Peter Lautrup-Larsen: Store bededag er kun symbolet på, hvad der venter oppositionen
19.01.2023
Oppositionens overvejelser om en folkeafstemning til at afskaffe store bededag er helt legitim og i overensstemmelse med ånden i grundloven og dens begrundelser. Noget andet er så, om det er velegnet.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator
HVER DAG HAR sit træk i det politiske skakspil – nogle vil sige nervekrig – om afskaffelsen af en helligdag. Flertalsregeringen tromlede fra begyndelsen oppositionen med krav om ja til dens lovforslag om store bededag som adgangsbillet til forhandlinger om et nyt forsvarsforlig. Men den er tilsyneladende nu ved at bløde op, efter en samlet opposition fra Enhedslisten hen over De Radikale til Nye Borgerlige har svaret igen med forslag om alternativ finansiering. Store bededag skal dog væk under alle omstændigheder, må vi forstå på regeringens økonomiske ministre. På slotspladsen uden for Christiansborgs tykke mure ruster fagbevægelsen sig til de største demonstrationer i mands minde og kræver folkeafstemning om lovforslaget, hvis ikke regeringen trækker det af sig selv. Med den begrundelse, at det er indblanding i overenskomsterne og et angreb på den danske model. Hvad regeringen og ikke mindst Socialdemokratiet afviser nærmest på automatpilot.
Endnu er der ikke tilstrækkeligt mange mandater bag kravet om at spørge vælgerne direkte. Folkeafstemninger er nærmest et negativt ladet ord på Christiansborg. Det er mere reglen end undtagelsen, at vælgerne i EU-spørgsmål om afgivelse af suverænitet har tilsidesat et massivt mandatmæssigt flertal i Folketinget, selv om den seneste folkeafstemning om at ophæve forsvarsforbeholdet i lyset af krigen i Ukraine trækker modsat. På den led forstår man godt, at partier, der gerne ser sig selv i på ministertaburetterne igen, som SF, De Radikale og Konservative, nøler med at svare på, hvad det hele ender med.
Drillespørgsmål
Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og senest Alternativet, der allerede nu kræver folkeafstemning, bliver derfor også mødt med drillespørgsmål. Kræver de også folkeafstemning om klimalove, tilbagetrækningsalder og SU-reform, hvis de på et senere tidspunkt ikke er enige med regeringen? Lige som miljøminister, socialdemokraten Magnus Heunicke, sender sig selv i byen på de sociale medier ved at påpege den massive vælgermodstand i meningsmålingerne dengang mod de faste forbindelser over Storebælt og Øresund. De var aldrig blevet til noget, hvis fx et parti som De Radikale – det var dengang – havde haft held med at sende dem til folkeafstemning.
Kræver de også folkeafstemning om klimalove, tilbagetrækningsalder og SU-reform, hvis de på et senere tidspunkt ikke er enige med regeringen?
_______
Alt det er naturligvis en del af en politisk proces, når sindene er så ophidsede, som de er. Men reelt ser vi begyndelsen på kampen om den nye politiske virkelighed på Christiansborg. Med en SVM-regering, der tydeligt demonstrerer, at den agter at bruge sit om end spinkle flertal, når den er blevet enig indbyrdes og finder det nødvendigt. Så er der efter dens opfattelse tilsyneladende ingen grund til, at der går komité i tingene under langvarige forhandlinger og dertil indrettede indrømmelser til andre partier. Store bededag er kun symbolet på, hvad der i så fald venter oppositionen fremover.
De nye politiske spilleregler ender så med at være ikke kun brud på en mangeårig parlamentarisk praksis, hvor større brede forlig var ambitionen for den enhver tid siddende regering. Det strider også mod ånden i den nu 70 år gamle grundlov.
Anderledes kan man ikke læse begrundelsen fra grundlovens arkitekter bag den paragraf 42, som giver et mindretal på 60 medlemmer af folketinget – svarende til en tredjedel – mulighed for at prøve en vedtaget lov ved en folkeafstemning. Ja, man kan lige frem sige, at den nuværende situation er en case-study, der illustrerer, hvad der bekymrede dem dengang. Det er sammenkædning og flertallets insisteren på at have ret, og mindre forslaget, som paragraf 42 er rettet imod.
Samtaledemokrati
En inspirationskilde har givet været socialdemokraten Hal Kochs opfattelse af folkestyret i hans epokegørende bog ”Hvad er demokrati?”, som udkom lige efter besættelsen. Han bruger ganske vist ikke selv ordet ”flertalsdiktatur” – det var andre i debatten – men hans bog var rettet imod præcis det begreb, og han sagde dem ikke imod. Fundamentet i folkestyret skulle være ”samtaledemokrati” og ikke flertalsdiktatur.
Paragraf 42 er derfor ment som en mindretalsgaranti. En slags nødværge, hvis en flertalsregering fremturer ved at diktere lovgivningen uden samtale og forhandling. Naturligvis bygger demokrati på afstemning og flertalsafgørelser, men det kan ikke stå alene, selv om der juridisk ikke er noget et komme efter. Et flertal, der sætter sig igennem ved diktat, bryder ikke grundloven. Men det skader folkestyret, befolkningens opbakning og øger politikerleden.
Holdningen fremgår ikke mindst af forfatningskommissionens begrundelser for at give mindretallet garantier mod magtfuldkomne flertalsregeringer. Den politisk sammensatte grundlovskommission, hvis betænkning var fundamentet for grundloven i 1953 og dens vedtagelse, skiver således i sine bemærkninger til paragraf 42:
”Regler om folkeafstemninger tilsigter i første række at sikre mod, at en regering, navnlig når den hviler på rent flertal i rigsdagen, søger at gennemføre nye vidtrækkende love, om hvilke man ikke har sikkerhed for, at de har et flertal i befolkningen bag sig”.
Når regeringen bruger det som ouverture til sin handlekraft og adgangsbillet til forhandlingerne om forsvaret, så kommer man ikke uden om, at forslagets skæbne er helt afgørende for de kommende års spilleregler og forhandlingsklima på Christiansborg
_______
Bortset fra de snirklede sætninger på side 35 i betænkningen (præget af den tid for 70 år siden) så rammer beskrivelsen af det, som folkeafstemninger skal ”sikre imod”, vel nærmest i bullseye i forhold til den nuværende situation og SVM-regeringens lovforslag.
Ouverture til handlekraft
Naturligvis kan man diskutere, hvorvidt et forslag om at afskaffe store bededag er ”vidtrækkende”. Det bliver da også gjort. Men når regeringen bruger det som ouverture til sin handlekraft og adgangsbillet til forhandlingerne om forsvaret, så kommer man ikke uden om, at forslagets skæbne er helt afgørende for de kommende års spilleregler og forhandlingsklima på Christiansborg. Ganske vist må vi nu forstå på forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensens svar i forbindelse med folketingets åbningsdebat, at der nu muligvis bliver åbnet en dør på klem til forhandlingerne uden forhåndskrav – men det bliver næppe sidste gang regeringen vil diktere udfaldet af forhandlinger på forhånd, når først de tre regeringspartier er blevet enige med sig selv. Sådan virker dens selvforståelse de sidste uger. Det er netop den situation, som grundlovens fædre og mødre prøver at gardere sig imod med paragraf 42.
Den skulle sikre det samarbejdende folkestyre selv i en situation med en flertalsregering, som havde mandater nok i sig selv. Derfor er det også interessant, hvordan grundlovskommissionen forsætter sine betragtninger til paragraf 42. Ville muligheden for folkeafstemning så betyde folkeafstemninger hvert og hvert andet år? Nej, det tror grundlovskommissionen ikke på. Tværtimod ville truslen om folkeafstemning betyde, at det slet ikke blev nødvendigt. Igen fra kommissionens betænkning siden 35/36:
”Muligheden for afstemning vil tillige kunne bevirke, at der i rigsdagen søges skabt et bredere grundlag for de enkelte lovforslags vedtagelse”.
Det er lige før, man skal gentage sætningen for Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, der de seneste dage har haft travlt med at afvise kravet om en folkeafstemning ved at pege på, at det danske folkestyre bygger på et repræsentativt demokrati. Jo, sådan så grundlovens arkitekter det også. Hvis altså det repræsentative demokrati ellers fungerer. Og det er lige det, som netop nu glimrer ved sit fravær. Det kan man i hvert fald hævde med grundloven i hånden. Selv om grundloven er 70 år gammel og beslutningstagerne dengang ikke kendte nutidens politikere. En flertalsregering har hovedansvaret for, at oppositionen ikke finder det nødvendigt at trække i nødbremsen. Dengang – og nu.
Anklaget for det samme
Fra tid til anden har oppositionspolitikere angrebet tidligere regeringer for det samme. Den daværende radikale leder Marianne Jelved anklagede fra folketingets talerstol i 2002 således statsminister Anders Fogh Rasmussens VK-regering med fast støtte fra Dansk Folkeparti for ”flertalsdiktatur”. Dengang tænkte mange nok ikke på folkeafstemning og paragraf 42. Måske fordi den førte politik ikke opfyldte en af betingelserne for grundlovens mindretalsgaranti. Nemlig, at man ikke har sikkerhed for, ”at de har et flertal i befolkningen bag sig”. Det havde VK-DF forslagene nok.
Oppositionens overvejelser om en folkeafstemning med ja eller nej til at afskaffe store bededag er altså helt legitim og i overensstemmelse med ånden i loven og dens begrundelser. Noget andet er så, om det er velegnet. Vælgerne kan sagtens have den opfattelse, at det er en velbegrundet måde at få danskerne til at yde mere og derigennem få finansieret nye forsvarsudgifter til at dække regningen for hjælpen til Ukraine mv. Men samtidig mene, at regeringens fremfærd og væren sig selv nok er under al kritik. Skal man så stemme ja eller nej ved en folkeafstemning?
Fagbevægelsen forplumrer
I sig selv er det allerede en del af debatten. På den led forplumrer fagbevægelsen endda spørgsmålet ved at gøre det hele til en lønmodtagersag – uden at tage stilling til sammenkædningen med forsvaret og politiske spilleregler. Lige nu er det derfor svært at spå om store bededags skæbne. Måske ender det med, at SVM-regeringen putter det tilbage i mølposen som i 2011, eller mere sandsynligt opgiver det som ultimatum og adgangsbillet til forsvarsforhandlinger, selv om det lige nu ser ud som om, den vil måle og veje sin styrke og handlekraft på at tvinge tingene igennem.
Men ændrer regeringen i så fald holdning til de politiske spilleregler? Det er måske mere tvivlsomt. Hvis ikke, så dukker spørgsmålet om flertalsdiktatur og folkeafstemning hurtigt op igen. På et andet område end store bededag og sammenkædning med forsvarsudgifter, men ikke mindre nødvendigt.
På den led forplumrer fagbevægelsen endda spørgsmålet ved at gøre det hele til en lønmodtagersag – uden at tage stilling til sammenkædningen med forsvaret og politiske spilleregler. Lige nu er det derfor svært at spå om store bededags skæbne
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik
ILLUSTRATION: Forsvarsminister og vicestatsminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), under møde i Folketingssalen, hvor der vil være en redegørelse af statsministeren, på Christiansborg, tirsdag den 17. januar 2023 [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
