26.01.2023

Kritikere mener, at Xi Jinping omfavner Mao-tidens planøkonomi og er på vej væk fra markedet. Men reelt kan centraliseringen effektivisere det kinesiske marked. Det skal styrke de nationale forsyningskæder i en tid, hvor Vesten i stigende grad sanktionerer handel med Kina.

Kronik af Rasmus Linder Mikkelsen, cand.mag. i Asienstudier

XI JINPING har konsolideret magt og kontrol hos centralregeringen på bekostning af landets lokalregeringer. Centralt  kontrollen med Kinas økonomiske udvikling står styrkelsen af de såkaldte ”Centrale ledende små grupper”, der samler medlemmer på tværs af ministerier, partiet og militæret, og repræsenterer elitens politiske kontrol over den politiske udvikling.

Ifølge Xi har reformperiodens fokus på økonomisk vækst skabt ”institutionelle og strukturelle problemer i den kinesiske økonomi”. Derfor er det kun en stærk centralmagt, der kan adressere problemet, fordi det bunder i ”svag regeringsførelse” under Jiang Zemin og Hu Jintao. Styrkelsen af Partiets magt over økonomien har fået vestlige økonomer og analytikere til at frygte, at Kina har vendt markedskræfterne ryggen og er på vej mod Mao-tidens økonomiske planlægning.

Men Xi har ikke vendt ryggen til markedskræfterne – han søger at styrke markedet. Den kinesiske leder arvede et indenrigsmarked, som var fragmenteret, hvor lokal protektionisme var udbredt, og hvor landets produktivkræfter ikke var koordinerede. Ideen er derfor, at centralisering af markedet skal strømline og forene markedet, så man kan sikre økonomisk- og produktiv sammenhængskraft. Det kan godt være, at centraliseringen af økonomien vækker minder om Mao-tidens planlægning, men i dette tilfælde er centraliseringen med til at forbedre markedets allokerende funktion ved at sikre den frie bevægelse af varer, kapital og ressourcer.

 

Ifølge Xi har reformperiodens fokus på økonomisk vækst skabt og strukturelle problemer i den kinesiske økonomi
_______

 

Et opgør mod lokal protektionisme

Som en del af reformeringen af Kinas økonomi i slutningen af 1970’erne, besluttede kommunistpartiet – med Deng Xiaoping i toppen – at decentralisere økonomien. Det betød, at økonomisk autoritet blev givet til provinsledere og ledere på lavere administrative enheder, som nu havde ansvaret for at administrere og koordinere økonomisk aktivitet. Samtidig fik lokalregeringer lov til at beholde skatteindtægter og profitoverskud for at motivere lokale embedsmænd til at øge skattegrundlaget ved at bygge infrastruktur og tiltrække virksomheder.

Jagten på indtægter resulterede i enorm konkurrence mellem administrative enheder. Lokalregeringer på provinsniveau, by-niveau og landsbyniveau konkurrerede om ressourcer, kapital og virksomheder, samtidig med at lokale embedsfolk beskyttede den lokale industri mod ekstern konkurrence. Ifølge Barry Naughton og Dali L. Yang, kendere af kinesisk økonomi ved henholdsvis University of California og University of Chicago, blev den nationale økonomi forvandlet til mange små økonomiske enheder og markeder, som var mere eller mindre lukkede på grund af protektionisme.

Protektionismen materialiserede sig i restriktioner på import og eksport på tværs af regioner samt forskellige former for administrative barrierer. Regional protektionisme havde sin grund i forskellige industristrukturer: Regioner, som producerede råmaterialer, blokerede for eksport til andre regioner for at bruge materialerne til egen industri. Som modsvar blokerede regioner, som producerede varer, for eksport af varer, og fattigere provinser blokerede for import af varer fra de rigere kystregioner, for at etablere egne lokale markeder. Værst var det i 1980’erne, hvor regioner, for eksempel Heilongjiang og Hebei, lavede lister over varer, som ikke måtte importeres, mens andre regioner satte kvote på, hvor meget de ville eksportere.

Det var udbredt for lokalregeringer at tvinge lokale firmaer til at købe lokale produkter, at forbyde firmaer at komme ind på markedet, at sænke skatter for lokale firmaer og manipulere med priserne. Ofte handlede det om at beskytte varer som cigaretter, biler og alkohol, fordi det gav høje indtægter. Eksempelvis promoverede lokalregeringen i Shanghai det lokale bilmarked ved at gøre det billigere at købe en nummerplade til en lokalt produceret bil, mens det var tre gange så dyrt at købe en nummerplade til en bil produceret i naboregionen Hubei. Det betød også, at virksomheder havde det svært på det kinesiske marked, fordi regler og love varierede i stor stil, samtidig med, at de var udsat for diskrimination fra politisk hold.

 

Virksomheder havde det svært på det kinesiske marked, fordi regler og love varierede i stor stil, samtidig med, at de var udsat for diskrimination fra politisk hold
_______

 

De høje transaktionsomkostninger blev simpelthen for høje, og det gav anledning til, at centralregeringen gjorde det forbudt at bruge lokale produkter, at indføre tariffer, at manipulere med priser og at nægte firmaer adgang. Men til trods for, at centralregeringen har søgt at styrke organiseringen og koordineringen af markedet, er det ikke lykkedes at eliminere protektionismen fuldstændigt.

Protektionismen og decentraliseringen har også haft strukturelle udfordringer. Fordi provinser og lavere administrative enheder skabte små økonomiske enheder, blev den kinesiske økonomi kendetegnet ved en M-form. En M-form eller ”Multi-divisional form” beskriver en organisatorisk tilgang, hvor et firma inddeles i små semi-autonome enheder, som kontrolleres af en moderenhed. I den kinesiske kontekst bruges M-formen til at beskrive en økonomi, hvor regioner havde identiske produktionsstrukturer og firmaer producerede identiske varer. Grundet de parallelle produktionsstrukturer var nødvendigheden for tværregionale handelsforbindelser minimal, og enhederne blev mere eller mindre administreret uafhængigt af den nationale økonomi.

Manglen på afhængighed resulterede i, at den nationale koordinering af produktion og handel blev minimal. Fragmenteringen af intern handel og produktion reducerede konkurrenceevne og effektivitet. Varer, kapital og ressourcer kunne ikke længere flyde frit over regionale og lokale grænser, og firmaer havde svært ved at etablere sig på det kinesiske marked.

Markedsintegration under Xi Jinping

I foråret 2022 proklamerede kommunistpartiet, at Kina skal bygge et ”forenet hjemmemarked som er effektivt, regelbaseret, fair og åbent”. Det betyder konkret, at lokal protektionisme og marked segmentering skal elimineres for at ”facilitere et mere effektivt og jævnt flow af arbejdere og varer”.

I processen med at skabe et mere effektivt marked vil centralregeringen forene regler og standarder på tværs af markedet. Forudsætningen for, at det lykkes er, at centralregeringen har en øget koordineringskapacitet, som de får gennem centraliseringen. Det giver lokalregeringer mindre politisk og økonomisk råderum, og de er i højere grad nødt til at følge de centrale direktiver og statens finansielle støtte. Det skal motivere lokalregeringerne til at koordinere aktiviteter med centralregeringen og i mindre grad få indtægter via markedet.

Et andet centralt værktøj er Xis nationale planer, hvoraf ”Belt and Road” er den vigtigste. På indenrigsfronten fungerer ”Belt and Road” som et værktøj til at sikre en arbejdsdeling mellem provinser og centralregeringen. Centralregeringen publicerede et ”Belt and Road ”-dokument i 2015 og i 2017, hvori de gør klart, at provinser skal udnytte deres komparative fordele, mens centralregeringen koordinerer finansielle midler. I praksis betyder det, at delstaten Yunnan skal bruge sin beliggenhed tæt på Sydøstasien til at skabe en økonomisk korridor til Sydøstasien. Guangdong ved kysten skal fokusere på Taiwan og Hongkong, mens Heilongjiang i nord skal fokusere på samarbejde med Rusland. Derudover skal regioner og byer koordinere deres udvikling med hinanden. Det gør sig eksempelvis gældende med storbyen Shenzhen, som samarbejder med Harbin tæt ved Ruslands grænse, om at eksportere til Rusland.

 

Kernen i centraliseringen er at ændre lokale embedsmænds økonomiske loyalitet. De skal ikke være ansvarlige over for en lokal økonomi med snævre interesser, men derimod over for den nationale økonomi
_______

 

Centralregeringen opfordrer ligeledes til tværprovinsielt samarbejde ved at identificere kollektive interesser. Det sker blandt andet ved at etablere grænseoverskridende økonomiske zoner, som de to nabostorbyer Chengdu-Chongqing, for at tvinge provinser til at samarbejde. Samtidig peger forskere på, at centralregeringen opfordrer regioner og byer til at internationalisere deres økonomier, for på den måde at flytte konkurrencen ud på det globale marked.

Kernen i centraliseringen er at ændre lokale embedsmænds økonomiske loyalitet. De skal ikke være ansvarlige over for en lokal økonomi med snævre interesser, men derimod over for den nationale økonomi. Desuden skal interaktionen mellem de mange lokalregeringer ændres. Deres interaktion skal ikke være præget af modsætningsforhold, men derimod et fælles ønske om at forbedre den nationale økonomi.

Og specialiseringen og gensidig afhængighed er central i forståelsen af, hvorfor Xi styrker markedet med sin politik. Den nuværende markedsstruktur har ganske vist leveret økonomisk vækst, men den har den også besværliggjort handel og produktion. Det har resulteret i, at de nationale forsyningskæder har været svage og fragmenterede, hvilket især kom til udtryk under landets nul-covid politik, hvor lokale restriktioner gjorde, at varer sjældent kom frem.

Vesten skubber til Kinas udvikling

En anden væsentlig grund til, at Xi ser sig nødsaget til at styrke nationale produktionsnetværk og forsyningskæder er, at Vesten bliver gradvist mere negativt indstillet overfor Kina. Joe Biden har begrænset kinesiske firmaers adgang til amerikansk producerede halvledere og andre relaterede produkter, mens EU har igangværende handelsdisputer med Kina vedrørende landets handelsrestriktioner mod Litauen. Læg dertil, at den industrielle sektor står overfor problemer, når flere udenlandske industrier flytter til Sydøstasien. 

Kina kan ikke længere regne med at få adgang til nødvendige ressourcer. Ræsonnementet i Beijing er derfor, at kinesiske firmaer, forskningsinstitutter og andre centrale aktører skal kunne sætte sin lid til nationale forsyningskæder. I august 2022 udtalte Xi, at ”Kina bør holde sig til selvhjulpenhed (…) og tage den selvstændige innovations vej.”

I den forbindelse giver styrkelsen af markedet små og mellemstore virksomheder en mere fremtræden rolle. Kommunistpartiet imødekommer kritik fra de mange små- og mellemstore virksomheder, som har lidt økonomiske tab under landets nul-covid-politik.

Ulrik Vestergaard Knudsen udtalte i et interview fra RÆSON52, at” Hyperglobaliseringen kommer aldrig nogensinde tilbage – i hvert fald ikke i vores tid. Det bliver en anden form for globalisering med langt flere politiske bremser.” Og så længe den globale økonomi styres af geopolitik, og Vesten er tiltagende fjendtlig indstillet overfor Kina, ser Xi og centralregeringen ingen anden udvej end at styrke Kinas hjemmemarked. På trods af, at politisk centralisering kan underminere markedskræfterne ved at guide økonomisk aktivitet, er det en nødvendig handling. Den binære forståelse af, at staten og markedet er i et oppositionelt forhold, er forfejlet – i hvert fald i Kina. For selvom centralisering af økonomien giver minder til Mao-tidens planlægning, kan det reelt forbedre markedets mekanismer og styrke Kinas økonomiske robusthed. ■

 

Så længe den globale økonomi styres af geopolitik, og Vesten er tiltagende fjendtlig indstillet overfor Kina, ser Xi og centralregeringen ingen anden udvej end at styrke Kinas hjemmemarked
_______

 

Rasmus Linder Mikkelsen (f.1996) er uddannet i Asiatiske Studier fra Lund Universitet. Han interesserer sig for Kinas politiske økonomi, herunder hvordan Kommunistpartiet organiserer markedet, og landets globale ambitioner. Han skrev speciale om Kinas ”Belt and Road Initiative” og dets indflydelse på global kapitalakkumulation

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland