud på løsninger end nogle af de rene blå eller rene røde regeringer nogensinde har haft
_______

 

SMV-regeringen er blevet beskyldt for at være en ”teknokrat-regering” – modsat en ”visions-regering”. Men hvornår har vi egentlig sidst haft en visions-regering? Danmark har siden jordskredsvalget i 1973 haft et væld af partier på både venstre- og højrefløjen. Det har i de seneste 50 år ikke været muligt at samle et flertal uden at inddrage partier med ganske betydelige meningsforskelle. Det er blevet til mange kompromisser, men at tale om visioner er vel mildt sagt en overdrivelse.

Og er det specielt ”teknokratisk” at løse de udfordringer, landet står over for med en aldrende befolkning, en dårligt organiseret sundhedssektor, et uddannelsessystem, som ikke lever op til det modernes samfunds krav og en offentlig sektor, som i den grad er frosset fast af regelstyring frem for ansvarsdelegering? Regeringen har flere bud på løsninger end nogle af de rene blå eller rene røde regeringer nogensinde har haft.

Meget af det handler måske nok om teknik. Man når fløjene taler om mangel på visioner, mener de i virkeligheden mangel på anvendelse af fløjpartiernes egne visioner. Og de er heldigvis heller ikke repræsenteret i regeringsgrundlaget. Der åbnes ikke en gavebod til Enhedslistens vælgere, topskatten fjernes ikke, og folketinget flyttes ikke til Ringkøbing. Men det er nok heller ikke den slags ”visioner”, vælgerne sukker efter.  

Kan det forventes, at regeringsdannelsen vil styrke yderfløjene? Ja, hvis regeringen ikke leverer varen. Store Bededags-protesterne varsler en periode, hvor højre- og venstrefløjen ventes at protestere mod regeringens politik, selvom det er ud fra højst forskellige udgangspunkter. Ligesom venstrefløjen spåede den danske models død, og højrefløjen så ind i kristendommens udfasning som følge af bededagens afskaffelse, vil de to fløje også fremover kunne samarbejde om modstanden mod alt, hvad der kommer fra regeringen. Men de vil ikke kunne levere et alternativ.

Uansvarlige røster har ligefrem krævet en folkeafstemning om bededagen for at kaste grus i maskineriet. Det ville imidlertid være den sikre vej til at udskifte 122 års parlamentarisk demokrati med stemningsstyret populisme. Heldigvis har de ansvarlige oppositionspartier afvist dette krav, ikke mindst af frygt for at få igen af samme skuffe, når det på et tidspunkt er dem selv, der sidder på regeringsbænkene. De borgerlige oppositionspartier husker formentlig også, at der i 1983 kunne samles 60.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads i protest mod Schlüter-regeringens afskaffelse af dyrtidsreguleringen, men at Socialdemokratiet desuagtet ikke truede med at kræve en folkeafstemning på noget tidspunkt.   

Om det vil lykkes at bringe SMV-regeringen til fald afhænger imidlertid helt af, om den får succes. Holder regeringen sammen om reformdagsordnen, og lukker den ørerne for særinteressernes sirenekor, kan den meget vel vise sig at være en af de mest handlekraftige regeringer i nyere tid. Lader et eller flere regeringspartier sig derimod lokke tilbage til ”fløjen”, havner vi atter i det uregerlige Danmark.

SV-regeringen 1978-79 fremholdes ofte som et skræmmeeksempel, fordi den kun holdt i 14 måneder. Men det glemmes ofte, at det ikke var vælgerne, der bedømte den som en fiasko, for begge regeringspartier gik faktisk frem ved valget i 1979. Når de to partier ikke kunne fortsætte samarbejdet, var det alene, fordi fagbevægelsen ville og – ikke mindst – kunne forhindre Socialdemokratiet i det. Den magt har fagbevægelsen ikke længere. ■

 

Holder regeringen sammen om reformdagsordnen, og lukker den ørerne for særinteressernes sirenekor, kan den meget vel vise sig at være en af de mest handlekraftige regeringer i nyere tid
_______

 

Robert Spliid (f. 1956) er ph.d. og cand. polit., tidligere skribent på Børsen, mangeårig bankmand og ekstern lektor på CBS.

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?