Rikke H. Haugbølle: Tunesien er ikke længere et demokrati
08.03.2023
En ny rapport slår endegyldigt fast, at Tunesien ikke længere er et demokrati. Autokratiseringen af landet er i acceleration, men den tunesiske præsident Saied står samtidig over for det samme problem, der udløste regimeskiftet under det arabiske forår: En kritisk økonomiske situation, der kun ser ud til at blive værre.
Analyse af Rikke Hostrup Haugbølle
I BEGYNDELSEN af 2000-tallet opstod der et nyt paradigme inden for demokratiforskningen i de arabiske lande. Man havde i de forudgående årtier undret sig over, hvorfor de arabiske lande var så modstandsdygtige over for den demokratisering, man havde set finde sted i Sydeuropa, Sydamerika og andre steder i verden. Hvor blev demokratisering af i de arabiske lande?
En række nye forskere stod imidlertid frem og gjorde opmærksom på, at problemet var, at man forsøgte at studere noget (demokrati), der ikke var der. I stedet måtte man studere det, der var: autokrati. Således blev Tunesien under præsident Ben Ali et af de autokratier, man studerede med denne nye tilgang. Men da det folkelige oprør (I Vesten kendt ‘som det arabiske forår’) brød ud i 2010-2011, blev studierne irrelevante. For Tunesien var den undtagelse i regionen, hvor demokratiseringen syntes at holde stand.
Det lys i mørket, der blev tændt i starten af 10’erne, slukkes imidlertid i 2023-rapporten fra det uafhængige forskningsinstitut V-Dem. Instituttet, der måler demokratiets tilstand i 202 lande verden over på en lang række parametre, slår fast: Ingen lande i hverken Mellemøsten og Nordafrika er i en demokratiseringsproces, idet Tunesien – sammen med Libyen, Yemen og Tyrkiet – nu er et ’autokratiserende’ land. Faktisk har Tunesien i de seneste tre år sammen med Burkino Faso, El Salvador Guetamala og Mali været det hurtigst autokratiserende land. Ikke overraskende peger rapporten på præsident Saids magtovertagelse i 2019 og hans politiske tiltag siden 2021 som vendepunktet. V-Dem fastslår, at ”Tunesiens hurtige forandring i løbet af de sidste to år har bragt landet ind på en topplacering på begge lister” over autokratiserende lande, og at ”El Salvador og Tunesien ikke længere er demokratier”.
Fordi præsident Saied kom til magten ved det tunesiske præsidentvalg i 2019, placerer V-Dem Tunesien i kategorien ”Electoral Autocracies” (valg-autokratier), og landet har ydermere fået en rød pil, der peger nedad, hvilket indikerer, at landet synes at bevæge sig i retning af den næste kategori, ”Closed Autocracies” (lukkede autokratier). Her finder vi også en række andre arabiske stater som Jordan, Kuwait, Libyen, Oman, Qatar, Palæstina, Saudi-Arabien, Syrien og Yemen.
Ingen lande i hverken Mellemøsten og Nordafrika er i en demokratiseringsproces
_______
Valg som legitimeringsmekanisme
Som kategoriseringen ”electoral autocracy” påpeger, har valg og folkeafstemninger været en mekanisme, som præsident Saied har gjort brug af. Selv kom han til magten ved et fair og gennemsigtigt præsidentvalg i 2019 sammen med et nyt parlament valgt på samme tidspunkt. Men også en ny grundlov, som præsidenten udarbejdede, sendte han til folkeafstemning i juli 2022, og i december 2022 og januar 2023 blev der afholdt valg til et det nye parlament. Valgene blev dog ikke gennemført med hverken nationale eller internationale observatører, og valgdeltagelsen på omkring otte pct. var rekordlav. Ikke desto mindre er det vanskeligt efterfølgende at angribe de forandringer, præsident Saied har gennemført, fordi det hele har været ude til folkeafstemning.
Det juridiske system med dommere og advokater er helt centralt i, at grundloven fastholdes og overholdes, og at alle andre love efterleves. Tunesien har historisk haft en meget stærk dommerstab. Det var bl.a. den, der, i de afgørende døgn efter at præsident Ben Ali som resultat af det folkelige oprør havde forladt Tunesien, påpegede, hvilken paragraf i grundloven, der afgjorde, hvem den nye midlertidige præsident skulle være – nemlig en anden end den eliteperson fra Ben Alis inderkreds, som i første omgang havde udråbt sig selv. Dommerforeningen var også en af de fire aktører i den såkaldte ”Kvartet”, der i 2014 fik Nobels Fredspris for at sikre demokratiseringsprocessen i Tunesien, da den var brudt sammen i 2013. Men dele af dommerstaben har også været præget af dyb korruption, som en del af præsident Ben Alis inderste elitekreds, der sikrede hans magt. Alt dette har præsident Saied, der selv er juraprofessor, haft stor opmærksomhed på. Under ham er retssager mod opposition og civilsamfund flyttet over i militærdomstole, hvor den dømte har andre og færre rettigheder, og i den seneste bølge af arrestationer er særligt dommere og advokater blevet fængslet. Dermed står det juridiske system som vogtere om loven, og dermed en grundsten i demokratiet, endnu svagere end tidligere.
Med terrorloven som våben
Også medier, journalister og ytringsfrihed har været under voldsomt pres i Tunesien, siden Saied frøs parlamentet i juli 2021 og begyndte autokratiseringen af magten. I februar i år blev direktøren for en af Tunesiens mest populære radiostationer, Radio Mosaïque, fængslet med henvisning til en ny terrorlov, indført af præsident Saied, og anklager om at undergrave landets sikkerhed. Radio Mosaïque er ikonisk, fordi den var blandt de første frie radiokanaler under præsident Ben Ali, og radioen brugte sine programmer til indirekte at kritisere styret og give ordet til tuneserne. Mens medier og journalistik i Tunesien til tider har haft svært ved at bedrive dokumenteret kritisk journalistisk – og ofte lader sig rive med af aktuelle stemninger – var det overraskende, at direktøren for netop Radio Mosaïque også blev mål for fængslinger. Hidtil har det nemlig været journalister, der har været meget direkte i deres kritik af præsident Saied, der er blevet fængslet. Og nok bringer Radio Mosaïque debatprogrammer, men de regnes ikke som en oppositionel kraft, der målrettet kritiserer og arbejder mod præsident Saied. Dernæst var det nyt, at det var en direktør – og ikke den enkelte journalist – der var målet. Et skarpt signal om, at det er alle på radiostationen, der er under overvågning – ikke bare en ’enlig svale’ med en skarp tunge. Autokratiseringen af Tunesien sker således med velkendte metoder; ved at gribe ind over for medierne og sikre kontrollen med den informationsstrøm, der når befolkningen.
Autokratiseringen af Tunesien sker således med velkendte metoder; ved at gribe ind over for medierne og sikre kontrollen med den informationsstrøm, der når befolkningen
_______
Ud over det juridiske system og medierne er også oppositionspolitikere mål for fængslinger – med samme henvisning til terrorloven. Også her blev en ny bølge af fængslinger, udrejseforbud og husarrest gennemført i februar 2023. Oppositionen har gjort forsøg på at danne koalitioner, så man kunne stå samlet mod præsident Saied, men opgaven er vanskelig. Det skyldes ikke mindst, at parlamentet som nævnt brød sammen i 2020-2021, og at politikerne udførte fysisk voldelige angreb på hinanden og på partibygninger rundt om i landet. Mistilliden har rod helt tilbage til 1970-80’erne og er uløst, da Tunesien ikke kunne få en forsoningsproces etableret efter oprøret – bl.a. på grund af voldsomme uenigheder om, hvem der legitimt kunne igangsætte processen. Politikerne og partierne mistede befolkningens tillid længe før valget i 2019 – hvilket banede vejen for præsident Saieds lukningen af parlamentet. Og netop den manglende tillid samt oppositionens manglende sammenhold er endnu en stærk mekanisme i autokratiseringen af Tunesien.
Et spirende civilsamfund
Indenfor forskningen er civilsamfundet et afgørende element for, at en autokratiseringsproces kan vendes til demokratisering. Debatten om civilsamfundets rolle i forhold til demokratisering af de arabiske lande har da også været omfattende siden slutningen af 1980’erne. I de første mange år efter oprøret i Tunesien har de ’store’ civilsamfundsaktører været centrale i den politiske og juridiske udvikling, men disse aktører har historisk set ikke været frie og uafhængige, men derimod haft tætte bånd til det politiske – både regimet og oppositionen. Igennem de senere år er forholdet blevet stadig mere indviklet og kompliceret, og i løbet af 2022 har den største fagforening således både erklæret sin støtte til præsident Saied – og sat sig i opposition til ham.
Efter oprøret i 2010-2011 blev der registreret hundredvis af nye civilsamfundsgrupper. Vist er antallet af dem skrumpet igen, men den frihed, der trods alt blev vundet, har sat engagerede kræfter i gang lokalt. Der arrangeres lokale koncerter og festivaler, klubber for børn, cykelløb, marathonløb, affaldsindsamling, litteraturklubber, foredrag, seminarer, workshops, bogudgivelser om historie og kultur, der viser landets mangfoldighed, og renovering af historiske bygninger. Alt sammen tiltag og aktiviteter, der ikke var mulige inden oprøret i 2010-2011, og som betyder, at mange tunesere oplever frihed i deres hverdagsliv. De oplever lokale muligheder for at engagere sig i det, de brænder for eller har lyst til for at få et værdigt liv, hvilket også var et af deres krav i oprøret.
Demokrati var i øvrigt ikke det eneste, tuneserne krævede under oprøret, men – ud over værdighed – social og økonomisk retfærdighed. Det har de ikke opnået. Tværtimod er den økonomiske situation i Tunesien blevet forværret år for år, og landet stod i 2022 over for en mulig statsbankerot. Den økonomiske situation er præsident Saieds værste fjende. For historisk set er det voldsomme stigninger i fødevarepriser og trange økonomiske kår, der har mobiliseret tuneserne bredt og rystet landets regimer.
Den økonomiske situation er præsident Saieds værste fjende. For historisk set er det voldsomme stigninger i fødevarepriser og trange økonomiske kår, der har mobiliseret tuneserne bredt og rystet landets regimer
_______
Økonomien står over frit fald
IMF, EU og en række europæiske lande har i mange måneder ført forhandlinger med Tunesien om betingelserne for nye lån, der kan rede landet fra statsbankerot. Et af kravene er liberalisering af økonomien, ganske som det også var tilfældet under Ben Ali. Men i en økonomi, der i årtier har været gennemsyret af korruption, og fortsat er det, gælder den liberale økonomis spilleregler ikke under den velpolerede overflade. Derimod styrker den bestemte eliter, fremmer sort økonomi drevet af dominerende familier og umuliggør det iværksætteri, som de fleste udenlandske donorer søger at støtte. Straks efter oprøret rykkede det internationale samfund ind med fokus på støtte til civilsamfundet, grundlovsarbejdet og de politiske partier. Men støttens fokus er nu skiftet til at gælde særligt de unge og beskæftigelse. Dette skifte er sket i takt med, at migrationen fra Tunesien mod Europa er steget voldsomt, navnlig fra 2016-2018, som en konsekvens af den arbejdsløshed og håbløshed, unge tunesere fortsat oplever ti år efter oprøret.
I den kommende tid bliver det afgørende, hvordan præsident Saied klarer sig ud af den kritiske økonomiske situation. Italien har netop tilbudt at hjælpe med at sikre lån hos IMF, EU og vestlige lande, mod at Tunesien stopper migrationen mod Italien. Det ledte præsident Saied til at indkalde det tunesiske sikkerhedsråd for at iværksætte fængsling og udvisning af alle migranter fra Subsahara i Tunesien. Han udtale sågar, at der siden afslutningen af oprøret i 2011 havde været korrupte kræfter i landet, der ved hjælp af illegal migration havde arbejdet for at ændre Tunesiens befolkningssammensætningen til en ’sort’ og dermed et afrikansk land uden tilknytning til de arabiske og islamiske lande. Resultatet blev en omgående opblussen af voldelig forfølgelse af alle sorte i de større byer som Tunis og Sfax, mens mange tunesere både gik på gaden. Andre skrev på de sociale medier, at tuneserne både er arabiske og afrikanske med dets placering på den nordlige del af det afrikanske kontinent. Iblandt dem var den tunesiske stjernetennisspiller Ons Jabeur.
De vestlige donorer har længe holdt fast i kravene om, at Tunesien skal holde styr på migrationen over Middelhavet samt liberalisere sin økonomi. Men forhandlingerne tog en drejning, da Verdensbanken den 6. marts meddelte, at forhandlingerne om nye lån for 2023-2025 til Tunesien, der har været i gang siden sommeren 2022, blev sat på pause. Årsagen er præsident Saieds kontroversielle udtalelser, og præsidenten for Verdensbanken, David Malpass, understregede, understregede, at ”migranter og minoriteters sikkerhed og inklusion er en af vores institutions centrale værdier sammen med respekt og alle former for anti-racisme. Offentlige udtalelser, der opildner diskrimination, aggression og racistisk vold er fuldstændigt uacceptabelt”.
Dermed står Tunesiens økonomi over for et frit fald. Men det er også muligt, at præsident Saied vender Verdensbanken og dermed Vesten ryggen og søger økonomisk støtte fra Kina eller nogle af de arabiske Golf-stater. For samtidig med at Verdensbanken indstillede forhandlingerne, bekræftede en Saudi-baseret islamisk fond tre handelsaftaler på 280 millioner dollars bl.a. til sikring af energiforsyninger og til at puste liv i industrisektoren i Tunesien.
Imens fortsætter fængslingerne af dommere og fremtrædende civilsamfundsaktører. Senest med en ny bølge fængslinger af ledere fra det islamistiske parti Ennahda, som blev forbudt i 1991 efter præsident Ben Alis magtovertagelse. De selvsamme ledere har levet i eksil, under jorden eller siddet fængslet frem til oprøret i 2010, og nu synes mareridtet at gentage sig for mange af dem. Der begynder dermed at danne sig et mønster af, hvilke aktører, præsident Saied søger at sætte ud af spillet, og de kommende uger vil vise, hvordan han vil håndtere den store aktør, som endnu ikke for alvor er blevet ramt med fængslinger; nemlig fagbevægelsen UGTT. Fra andre autokratier ved vi, at regimet enten kan undertrykke eller indarbejde oppositionen. Og Saied har allerede taget tilløb til begge praksisser over for UGTT. Fagforeningen spillede en hel central rolle i mobiliseringen af befolkningen under oprøret i 2010-11, og selvom tuneserne er revolutionstrætte, er de som nævnt også hårdt ramt på økonomien. Men det kræver, at der internt i UGTT er enighed om en anti-Saied-kurs. Den enighed har vi ikke set endnu.
Tunesiens økonomi står over for et frit fald. Men det er også muligt, at præsident Saied vender Verdensbanken og dermed Vesten ryggen og søger økonomisk støtte fra Kina eller nogle af de arabiske Golf-stater
_______
Rikke Hostrup Haugbølle (f. 1972) har en ph.d. med speciale i Tunesien og arabiske samfundsforhold fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet som ekstern specialkonsulent for Udenrigsministeriet, internationale NGO’er og Forsvarsministeriet og publiceret mange artikler på både dansk og engelsk om Tunesien. Derudover driver hun aktiviteter, der støtter tunesere på mikro-økonomisk niveau.
ILLUSTRATION: Den tunesiske præsident, Kais Saied, under sin tale ved et topmøde mellem EU og African Union i Bruxelles, den 18. februar 2022 [FOTO: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
