Rasmus Nilsson i RÆSON SØNDAG: Prigosjins march mod Putin har vist, at Rusland står foran en tom horisont – uden fremtid
02.07.2023
Prigosjins march mod Moskva fik Putin til at skælve. Men Ukrainekrigen har siden 2014 skygget for det faktum, at landet i dag ingen fremtid har: Rusland er – med den økonomiske udvikling, eliternes strid og mindretallenes lidelser – på vej tilbage til 1990’ernes kaos.
Af Rasmus Nilsson
Efter en længerevarende strid med den russiske forsvarsledelse, gik Wagnergruppens leder Prigosjin i sidste uge mod nord. Som leder af en russisk privathær kendt i Rusland og i udlandet for sin militære formåen og udtalte brutalitet, var der allerede blevet talt og skrevet meget om ”Putins kok”. Og han talte også meget selv: Han råbte og skreg jævnligt om, hvor dårlig den russiske militærledelse var, og hvor lidt støtte hans tropper fik i krigen. Nu fik Prigosjin nok. Han beskyldte direkte den konventionelle russiske hær for at angribe Wagner-soldaterne militært, og han var modstander af statens forsøg på at tvinge Wagnergruppens soldater til at indgå kontrakter med hæren. Så han indtog millionbyen Rostov-ved-Don – hvorfra krigen i Ukraine administreres og ledes – øst for den ukrainske grænse og sendte sine tropper mod nord. Mod Moskva. Progisjin ville “tale med” den militære ledelse på mere håndfast måde. Og Wagner-tropperne nåede mange hundrede kilometer nordpå – blot 200 km fra den russiske hovedstad – før de standsede.
Hvorfor stoppede Prigosjin sin fremmarch? Sandsynligvis havde det været meget svært for Wagner at komme gennem statens forsvarsrækker omkring Moskva. Staten har flere soldater, mere materiel samt gode muligheder for at forsvare sig i hovedstaden, herunder også med brug af Putins personlige sikkerhedsstyrker. Hvad der dog blev tydeligt, som Wagner vandt frem, var, at mange almene russere troede på Prigosjin. At han ikke for alvor skulle frygte civil modstand i baglandet fra folkemasser hengivne til Putin. Rostov-ved-Don forblev rolig. Civile lod sig fotografere med Wagnersoldaterne og blev ved med at takke dem for deres indsats i Ukraine. Det er en skræmmende udvikling for Vladimir Putin og det russiske regime. Efter Wagner havde overtaget Rostov-ved-Don stillede præsidenten sig op på TV og fordømte “forræderiet”. Hurtigt sluttede nogle eliter, såsom generaler og regionale guvernører, op om Kreml. Men blandt den russiske befolkning værdsatte man tydeligvis stadigt Wagners formåen og langvarige indsats på ukrainske slagmarker nær Bakhmut og andetsteds. De dramatiske hændelser mindede alt sammen om halvfemsernes Rusland. Om en regering ude af stand til at håndtere provinserne – særligt nede mod Kaukasus i syd. Ganske vist havde det været tjetjenere, og ikke etniske russere, der gik mod nord til byen Budjonnovsk i 1995 under den første tjetjenske krig. Men også dengang kunne væbnede bander trænge uhindret frem gennem centralt placerede russiske provinser. Det var ellers sådant et svigt, Putin tilsyneladende havde rettet op på, efter han trådte ind på scenen som præsident.
Særligt hvis allerede etablerede væbnede grupper, såsom fra Tjetjenien og andre nordkaukasiske mindretal, bliver mere synlige, kan det skabe mere konflikt i Den Russiske Føderation
_______
Putins vaklende stat
Efter hans forgænger, Boris Jeltsin, var sunket hen i helbredsproblemer og nepotisme, dukkede Putin op sidst i halvfemserne som en reinkarnation af fortidens dyder. Ikke kommunismens dyder, forstås, men dyderne fra det, som Sovjetunionen først og fremmest blev til i sine sidste årtier: en militariseret overvågningsstat. Som premierminister og præsident havde Putin gjort klart, at ham kunne man stole på – både internt som leder i Rusland og som forhandlingspartner i Vesten. Den nye russiske præsident ville fjerne korruptionen, berige staten og ja – om nødvendigt og med hårde midler – slå ned på landets trusler. Tusinder af tjetjenere og andre døde i de to første tjetjenske krige, mens russere og Vesten så den anden vej. Putin var rap i replikken, han var viril og altid kampklar. For os så det måske lidt pudsigt ud, når den midaldrende mand løb rundt i bar mave, red på heste og kastede sig rundt på træningsmåtten. Men for mange – i Rusland og andetsteds – var han et rigtigt mandfolk. Og når Putin var maskulin, var Rusland det også. Efter Sovjetunionens sammenbrud havde ingen rigtigt vist, hvad man skulle gøre med resterne af det tidligere imperium. Hvor Rusland før havde sin nyere skæbne tæt forbundet med Hammer og Segl og sin dertilhørende status som stormagt, kunne Putin nu give landet og dets indbyggere en ny fortælling.
Naturligvis havde det nye styre sine modstandere; dem, der ikke ville indordne sig politisk eller økonomisk. Særligt fra de sidste årtier af Sovjetunionens eksistens havde man set voksende indflydelse fra ”røde baroner” og spekulanter – dem, der var heldige eller dygtige nok til at udnytte statens gennemgående svækkelse, administrativt og ideologisk. Den slags private entreprenører, der ofte drog fordel af juridiske gråzoner, blev mere fremtrædende under Jeltsin. Særligt efter Jeltsin havde vundet genvalg i 1996, hjulpet af udvalgte oligarker, syntes det som, at den russiske stat var blevet solgt. Ulighederne voksede, mens enorme summer blev trukket ud af Rusland til vestlige konti og luksuskøb. Som modsætning til denne udvikling kom så Putin og hans sikkerhedsstyrker. De såkaldte siloviki identificerede sig med den russiske stat og var afhængige af denne. Med Putin var de særligt fokuserede på statens sikkerhed, konsolidering og internationale status. De så hjemlige fjender i Kaukasus og, på sigt, amerikanske og andre vestlige fjender i udlandet ledet især af USA. Fra starten af sin tid som præsident i 2000 tog Putin generelle og specifikke tiltag, der skulle øge hans kontrol i Rusland. Ikke bare indsatte han sine allierede på allerede eksisterende poster. Putin indførte også regionale repræsentanter, som, i praksis, kunne være hans øjne og ører uden for Moskva og, om nødvendigt, sørge for at centralstyrets ønsker blev gennemført. Snart var det få politikere lokalt og nationalt, der kunne, og turde, udfordre Putins regime. Samtidigt blev oligarkerne irettesat med besked om, at de skulle holde sig fra politik, hvis de ville beholde deres forretninger. Og dem, der ikke makkede ret – mediebaroner som Boris Beresovskij og Vladimir Gusinskij eller oliemagnaten Mikhail Khodorkovskij – blev fjernet.
I Rusland og i Vesten accepterede de fleste Putins politiske tiltag. Der var bekymring over den autokratiske fremmarch, men mange anerkendte også, at halvfemsernes Rusland, præget af svage regeringer, havde været hårde for den almene russers velvære og for landets stabilitet. Ved hjælp af stigende energipriser særligt i 2000’erne, virkede Rusland nu som om landet var i varig økonomisk fremgang. Men under Putin var der altid tydelige faresignaler. Nogle af de gamle oligarker var forsvundet, men mange nye var kommet til – nu under dække af Putins stat og med en ny og lukrativ evne til at berige sig fra skyggerne, som man for eksempel så efter Khodorkovskijs fald eller i forbindelse med svindlen med skattemidler i den såkaldte Magnitskij-sag, der blev en international cause celèbre. På samme tid var varig økonomisk fremgang for Rusland ingenlunde sikret. I Putins første præsidentperioder byggede Ruslands hastige økonomiske vækst som nævnt på verdensmarkedets uholdbare energipriser, men Rusland forblev uforholdsmæssigt afhængigt af primære ressourcer. Om end landet havde en relativt veluddannet befolkning, ikke mindst inden for naturvidenskaberne, blev denne fordel kun sporadisk udnyttet til landets fremme. Selv når det gjaldt energiressourcer viste den russiske stat sig ude af stand til at bidrage med den påkrævede strategiske tænkning og investering. Olie- og gasfelter i det vestlige Sibirien, der havde været brugt siden Bresjnevs dage, blev udpint, mens varetagelsen af rørledninger og nye boringer blev underprioriteret eller ignoreret af Kreml. Det problem blev erkendt i mange taler af Putin og af Dmitrij Medvedev, der afløste Putin som præsident mellem 2008 og 2012. Men de nødvendige investeringer kom aldrig. De russiske eliter tænkte kortsigtet. Der var mange om fadet, og hver ville tage mest muligt for sig selv, velvidende at deres relative magtposition kunne ændre sig.
Regeringen selv viste aldrig megen evne til at tænke strategisk. Javel, Putin og Medvedev sørgede for at lægge en smule penge til side i statskassen og for at hyre nogle økonomiske og administrative begavelser, såsom Elvira Nabiullina, der blev chef for Centralbanken i 2013. Men hvor var Rusland på vej hen? Hvad var den store fortælling, der skulle samle det multikulturelle land? Tidligere, da Putin var ny ved magten, havde fremtrædende politikere som Anatolij Tjubajs talt om et ”liberalt imperium”; et Rusland der kunne tiltrække sine egne folk og folk i nabolandene med sin fremgang, velstand og internationale ry. Sagen var bare, at et sådant Rusland krævede mere plads til anderledestænkende og til civilsamfundet, end Putin og de nye eliter kunne acceptere. Så da Putin kom tilbage som præsident i 2012, måtte han genopfinde Rusland. Og han gjorde det i politisk og kulturelt regi – ved at tale om den ”russiske skæbne”, og ved at bruge frelsersyndromet til at påpege, at den ”russiske civilisation” havde pligt til at sprede sig over hele den ”russiske verden”, hvor etniske russere fandtes, hvor den russiske statsmagt historisk havde været i kontrol, hvor den russiske ortodokse kirke havde tilhængere, og hvor man talte russisk – et mål, der til tider mindede om russiske statsideologier fra det nittende århundrede. Det gav udenrigspolitiske sammenstød med Vesten, men det gav også usikkerhed i indenrigspolitikken. Især hvis ”Rusland” blev sat lig med ”etniske russere”, mens etniske mindretal blev diskrimineret eller overladt til lokale autokrater såsom Tjetjeniens Ramsan Kadyrov, var der grobund for ustabilitet. Siden 2022 er det problem kun blevet værre: Indsat i mange af de blodigste kampe i Ukraine har været unge mænd fra etniske mindretalsgrupper med manglende økonomiske muligheder uden for hæren. Unge mænd hvis lidelser i stort omfang ignoreres af den russiske stat og af den etnisk russiske befolkning. Den slags unge mænd, og deres familier blandt mindretallene, har i stigende grad svært ved at se, hvilken plads der er tildelt dem i det angiveligt multikulturelle Rusland. Samtidigt er mange etniske russere utrygge ved lokale mindretal med bred adgang til våben og militær træning. Særligt hvis allerede etablerede væbnede grupper, såsom fra Tjetjenien og andre nordkaukasiske mindretal, bliver mere synlige, kan det skabe mere konflikt i Den Russiske Føderation.
Putin har opbygget et system, der fremhæver værdien i individets ultimative selvopofrelse til statens fremme. Og mange russere har, i hvert fald i princippet eller uden åbenlys protest, accepteret det system
_______
Den tomme horisont
Hvis vi i dag kigger på sammenfaldet mellem den økonomiske udvikling, eliternes strid og mindretallenes lidelser, kan vi se, at vi på mange måder er tilbage i 1990erne. Nogle iagttagere fra amerikanske og vesteuropæiske tænketanke hævder, at Den Russiske Føderation kunne falde fra hinanden. Det sker næppe. Men samtidigt er det svært at se, hvordan staten igen skal opleve fremgang og nå tilbage til den relativt etablerede internationale status, man havde for 10-15 år siden. Vesten har indført historiske sanktioner mod Rusland og den russiske elite; og flere sanktioner kommer nok. Kritikere har påpeget, at sådanne sanktioner næppe skubber Ruslands tropper ud af Ukraine, og det er sikkert rigtigt nok. Stadigvæk: Hver gang nye sanktioner indføres, er det også et ritual, som understreger Ruslands stadigt større afstand fra verdensmarkedet. Penge kan naturligvis stadigt komme til Rusland fra handel med ikke-vestlige lande såsom Kina, hvis præsident for nyligt har besøgt Moskva og gentagne gange gjort det klart, at man støtter Putin som præsident. Men hvor er den russiske økonomi på vej hen? Hvor er samfundet på vej hen?
Krigens begyndelse i 2014 – og dramatikken omkring den øgede invasion siden 2022 – har skygget for det faktum, at Rusland i dag ingen fremtid har. Og nu samler banderne sig – mod hinanden, og mod Kreml. Prigosjins march mod Moskva lykkedes ikke, men hans utilfredshed med Putins regime deles bredt. Ikke fordi præsidenten regnes for umoralsk, men fordi han i stigende grad ses som inkompetent i såvel Ukrainekrigen som i opgaven med at bevare indenrigspolitisk harmoni. I årtier har Putin sammenlignet sin stabilitet med Jeltsins vaklen. Ironisk set ser det nu ud til, at Jeltsin – med sine årtier blandt sovjetiske og russiske eliter – havde evner til at sno sig, til at forhandle, som mellemlederen Putin aldrig har opnået. Jeltsin havde stor erfaring med, hvornår han skulle true andre, og hvornår han skulle lokke dem. Som vi for eksempel så under Balkankrigene, var Jeltsin ofte dygtig til at protestere højlydt, mens hans praktiske tiltag var kompromissøgende. Det har Putin aldrig været god til – han kommer trods alt fra en arbejdskultur bygget på ordrer og afpresning – og nu har han malet sig ind i et hjørne i Ukraine. Putin har formået en ting: Han har i praksis formået at opbygge en dødskult. Det vil sige, at Putin har opbygget et system, der fremhæver værdien i individets ultimative selvopofrelse til statens fremme. Og mange russere har, i hvert fald i princippet eller uden åbenlys protest, accepteret det system. Så der er masser af selvopofrelse. Men hvordan den selvopofrelse gavner staten eller fortællingen om ”Rusland”, er i stigende grad svært at se.
Rusland er et land velsignet med mange ressourcer – herunder også ressourcer der kan bibeholde en acceptabel levestandard for befolkningen. Og der er stadigvæk penge i det russiske samfund – lidt penge sparet fra før og flere penge, man får ind fra handlen med Kina og andre lande. Men Rusland har en aldrende befolkning. Mange af de bedst uddannede unge mennesker er enten rejst bort eller vil gøre dette, så snart de kan. Det er meget svært at forestille sig en fremtid, hvor Rusland kan tilbyde højt specialiserede økonomiske goder, som Vesten vil være interesseret i. Selv Kina kigger mere til fordelene ved samhandel med USA og EU end med et falmende Rusland. I dag er det ikke klart, hvor Rusland skal finde kilderne til igen at bliver økonomisk fremgangsrigt eller få stor international betydning.
Samtidigt virker det som om, den opbyggede vrede mod Vesten blandt russere fører landet ind i en blindgyde. Putin og hans allierede har igen og igen hævdet, at krigen i Ukraine i virkeligheden er en krig mod Vesten. At Vesten ønsker at splitte russerne ad og underkaste dem den vestlige, liberale verdensorden. Den fortælling lytter mange russere til, og det er sandsynligt, at mistroen til Vesten vil forblive i lang tid. Men sådan xenofobi kan kun tage det russiske regime og det russiske samfund et stykke ad vejen. Man er også nødt til at finde en positiv historie – et mål som Rusland kan nå, der vil være al selvopofrelsen værd. Og det mål har Putin ikke kunnet finde. Han var aldrig kommunist – han troede aldrig på muligheden for et ”paradis på jord”. I stedet er Putin barn af et verdensbillede, formet af KGB, der ser isolering, kamp, og sikkerhed som mål i sig selv. Der ser et Rusland, som aldrig vil være fri fra dets kvaler. Der ser ud over de åbne vidder og kun ser en tom horisont. ■
I dag er det ikke klart, hvor Rusland skal finde kilderne til igen at bliver økonomisk fremgangsrigt eller få stor international betydning
_______
Rasmus Nilsson (1979) er uddannet i russisk og østeuropæisk politik ved Københavns Universitet og ved University College London. Han skrev sin ph.d.-afhandling ved University College London om russiske opfattelser af ukrainsk og hviderussisk selvstændighed. Han har undervist på Københavns Universitet og Aarhus Universitet og har de seneste år arbejdet ved University College London.
ILLUSTRATION: Rostov-ved-Don i det sydlige Rusland, 24. juni 2023: Wagnergruppens soldater trækker sig ud fra basen ved det sydlige militærdistrikt, efter at Prigosjin stoppede marchen mod Moskva [FOTO: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
